Sag C-409/03

Société d’exportation de produits agricoles SA (SEPA)

mod

Hauptzollamt Hamburg-Jonas

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof)

»Eksportrestitutioner – oksekød – særlig nødslagtning – forordning (EØF) nr. 3665/87 – artikel 13 – sund og sædvanlig handelskvalitet – produkter, der kan afsættes på normale betingelser«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Léger fremsat den 3. februar 2005 

Domstolens dom (Første Afdeling) af 26. maj 2005 

Sammendrag af dom

Landbrug – fælles markedsordning – eksportrestitutioner – betingelser for tildeling – produkter af sund og sædvanlig handelskvalitet – begreb – kød, der ikke kan afsættes på normale betingelser – ikke omfattet

(Kommissionens forordning nr. 3665/87, art. 13)

Artikel 13 i forordning nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter skal fortolkes således, at kød, som opfylder sundhedskravene, men hvis afsætning med henblik på konsum i Det Europæiske Fællesskab ved de fællesskabsretlige bestemmelser er begrænset til det lokale marked, fordi kødet stammer fra dyr, der er blevet slagtet ved en særlig nødslagtning, ikke kan betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, hvilket er en nødvendig betingelse for tildelingen af eksportrestitutioner. Da sådant kød ikke kan afsættes på normale vilkår, selv om det opfylder sundhedskriterierne og har været genstand for en handelsmæssig transaktion, opfylder det ikke den omhandlede betingelse for tildeling af restitution.

(jf. præmis 22, 30 og 32 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

26. maj 2005 (*)

»Eksportrestitutioner – oksekød – særlig nødslagtning – forordning (EØF) nr. 3665/87 – artikel 13 – sund og sædvanlig handelskvalitet – produkter, der kan afsættes på normale betingelser«

I sag C-409/03,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) ved kendelse af 15. juli 2003, indgået til Domstolen den 1. oktober 2003, i sagen

Société d’exportation de produits agricoles SA (SEPA)

mod

Hauptzollamt Hamburg-Jonas,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne K. Lenaerts, N. Colneric, K. Schiemann og E. Juhász (refererende dommer),

generaladvokat: P. Léger

justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. november 2004,

efter at der er afgivet indlæg af:

–       SEPA ved Rechtsanwalt D. Ehle

–       Hauptzollamt Hamburg-Jonas ved M. Blaesing, som befuldmægtiget

–       den græske regering ved G. Kanellopoulos og V. Kontolaimos samt E. Svolopoulou, som befuldmægtigede

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Paasivirta og G. Braun, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. februar 2005,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1).

2       De præjudicielle spørgsmål er blevet rejst under en sag mellem Société d’exportation de produits agricoles SA (herefter »SEPA«) og Hauptzollamt Hamburg-Jonas (Hamburg-Jonas’ hovedtoldkontor, herefter »Hauptzollamt«) vedrørende afslag på tildeling af eksportrestitutioner til oksekød, som stammer fra dyr, der er blevet slagtet ved særlig nødslagtning, og som er eksporteret til tredjelande af SEPA.

 Retsforskrifter

 Fællesskabsretlige bestemmelser

3       Niende betragtning til forordning nr. 3665/87 har følgende ordlyd:

»[P]rodukterne bør være af en sådan kvalitet, at de kan afsættes på normale betingelser.«

4       Det anføres i samme forordnings artikel 13:

»Der ydes ingen restitution, når produkterne ikke er af sund og sædvanlig handelskvalitet, og hvis disse produkter er bestemt til konsum, når deres anvendelse til dette formål er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.«

5       Forordning nr. 3665/87 blev den 1. juli 1999 erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 102, s. 11), hvis artikel 11, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Der ydes kun restitution for produkter, der […] er i fri omsætning i Fællesskabet […]«

6       Det bestemmes i forordningens artikel 21, stk. 1, første, andet og tredje afsnit:

»1.      Der ydes ingen restitution, hvis produkterne ikke er af sund og sædvanlig handelskvalitet den dag, udførselsangivelsen antages.

Produkterne opfylder kravet i første afsnit, hvis de kan afsættes på Fællesskabets område på normale betingelser og under den betegnelse, der fremgår af restitutionsansøgningen, og, når de er bestemt til konsum, hvis deres anvendelse til dette formål ikke er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.

Undersøgelsen af, om produkterne opfylder kravene i første afsnit, foretages i overensstemmelse med de normer og sædvaner, der gælder i Fællesskabet.«

7       I artikel 2, litra n), i Rådets direktiv 64/433/EØF af 26. juni 1964 om sundhedsmæssige problemer vedrørende handelen med fersk kød inden for Fællesskabet (EFT 1963-1964, s. 175), som ændret og kodificeret ved Rådets direktiv 91/497/EØF af 29. juli 1991 (EFT L 268, s. 69, herefter »direktiv 64/433«), gives følgende definition:

»[S]ærlig nødslagtning: enhver slagtning, der udføres efter ordre fra en dyrlæge på grund af et ulykkestilfælde eller alvorlige fysiologiske forstyrrelser eller funktionsforstyrrelser. Særlig nødslagtning finder sted uden for slagteriet, dersom dyrlægen skønner, at det er umuligt at transportere dyret, eller at transporten ville påføre dyret unødig lidelse.«

8       Direktivets artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne drager omsorg for, at

[…]

e)      kød af dyr, der er blevet slagtet ved nødslagtning, kun frigives til konsum på det lokale marked og kun, hvis følgende betingelser er opfyldt […]«

 Nationale bestemmelser

9       § 13 i den tyske lov om kødhygiejne af 19. januar 1996 (Fleischhygienegesetz, BGBl. I 1996, s. 59) har følgende ordlyd:

»§ 13 – Slagtning ved sygdom

(1)      Dyr,

1.      som af særlige grunde skal slagtes, eller

2.      som udskiller sygdomsfremkaldende partikler,

må kun slagtes i særlige slagterier (såkaldte isolationsslagterier). Efter hver slagtning i et isolationsslagteri skal lokalerne og maskinerne rengøres og desinficeres.

(2)      Kød fra sådanne slagtninger af syge dyr må kun bringes i handelen som fødevarer fra isolationsslagteriernes salgssteder, som er særligt autoriserede og overvågede af de kompetente myndigheder, og skal betegnes som sådant kød.

[…]

(4)      Bundesministeriet kan ved kendelse godkendt af Bundesrat fastsætte bestemmelser på følgende punkter, når dette er nødvendigt af hensyn til forbrugerbeskyttelsen eller med henblik på gennemførelsen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner:

1.      minimumsregler vedrørende hygiejne, som skal finde anvendelse på isolationsslagterier, til forebyggelse af enhver risiko for spredning af sygdomsfremkaldende partikler

2.      mærkning af det omhandlede kød

3.      minimumsregler vedrørende hygiejne, som skal finde anvendelse på salgsstederne, deres autorisation og overvågning samt betingelserne og proceduren i forbindelse med autorisering og ophævelse af autorisation

4.      minimumsregler vedrørende hygiejne, som skal finde anvendelse på oplagring, transport og salg fra salgssteder af kød, som stammer fra syge dyr, som er blevet slagtet under de beskrevne betingelser

5.      minimumsregler vedrørende hygiejne, som skal finde anvendelse på gennemførelsen af nødslagtninger og salg af kød, der stammer fra denne slagteform.«

10     Lovens bestemmelser er gennemført ved bekendtgørelsen om kødhygiejne (Fleischhygieneverordnung, BGBl. I 1997, s. 1138), hvis § 10 bestemmer, at kød fra isolationsslagterier »[…] kun må sælges fra autoriserede salgssteder […] og kun direkte til endelige forbrugere«.

 De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

11     SEPA, som er en fransk virksomhed, har til tredjelande eksporteret kød fra tyske isolationsslagterier, som slagter syge dyr og dyr, der af særlige grunde skal nødslagtes (f.eks. som følge af en ulykke). Virksomheden modtog indtil oktober 1997 eksportrestitution for disse eksporter.

12     SEPA indgav i november 1997 en udførselsangivelse vedrørende en sending frosset oksekød fra dyr, som var slagtet på sådanne slagterier, for hvilken virksomheden anmodede Hauptzollamt om tildeling af restitution. Der blev givet afslag på tildeling af støtte med den begrundelse, at produktet ikke var af »sædvanlig handelskvalitet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 13 i forordning nr. 3665/87, idet afsætningskanalerne for kød slagtet under disse omstændigheder var stærkt begrænsede i henhold til den nationale lovgivning.

13     SEPA fik ikke medhold i den sag, virksomheden anlagde ved Finanzgericht Hamburg til prøvelse af afslaget, idet denne ret ikke fandt, at betingelserne for tildeling af en eksportrestitution var opfyldt. Retten fandt, at kødet ikke var af »sædvanlig handelskvalitet«, idet handel med kød fra isolationsslagterier var underlagt særlige begrænsninger i tysk ret.

14     Da isolationsslagterierne var i besiddelse af veterinærattester, hvorefter kødet var egnet til menneskeføde og opfyldte kravene i den tyske lovgivning om kødhygiejne, og da der ligeledes var udstedt andre sundhedscertifikater med henblik på toldformaliteterne, iværksatte SEPA en revisionsanke ved Bundesfinanzhof til prøvelse af Finanzgericht Hamburgs afgørelse.

15     Da Bundesfinanzhof fandt, at sagens udfald afhang af en fortolkning af fællesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Stiller artikel 13 i […] forordning […] nr. 3665/87 […] med begrebet »sædvanlig handelskvalitet« krav om, at produktion og afsætning af de pågældende produkter udelukkende er underlagt almindeligt gældende retlige krav, således som disse finder anvendelse for ethvert produkt af samme art, og udelukker bestemmelsen dermed, at der ydes eksportrestitution for produkter, for hvilke der gælder særlige begrænsninger, navnlig med hensyn til deres produktion, behandling eller afsætning, som f.eks. krav om en særlig undersøgelse af produktets egnethed til menneskeføde eller en begrænsning til bestemte afsætningskanaler?

2)      Stiller artikel 13 i […] forordning […] nr. 3665/87 […] med begrebet »sædvanlig handelskvalitet« krav om, at det produkt, der skal udføres, er af en gennemsnitlig kvalitet, og udelukker bestemmelsen dermed, at der ydes eksportrestitution for produkter af ringere kvalitet, der dog sædvanligvis omsættes under den betegnelse, der er benyttet i ansøgningen om restitution? Er dette også tilfældet, når den ringere kvalitet ikke har haft nogen indflydelse på handelens gennemførelse?«

 De præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

 Indlæg for Domstolen

16     SEPA har anført, at den eneste betingelse for tildeling af eksportrestitutioner er udstedelsen af et sundhedscertifikat for varen. Virksomheden er af den opfattelse, at den »sædvanlige handelskvalitet« skal vurderes i forhold til varens egne objektive kendetegn, som er uadskilleligt forbundet med selve varen, og som eksisterer uafhængigt af spørgsmålet om »ubegrænset distribution« eller en »kanalisering af afsætningen«. Begrænsningen til visse afsætningskanaler kan således ikke begrænse en vares afsættelighed. Virksomheden har understreget, at muligheden for at afsætte varen på det lokale marked i henhold til artikel 13 i forordning nr. 3665/87 er tilstrækkelig til at godtgøre »handelskvaliteten«. SEPA har endvidere præciseret, at det følger af princippet om ligebehandling og retssikkerhedsprincippet, som har en særlig betydning inden for rammerne af den fællesskabsretlige restitutionsordning, at bestemmelser, der pålægger byrder, skal være klare og præcise, således at en støtteberettiget utvetydigt kan få kendskab til sine rettigheder og pligter og kan handle derefter.

17     Hauptzollamt, som ikke har afgivet et skriftligt indlæg, har under retsmødet anført, at selv om kød fra dyr, der er blevet slagtet ved særlig nødslagtning, ikke i sig selv er af ringere kvalitet, men betragtes som egnet til konsum efter veterinærkontrol, kan kødet ud fra en juridisk synsvinkel kun sælges på det lokale marked og fra særlige salgssteder. I henhold til den relevante fællesskabsretlige og tyske lovgivning er mulighederne for afsætning af sådant kød meget begrænsede; kødet er således hverken af sædvanlig handelskvalitet eller egnet til afsætning i henhold til artikel 13 i forordning nr. 3665/87. Hvad angår det relevante marked, afsætningsmulighederne, konkurrencen og kødordningen er forskellene mellem dette kød og det kød, som bringes i omsætning uden begrænsninger, så talrige, at den eneste lighed er, at det drejer sig om kød. Hauptzollamt har videre anført, at den omhandlede artikel 13 ikke alene tager sigte på beskyttelsen af sundheden, men også på en begrænsning af eksportrestitutionerne til kun at gælde de produkter, som på en eller anden måde fortjener dem.

18     Den Hellenske republik har gjort gældende, at de »normale betingelser« for afsætning af landbrugsprodukter kan udgøre rammen for de situationer, som reguleres både af generelle bestemmelser om produktion og afsætning af disse produkter, som gælder for alle produkter i samme kategori, og af særlige begrænsninger vedrørende bl.a. produktion, behandling og afsætning af visse produkter. De generelle bestemmelser på den ene side og de særlige begrænsninger på den anden side udgør tilsammen kriterier for landbrugsprodukters overensstemmelse med den krævede »sædvanlige handelskvalitet«, således at spørgsmålet om afvigelser fra de »normale betingelser« for afsætning ikke bliver aktuelt.

19     Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber er af den opfattelse, at begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet« betyder, at produktet skal kunne afsættes på normale betingelser. Den har anført, at kød som det i hovedsagen omhandlede, der stammer fra isolationsslagterier, ikke opfylder dette kriterium, idet afsætningen er begrænset. Kommissionen har således anført, at et sådant produkt, på trods af, at dets sundhed ikke er anfægtet, ikke opfylder kravet om »sund og sædvanlig handelskvalitet«, idet det ikke kan afsættes på normale betingelser.

 Domstolens bemærkninger

20     Den forelæggende ret ønsker med det forelagte spørgsmål oplyst, hvorvidt artikel 13 i forordning nr. 3665/87 under hensyn til de faktiske omstændigheder i hovedsagen skal fortolkes således, at kød, som opfylder sundhedskravene, men hvis afsætning med henblik på konsum i Fællesskabet ved de fællesskabsretlige bestemmelser er begrænset til det lokale marked, fordi kødet stammer fra dyr, der er blevet slagtet ved en særlig nødslagtning, kan betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, hvilket er en nødvendig betingelse for tildelingen af eksportrestitutioner.

21     Det bestemmes i artikel 13 i forordning nr. 3665/87, at der ikke ydes restitution, hvis produkterne ikke er af »sund og sædvanlig handelskvalitet« og, når de er bestemt til konsum, hvis deres anvendelse til dette formål ikke er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.

22     Domstolen har i forbindelse med Kommissionens forordning nr. 1041/67/EØF af 21. december 1967 om de nærmere regler for anvendelse af eksportrestitutioner for de produkter, for hvilke der gælder en ordning med fællespriser (EFT 1967, s. 298), fastslået, at kravet om »sund og sædvanlig handelskvalitet« udgør en almindelig og objektiv betingelse for ydelsen af en restitution uanset de krav til type og kvalitet, der i øvrigt fremgår af de forordninger, som fastsætter restitutionsbeløbene for hvert enkelt produkt. Et produkt, der ikke kan afsættes i Fællesskabet på normale vilkår og under den betegnelse, der er benyttet i ansøgningen om restitution, opfylder ikke disse kvalitetskrav (jf. dom af 9.10.1973, sag 12/73, Muras, Sml. s. 963, præmis 12).

23     Denne fortolkning gentages i niende betragtning til forordning nr. 3665/87, hvori det anføres, at produkterne bør være af en sådan kvalitet, at de kan afsættes på normale betingelser (jf. dom af 19.11.1998, sag C-235/97, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 7555, præmis 77).

24     Domstolen har endvidere fastslået, at selv om det – i mangel af en fællesskabsretlig definition af begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet« – tilkommer medlemsstaterne at fastsætte mere præcise bestemmelser, må disse nationale bestemmelser ikke være i strid med den generelle opbygning af de relevante fællesskabsretlige retsforskrifter, som stiller krav om, at produkterne er af en sådan kvalitet, at de kan afsættes på normale betingelser (jf. bl.a. dom af 8.6.1994, sag C-371/92, Ellinika Dimitriaka, Sml. I, s. 2391, præmis 23, og dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, præmis 76 og 77).

25     Medlemsstaterne har således mulighed for at vedtage mere præcise nationale bestemmelser vedrørende det fællesskabsretlige begreb »sund og sædvanlig handelskvalitet«, men deres regelfastsættende beføjelse er begrænset af fællesskabsretten, navnlig af kriterierne i artikel 13 i forordning nr. 3665/87 fortolket i lyset af niende betragtning til denne forordning.

26     At det forhold, at produktet kan afsættes »på normale betingelser«, er uløseligt forbundet med begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet«, fremgår i øvrigt klart af bestemmelserne om eksportrestitutioner til landbrugsprodukter, for så vidt som alle relevante forordninger siden forordning nr. 1041/67 har gengivet såvel begrebet »sund og sædvanlig handelskvalitet« som kriteriet om, at produktet skal kunne afsættes »på normale betingelser«, som betingelser for, at produktet kan give anledning til en eksportrestitution.

27     Hvad angår forordning nr. 800/1999 bemærkes, at det i denne forordnings artikel 21, stk. 1, første og andet afsnit, bestemmes, at der ikke ydes restitution, hvis produkterne ikke er af »sund og sædvanlig handelskvalitet« den dag, udførselsangivelsen antages, og at produkterne opfylder dette krav, »hvis de kan afsættes på Fællesskabets område på normale betingelser«. Det bemærkes, at denne bestemmelse, som trådte i kraft efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, ved at gentage de nævnte begreber således ikke har ændret, men tværtimod bekræftet, en eksisterende retstilstand.

28     Hvad angår ordene »afsættes på normale betingelser« bemærkes, at synspunktet om, at de særlige begrænsninger, som vedrører produktionen, behandlingen og distributionen af produkterne, udgør rammen for de regulerede situationer og således bidrager til de »normale betingelser«, ikke kan tiltrædes, idet det sidstnævnte begreb dermed ville blive indholdsløst. Ræsonnementet ville – hvis det blev fulgt – føre til, at alle produkter, som kan gøres til genstand for en lovlig handelsmæssig transaktion, ville kunne anses for at kunne »afsættes på normale betingelser«.

29     I denne forbindelse henvises til direktiv 64/433, som i artikel 6, stk. 1, litra e), bestemmer, at medlemsstaterne drager omsorg for, at kød af dyr, der er blevet slagtet ved nødslagtning, kun frigives til konsum på det lokale marked og kun, hvis en række betingelser er opfyldt.

30     Kød som det i hovedsagen omhandlede, hvis produktion, behandling og afsætning er betydeligt begrænset, kan, selv om kødet opfylder sundhedskriterierne og har været genstand for en handelsmæssig transaktion, ikke betragtes som kød, der kan afsættes »på normale betingelser«.

31     Det ville endvidere forekomme inkonsekvent at støtte eksporten af disse produkter til tredjelande, når de inden for Fællesskabet alene kan afsættes på de lokale markeder.

32     Herefter skal første spørgsmål besvares med, at artikel 13 i forordning nr. 3665/87 skal fortolkes således, at kød, som opfylder sundhedskravene, men hvis afsætning med henblik på konsum i Fællesskabet ved de fællesskabsretlige bestemmelser er begrænset til det lokale marked, fordi kødet stammer fra dyr, der er blevet slagtet ved en særlig nødslagtning, ikke kan betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, hvilket er en nødvendig betingelse for tildelingen af eksportrestitutioner.

 Det andet spørgsmål

33     Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13 i forordning nr. 3665/87 skal fortolkes således, at en eksporteret vare, som sædvanligvis er genstand for afsætning, kan betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, hvilket er en nødvendig betingelse for tildelingen af eksportrestitutioner, når varens kvalitet er ringere end gennemsnitskvaliteten for denne varetype.

34     Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

 Sagens omkostninger

35     Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):

Artikel 13 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter skal fortolkes således, at kød, som opfylder sundhedskravene, men hvis afsætning med henblik på konsum i Fællesskabet ved de fællesskabsretlige bestemmelser er begrænset til det lokale marked, fordi kødet stammer fra dyr, der er blevet slagtet ved en særlig nødslagtning, ikke kan betragtes som værende af »sund og sædvanlig handelskvalitet«, hvilket er en nødvendig betingelse for tildelingen af eksportrestitutioner.

Underskrifter

---

* Processprog: tysk