Sag T-83/14

LTJ Diffusion

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker — indsigelsessag — ansøgning om ordmærket ARTHUR & ASTON — det ældre nationale figurmærke Arthur — manglende reel brug af varemærket — artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 — form, der afviger ved enkeltheder, som forandrer varemærkets særpræg«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 15. december 2015

1. EF-varemærker — bemærkninger fra tredjemand og indsigelse — behandling af indsigelsen — bevis for brug af det ældre varemærke — reel brug — brug af varemærket i en form, der kun afviger ved enkeltheder, som ikke forandrer mærkets særpræg — genstand og materielt anvendelsesområde for artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 — undersøgelse af, hvorvidt særpræget er forandret

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 15, stk. 1, litra a), og art. 42, stk. 2 og 3]

2. EF-varemærker — bemærkninger fra tredjemand og indsigelse — behandling af indsigelsen — bevis for brug af det ældre varemærke — brug af varemærket i en form, der kun afviger ved enkeltheder, som ikke forandrer mærkets særpræg — figurmærket Arthur

   [Rådets forordning nr. 207/2009, art. 15, stk. 1, litra a)]

3. EF-varemærker — Harmoniseringskontorets afgørelser — lovlighed — undersøgelse foretaget af Unionens retsinstanser — kriterier

   (Rådets forordning nr. 207/2009)

4. EF-varemærker — Harmoniseringskontorets afgørelser — lovlighed — Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis — princippet om forbud mod forskelsbehandling — ingen betydning

   (Rådets forordning nr. 207/2009)

1.  Formålet med artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker – hvorved det undgås at kræve en nøje overensstemmelse mellem den benyttede form af varemærket og den form, hvorunder mærket er blevet registreret – er at gøre det muligt for varemærkeindehaveren at foretage de variationer af tegnet i forbindelse med dettes erhvervsmæssige udnyttelse, som uden at ændre dets særpræg muliggør en bedre tilpasning til kravene til markedsføring af og reklame for de produkter eller tjenesteydelser, der er tale om. I overensstemmelse med bestemmelsens formål må dens materielle anvendelsesområde anses for at være begrænset til de situationer, hvor det tegn, som indehaveren af et varemærke konkret har benyttet til at betegne de varer eller de tjenesteydelser, for hvilke det er blevet registreret, udgør den form, hvorunder dette samme varemærke udnyttes erhvervsmæssigt. I sådanne situationer, hvor det i handelen benyttede tegn kun på ubetydelige punkter adskiller sig fra den form, hvorunder det er blevet registreret, således at de to tegn kan betragtes som i det store og hele ens, bestemmer den ovennævnte bestemmelse, at forpligtelsen til at bruge det registrerede varemærke kan opfyldes ved at fremlægge bevis for brugen af det tegn, der udgør den i handelen benyttede form af varemærket.

   For at det kan anerkendes, at det benyttede tegn ikke forandrer særpræget ved varemærket i sin registrerede form, er det derfor ikke tilstrækkeligt, at den dominerende bestanddel af sidstnævnte i sin registrerede form er gentaget i dette tegn. Undersøgelsen af, hvorvidt særpræget er forandret, består af en sammenligning af varemærket i sin registrerede form med det benyttede tegn med henblik på at undersøge, om varemærket og tegnet på ubetydelige punkter adskiller sig fra hinanden eller ikke, og om de kan betragtes som i det store og hele ens.

   (jf. præmis 18 og 34)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 22-24 og 35)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 37)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 39)