Adgang til EU-lovgivningen
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">Mere om eksperimenthjørnet</a>
Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve
EUR-Lex
Adgang til EU-lovgivningen

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Du er her
Brug anførselstegn for at søge efter en nøjagtig ordlyd. Tilføj en stjerne (*) efter et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. transp* eller 32019R*). Indsæt et spørgsmålstegn (?) i stedet for et bogstav i et søgeord for at finde variationer af det (f.eks. vil en søgning på sa?en give hittene sagen, salen og saven).
Søgetips
Flere søgemuligheder? Brug Avanceret søgning

Dokument 62001CJ0019

    Rozsudok Súdneho dvora (druhá komora) zo 4. marca 2004.
    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) proti Alberto Barsotti a i. (C-19/01), Milena Castellani proti Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) (C-50/01) a Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) proti Anna Maria Venturi (C-84/01).
    Návrhy na začatie prejudiciálneho konania Tribunale di Pisa, Tribunale di Siena a Corte suprema di cassazione - Taliansko.
    Sociálna politika.
    Spojené veci C-19/01, C-50/01 a C-84/01.

    ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2004:119

    Arrêt de la Cour

    Forenede sager C-19/01, C-50/01 og C-84/01


    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS)
    mod
    Alberto Barsotti m.fl.,



    Milena CastellanimodIstituto nazionale della previdenza sociale (INPS)



    og



    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) mod Anna Maria Venturi


    (anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af henholdsvis Tribunale di Pisa, Tribunale di Siena og Corte suprema di cassazione)

    «Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 80/987/EØF – begrænsning af garantiinstitutionernes betalingspligt – loft over garantien for betaling – forskud betalt af arbejdsgiveren – direktivets sociale sigte»

    Forslag til afgørelse fra generaladvokat Christine Stix-Hackl, fremsat den 15. maj 2003
        
    Domstolens dom (Anden Afdeling) af 4. marts 2004
        

    Sammendrag af dom

    Socialpolitik – tilnærmelse af lovgivningerne – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 80/987 – begrænsning af garantiinstitutionernes betalingsforpligtelse til et beløb, der dækker de pågældende arbejdstageres grundlæggende behov – fradrag af de betalinger, som arbejdsgiveren har foretaget i den periode, der er dækket af garantien – ulovlig

    (Rådets direktiv 80/987, art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 3, første afsnit, og art. 10)

    Artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, i direktiv 80/987 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at de ikke bemyndiger en medlemsstat til at begrænse garantiinstitutionernes betalingsforpligtelse til et beløb, der dækker de pågældende arbejdstageres grundlæggende behov, og som fradrages de betalinger, som arbejdsgiveren har foretaget i den periode, der er dækket af garantien.

    Selv om medlemsstaterne har ret til at fastsætte et loft over garantien for tilgodehavenderne, er de nemlig forpligtet til inden for dette lofts grænser at sikre betalingen af hele det omhandlede tilgodehavende. Eventuelle forskud, som arbejdstagerne har modtaget med hensyn til deres tilgodehavender for garantiperioden, skal fradrages disse med henblik på at afgøre, i hvilket omfang de ikke er betalt. Derimod er en antikumulationsregel, hvorefter den løn, der er udbetalt til de nævnte arbejdstagere i den periode, som er dækket af garantien, skal fradrages det loft, der er fastsat af medlemsstaten for garantien med hensyn til tilgodehavender, direkte i strid med den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved direktivet.

    (jf. præmis 36-38 og 40 samt domskonkl.)


    DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling) (Anden Afdeling)
    4. marts 2004(1)

    »Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens – direktiv 80/987/EØF – begrænsning af garantiinstitutionernes betalingspligt – loft over garantien for betaling – forskud betalt af arbejdsgiveren – direktivets sociale sigte«

    I de forenede sager C-19/01, C-50/01 og C-84/01,

    angående anmodninger, som henholdsvis Tribunale di Pisa (Italien) og Tribunale di Siena (Italien) samt Corte Suprema di cassazione (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte retter verserende sager,

    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS)

    mod

    Alberto Barsotti m.fl. (sag C-19/01),

    Milena Castellani

    mod

    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) (sag C-50/01),

    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS)

    mod

    Anna Maria Venturi (sag C-84/01),

    at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23),har

    DOMSTOLEN (Anden Afdeling),



    sammensat af V. Skouris som fungerende formand for Anden Afdeling og dommerne R. Schintgen og N. Colneric (refererende dommer),

    generaladvokat: C. Stix-Hackl
    justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

    efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

    –
    Alberto Barsotti ved avvocato G. Giraudo

    –
    Milena Castellani ved avvocato F. Mancuso

    –
    Anna Maria Venturi ved avvocato A. Piccinini

    –
    Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) ved avvocati A. Todaro og P. Spadafora

    –
    den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato D. Del Gaizo

    –
    den franske regering ved G. de Bergues og C. Bergeot-Nunes, som befuldmægtigede

    –
    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu, som befuldmægtiget,

    efter at der i retsmødet den 30. januar 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) ved A. Todaro, af Anna Maria Venturi ved A. Piccinini, af den franske regering ved C. Lemaire, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved A. Aresu,

    og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. maj 2003,

    afsagt følgende



    Dom



    1
    Ved kendelser af 19. december 2000, 26. januar 2001 og 18. januar 2001, indgået til Domstolen henholdsvis den 15. januar 2001, den 5. februar 2001 og den 19. februar 2001, har Tribunale di Pisa, Tribunale di Siena og Corte Suprema di cassazione i medfør af artikel 234 EF forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23, herefter »direktivet«).

    2
    Spørgsmålene er blevet rejst under sager mellem Istituto nazionale delle previdenza sociale (herefter »INPS«) og Alberto Barsotti m.fl. (sag C-19/01), mellem INPS og Anna Maria Venturi (sag C-84/01), og mellem Milena Castellani og INPS (sag C-50/01) vedrørende betaling af arbejdstagernes tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold.


    Retsforskrifter

    Fællesskabsretlige bestemmelser

    3
    Det anføres i direktivets første betragtning, at »det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, især for at sikre betalingen af deres tilgodehavender, under hensyntagen til kravet om en afbalanceret økonomisk og social udvikling i Fællesskabet«.

    4
    Direktivets artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

    »Dette direktiv finder anvendelse på krav, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har erhvervet i forhold til arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.«

    5
    Direktivets artikel 3 bestemmer:

    »1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at garantiinstitutioner, med forbehold af artikel 4, sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for perioden inden en bestemt dato.

    2. Den i stk. 1 omhandlede dato kan efter medlemsstaternes valg være:

    –
    […]

    –
    […]

    –
    eller datoen, enten på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt eller for ophør af den pågældende arbejdstagers arbejdsaftale eller ansættelsesforhold på grund af arbejdsgiverens insolvens.«

    6
    Direktivets artikel 4 har følgende ordlyd:

    »1. Medlemsstaterne kan begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt for garantiinstitutionerne.

    2. Såfremt medlemsstaterne gør brug af den i stk. 1 omhandlede mulighed, skal de:

    –
    […]

    –
    […]

    –
    for så vidt angår det i artikel 3, stk. 2, tredje led, omhandlede tilfælde sikre betalingen af tilgodehavender for løn for de sidste atten måneder af arbejdsaftalen eller ansættelsesforholdet, som ligger forud for den dato, på hvilken arbejdsgiverens insolvens er indtrådt, eller datoen for ophør af arbejdstagerens arbejdsaftale eller ansættelsesforhold på grund af arbejdsgiverens insolvens. I disse tilfælde kan medlemsstaterne begrænse betalingspligten for løn svarende til en periode på otte uger eller til flere tidsrum, der tilsammen udgør en periode af samme længde.

    3. Medlemsstaterne kan dog for at undgå udbetaling af beløb, der overstiger dette direktivs sociale sigte, fastsætte et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender.

    […]«

    7
    Ifølge direktivets artikel 10, litra a), berører dette ikke medlemsstaternes mulighed for »at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug«.

    Nationale bestemmelser

    8
    Artikel 1 og 2 i lovdekret nr. 80 af 27. januar 1992 om gennemførelse af direktiv 80/987/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (GURI af 13.2.1992, supplemento ordinario nr. 36, s. 26, herefter »lovdekret nr. 80/92«), vedrører garanti for tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforhold og intervention fra Garantifonden (herefter »Fonden«), som forvaltes af INPS.

    9
    Artikel 1, stk. 1, i lovdekret nr. 80/92, der har overskriften »Garanti for tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforhold«, bestemmer:

    »Når der er indledt en procedure mod en arbejdsgiver om konkurs, forebyggende akkord, tvangslikvidation eller en ekstraordinær administrativ procedure […] kan arbejdstagerne hos denne arbejdsgiver eller deres retssuccessorer efter ansøgning få dækket tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforholdet, der er nævnt i artikel 2, af Garantifonden […]«

    10
    Artikel 2, stk. 1, 2 og 4, i lovdekret nr. 80/92 bestemmer:

    »1. Den betaling, der foretages af Garantifonden i henhold til dette dekrets artikel 1, vedrører andre tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforhold end tilgodehavender, der er erhvervet som løn ved ansættelsesforholdets ophør, og som vedrører de tre sidste måneder af ansættelsesforholdet, der ligger inden for tolv måneder forud for: a) datoen for afgørelsen om indledning af en af de i artikel 1, stk. 1, anførte procedurer; b) datoen for påbegyndelsen af tvangsfuldbyrdelsen; c) med hensyn til de arbejdstagere, der er fortsat med at udøve deres arbejde, datoen for afgørelsen om at likvidere virksomheden eller om at bringe den midlertidige udøvelse af virksomheden eller tilladelsen til at fortsætte virksomhedens aktivitet til ophør, eller datoen for ansættelsesforholdets ophør, såfremt denne er indtrådt, mens virksomheden fortsatte sin aktivitet.

    2. Det beløb, der udbetales af Fonden i henhold til denne artikels stk. 1, må ikke overstige et beløb, der svarer til tre gange det beløb, som kan udbetales som særligt lønkompensationstillæg pr. måned, med fradrag af socialsikringsbidrag.

    […]

    4. Det beløb, der er nævnt i denne artikels stk. 1, kan ikke udbetales samtidig med følgende beløb: a) det særlige lønkompensationstillæg, oppebåret i løbet af den periode på 12 måneder, der er nævnt i denne artikels stk. 1; b) løn udbetalt til arbejdstageren i løbet af den periode på tre måneder, der er nævnt i denne artikels stk. 1; c) mobilitetsgodtgørelse tildelt i henhold til lov nr. 223 af 23. juli 1991 i de første tre måneder efter ansættelsesforholdets ophør.«

    11
    Det særlige lønkompensationstillæg er en ydelse, der under bestemte betingelser udbetales af INPS til arbejdstagere, der er suspenderede, eller arbejdstagere, der af økonomiske årsager arbejder på nedsat tid, navnlig fordi den pågældende virksomhed er kriseramt.


    Tvisterne i hovedsagerne

    12
    Alberto Barsotti m.fl., Milena Castellani og Ana Maria Venturi er kreditorer med hensyn til en del af deres løn for den sidste periode af deres arbejdsaftale eller ansættelsesforhold. De har anmodet Fonden om at betale restbeløbene. INPS har delvist eller fuldstændigt givet afslag på disse ansøgninger.

    13
    I sag C-19/01, hvori sagsfremstillingen alene vedrører Alberto Barsotti, selv om sagen også vedrører elleve andre arbejdstagere, er INPS ved en kendelse afsagt af Tribunale di Pisa blevet tilpligtet at betale Alberto Barsotti et beløb på 4 027 377 ITL, forhøjet med revalueringsbeløbet, renter efter loven og sagsomkostninger. Ifølge den forelæggende ret svarer dette beløb til forskellen mellem de tilgodehavender, der var forfaldne med hensyn til de sidste tre måneder af Alberto Barsottis løn, der lå inden for de sidste tolv måneder, som gik forud for hans arbejdsgivers konkurs, og det beløb, der rent faktisk blev oppebåret af ansøgeren som forskud og delvise betalinger, indtil det af Fonden som garanti fastsatte grænseloft på 4 027 377 ITL. INPS har på Fondens vegne fremsat indsigelse mod betalingspålægget og har nedlagt påstand om, at det ophæves, idet institutionen har gjort gældende, at den ikke skal betale noget, for så vidt som ansøgeren på grund af de modtagne forskud har nået det beløbsloft, som han har ret til, og at det i denne forbindelse ikke har nogen betydning, at det er arbejdsgiveren, der har foretaget betalingen. Tribunale di Pisa, som sagen er blevet indbragt for, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

    14
    I sag C-50/01 har Milena Castellani nedlagt påstand om, at INPS tilpligtes at betale hende et beløb svarende til det tilgodehavende af hendes løn, der hidrører fra det kvartal, som ligger forud for ansættelsesforholdets ophør i det år, der ligger forud for insolvenserklæringen, med fradrag af det modtagne nettobeløb og inden for det maksimumsbeløb, der er fastsat ved lovdekret nr. 80/92. Denne ansøgning er delvis blevet imødekommet af INPS, der dog har trukket de beløb, som arbejdsgiveren har udbetalt til Milena Castellani i de sidste tre måneder af ansættelsesforholdet, fra dette maksimumsbeløb. INPS har gjort gældende, at den italienske lovgiver, idet lovgiveren har ladet det månedlige loft og det særlige kompensationstillæg være sammenfaldende, stiltiende har bestemt, at det maksimumsbeløb, der kan tildeles, ikke kan kumuleres med de beløb, som er blevet udbetalt til arbejdstageren i referencekvartalet. Ifølge INPS skal disse beløb følgelig fratrækkes maksimumsbeløbet. Tribunale di Pisa, der skal behandle sagen, har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

    15
    I sag C-84/01 har Anna Maria Venturi oppebåret den løn, som var forfalden for to af de tre sidste måneders arbejde, fra sin arbejdsgiver, og hun har ansøgt INPS om at udbetale sig et beløb svarende til den sidste måneds løn. INPS har ikke betalt beløbet til Anna Maria Venturi med den begrundelse, at hun forskriftsmæssigt har oppebåret sin løn for to af de tre måneder, som er dækket af garantien, og at hun således har modtaget et beløb, der er højere end den mindsteløn, der er fastsat ved loven. Tribunale di Bologna (Italien), som sagen er indbragt for, har ved dom af 28. maj 1997 taget Anna Maria Venturis påstand til følge. Retten har givet Anna Maria Venturi medhold i, at det beløb, der som forskud er blevet udbetalt af arbejdsgiveren, først skal fratrækkes den løn, der faktisk skal udbetales.

    16
    INPS har iværksat kassationsanke af nævnte dom. Til støtte for anken har INPS gjort gældende, at forskuddet på tilgodehavendet vedrørende de sidste tre måneders løn skal fratrækkes det garantiloft, som Fonden sikrer. Corte Suprema di cassazione har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.


    Forelæggelseskendelserne og de præjudicielle spørgsmål

    17
    I sin forelæggelseskendelse har Corte Suprema di cassazione fastslået, at det er klart, at hvis INPS gives medhold i sin fortolkning af den nationale lovgivning, opnår de arbejdstagere, hvis løn var højere end det garantiloft, som Fonden sikrede, intet eller højst en delvis fyldestgørelse af deres tilgodehavende (i det tilfælde, hvor det forskud, der er modtaget fra arbejdsgiveren, er et beløb, der svarer til eller er højere end det nævnte loft), således at de ikke modtager noget beløb eller at de ikke bliver fuldstændig fyldestgjort. Til gengæld kan de arbejdstagere, hvis løn har ligget under loftsgrænsen, få betalt hele deres tilgodehavende, idet arbejdsgiveren betaler en del, og Fonden betaler en del.

    18
    Corte Suprema di cassazione har anført, at dens praksis, efter først at være gået i den modsatte retning, har antaget, at artikel 2 i lovdekret nr. 80/92 skal fortolkes således, at Fonden er forpligtet til at betale det eventuelle tilgodehavende, der er tilbage efter fradrag af loftet for de lønforskud, der rent faktisk er modtaget (jf. dom af 11.8.1999, nr. 8607, af 19.2.2000, nr. 1937, og af 2.10.2000, nr. 13 939, endnu ikke offentliggjort). Den nævnte ret er af den opfattelse, at denne fortolkning er i overensstemmelse med direktivets »sociale sigte«, således som det fremgår af dets artikel 4, stk. 3, hvorefter arbejdstagernes behov dækkes inden for de grænser, der er forenelige med de fastsatte økonomiske ressourcer (jf. dommen af 2.10.2000, nr. 13 939).

    19
    Imidlertid har Corte Suprema di cassazione konstateret, at der – hvis direktivets artikel 4, stk. 3, sammenholdes med andre principper, der følger heraf – er tvivl med hensyn til rigtigheden af den fortolkning, som den har anlagt. Det fremgår nemlig af direktivets artikel 1 og 4, at både definitionen af direktivets anvendelsesområde og fastlæggelsen af de grænser, som medlemsstaterne kan fastsætte for betalingsforpligtelsen, under alle omstændigheder er formuleret under forbehold af »arbejdstagernes tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold«.

    20
    Det er på den baggrund, at Corte Suprema di cassazione har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »Kan der retmæssigt i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 – der bestemmer, at medlemsstaterne for at undgå udbetaling af beløb, der overstiger direktivets sociale sigte, kan fastsætte et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender for løn for de sidste tre måneder af arbejdsaftalen – stilles krav om, at arbejdstagere, hvis lønbeløb overstiger loftet, og som i de tre sidste måneder af ansættelsesforholdet har modtaget lønforskud, der er lig med eller overstiger nævnte loft, skal opgive en del af deres fordring, mens omvendt arbejdstagere, hvis løn er lavere end loftet, ved sammenlægning af eventuelle forskud fra arbejdstageren og udbetalinger fra det offentlige organ kan blive fyldestgjort fuldstændigt (eller med en højere procentdel)?«

    21
    Tribunale di Pisa er ikke enig i Corte Suprema di casaziones nye praksis. Ifølge Tribunale di Pisa antages det i denne praksis, at det kun er lovligt at gøre krav gældende hos Fonden, såfremt lønforskuddet er lavere end det garantiloft, som den tilbyder, og indtil forskellen mellem dette loft og nævnte forskud. Tribunale di Pisa er af den opfattelse, at den nuværende fortolkning af artikel 2, stk. 4, litra b), i lovdekret nr. 80/92 medfører en forskel i beskyttelsen af arbejdstageres interesser, som direktivet og EF-Domstolens dom af 10. juli 1997, Maso m.fl. (sag C-373/95, Sml. I, s. 4051), derimod har villet sikre på ensartet måde.

    22
    Ifølge Tribunale di Pisas sagsfremstilling er det selve lovdekret nr. 80/92, der afviger fra direktivet.

    23
    Den italienske lovgiver har i det væsentlige skabt et reformsystem, hvori genstanden for arbejdstagerens ret er den af Fonden tildelte ydelse, som er overgået fra at være en foranstaltning med hensyn til ansvar til at være knyttet til indholdet af forpligtelsen og den deraf følgende ret, og har således ikke længere noget at gøre med den oprindelige subjektive retsstilling. Dette følger af artikel 2, stk. 4 og 1, sammenholdt med artikel 1 i lovdekret nr. 80/92.

    24
    Det er på den baggrund, at Tribunale di Pisa har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »Kan direktiv 80/987/EØF og de retsakter, der vedrører dette direktiv (dom af 13.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, og af 10.7.1997, sag C-373/95, Maso m.fl., Sml. I, s. 4051), fortolkes således, at indførelsen inden for et loft af et forbud mod kumulation af den af Garantifonden ydede godtgørelse og den del af lønnen, der er udbetalt af arbejdsgiveren i de tre sidste måneder, kun er lovlig for så vidt angår det beløb, der overstiger den fastlagte mobilitetsgodtgørelse ratione temporis, for samme tidsrum, henset til, at de nævnte udbetalinger fra arbejdsgiveren tilsyneladende ligesom mobilitetsgodtgørelsen og med maksimalt samme beløb skal dække en afskediget arbejdstagers grundlæggende behov for økonomisk hjælp?«

    25
    Tribunale di Siena er i tvivl om, hvorvidt Corte Suprema di cassaziones nye praksis er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

    26
    Ifølge denne ret forekommer ordlyden af artikel 2 i lovdekret nr. 80/92 tvetydig, både på grund af opbygningen af de forskellige stykker i bestemmelsen og på grund af arten af det fastsatte loft, hvoraf der kan udledes en henvisning til en anden regel, der skal anvendes.

    27
    Corte Suprema di cassaziones nye praksis vedrørende det garantiloft, der tilbydes af Fonden, henviser til den italienske lovgivning vedrørende socialhjælp, uden at tage hensyn til, at der er uoverensstemmelse mellem lovgivningen og det sociale sigte, der udgør direktivets grundlag. Tribunale di Siena har udtrykt tvivl med hensyn til den omstændighed, at tvetydigheden i artikel 2 i lovdekret nr. 80/92 vil kunne bortryddes ved en nedsættelse eller en fuldstændig fortabelse – i de fleste tilfælde – af arbejdstagernes ret til at oppebære tilgodehavender, der rent faktisk er forfaldne, og som ikke er blevet oppebåret, selv om direktivet garanterer erhvervelse af sådanne rettigheder.

    28
    Det er på den baggrund, at Tribunale di Siena har besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

    »Er antikumulationsreglen for beløb, der oppebæres som særligt lønkompensationstillæg pr. måned, og den løn, som arbejdstageren oppebærer i referenceperioden (artikel 2, stk. 4, i lovdekret nr. 80/92) – bl.a. på baggrund af Domstolens tidligere afgørelser vedrørende nævnte lovdekret – forenelig med direktiv 80/987/EØF?

    Der spørges navnlig

    a)
    om denne antikumulationsregel kan anses for forenelig med direktivets formål (artikel 3, stk. 1), der er at sikre arbejdstagerne betaling af løntilgodehavender, som vedrører løn med hensyn til et bestemt tidsrum (artikel 3, stk. 2) og vedrørende en bestemt periode (i artikel 4, stk. 1 og 2), eller

    b)
    om denne antikumulationsregel beror på et socialhjælpskriterium, der ikke er i overensstemmelse med det sociale kriterium, der er lagt til grund for direktiv 80/987?

    c)
    om denne antikumulationsregel fører til, at direktivet bliver virkningsløst eller delvis må lades uanvendt?

    d)
    om denne antikumulationsregel kan anses for lovlig på baggrund af medlemsstaternes adgang til at fastsætte et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender (artikel [4], stk. [3]), og idet den italienske lovgiver endvidere allerede tidligere har indført et loft ved artikel 2, stk. 2, i ovennævnte lovdekret?

    e)
    om følgelig angivelsen »det højeste beløb i forbindelse med det særlige lønkompensationstillæg pr. måned« i nævnte artikel 2, stk. 2, skal anses for at have en rent formel, regnskabsmæssig karakter eller karakter af en ufravigelig forudsætning (således at lovdekret nr. 80/92 også skal omfatte reglerne om social bistand til gennemførelse af det særlige lønkompensationstillæg pr. måned, herunder antikumulationsreglen)?

    f)
    om endelig antikumulationsreglen kan anses for lovlig på baggrund af den adgang, medlemsstaterne har til at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug [direktivets artikel 10, litra a)]?«

    29
    Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. marts 2001 er sag C-19/01, sag C-50/01 og sag C-84/01 blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.


    Om de præjudicielle spørgsmål

    30
    Indledningsvis bemærkes, at Domstolen inden for rammerne af artikel 234 EF hverken har kompetence til at udtale sig om fortolkningen af bestemmelser i nationale love eller administrative forskrifter eller om disses forenelighed med fællesskabsretten. Den kan dog forsyne den nationale ret med alle de fortolkningselementer vedrørende fællesskabsretten, som kan sætte retten i stand til at løse det forelagte juridiske problem (jf. bl.a. dom af 18.11.1999, sag C-107/98, Teckal, Sml. I, s. 8121, præmis 33, og af 23.1.2003, sag C-57/01, Makedoniko Metro og Michaniki, Sml. I, s. 1091, præmis 55).

    31
    Det er således i lyset af denne retspraksis, at de præjudicielle spørgsmål skal besvares.

    32
    Spørgsmålene, som behandles samlet, skal forstås således, at der nærmere bestemt spørges, om direktivets artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, skal fortolkes således, at de bemyndiger en medlemsstat til at begrænse garantiinstitutionernes betalingsforpligtelse til et beløb, der dækker de pågældende arbejdstageres grundlæggende behov, og som fradrages de betalinger, som arbejdsgiveren har foretaget i den periode, der er dækket af garantien.

    33
    I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger, for at garantiinstitutioner, med forbehold af samme direktivs artikel 4, sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, som vedrører løn for perioden inden en bestemt dato.

    34
    Direktivets artikel 4, stk. 3, første afsnit, bestemmer, at medlemsstaterne for at undgå udbetaling af beløb, der overstiger direktivets sociale sigte, kan fastsætte et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender.

    35
    Dette sociale sigte er at sikre arbejdstagerne en fællesskabsretlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ved betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for en bestemt periode (jf. Maso m.fl.-dommen, præmis 56, dom af 14.7.1998, sag C-125/97, Regeling, Sml. I, s. 4493, præmis 20, af 18.10.2001, sag C-441/99, Gharehveran, Sml. I, s. 7687, præmis 26, og af 11.9.2003, sag C-201/01, Walcher, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38).

    36
    Selv om medlemsstaterne har ret til at fastsætte et loft over garantien for tilgodehavenderne, er de forpligtet til inden for dette lofts grænser at sikre betalingen af hele det omhandlede tilgodehavende.

    37
    Eventuelle forskud, som arbejdstagerne har modtaget med hensyn til deres tilgodehavender for garantiperioden, skal fradrages disse med henblik på at afgøre, i hvilket omfang de ikke er betalt.

    38
    Derimod er en antikumulationsregel, hvorefter den løn, der er udbetalt til de nævnte arbejdstagere i den periode, som er dækket af garantien, skal fradrages det loft, der er fastsat af medlemsstaten for garantien med hensyn til tilgodehavender, direkte i strid med den minimumsbeskyttelse, der er sikret ved direktivet.

    39
    Selv om direktivets artikel 10 tillader medlemsstaterne at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug, indeholder oplysningerne i sagsakterne intet, der kan godtgøre, at der foreligger en eller anden form for misbrug, som den i hovedsagen omhandlede antikumulationsregel har til formål at forebygge.

    40
    På baggrund af ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at direktivets artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, skal fortolkes således, at de ikke bemyndiger en medlemsstat til at begrænse garantiinstitutionernes betalingsforpligtelse til et beløb, der dækker de pågældende arbejdstageres grundlæggende behov, og som fradrages de betalinger, som arbejdsgiveren har foretaget i den periode, der er dækket af garantien.


    Sagsomkostningerne

    41
    De udgifter, der er afholdt af den franske og den italienske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de nationale retter, tilkommer det dem at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

    På grundlag af disse præmisser

    DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

    vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Tribunale di Pisa ved kendelse af 19. december 2000, af Tribunale di Siena ved kendelse af 26. januar 2001 og af Corte Suprema di cassazione ved kendelse af 18. januar 2001, for ret:

    Artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 3, første afsnit, i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens skal fortolkes således, at de ikke bemyndiger en medlemsstat til at begrænse garantiinstitutionernes betalingsforpligtelse til et beløb, der dækker de pågældende arbejdstageres grundlæggende behov, og som fradrages de betalinger, som arbejdsgiveren har foretaget i den periode, der er dækket af garantien.

    Skouris

    Schintgen

    Colneric

    Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. marts 2004.

    R. Grass

    V. Skouris

    Justitssekretær

    Præsident

    1 –
    Processprog: italiensk.
    Op