Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62009TN0016

    Sag T-16/09 P: Appel iværksat den 19. januar 2009 af Luigi Marcuccio til prøvelse af kendelse afsagt den 4. november 2008 af Personaleretten i sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen

    EUT C 55 af 7.3.2009, p. 48–48 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    7.3.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 55/48


    Appel iværksat den 19. januar 2009 af Luigi Marcuccio til prøvelse af kendelse afsagt den 4. november 2008 af Personaleretten i sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen

    (Sag T-16/09 P)

    (2009/C 55/86)

    Processprog: italiensk

    Parter

    Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved avvocato G. Cipressa)

    Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

    Appellantens påstande

    Principalt:

    (A.1)

    Den appellerede kendelse ophæves fuldt ud

    (A.2)

    Det fastslås, at søgsmålet i første instans skulle have været antaget til realitetsbehandling

    Subsidiært

    (B.1)

    Appellanten gives fuldt ud medhold i søgsmålet i første instans

    (B.2)

    Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger såvel ved førsteinstansen som ved appelinstansen

    Eller mere subsidiært

    (B.3)

    Sagen hjemvises til fornyet behandling af Personaleretten beklædt med andre dommere

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Denne appel er anlagt til prøvelse af Personalerettens kendelse af 4. november 2008 i sag F-87/07, Marcuccio mod Kommissionen.

    Anbringenderne og de væsentligste argumenter er identiske med dem, sagsøgeren har fremsat i sag T-9/09, Marcuccio mod Kommissionen.

    Appellanten har særligt gjort gældende, at Personaleretten ikke har taget stilling til et væsentligt punkt i sagen, nemlig vedrørende tilladelsen til at fremlægge en attest underskrevet af en læge. Appellanten har desuden gjort gældende, at foreligger en fuldkommen mangel på begrundelse vedrørende antagelsen om, at erstatningspåstanden ikke kan fremmes til realitetsbehandling, vedrørende påstanden om, at Personaleretten fastslår, at »de pågældende handlinger, omstændigheder og nævnte adfærd, rent faktisk foreligger, samt — i hvert fald subsidiært — at de er ulovlige«, samt vedrørende sagen i førsteinstansen i sin helhed.


    Top