Strategi for bekæmpelse af klimaændringer: Strategigrundlag

På grundlag af en analyse af konsekvenserne af klimaændringen og fordelene og omkostningerne ved at træffe modforanstaltninger lægger Kommissionen grundstenen til EU's fremtidige klimaændringsstrategi. Denne strategi skal bl.a. tage udgangspunkt i gennemførelsen af de gældende politikker, udarbejdelsen af nye foranstaltninger, der skal koordineres med de øvrige EU-politikker, øget forskning, styrkelse af det internationale samarbejde og bevidstgørelse af borgerne.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 9 februar 2005 - "At vinde kampen mod den globale klimaændring" [KOM(2005) 35 - Den Europæiske Unions Tidende C 125 af 21. maj 2005].

RESUMÉ

Klimaet er ved at forandre sig. Der er overvældende videnskabelig enighed om, at årsagen er de menneskeskabte emissioner af drivhusgasser. Disse konstant voksende emissioner har forårsaget en temperaturstigning, som forventes at fortsætte i de kommende årtier. Som følge heraf forventes temperaturerne på verdensplan ifølge FN's Internationale Klimapanel at stige med ca. + 1,4° - + 5,8° C inden år 2100 i forhold til 1990-temperaturerne.

På grundlag af en analyse af konsekvenserne af disse klimaændringer og fordelene og omkostningerne ved at træffe modforanstaltninger vurderer Kommissionen, at EU's fremtidige klimaændringsstrategi bør omfatte visse elementer.

Elementer i en strategi for bekæmpelse af klimaændringer

At lægge en strategi for kampen mod klimaændring er en firedobbelt udfordring: for det første er der risiciene ved selve klimaændringen og den politiske vilje til at afbøde disse, for det andet kræver kampen mod klimaændring international deltagelse, for det tredje er det nødvendigt med innovation, der gør det muligt at ændre måden, hvorpå verden fremstiller og udnytter energi, og for det fjerde er der problemet med at tilpasse sig klimaændringens uundgåelige konsekvenser.

En sådan strategi bør derfor omfatte:

• En udvidelse af deltagelsen i kampen mod klimaændringer til at omfatte alle emissionslande (med fælles, men differentieret ansvar) samt de berørte sektorer (f.eks. alle former for transport, skovrydning osv.).
• Øget innovation, som omfatter gennemførelsen og anvendelsen af eksisterende teknologier og udvikling af nye teknologier (bl. a. ved hjælp af en aktiv politik til støtte herfor, der drager fordel af den almindelige udskiftning af materiel).
• Udnyttelse og styrkelse af de markedsbaserede hjælpemidler (som f.eks. handelen med emissionskvoter, der blev indført af EU).
• Effektiv tilpasning til klimaændringen i form af både forebyggende og afbødende foranstaltninger afhængigt af, hvilke regioner og økonomiske sektorer der er mest berørt.

Disse elementer kan virkeliggøres ved hjælp af følgende:

• Øjeblikkelig og effektiv iværksættelse af vedtagne politikker for at nå målet om en reduktion af drivhusgasemissionerne på 8 % i forhold til 1990-niveauet, som fastsat i Kyoto-protokollen. Der er navnlig tale om foranstaltningerne i grønbogen om energiforsyningssikkerheden og i hvidbogen om transportpolitik, samt foranstaltningerne til fremme af klimavenlige teknologier, bl.a. miljøteknologier.
• Styrkelse af borgernes bevidsthed med henblik på at få dem til at ændre vaner, f.eks. ved at lancere en bevidsthedskampagne på EU-plan.
• Mere og bedre målrettet forskning for at skaffe større viden om klimaændringen og dens følger både på verdensplan og på lokalt plan og med henblik på at udvikle omkostningseffektive tilpasnings- og afbødningsstrategier (bl.a. på områderne energi, transport, landbrug og industri).
• Øget samarbejde med tredjelande både på det videnskabelige område, herunder overførsel af klimavenlige teknologier, og - specifikt når det gælder udviklingslandene - hjælp til udvikling af klimavenlige teknologier og styrkelse af de mest sårbare landes tilpasningsevne. EU bør bevare sin rolle som primus motor i de internationale forhandlinger på området.
• Iværksættelse af en ny fase i Det Europæiske Klimaændringsprogram (es de en fr) i 2005 for at finde frem til nye foranstaltninger, der er i overensstemmelse med Lissabon-strategien, hovedsagelig med vægt på energieffektivitet, vedvarende energi, transportsektoren og kulstofopfangning.

Fordele og omkostninger ved strategien

Fordelene ved at reducere drivhusgasemissionerne består navnlig i forebyggelse af de skader, der følger af klimaændringen, herunder stigende vandstand og oversvømmelser, færre drikkevandsressourcer, sundhedsproblemer, forandrede økosystemer, skader på økonomier, der er baseret på landbrug og turisme, større risiko for skovbrande og ekstreme vejrforhold (storme og hedebølger), større forsikringsudgifter osv. Det er imidlertid vanskeligt at sætte præcise tal på fordelene ved en sådan indsats. EU's regioner og økonomiske sektorer vil desuden blive påvirket på forskellig måde.

Omkostningerne ved at bekæmpe klimaændringen er lige så vanskelige at vurdere. Der er navnlig tale om omkostningerne ved en omstrukturering af transportsystemerne og en omlægning af produktionen og udnyttelsen af energi. Disse omkostninger vil desuden stige markant, hvis ikke de øvrige storproducenter af drivhusgasser deltager. Kommissionen mener ikke, at en mindre ambitiøs politik til bekæmpelse af klimaændringen er et godt alternativ, eftersom en sådan politik ikke vil gøre det muligt at nå de fastsatte mål og derfor vil medføre yderligere omkostninger som følge af klimaændringen.

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren

I 2005 bekræftede Det Europæiske Råd den erklæring, som det allerede havde fremsat i 1996, nemlig at det er nødvendigt at begrænse temperaturstigningen på jorden til 2° C i forhold til det førindustrielle niveau. Målsætningen på 2° C opstilles ofte som en atmosfærisk koncentration af drivhusgasser og udtrykkes i milliontedele (ppmv).

De seneste videnskabelige undersøgelser viser, at en koncentration på under 550 ppmv (CO2-ækvivalenter) i bedste fald giver chancer på én mod seks for at opfylde målsætningen på 2° C, mens chancerne, hvis koncentrationen vokser til 650 ppmv, kun er på én mod seksten. At begrænse temperaturstigningen til 2º C vil derfor sandsynligvis kræve, at drivhusgasemissionerne stabiliseres på et meget lavere niveau. Fastsættelsen af et bestemt tal som mål for reduktionen afhænger dog af resultaterne af de internationale forhandlinger, der skal finde sted, om i hvilken grad og på hvilken måde de andre storproducenter af drivhusgasser skal deltage. Kommissionen anbefaler derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt vedtages et bestemt mål på EU-plan.

TILHØRENDE RETSAKTER

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 280/2004/EF af 11. februar 2004 om en mekanisme til overvågning af emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og til gennemførelse af Kyoto-protokollen [Den Europæiske Unions Tidende L 49 af 19.2.2004].

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 3. juni 1998 - "Klimaændring - en EU-strategi efter Kyoto" [KOM(98) 353 (es de en fr) - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Rådets beslutning 2002/358/EF af 25. april 2002 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og om den fælles opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse hermed [Den Europæiske Unions Tidende L 130 af 15.5.2002].

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 275 af 25.10.2003].

Seneste ajourføring: 08.06.2005