(jf. præmis 51-53 og 62)

DOMSTOLENS DOM (plenum )
30. september 2003(1)

»Appel – direktiv 81/602/EØF, 88/146/EØF og 96/22/EF – forbud mod at anvende visse stoffer med hormonal virkning – forbud mod indførsel fra tredjelande af kød fra dyr på bedrifter, hvor dyrene har været behandlet med disse stoffer – erstatningssøgsmål – den direkte virkning af WTO-aftalen og de hertil knyttede aftaler – aftalen om anvendelsen af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger – henstillinger og afgørelser fra WTO's tvistbilæggelsesorgan«

I sag C-93/02 P,

Biret International SA under konkurs, Paris (Frankrig), ved mandataire liquidateur M. de Thoré, som under denne sag er repræsenteret ved avocat S. Rodrigues, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 11. januar 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i sag T-174/00, Biret International mod Rådet (Sml. II, s. 17), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,

de andre parter i appelsagen:

Rådet for Den Europæiske Union ved J. Carbery og F.P. Ruggeri Laderchi, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved P.M. Ormond, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i appelsagen,

og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved T. Christoforou og A. Bordes, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient i første instans,

har

DOMSTOLEN (plenum ),,

sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene J.-P. Puissochet, M. Wathelet (refererende dommer), R. Schintgen og C.W.A. Timmermans samt dommerne C. Gulmann, D.A.O. Edward, P. Jann, V. Skouris, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr og J.N. Cunha Rodrigues,

generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. marts 2003 af Biret International SA, af Rådet og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. maj 2003,

afsagt følgende

Dom

a)

en tidsfrist foreslået af det pågældende medlem, forudsat at denne frist kan godkendes af [tvistbilæggelsesorganet]; eller hvis den ikke kan godkendes

b)

en frist, der aftales mellem tvistens parterne inden for 45 dage efter datoen for vedtagelse af henstillingerne og kendelserne; eller hvis en sådan aftale ikke kan opnås

c)

en frist fastlagt ved tvungen voldgift inden for 90 dage efter datoen for vedtagelse af henstillingerne og kendelserne (3) . Under en sådan voldgift bør der for voldgiftsmanden (4) gælde de retningslinjer, at der fastsættes en rimelig frist til gennemførelse af panelets eller Appelinstansens henstillinger på under 15 måneder fra datoen for vedtagelse af panelberetningen eller Appelinstansens beretning. Imidlertid kan denne frist være kortere eller længere alt afhængig af sagens særlige omstændigheder.«

»60

Selv om aftaler, der indgås mellem Fællesskabet og tredjelande, i medfør af traktatens artikel 228, stk. 7 [efter ændring nu artikel 300, stk. 7, EF], er bindende for Fællesskabets institutioner og for medlemsstaterne, og bestemmelser i sådanne aftaler, som Domstolen har udtalt navnlig i Haegeman- og Demirel-dommene [hhv. af 30.4.1974, sag 181/73, Sml. s. 449, og af 30.9.1987, sag 12/86, Sml. s. 3719], fra deres ikrafttræden udgør en integreret del af fællesskabsretten, har Domstolen til stadighed fremhævet, at sådanne aftalers virkninger i Fællesskabets retsorden skal fastlægges under hensyntagen til den pågældende aftales karakter og formål. Domstolen henviste således i dom af 26. oktober 1982, Kupferberg (sag 104/81, Sml. s. 3641, præmis 17), til, at virkningerne i Fællesskabet af bestemmelserne i en international aftale ikke kan fastslås, uden at der tages hensyn til bestemmelsernes folkeretlige oprindelse, og at det følger af folkeretlige principper, at de kontraherende parter kan fastlægge, hvilke virkninger aftalens bestemmelser skal have i deres interne retsorden (jf. ligeledes generaladvokat Gulmanns forslag til afgørelse i forbindelse med Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, på s. 4980, punkt 127). Domstolen har særligt i Demirel-dommen fundet (præmis 14), at en bestemmelse i en aftale indgået af Fællesskabet med et tredjeland må anses for umiddelbart anvendelig, når der af dens ordlyd samt aftalens formål og karakter kan udledes en klar og præcis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter. Spørgsmålet, om en sådan bestemmelse er ubetinget og tilstrækkelig klar til at have direkte virkning, skal vurderes i forhold til den aftale, hvori den indgår (Kupferberg-dommen, præmis 23).

61

Det følger imidlertid af en nu helt fast retspraksis, at WTO-aftalen og dens bilag – lige så lidt som GATT-bestemmelserne fra 1947 [den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel] – efter deres karakter og opbygning principielt ikke udgør regler, hvis overholdelse i fællesskabsinstitutionernes retsakter er genstand for efterprøvelse ved Domstolen og Retten i medfør af EF-traktatens artikel 173, stk. 1 (efter ændring nu artikel 230, stk. 1, EF), at de efter deres karakter ingen rettigheder skaber for borgerne, som disse kan påberåbe sig ved domstolene, og at deres eventuelle tilsidesættelse ikke kan pådrage Fællesskabet ansvar uden for kontrakt[...] (Domstolens dom [af 23.11.1999] i sagen Portugal mod Rådet, [sag C-149/96, Sml. I, s. 8395], af 14.12.2000, forenede sager C-300/98 og C-392/98, Dior m.fl., Sml. I, s. 11307, og af 9.10.2001, sag C-377/98, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 7079, Domstolens kendelse af 2.5.2001, sag C-307/99, OGT Fruchthandelsgesellschaft, Sml. I, s. 3159, Rettens domme af 20.3.2001, sag T-18/99, Cordis mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, Bocchi Food Trade International mod Kommissionen [sag T-30/99, Sml. II, s. 943], og sag T-52/99, T. Port mod Kommissionen, Sml. II, s. 981, samt Rettens domme af 12.7.2001, sag T-2/99, T. Port mod Rådet, Sml. II, s. 2093, og sag T-3/99, Banatrading mod Rådet, Sml. II, s. 2123).

62

WTO-aftalerne har nemlig til formål at regulere og forvalte forholdet mellem stater eller regionale organisationer for økonomisk integration og ikke at beskytte privatpersoner. Som Domstolen har udtalt det i dommen i sagen Portugal mod Rådet, bygger disse aftaler på princippet om forhandlinger på grundlag af gensidighed og gensidigt fordelagtige aftaler, og de adskiller sig fra de aftaler, Fællesskabet har indgået med tredjelande, hvorved der etableres forpligtelser, der ikke er strengt symmetriske. En anerkendelse af, at det direkte tilkommer Fællesskabets retsinstanser at sikre, at fællesskabsretten er i overensstemmelse med disse bestemmelser, ville være ensbetydende med, at Fællesskabets lovgivende eller administrative myndigheder mistede den handlefrihed, som de tilsvarende myndigheder hos Fællesskabets handelspartnere har.

63

Ifølge denne retspraksis (dommen i sagen Portugal mod Rådet, præmis 49) er det kun, såfremt Fællesskabet har ønsket at opfylde en særlig inden for rammerne af WTO påtaget forpligtelse, eller når den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne, at det tilkommer Fællesskabets retsinstanser at prøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed efter WTO-bestemmelserne (jf. for så vidt angår GATT 1947 Domstolens dom af 22.6.1989, sag 70/87, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 1781, præmis 19-22, og af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 31).

64

Det bemærkes, at omstændighederne i den foreliggende sag klart ikke svarer til nogen af de to hypoteser, der er angivet i den foregående præmis. Da direktiv 81/602 og 88/146 blev vedtaget flere år før, SPS-aftalen trådte i kraft den 1. januar 1995, kan de nemlig logisk hverken opfylde en særlig inden for rammerne af denne aftale påtaget forpligtelse eller udtrykkeligt henvise til nogle af aftalens bestemmelser.

65

Sagsøgeren kan således ikke gøre en tilsidesættelse af SPS-aftalen gældende.

66

Tvistbilæggelsesorganets afgørelse af 13. februar 1998 kan ikke så tvivl om denne vurdering.

67

Denne afgørelse er nemlig nødvendigvis og direkte forbundet med anbringendet om tilsidesættelse af SPS-aftalen, og den kan således kun tages i betragtning, såfremt Fællesskabets retsinstanser under behandlingen af et anbringende om direktivernes ugyldighed havde fastslået, at aftalen har direkte virkning (jf. vedrørende en afgørelse fra tvistbilæggelsesorganet, der fastslog uforeneligheden af visse bestemmelser i fællesskabsretten med GATT fra 1994, Domstolens dom af 14.10.1999, sag C-104/97 P, Atlanta mod [Fællesskabet], Sml. I, s. 6983, præmis 19 og 20).

68

Anbringendet om tilsidesættelse af SPS-aftalen må således forkastes.

69

Da sagsøgeren ikke har godtgjort retsstridigheden af den adfærd, som den sagsøgte institution kritiseres for, skal sagsøgte under alle omstændigheder frifindes, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre betingelser for Fællesskabets ansvar uden for kontrakt[...] (jf. f.eks. dommen i sagen Atlanta mod [Fællesskabet], præmis 65).

70

Sagsøgeren har imidlertid i replikken subsidiært anmodet Retten om, at »lade retspraksis udvikle sig« hen imod en ordning om objektivt ansvar for Fællesskabet som følge af dets generelle retsakter. Sagsøgeren har til støtte for denne påstand navnlig henvist til »beskyttelsen af retsstaten«, erstatningssøgsmålets selvstændige karakter, de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaterne, og de rimelighedshensyn, der er forbundet med anvendelsen af »forsigtighedsprincippet«.

71

Denne argumentation, der ændrer selve grundlaget for Fællesskab[ets] ansvar, skal betragtes som et nyt anbringende, der ikke kan fremsættes under sagens behandling i medfør af artikel 48 i Rettens procesreglement (dommen i sagen Atlanta mod [Fællesskabet], præmis 27-29).«

–

Den appellerede dom ophæves.

–

Der gives appellanten medhold i de påstande, denne har nedlagt ved sagen i første instans.

–

Rådet tilpligtes at afholde alle sagens omkostninger.

–

for det første grunde, som vedrører selve indholdet af WTO-aftalerne og deres mulige udvikling: Et stort antal af disse bestemmelser – såsom bestemmelserne om offentlige kontrakter, intellektuel ejendomsret eller fødevaresikkerheden – har direkte indvirkning ikke blot på retsforholdet mellem staterne og deres borgere, men også mellem borgerne indbyrdes.

–

billighedsgrunde med hensyn til virkningerne af WTO’s tvistbilæggelsesordning: Det er selvmodsigende ikke at give private mulighed for at påberåbe sig visse bestemmelser i WTO-aftalerne, når handelsmæssige gengældelsesforanstaltninger, der træffes på grundlag af andre bestemmelser i samme aftaler, tilføjer virksomheder i Den Europæiske Union skade.

–

grunde, som vedrører den nødvendige sammenhæng i Fællesskabets retsorden, hvori det ikke blot er medlemsstaterne, men også disses statsborgere, som er retssubjekter (jf. dom af 5.2.1963, sag 26/62, Van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org.ref.: Rec. s. 1).

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (plenum)