6.4.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/7

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse — redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU

KOM(2010) 367 endelig

2011/C 107/02

Ordfører: Stefano PALMIERI

Kommissionen besluttede den 30. juni 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse – redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU

KOM(2010) 367 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed. Sektionen vedtog sin udtalelse den 7. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 469. plenarforsamling den 16.-17. februar 2011, mødet den 17. februar 2011, følgende udtalelse med 240 stemmer for, 2 imod og 14 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har forstået, at det er nødvendigt at sikre en højere grad af samordning af de europæiske økonomiske politikker, idet den som et ekstra punkt på sin dagsorden tilføjer nødvendigheden af at styrke den økonomiske styring i EU.

1.2   EØSU erkender, at den nuværende økonomiske krise faktisk har sat Den Europæiske Unions og i særdeleshed Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) økonomiske, sociale og politiske modstandskraft på en hård prøve og har afsløret en svag samordningskapacitet blandt medlemsstaterne. Dette er kommet til udtryk dels i nødforanstaltninger til imødegåelse af de finansielle og reelle virkninger af krisen, dels i foranstaltninger til en ændring af den overordnede struktur – og navnlig i euroområdet – for at hindre, at man i en nær fremtid havner i samme situation. Det står desuden klart, at en række medlemsstaters store offentlige gæld – der i det mindste delvist kan føres tilbage til de omfattende foranstaltninger for at redde kriseramte banker – lægger en bremse på de offentlige investeringer og på de sociale udgifters bæredygtighed.

1.3   EØSU ønsker, at styrkelsen af den europæiske økonomiske styring gennemføres således, at kravene til stabilitet og kravene til vækst, der skaber nye arbejdspladser, vægtes lige højt.

1.4   EØSU agter at bidrage til at skabe den brede konsensus, som er nødvendig for effektivt at styrke den økonomiske styring, idet EØSU samtidig gør opmærksom på dels en række begrænsninger og risici, som er indbygget i Kommissionens tilgang, dels de store muligheder, som denne tilgang frembyder.

1.5   Det er for det første nødvendigt at overvinde det nuværende dødvande i EU, som kan tilskrives problemerne med den europæiske forfatning og udvidelsen til 27 medlemsstater med stærkt forskellige politiske traditioner og visioner, der gør det vanskeligt at fastlægge de fælles mål på det økonomiske, sociale og miljømæssige plan, som bør ligge til grund for den økonomiske styring.

1.6   Samtidig bør de fremtidige regler baseres på en fælles analyse af historien, specielt af de forhold, der har begrænset de allerede eksisterende samordningsinstrumenter, som har resulteret i en ineffektiv anvendelse af stabilitets- og vækstpagten og i en utilstrækkelig gennemførelse af Lissabonmålene.

1.7   For det andet er det med hensyn til køreplanen blevet besluttet at iværksætte det europæiske halvår – fra og med den 1. januar 2011 – uden først at have fastlagt de regler, der skal gælde, samt indholdet. Og desuden uden at have gennemført en effektiv synkronisering af forslagene mellem de forskellige berørte institutionelle aktører.

1.8   Den begrænsede deltagelse af de institutioner, der repræsenterer de europæiske borgere (Parlamentet og udvalgene), såvel i drøftelserne om som ved gennemførelsen af den nye styring risikerer at medføre, at offentligheden opfatter styrkelsen af reglerne – som følge af en indskrænkning af den politiske skønsbeføjelse og af den planlagte udvidelse af automatismerne – som et »legitimitetsunderskud« i EU's beslutninger sideløbende med et tab af tillid til EU, sådan som det fremgår af oplysningerne i Eurobarometret.

1.9   EØSU mener, at Europa-Parlamentet er en uundværlig medspiller, når det gælder bekræftelsen af den demokratiske legitimitet i forbindelse med samordningen af de europæiske økonomiske politikker. I den forbindelse ønsker EØSU, at Europa-Parlamentet spiller en central rolle i den proces, som iværksættes med det europæiske halvår, såvel i kontrolfasen som ved vurderingen af de afhjælpende foranstaltninger, der er foreskrevet i Kommissionens meddelelse.

1.10   Kun ved at fastholde sammenhængen mellem de mål for vækst og økonomisk og social udvikling, som er fastsat i Europa 2020-strategien – der kræver investeringsniveauer, som muligvis er uforenelige med de budgetmæssige begrænsninger – og de krav til monetær og finansiel stabilitet, som er indskrevet i stabilitets- og vækstpagten, vil det være muligt at lette offentlighedens accept af de budgetmæssige begrænsninger.

1.11   Med henblik herpå er det også nødvendigt at indføre et egnet sæt indikatorer, som ikke blot omfatter BNP, og som er indrettet således, at de inkluderer de sociale og miljømæssige landvindinger og tab og dermed afspejler de spørgsmål, der reelt optager borgerne, og som iværksætter de fem aktionslinjer, der er fastsat inden for rammerne af »Hinsides BNP« (Beyond GDP). Disse aktionslinjer omfatter anvendelsen af miljømæssige og sociale indikatorer, forekomst af næsten realtidsinformation og præcise data vedrørende fordeling og uligheder, udarbejdelse af en europæisk »resultattavle« for bæredygtig udvikling og inkorporering af miljømæssige og sociale forhold i nationalregnskaberne.

1.12   EØSU kan via sin funktion som høringsorgan bidrage til, at det europæiske halvår kommer til at fungere bedre, ved en gang om året at afsætte et møde til debat om henstillingerne og metoder til at skabe konsensus om reformer på nationalt niveau under hensyntagen til de sociale konsekvenser af de vedtagne foranstaltninger. En sådan debat kunne finde sted om efteråret efter medlemsstaternes formelle vedtagelse af henstillingerne, og konklusionerne af debatten kunne danne grundlag for møder med de nationale økonomiske og sociale råd, de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet.

1.13   Specielt den øgede opmærksomhed omkring arbejdsmarkedsforhandlingerne, især i euroområdet, hvor medlemsstaterne ikke længere har devalueringsinstrumentet til deres rådighed, betyder, at forbindelserne mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer udgør en integreret del af den strategi, som Kommissionen har fastlagt. En løsning kunne være en mere intens og funktionel anvendelse af den makroøkonomiske dialog, hvor regeringerne sammen med arbejdsmarkedets parter foretager en effektiv evaluering af den økonomiske situation i EU og peger på de nødvendige foranstaltninger, i tæt samspil med den sociale dialog på nationalt plan.

1.14   Gennemførelsen af en effektiv samordning af de europæiske økonomiske politikker kræver enighed om den makroøkonomiske referenceramme og om den foreløbige makroøkonomiske ramme. Med dette for øje ser EØSU gerne, at man sikrer betingelserne for, at Eurostat kan råde over tilstrækkelig information til, at Kommissionen kan udarbejde korrekte foreløbige forslag og yde aktiv støtte til de andre berørte organer: Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

1.15   EØSU ønsker, at samordningen af de europæiske økonomiske politikker i det mindste for landene i euroområdets vedkommende udgør et første skridt hen imod en sand og egentlig fælles økonomisk politik og hen imod en samordning af budgetpolitikkerne.

1.16   Hvis det inden for rammerne af en tættere samordning af de økonomiske politikker ud over skatte- og pengepolitikken kommer på tale med øget koordinering af lønpolitikken i eurozonen, skal den frie forhandlingsret respekteres. Statslige målsætninger for arbejdsmarkedsforhandlinger eller sågar statslige påbud om lønnedgang kan i denne sammenhæng ikke accepteres, men må afvises.

2.   Styrkelsen af den europæiske økonomiske styring i Kommissionens meddelelse  (1)

2.1   I Kommissionens meddelelse udbygges de idéer, der er fremsat i meddelelsen »Styrket samordning af de økonomiske politikker« (2), og de retningslinjer, som Det Europæiske Råd har udstukket (EUCO 13/10), og som følger de hidtidige resultater, som arbejdsgruppen om økonomisk styring (Van Rompuy-taskforcen) har opnået.

2.2   Kommissionens meddelelse, bygger på en implicit erkendelse af, at virkningerne af den finansielle og økonomiske krise på flere områder i almindelighed har sat Den Europæiske Unions og i særdeleshed Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) økonomiske og sociale modstandskraft på en hård prøve og har afsløret en svag samordningskapacitet mellem de europæiske økonomiske politikker.

2.3   I denne sammenhæng skal der i henhold til meddelelsen fastlægges en ramme for foranstaltninger, der kan sikre en bedre samordning af de europæiske økonomiske politikker mellem EU's 27 medlemsstater og især mellem de 16 lande, der er omfattet af ØMU'en, for hvilke der er fastsat særlige regler. Ifølge den planlagte arkitektur integreres stabilitets- og vækstpagten med Europa 2020-strategien.

2.4   I forbindelse med styrkelsen af den europæiske økonomiske styring agter Kommissionen hovedsagelig at gennemføre tre mål:

2.4.1   Det første mål består i en øget samordning af og tilsyn med de økonomiske politikker med henblik på at:

—	mindske de nationale ubalancer gennem øget makroøkonomisk overvågning baseret på varslings- og sanktionsmekanismer

—	gøre de nationale finanspolitiske rammer mere homogene ved at fastsætte ensartede minimumskrav medlemsstaterne imellem og skifte fra årlig til flerårig budgetplanlægning

—	effektivisere stabilitets- og vækstpagten ved at fokusere på gældsudviklingen og underskud.

2.4.2   Det andet mål består i at udarbejde en ordning for korrigerende og forebyggende foranstaltninger og sanktioner, der kan iværksættes, såfremt EU's medlemsstater overtræder reglerne.

2.4.3   Det tredje og sidste mål består i at indføre et europæisk halvår for foregribende samordning af de økonomiske politikker, som også kan anvendes i forbindelse med strukturreformerne og de vækstfremmende foranstaltninger, som er foreskrevet i Europa 2020-strategien.

2.5   Disse mål er blevet omsat til afledt ret med den pakke, som Kommissionen offentliggjorde den 29. september 2010, om vedtagelsen af seks meddelelser (3), der omhandler de nærmere konkrete gennemførelsesforanstaltninger. EØSU vil afgive to særudtalelser herom: den ene om reformen af stabilitets- og vækstpagten og den anden om de makroøkonomiske ubalancer. Nærværende udtalelse begrænser sig derfor til generelle betragtninger om den overordnede styringsordning, som Kommissionen har foreslået, uden at behandle lovgivningspakken, der er omhandlet i de to ovennævnte udtalelser.

3.   Generelle betragtninger

3.1   Kommissionens beslutning om at iværksætte tiltag med henblik på en reel styrkelse af samordningen af de europæiske økonomiske politikker bør hilses velkommen. Der er nemlig tale om en nødvendighed, som en lang række europæiske institutionelle organer (herunder Europa-Parlamentet) i længere tid har henledt opmærksomheden på. EØSU har allerede især påpeget vigtigheden af at øge integrationen af styringen i EU i udtalelser om dette emne (4).

3.2   Den finansielle og økonomiske krise har i almindelighed sat EU's og i særdeleshed ØMU'ens produktionsmæssige, sociale og politiske modstandskraft på en hård prøve (5).

3.3   Den sociale og økonomiske situation er præget af ustabilitet og usikkerhed. Derfor er det nødvendigt med en effektiv organisation, og at institutionerne fungerer ordentligt. Det forekommer stadig mere klart, at det forudsætter et samarbejde mellem de nationale politiske og økonomiske aktører, hvis man skal styre alle medlemsstater i en fælles retning over for de udfordringer, som den produktionsmæssige og finansielle globalisering frembyder, og de igangværende gennemgribende teknologiske forandringer.

3.4   I mangel af en koordinering af de økonomiske politikker har krisen allerede haft en række meget alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser for EU, navnlig hvad angår mulighederne for vækst og beskæftigelse. Disse følger er klart beskrevet i udkastet til betænkning om den finansielle, økonomiske og sociale krise, som ordføreren Pervenche BERÈS har forelagt Europa-Parlamentet (6).

3.4.1   Bruttonationalproduktet (BNP) i EU faldt kraftigt i 2009 (-4,2 %) efter en beskeden vækst i 2008 (+0,5 %) og skulle gradvist stige igen i 2010 og 2011 (ifølge prognoserne med henholdsvis +1 og +1,7 %). Faldet er særlig kraftigt i de tre baltiske lande (Letland vil ved udgangen af 2011 have tabt 22 % af BNP'et for 2007) og i Irland og noget mindre i Italien, Grækenland og Finland. Samtidig faldt medlemsstaternes eksport – såvel til de øvrige medlemsstater som til tredjelande – med 12 % i perioden 2007-2009 med procentpoint på over 15 %, hvad angår Finland, Malta, Bulgarien, Sverige, Estland og Det Forenede Kongerige (7).

3.4.2   Følgelig er de mål for arbejdsmarkedet, som er fastsat i Lissabonstrategien, blevet fjernere for størsteparten af medlemsstaternes vedkommende: beskæftigelsen i EU faldt fra 65,4 % i 2007 til 64,6 % i 2009 med nedgange på over fem procentpoint i Estland, Irland, Spanien og Letland. I samme periode steg ledigheden i EU fra 7,1 til 8,9 % og overskred tærsklen på 10 % i Spanien (hvor den nåede 18 %), Slovakiet, Irland og de tre baltiske lande.

3.5   Over for denne stærkt kritiske situation, der kræver håndfaste løsninger, som står mål med situationens alvor, hersker der fortsat en vis forvirring omkring Kommissionens tilgang og køreplan, hvad angår foranstaltningerne til styrkelse af den europæiske økonomiske styring. Dette er faktorer, som ud over at skabe hindringer for en konsensus – i den bredest mulige form – om den iværksatte proces i fællesskabsinstitutionerne og i offentligheden, i højeste grad kunne skabe uklarhed omkring selve genstanden for den foreslåede samordning.

3.6   For det første kan EU's tiltag med henblik på at styrke samordningen af de økonomiske politikker ikke se bort fra, at medlemsstaterne i et sandt fællesskab bør fastlægge, hvad der reelt forstås ved »økonomisk styring«, og nøje analysere de grunde, som – i løbet af det seneste årti – har afstedkommet såvel en ineffektiv iværksættelse af stabilitets- og vækstpagten som en utilstrækkelig gennemførelse af Lissabonmålene.

3.6.1   På den ene side fremkalder termen »styring« forestillingen om en decentral institutionel arkitektur, hvor der ikke kun medvirker ét magtcenter, således som det er tilfældet i nationalstaterne, men mange aktører, såvel statslige som ikke-statslige, der samarbejder indbyrdes med henblik på opfyldelsen af fælles mål. Men EU befinder sig fortsat i et dødvande, som kan tilskrives problemerne med en europæisk forfatning og udvidelsen til 27 medlemsstater med stærkt forskellige politiske traditioner og visioner. Heraf følger nødvendigheden af, at der mellem EU's institutioner og medlemsstaterne består en reel konsensus om nye økonomiske, sociale og miljømæssige mål - en konsensus, som imidlertid har svært ved at fremspire efter den store indsats i 1980'erne og 1990'erne med gennemførelsen af det indre marked og indførelsen af euroen.

3.6.2   På den anden side ser det ud til, at fastsættelsen af fremtidige regler ikke er baseret på en fælles analyse af historien. Det er nemlig ikke uden betydning at fastslå, om de problemer, som man er stødt på i stabilitets- og vækstpagten, kan tilskrives oprindelige fejl ved planlægningen af de indbyggede begrænsninger i ØMU'en over for alvorlige kriser, uhensigtsmæssige politiske beslutninger under gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten eller forskellige syn på målene og de relative strategier, der skal følges (lav inflation, økonomisk vækst, øget beskæftigelse, euroens rolle som reservevaluta osv.) (8). Også med de foregående versioner af stabilitets- og vækstpagten har der i EU i mere end et årti eksisteret adfærdskodekser for medlemsstaterne, som imidlertid ikke har hindret, at der hyppigt er opstået kritiske situationer.

3.6.3   Samtidig har den manglende opfyldelse af en stor del af de kvantitative mål, som blev fastlagt i tilknytning til Lissabonstrategien – også når man ser bort fra den økonomiske krise – sat et kraftigt spørgsmålstegn ved valget af indikatorer og disses evne til effektivt at konkludere, hvilken vej der bedst fører til en øget konkurrenceevne og dynamik.

3.7   For det andet er det med hensyn til køreplanen blevet besluttet at iværksætte det europæiske halvår - fra og med den 1. januar 2011 - uden først at have fastlagt de regler, der skal gælde, samt indholdet. Og desuden uden at have sikret en effektiv synkronisering af forslagene mellem de forskellige berørte institutionelle aktører, nemlig Kommissionen, Europa-Parlamentet, taskforcen om økonomisk styring med Van Rompuy som formand, Den Europæiske Centralbank (ECB), EØSU og Regionsudvalget. Drøftelserne bør udmunde i Parlamentets godkendelse snarest muligt og senest inden sommeren 2011.

3.8   Over for en stærkt kritisk situation som den, der opstod i foråret 2010, forekommer det naturligt, at Kommissionen vægter en hurtig løsning på krisen højere – af hensyn til de globale finansmarkeder og offentligheden – i forhold til den effektivitet, som responsen måtte have på mellemlang til lang sigt, ikke kun i finansiel sammenhæng, men også på det produktionsmæssige, sociale og politiske plan.

3.9   Løsningen på krisen kræver – ifølge Kommissionen – strammere regler og mere stringente sanktioner med en indskrænkning af den politiske skønsbeføjelse og en højere grad af automatisme. Men uanset hvilke regler man opstiller, kan de ikke på effektiv vis imødegå alvorlige krisesituationer, fordi disse næsten altid er forårsaget af ekstraordinære og uforudsigelige begivenheder, som teknikerne ikke kan forudse, og som er umulige at tackle med de gældende regler. Den utopiske forestilling om »regelstyring« – der fritager de politiske beslutningstagere for opgaven med at træffe beslutninger – er vanskeligt gennemførlig og ligefrem farlig, for så vidt som den giver illusion om sikkerhed og om at være i ly for alle kilder til usikkerhed (9). En tilgang af denne type medfører desuden to slags problemer, som bør analyseres nøje.

3.9.1   Det første er risikoen for at undervurdere fordelene ved fællesskabsmetoden med inddragelse af de institutioner, som i høj grad repræsenterer de europæiske borgere, i forhold til det mellemstatslige princip, ifølge hvilket beslutningerne hovedsagelig træffes af Rådet, og hvor Parlamentet og udvalgene har en begrænset rolle. Den eneste undtagelse udgøres af Europa-Parlamentets inddragelse inden for rammerne af det europæiske halvår, hvor Kommissionen i januar forelægger den årlige analyse af væksten og dermed indleder debatten om, i hvilken retning samordningen skal styres.

3.9.1.1   Det, at der gives forrang til det mellemstatslige princip, kan også medføre, at underskuddet med hensyn til unionsborgerskabet, som allerede er en realitet med Lissabonstrategien, undervurderes. Det er en udfordring over for EU's økonomiske, sociale og politiske modstandskraft på samme måde som den globale krise, der kunne give illusionen om at genoprette den nationale suverænitet ved at give afkald på euroen (for ikke at tale om selve EU) for at relancere en usandsynlig national udvikling, som er fri for snærende bånd og europæiske teknokrater, ny vind i sejlene. Det er ikke uden grund, at en opmærksom observatør af EU – Charles Kupchan (10) – har advaret mod risikoen for »renationalisering« af det europæiske projekt i en artikel den 29. august 2010 i Washington Post: »Europa oplever i øjeblikket en renationalisering af det politiske liv, og landene er i færd med på ny at bemægtige sig en suverænitet, som de på et tidspunkt frivilligt havde ofret på det kollektive ideals alter« (11).

3.9.1.2   Det lader til, at de europæiske borgere netop udviser dette tab af tillid, ikke så meget over for fællesskabsinstitutionerne som sådan som med hensyn til nytten af at være en del af EU. Eurobarometerundersøgelserne (12) viser nemlig, at procentdelen af europæere, som har en positiv holdning til deres lands medlemskab af EU, i perioden fra foråret 2007 til 2010 faldt fra 57 til 49 % til fordel for dem, der har en negativ indstilling (i dag 18 %), og dem, der har en mere usikker holdning (29 %). Sideløbende hermed faldt procentdelen af borgere, der mener, at deres land alt i alt har haft fordel af at være medlem af EU, fra 59 til 53 %, mens de, der svarer, at der ikke har været nogen fordele, voksede til 35 %.

3.9.2   Det andet problem er risikoen for, at der anlægges en traditionel tilgang til løsningen af problemer, hvor der gives forrang til finansiel disciplin i forhold til temaer såsom vækst, social lighed og miljøforringelse, selv om der nu foreligger vidt udbredte og overbevisende innovative argumenter (13).

3.9.2.1   Forbindelserne mellem offentlige udgifter, økonomiske resultater og sociale mål er mere komplekse, end den forsimplende teori om »trade-off« mellem ligelighed og effektivitet giver indtryk af. Hensigtsmæssigt udformede sociale sikringsordninger og miljøregler gør det muligt også at øge effektiviteten og konkurrenceevnen i en sådan grad, at de betragtes som en produktionsfaktor, der bidrager til stabilitet og økonomisk dynamik i de postindustrielle økonomier.

3.9.2.2   Dette gælder så meget mere i den krisefase, som de europæiske økonomier i øjeblikket gennemlever. Kommissionen har i den europæiske økonomiske genopretningsplan (14) erkendt såvel nødvendigheden af at »reducere de menneskelige omkostninger ved den økonomiske nedgang og dens indvirkning på de svageste«, som det forhold, at krisen bør ses som en mulighed for at »fremskynde overgangen til en økonomi med et lavt kulstofforbrug«, idet der udformes en strategi, »der vil fremme ny teknologi, skabe nye grønne job og åbne nye muligheder på hurtigt voksende internationale markeder«.

3.9.2.3   Man bør desuden huske på, at krisen ikke har sin oprindelse i den offentlige sektor, men i den private, hvilket skyldes ubalancer mellem væksten i udbuddet af varer og tjenesteydelser på globalt plan og opbremsningen i stigningen i forbrugernes købekraft (15). Forringelsen af medlemsstaternes budgetter i forhold til BNP er i vid udstrækning alene forårsaget af nødforanstaltningerne som følge af et fald i nævneren (nationalindkomsten) og en stigning i tælleren (de offentlige udgifter til redning af finans- og produktionssystemet samt til automatiske stabilisatorer til imødegåelse af de potentielt voldsomme følgevirkninger af krisen) (16). FITOUSSI skriver med rette: »Budgetproblemerne i Europa bunder ikke så meget i regeringernes diskretionære foranstaltninger som i de automatisk skabte følger af samfundets forarmelse, når det gælder de offentlige finanser« (17).

4.   Særlige betragtninger

4.1   Den utilstrækkelige klarhed omkring, hvad der skal forstås ved »økonomisk styring« og omkring de grundlæggende mål, som denne bygger på, tillige med den ringe bevidsthed om stabilitets- og vækstpagtens og Lissabonstrategiens begrænsninger, gør det nødvendigt at fastlægge en fælles strategi mellem medlemsstaterne og EU's institutioner. En strategi, der ikke begrænser sig til at opstille formelle regler og procedurer, men som går i detaljer vedrørende de konkrete foranstaltninger - så meget desto mere i en svag situation i kølvandet på den økonomiske krise - for at forbedre de europæiske borgeres livskvalitet, øge beskæftigelsen (herunder ugunstigt stillede grupper såsom handicappede og etniske minoriteter) og styrke det europæiske produktionssystems konkurrenceevne (herunder små og mellemstore virksomheder og den sociale økonomi).

4.2   I dette øjemed kan man ikke begrænse sig til de uundværlige regler for god regnskabsføring til kontrol af sammenhængen mellem indtægter og udgifter. For at styrke de europæiske borgeres tillid og forventninger til EU er der behov for foranstaltninger på mellemlang til lang sigt, der gør det muligt at forene den nødvendige budgetdisciplin med den lige så vigtige evne til at udtænke og gennemføre økonomiske og sociale udviklingsprojekter. Man bør derfor skærpe den europæiske bevidsthed om et EU forstået som en politisk enhed, som en ambition om at samordne de forskellige nationale politikker hen imod et sandt fælles mål, og som en aktiv aktør på globalt plan.

4.3   Og et mere bevidst Europa skabes ved at give de institutioner, der repræsenterer borgerne og arbejdsmarkedets parter – Parlamentet og udvalgene – en mere fremtrædende rolle og en større evne til at forstå de ændringer, der foregår, hvor Kommissionens samordningsstrategi kan skabe en stærk demokratisk legitimitet og tilvejebringe den brede konsensus, som synes nødvendig for en effektiv iværksættelse af strategien.

4.4   På nuværende tidspunkt forekommer Parlamentets rolle i det europæiske halvår dog beskeden, idet den er begrænset til den indledende debatfase og en første fastlæggelse af samordningsstrategien, mens Parlamentet kunne spille en større og mere effektiv rolle, hvis dets arbejde blev koordineret med aktiviteterne i de nationale parlamenter, som har til opgave at drøfte og godkende de enkelte medlemsstaters budgetter. Parlamentet kan spille en afgørende rolle med hensyn til at fastlægge, hvilken form for økonomisk styring EU bør anlægge, og til at sikre de forebyggende og korrigerende foranstaltningers demokratiske legitimitet, herunder de økonomiske sanktioner over for medlemsstaterne.

4.5   EØSU kan via sin funktion som høringsorgan for de europæiske institutioner bidrage til en styrkelse af den økonomiske styring, ved en gang om året at afsætte et møde til debat om henstillingerne og metoder til at skabe konsensus om reformer på nationalt niveau under hensyntagen til de sociale konsekvenser af de vedtagne foranstaltninger. EØSU's merværdi er netop det, at det repræsenterer organisationer, som på nationalt plan tilvejebringer den sociale konsensus om de økonomiske politikker, hvilket kunne gøre det muligt for EØSU at yde et vigtigt bidrag ikke kun til engagementet hos og ansvarliggørelsen af de politiske ledere, men også og især medlemsstaternes borgere.

4.5.1   En sådan debat kunne finde sted om efteråret efter medlemsstaternes formelle vedtagelse af henstillingerne, og konklusionerne af debatten kunne danne grundlag for møder med de nationale økonomiske og sociale råd, de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet med henblik på en evaluering af de vedtagne strategier og en hensigtsmæssig formidling og udbredelse på nationalt niveau.

4.6   Parlamentets og udvalgenes større vægt ville mindske risikoen for at undervurdere målet for vækst og økonomisk og social udvikling i forhold til kravet om monetær og finansiel stabilitet og dermed gøre det muligt at fastholde sammenhængen mellem stabilitets- og vækstpagten og Europa 2020-strategien. For selv om den økonomiske stabilitet – især i krisetider – er grundlag for vækst og opretholdelse af de europæiske borgeres levestandard, bør bestræbelserne for at sikre en større stabilitet ikke ske på bekostning af borgernes indkomster og rettigheder. Den fælles gennemførelse af reformen af den økonomiske styring og af Europa 2020-strategien ville følgelig lette offentlighedens accept af de budgetmæssige begrænsninger.

4.6.1   På det nuværende stadium hersker der – trods det at Kommissionen lader til at være meget opmærksom på at bringe de to strategier på lige fod – stærk tvivl om den reelle vilje til at gennemføre en sand integration af disse, som fortsat er klart adskilte. Der forekommer snarere en indsnævrende uligevægt i den sociale dimension til fordel for arbejdsmarkedsmæssige produktions- og fleksibilitetsfaktorer, som menes at kunne styrke de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

4.6.2   Den grundlæggende tese er, at den makroøkonomiske overvågning – sammen med den tematiske overvågning af de strukturreformer, som Kommissionen har krævet – under alle omstændigheder skaber gunstige betingelser til sikring af en bæredygtig økonomisk vækst både til fordel for Europa 2020-strategien og stabilitets- og vækstpagten. Men erfaringerne fra mere end 10 års eksperimenter med den fælles valuta – og dermed euroområdet, hvor det er umuligt at anvende devalueringsinstrumentet – viser ikke klare tegn på, at forskellene med hensyn til konkurrenceevne i EU og i ØMU'en kan ophæves lige med det samme.

4.7   Det ser ud til, at Europa 2020-strategien har sat den rigtige kurs, hvad angår forbedringen af den kvalitative konkurrenceevne, idet der tages højde for foranstaltninger inden for viden, innovation og miljømæssig bæredygtighed. Der opstår dog en modsigelse mellem målene i Europa 2020-strategien og styrkelsen af stabilitets- og vækstpagten, ikke mindst i den europæiske økonomiske og sociale sammenhæng, hvor man stadig kun langsomt er ved at overvinde krisen.

4.7.1   Hvis de ambitiøse mål i Europa 2020-strategien skal opfyldes – en vækst, der er intelligent (baseret på viden og innovation), bæredygtig (mere effektiv, grøn og konkurrencedygtig) og rummelig (social og territorial samhørighed i kraft af beskæftigelsen med en særlig vægt på ugunstigt stillede arbejdstagere – kræver det da også, at finansieringen af tilstrækkelige investeringsniveauer sikres. Men samtidig kunne sådanne foranstaltninger, der kræver større direkte offentlige udgifter eller skattemæssige incitamenter til private tiltag, vise sig at være uforenelige med de budgetmæssige begrænsninger, som Kommissionen agter at stramme for at overholde stabilitets- og vækstpagtens krav og forbedre den økonomiske styring.

4.7.2   Hvis vi forbliver på BNP-området, står det desuden klart, at solide offentlige regnskaber og en stabil euro udgør et nødvendigt grundlag for langsigtede udviklingsstrategier, idet regnskabsregler dog ikke i sig selv er en garanti for, at medlemsstaternes finanser udvikler sig positivt på lang sigt. Ifølge »invariansprincippet«, som er opstillet af STIGLITZ, SEN og FITOUSSI (18), bør værdien af regnskabsaggregaterne på nationalt plan ikke variere i forhold til institutionelle, økonomiske, sociale og politiske forskelle mellem de forskellige lande, men der bør sættes lighedstegn mellem situationer med den største ensartethed. Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt at overvåge underskuddet og gælden fra år til år, når man skal tjekke de offentlige regnskabers bæredygtighed på lang sigt, men det er nødvendigt også at tage højde for prognoserne for de private markeder, i første række de finansielle markeder samt markederne for fast ejendom og sikringsordninger, som i krise- og nødsituationer kan have en relevant indflydelse på de offentlige finansers soliditet i medlemsstaterne, f.eks. gennem redning af kriseramte finansielle institutioner og store virksomheder.

4.7.3   Desuden indebærer fokuseringen på konkurrencemæssige ubalancer en konstant overvågning af dynamikken i enhedsomkostningerne til arbejdskraft, som på sin side medfører en større opmærksomhed omkring arbejdsmarkedsforhandlingerne, specielt i euroområdet, hvor medlemsstaterne ikke længere råder over devalueringsinstrumentet. Forbindelserne mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer bør derfor udgøre en integreret del af den strategi, som Kommissionen har fastlagt, et vigtigt element, der tilsyneladende mangler i Kommissionens meddelelse.

4.7.3.1   En løsning kunne være en mere intens og funktionel anvendelse af den makroøkonomiske dialog, hvor regeringerne sammen med arbejdsmarkedets parter foretager en effektiv evaluering af den økonomiske situation i EU og peger på de nødvendige foranstaltninger, i tæt samspil med den sociale dialog på nationalt plan. Gennem et kvalitetsløft, som gør det muligt for den makroøkonomiske dialog at påtage sig opgaven som et instrument, der muliggør en reel inddragelse af arbejdsmarkedets parter tillige med Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og Rådet, således at fællesskabsdynamikkerne bringes i overensstemmelse med de nationale dynamikker (19).

4.8   Gennemførelsen af en egentlig samordning af de europæiske økonomiske politikker kræver enighed - blandt de 27 medlemsstater - om den makroøkonomiske referenceramme og om den forventede makroøkonomiske ramme. For disse rammer danner grundlag for udarbejdelsen af den økonomiske politik og den finanspolitik, som medlemsstaterne fastlægger, og som de indberetter i løbet af det europæiske halvår. I denne særlige sammenhæng spiller Eurostats analyser, Kommissionens foreløbige forslag, Den Europæiske Centralbanks støtterolle og Det Europæiske Råds og Europa-Parlamentets reaktioner en afgørende rolle.

4.9   På grund af den nære sammenhæng mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige mål er det også nødvendigt at vedtage mere omfattende indikatorer end blot BNP-vækst. Det er værd at minde om, at i Kommissionens meddelelse med den meget sigende titel »BNP og mere – Måling af fremskridt i en verden i forandring« (20) efterlyses netop nye indikatorer, »som koncist inkluderer sociale og miljømæssige forbedringer (som f.eks. forbedret social samhørighed, adgang til overkommelige priser på basisvarer og -tjenester, uddannelse, folkesundhed og luftkvalitet) og tab (f.eks. øget fattigdom, større kriminalitet og udryddelse af naturressourcer)«, og som således »omfatter de spørgsmål, der optager borgerne«.

4.10   For at styrkelsen af styringen er effektiv og opfylder målene, er det nødvendigt, at de fem aktionslinjer, som er fastlagt, for at foranstaltningerne går længere end til BNP alene, reelt gennemføres: a) anvende miljømæssige og sociale indikatorer, b) opnå næsten realtidsinformation til beslutningstagningen, c) råde over mere præcise data om fordeling og uligheder, d) udarbejde en europæisk »resultattavle« for bæredygtig udvikling og e) inkorporere miljømæssige og sociale forhold i nationalregnskaberne.

4.11   Den igangværende styrkelse af den europæiske økonomiske styring er en proces, som i lighed med andre processer i EU's historie sikkert vil vise sig at være kompleks. Der er i øvrigt her tale om et implicit karaktertræk ved EU. En italiensk journalist har med rette mindet om, at »EU (i forhold til USA) er kendetegnet ved en støre uklarhed i en grad, der gør, at det lige fra starten af har kunnet sammenlignes med en rejsende på jagt efter et rejsemål« (21). I dag er det imidlertid af største vigtighed, at der er et præcist og klart rejsemål, som deles af de europæiske borgere, deres parlamenter og de nationale og europæiske institutionelle organer. Kun på denne måde vil det være muligt at nå de mål, som EU har sat sig lige fra sin grundlæggelse.

---

(1)  KOM(2010) 367 endelig.

(2)  KOM(2010) 250 endelig.

(3)  KOM(2010) 522-527. For nærmere detaljer henvises til http://ec.europa.eu/economy_finance/articles/eu_economic_situation/2010-09-eu_economic_governance_proposals_en.htm

(4)  Udtalelser fra EØSU om følgende emner: »Den nationale gældskrises konsekvenser for EU's forvaltning«, EUT C 51 af 17.2.2011, s. 15 – »Økonomisk genopretning: status og konkrete initiativer«, EUT C 48 af 15.2.2011 – »Finanskrisen og dens konsekvenser for realøkonomien«, EUT C 255 af 22.9.2010, s. 10 – »Økonomiske foranstaltninger til fremme af EU's industrielle strategi«, EUT C 10 af 15.1.2008, s. 106 – »Overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og økonomisk styring – Betingelserne for større sammenhæng i formuleringen af økonomiske politikker i Europa«, EUT C 324 af 30.12.2006, s. 49 – »Styrkelse af den økonomiske forvaltning – Reform af pagten om stabilitet og vækst«, EUT C 88 af 11.4.2006, s. 68.

(5)  Som kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Olli REHN, præciserede under høringen i Europa-Parlamentet den 5. juli 2010: »Krisen har afsløret store systemiske svagheder i den nuværende Økonomiske og Monetære Union. Sagt på en enkel måde: Vi har behov for en bedre og mere stram samordning af den økonomiske politik i EU. Vi har også behov for en mere stringent anvendelse af ØMU'ens regler. Reglerne er værdiløse, hvis de ikke overholdes.« REHN O., »Styrkelse af den økonomiske tillid til Europa« – Tale i Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg, Strasbourg, 5. juli 2010.

(6)  Europa-Parlamentet: Udkast til betænkning om den finansielle, økonomiske og sociale krise: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes (midtvejsbetænkning). Det særlige udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise. Ordfører: Pervenche BERÈS. 6. maj, 2010.

(7)  Data hentet i Eurostats databank i september 2010 og opført i tabel 1 og 2 i bilaget.

(8)  Formanden for Det Europæiske Råd, Herman VAN ROMPUY erkendte selv dette »institutionelle underskud« den 20. september 2010: »… vi må leve med dilemmaet med en monetær union uden en fremskreden finanspolitisk union. Lige fra euroens start har de europæiske institutioner haft ansvaret for den monetære politik, mens medlemsstaterne fortsat har haft ansvaret for deres egen budgetpolitik og samordner deres egen økonomiske politik. Dette skaber spændinger, og heraf følger de undertiden uklare beslutninger, som jeg omtalte … ! Man kan beklage en konstruktionsfejl - »arvesynden« - som nogen kalder det. Jeg ville snarere kalde det et strukturelt handicap. Men man måtte på daværende tidspunkt under forhandlingerne om Maastrichttraktaten - specielt mellem Tyskland og Frankrig - foretage et valg. Hvis det ikke havde været for denne arvesynd, var euroen ikke kommet til verden!«. Herman VAN ROMPUY: »Ikke renationalisering af europæisk politik, men europæisering af den nationale politik« – Tale efter invitation fra »Notre Europe« i det store auditorium på statskundskab (Paris) (http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/fr/ec/116622.pdf).

(9)  VEROLA N.: »L'Europa e la crisi: squilibri finanziari ed equilibri costituzionali«, Paper for ASTRID, 2010 – Tilgængelig online http://www.astrid-online.it/Riforma-de/Studi-e-ri/VEROLA---L-Europa-e-la-crisi---squilibri-finanziari-ed-equilibri-costituzionali.pdf (kun på italiensk).

(10)  Leder af europæiske studier i »Council on Foreign Relations« og lærer på Georgetown University.

(11)  KUPCHAN, C.: »As nationalism rises, will the European Union fall«, Washington Post, 29. august 2010. Se også P. DE GRAUWEs betragtninger om beskatning og repræsentation i »Why a tougher Stability and Growth Pact is a bad idea«, VoxEU.org. – Tilgængelig online http://www.voxeu.com/index.php?q=node/5615.

(12)  Data fra Eurobarometer 73 - De første resultater, som er gengivet i figur 1 og 2 i bilaget.

(13)  Om miljømæssig bæredygtighed, jf. DALY H: »Efter væksten - Den bæredygtige udviklings økonomi«, 1996. Om »welfare« og ligelighed, jf. BEGG I., FERRERA M., HODSON D., MADSEN P., MATSAGANIS M., SACCHI S., SCHELKE W.: »The Cost of Non Social Policy: Literature Review«. Rapport til Kommissionen, Bruxelles, 2003 - Om den menneskelige udviklings paradigme, jf. SEN A.: »Inequality Reexamined«. (Ulighed: En kritisk gennemgang, Il Mulino, 2010), 1992 - SEN A.: »Development as Freedom«. (Hvorfor der ikke forekommer vækst uden demokrati, Mondadori, 2000), 1999.

(14)  KOM(2008) 800 endelig - En europæisk økonomisk genopretningsplan, s. 5.

(15)  ILO-IMF: »The Challenges of Growth, Employment and Social Cohesion« - Diskussionsoplæg på fælleskonferencen ILO-IMF, Oslo, 13. september 2010, s. 67-73.

(16)  Den aggregerede offentlige gæld i euroområdet faldt fra 72 % i 1999 til 67 % i 2007 (figur 3 i bilaget), og i samme periode voksede familiernes og den finansielle sektors gældsætning (figur 4 i bilaget). Den offentlige sektors gældsætning er vokset siden 2008 (figur 5 i bilaget), da regeringerne reddede det kriseramte banksystem og støttede den økonomiske aktivitet i en periode med vigende konjunkturer (fald i BNP og af skatteindtægter).

(17)  FITOUSSI J.P.: »Crise et démocratie, le paradoxe européen«, Le Monde, 16. oktober 2010. Se også DE GRAUWE P.: »What kind of governance for the eurozone?«, CEPS Policy Brief, n. 214, September 2010.

(18)  STIGLITZ J.E., SEN A., FITOUSSI J.P.: »Report by the Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress« – Rapport til præsidenten for Den Franske Republik, Paris, 2009 (s. 22-23).

(19)  WATT A.: »Economic Governance in Europe: A Change of Course only after ramming the Ice«, Social Europe Journal, 30. juli 2010 – Tilgængelig online http://www.social-europe.eu/2010/07/economic-governance-in-europe-a-change-of-course-only-after-ramming-the-ice/.

(20)  KOM(2009) 433 endelig, s. 3-4.

(21)  BASTASIN C.: »Questo secolo può essere ancora europeo«, Il Sole 24 ore, 2. september 2010.

---

---