DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
29. april 2004(1)

»Direktiv 94/62/EF – emballage og emballageaffald – plasticbæreposer – national lovgivning vedrørende indsamling og genanvendelse af brugt emballage og emballageaffald – indsamling og genanvendelse af brugt emballage og emballageaffald – forpligtelse til at anvende en godkendt virksomhed eller at indføre et indsamlingssystem – formaliteten«

I sag C-341/01,

angående en anmodning, som Landesgericht Korneuburg (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Plato Plastik Robert Frank GmbH

mod

Caropack Handelsgesellschaft mbH,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3, nr. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365, s. 10) og andre fællesskabsbestemmelser,har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af C.W.A. Timmermans som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne A. Rosas (refererende dommer) og S. von Bahr,

generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–

Plato Plastik Robert Frank GmbH ved Rechtsanwalt H. Deuretsbacher

–

Caropack Handelsgesellschaft mbH ved Rechtsanwalt K. Berger

–

den østrigske regering ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget

–

den franske regering ved G. de Bergues, som befuldmægtiget

–

den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget

–

den svenske regering ved B. Hernqvist, som befuldmægtiget

–

Kommissionen for De Europæiske Fælleskaber ved G. zur Hausen, som befuldmægtiget,

efter at der i retsmødet den 22. maj 2003 er afgivet mundtlige indlæg af Plato Plastik Robert Frank GmbH ved H. Deuretsbacher og pensioneret dommer P. Angst, af Caropack Handelsgesellschaft mbH ved K. Berger, af den østrigske regering ved T. Kramler, som befuldmægtiget, og af Kommissionen ved G. zur Hausen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. september 2003,

afsagt følgende

Dom

a)

»salgsemballage eller primæremballage«, dvs. emballage udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en salgsenhed for den endelige bruger eller forbruger

b)

»multipak eller sekundær emballage«, dvs. emballage udformet på en sådan måde, at den på salgsstedet udgør en samling af et vist antal salgsenheder, uanset om den sælges som sådan til den endelige bruger eller forbruger, eller om den kun bruges til at fylde hylderne på salgsstedet; den kan fjernes fra varen, uden at dette ændrer varens egenskaber

c)

»transportemballage eller tertiær emballage«, dvs. emballage udformet på en sådan måde, at håndtering og transport af et antal salgsenheder eller multipak-emballager gøres lettere, så skader forårsaget af fysisk håndtering eller transport kan undgås […]«

a)

tilbagetagelse og/eller indsamling af brugt emballage og/eller emballageaffald fra forbrugeren […] med henblik på håndtering af den brugte emballage eller emballageaffaldet på den mest hensigtsmæssige måde

b)

genbrug eller genanvendelse, herunder genvinding af indsamlet emballage og/eller emballageaffald,

»1)

a) Skal plasticbæreposer anses for emballage som omhandlet i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994, navnlig direktivets artikel 3, nr. 1,

–

såfremt de tilbydes som vare af detailhandleren i kasseområdet, og de gives til kunden efter dennes anmodning og mod betaling med henblik på dennes borttransport af de indkøbte varer, eller

–

såfremt detailhandleren uafhængigt af en anmodning og uden krav om særskilt betaling overlader kunden indkøbsposen med samme formål for øje, efter at kunden har betalt de indkøbte varer, og varerne derefter fyldes i denne pose?

b)– Første tillægsspørgsmål, for de tilfælde, at et af de foranstående spørgsmål på baggrund af den tyske affattelse må besvares bekræftende:

Vil besvarelsen falde forskelligt ud, såfremt definitionen af ordet »emballage« ikke lægges til grund i den tyske version af artikel 3, nr. 1, i direktiv 94/62/EF, hvori der alene nævnes »varer«, men derimod den franske eller italienske version, der nævner bestemte varer (henholdsvis »marchandises données«og »determinate merci«), og udgør de bæreposer, som sagsøgeren fremstiller, i så tilfælde ikke emballage i direktivets forstand, da de ifyldes tilfældige (ikke i forvejen bestemte) varer, og hvilken version er i så tilfælde afgørende?

–

Andet tillægsspørgsmål for det tilfælde, at et af de foran anførte spørgsmål besvares benægtende:

Kan den østrigske lovgiver eller Kommissionen bestemme, at produkter, der ikke skal anses for emballage i det anførte direktivs forstand, er omfattet af de bestemmelser, der gælder for emballage i henhold til direktivet, eller tilsvarende bestemmelser?

2)

Er det i overensstemmelse med fællesskabsretten, såfremt der opkræves en godtgørelse (»licensgebyr«) af den, der forestår indsamling og genanvendelse af emballage i Østrig også for så vidt angår bæreposer, der ikke er omfattet af direktiv 94/62, alene fordi de er forsynet med et mærke (»Grüne Punkt«), som denne har brugsret til?

3)

a) Omfatter udtrykket »producent« i artikel 3, nr. 1, i direktiv 94/62 alene den, der bringer varen – eller lader varen bringe – i forbindelse med det produkt, der betragtes som emballage, og ikke tillige en erhvervsdrivende, der fremstiller et produkt, der er bestemt til at anvendes som emballage, og skal dette i så fald anses for emballagemateriale?

b) Tillægsspørgsmål for det tilfælde, at spørgsmål 3)a) besvares bekræftende:

Kan den østrigske lovgiver eller Kommissionen tillige pålægge erhvervsdrivende, der alene fremstiller emballagemateriale, dvs. et produkt, der er bestemt til at skulle fyldes med varer, at deltage i det indsamlings- og genanvendelsessystem, der er indført i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 94/62?

4)

Er det i strid med princippet »forureneren betaler« i betragtningerne til direktiv 94/62, såfremt det som i emballagebekendtgørelsens § 3, stk. 1, første punktum, ved lov er bestemt, at producenter, navnlig også producenter af emballagematerialer (jf. emballagebekendtgørelsens § 3, stk. 1, sammenholdt med emballagebekendtgørelsens § 1, stk. 1), importører, påfyldningsheder og forhandlere er forpligtede til gratis at tage imod salgs- og transportemballager efter endt brug, og kan dette modsætningsforhold ligge deri, at den personkreds, som forpligtelsen påhviler, er defineret for snævert, og ikke tillige omfatter forbrugere, og/eller er en sådan ordning i strid med bestemmelsen i direktivets artikel 1, stk. 1, idet det heri anføres, at formålet med direktivet er at undgå handelshindringer, uanset at producentens forpligtelse til at tilbagetage emballagemateriale eller emballage udgør den størst tænkelige handelshindring?

5)

Er et indsamlings- og genanvendelsessystem som det, der drives i Østrig af Altstoffrecycling Austria Aktiengesellschaft i henhold til emballagebekendtgørelsens § 11, i strid med proportionalitetsprincippet, når det overstiger kravene til en effektiv miljøbeskyttelse?

6)

Er det i strid med de principper, der er fastsat i artikel 30 EF ff., herunder navnlig artikel 37 EF, såfremt en medlemsstat, således som det på grundlag af emballagebekendtgørelsens § 11 har været tilfældet i Østrig, til gennemførelse af direktivets artikel 7 har indført et indsamlings- og genanvendelsessystem, der har en monopollignende stilling (i Østrig Altstoffrecycling Austria Aktiengesellschaft), hvorved konkurrencen og de grundlæggende frihedsrettigheder begrænses uforholdsmæssigt og ud over det forfulgte formål, og dette indgreb står i misforhold til et effektivt middel til forhøjelse af miljøbeskyttelsesniveauet, hvortil kommer, at dette system, der er oprettet parallelt med det kommunale system, med henblik på sortering af affald ved kilden – hvilket ifølge betragtningerne til direktivet er »afgørende« – som følge af, at der sker en sammenblanding af alt, hvad der bærer Grüne Punkt-mærket, ikke er i overensstemmelse hermed og tilmed fratager forbrugeren den ret, der indrømmes og sikres ham i henhold til sjette momsdirektiv af 17. maj 1977, hvorefter bortskaffelse af dagrenovation alene er belagt med halv eller lavere momssats?

7)

Er det lovligt, at emballagebekendtgørelsen gennemfører det indsamlings- og genanvendelsessystem, som kræves i henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, således, at en monopolist eller en oligopolist kan råde over al emballageaffald, der genforarbejdes til råstoffer, således at der herved indføres en individuel subvention af virksomheder, brancher (f.eks. cementindustrien) eller kommuner (f.eks. Wien kommune), der vilkårligt kan regulere og subventionere genanvendelse af affald, hvorved der netop skabes konkurrencehindringer, eller er en sådan ordning i strid med fællesskabsretten, navnlig med artikel 30 EF ff., og særligt med artikel 37 EF?«

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)