Enstemmighed, hvor alle EU-medlemsstaterne skal være enige, er en af de afstemningsregler, der kan anvendes af Rådet. Der skal opnås enstemmighed i Rådet på en række politikområder, som medlemsstaterne anser for at være følsomme.
Der er anført en udtømmende liste over de politikområder, hvor der kræves enstemmighed i Rådet, i traktaterne.
Den europæiske fælles akt, der blev undertegnet i 1986, ændrede Romtraktaten for at føje et nyt element til den europæiske integration og fuldende det indre marked. Den reducerede antallet af politikområder, hvor der krævedes enstemmighed for at kunne vedtage en lovgivning.
Den seneste ændring af traktaterne, Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, øgede antallet af politikområder, hvor beslutninger træffes ved kvalificeret flertal.
Et lille antal politikområder, der anses for at være følsomme, er stadig underlagt enstemmighed:
Der findes dog passerelle -klausuler, som tillader undtagelser til de lovgivningsprocedure, som traktaterne oprindeligt indeholdt, og som dermed giver mulighed for at erstatte afstemning ved enstemmighed med afstemning med kvalificeret flertal eller at ændre beslutningsprocedurerne på bestemte områder.
Passerelle-klausuler kan for eksempel med enstemmighed bemyndige Det Europæiske Råd til at tillade Rådet at træffe afgørelse med kvalificeret flertal, se:
Desuden kan passerelle-klausuler med enstemmighed bemyndige Rådet for Den Europæiske Union til at beslutte, efter høring af Europa-Parlamentet, at anvende den almindelige lovgivningsprocedure på bestemte områder, såsom:
Endelig kan passerelle-klausuler med enstemmighed bemyndige Rådet til at træffe afgørelse efter kvalificeret flertal (artikel 333 i TEUF (forstærket samarbejde)).
Ligeledes i overensstemmelse med artikel 293, stk. 1, i TEUF, kan Rådet, hvor det træffer afgørelse om et forslag fra Kommissionen, ændre det efter enstemmig afgørelse, med visse undtagelser.