–

A ved asianajaja J. Kuusivaara,

–

B ved luvan saaneet oikeudenkäyntiavustajat E. Wehka-aho og A. Saarikoski,

–

den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget,

–

den svenske regering ved O. Simonsson, J. Lundberg, C. Meyer-Seitz, A.M. Runeskjöld, M. Salborn Hodgson, H. Shev, H. Eklinder og R. Shahsavan Eriksson, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Huttunen, W. Wils og A. Azema, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 11), og artikel 11, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1, herefter »Bruxelles IIa-forordningen«), af artikel 13, stk. 1, litra b), og artikel 20 i konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980 (herefter »Haagerkonventionen«), samt af artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem A og B, som er tredjelandsstatsborgere og henholdsvis far og mor til et mindreårigt barn, vedrørende en anmodning, som faren har indgivet på grundlag af Haagerkonventionen, om tilbagegivelse af barnet til Sverige, efter at det sammen med moren er blevet overført til Finland i henhold til en afgørelse truffet på grundlag af Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

3

Haagerkonventionens artikel 1 har følgende ordlyd:

»Formålet med denne konvention er, at:

a) sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat, og

b) sørge for, at forældremyndighed og samværsret i en kontraherende stat bliver effektivt respekteret i andre kontraherende stater.«

4

Denne konventions artikel 13, stk. 1, bestemmer:

»Uanset bestemmelserne i den foregående artikel har den judicielle eller administrative myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør, at:

a) den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for barnets person, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen, eller

b) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle.«

5

Konventionens artikel 20 fastsætter:

»Tilbagegivelse af barnet efter bestemmelserne i artikel 12 kan nægtes, såfremt det ikke ville være foreneligt med grundlæggende principper i den anmodede stat til beskyttelse af menneskelige friheder og rettigheder.«

6

5., 17. og 33. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen har følgende ordlyd:

[…]

[…]

7

Denne forordnings artikel 1, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

[…]

2.   De i stk. 1, litra b), omhandlede spørgsmål kan navnlig vedrøre:

8

Nævnte forordnings artikel 2 har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

9

Samme forordnings artikel 11, stk. 1 og 4, bestemmer:

»1.   Når en forældremyndighedsindehavende person, institution eller anden myndighed anmoder de kompetente myndigheder i en medlemsstat om at træffe afgørelse på grundlag af Haagerkonventionen […] med henblik på at opnå tilbagegivelse af et barn, som ulovligt er blevet fjernet til eller ulovligt tilbageholdes i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, finder stk. 2-8 anvendelse.

[…]

4.   En ret kan ikke afslå at tilbagegive et barn i medfør af artikel 13, litra b), i [Haagerkonventionen], hvis det godtgøres, at der er truffet passende foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse.«

10

Dublin III-forordningens artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Barnets tarv skal være et primært hensyn for medlemsstaterne i forbindelse med alle de procedurer, som er fastsat i denne forordning.«

11

Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 3, har følgende ordlyd:

»Er ansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdstilladelser eller visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse medlemsstaterne i følgende rækkefølge:

[…]«

12

Denne forordnings artikel 29, stk. 1 og 3, bestemmer:

»1.   Overførslen af ansøgeren eller af en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.

[…]

3.   Overføres en person fejlagtigt, eller underkendes en afgørelse om overførsel efter påklage, efter at overførslen er blevet gennemført, tilbagetager den medlemsstat, som har gennemført overførslen, straks den pågældende.«

13

I maj 2019 flyttede A og B, der er tredjelandsstatsborgere, og som indtil da havde boet i Finland siden 2016, til Sverige. Den 5. september 2019 blev et barn født inden for deres ægteskab. Barnet havde på daværende tidspunkt sædvanligt opholdssted i Sverige, og forældrene udøvede forældremyndigheden over barnet i fællesskab.

14

Moren havde på grundlag af den opholdstilladelse, der var meddelt faren som arbejdstager, både en opholdstilladelse i Finland som følge af familiemæssig tilknytning i perioden fra den 28. december 2017 til den 27. december 2021 og en opholdstilladelse i Sverige som følge af familiemæssig tilknytning i perioden fra den 11. marts 2019 til den 16. september 2020.

15

Ved afgørelse af 11. november 2019 kom barnet i de kompetente svenske myndigheders varetægt og blev anbragt sammen med moren på et modtagelseshjem for kriseramte kvinder i Sverige, indtil de blev overført til Finland den 24. november 2020. Denne afgørelse blev stadfæstet ved dom afsagt af en forvaltningsdomstol den 17. januar 2020, som henviste til farens voldelige adfærd over for moren, som barnet havde været vidne til, den reelle risiko for barnets udvikling og sundhed samt risikoen for, at faren ville tage barnet med til forældrenes oprindelsesland uden morens samtykke.

16

Ifølge de supplerende oplysninger, som den svenske regering har fremlagt som svar på Domstolens anmodning, havde faren ved anbringelsens begyndelse udelukkende tilladelse til at se fotos og videooptagelser af barnet. Senere blev der arrangeret besøg med tilstedeværelse af en socialarbejder, men de var begrænset til meget kortvarige kontakter på grund af barnets unge alder, og fordi faren ikke blev anset for at være en sikker person for barnet.

17

Den 21. november 2019 ansøgte faren om opholdstilladelse til barnet i Sverige på grund af sin familiemæssige tilknytning til barnet. Den 4. december 2019 ansøgte moren ligeledes om opholdstilladelse til barnet i Sverige.

18

Den 7. august 2020 indgav moren en ansøgning om asyl til sig selv og barnet i Sverige, som hun begrundede med, at hun var blevet udsat for vold i hjemmet udøvet af faren, og med den alvorlige risiko for at blive udsat for vold af æresårsager fra farens families side, hvis hun vendte tilbage til sit oprindelsesland.

19

Den 27. august 2020 oplyste Republikken Finland, at landet var ansvarligt for behandlingen af morens og barnets asylansøgninger i henhold til Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 3, med den begrundelse, at hendes opholdstilladelse udstedt af Republikken Finland udløb senere (den 27.12.2021) end den opholdstilladelse, der var udstedt af Kongeriget Sverige (den 16.9.2020).

20

Ved afgørelse af 27. oktober 2020 henlagde de svenske myndigheder den ansøgning om opholdstilladelse til barnet, som faren havde indgivet, afviste morens ansøgning om asyl til sig selv og barnet og traf bestemmelse om, at barnet og moren skulle overføres til Finland. Det fremgår af denne afgørelse, at barnets tarv i forbindelse med vedtagelsen heraf blev vurderet i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 6, stk. 1. Det blev i denne henseende vurderet, at faren udgjorde en trussel mod barnet, og at en adskillelse af faren og barnet i en periode ikke var i strid med hensynet til barnets tarv, henset til den omstændighed, at barnet ikke havde kontakt med faren. Eftersom faren havde opholdstilladelse i Finland, blev overførslen af barnet til denne stat i øvrigt ikke anset for at være til hinder for, at faren kunne udøve samværsret.

21

Den 24. november 2020 efterkom moren frivilligt den afgørelse om overførsel af hende og barnet til Finland, som de svenske myndigheder havde truffet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1.

22

Den 7. december 2020 påklagede faren de svenske myndigheders afgørelse om henlæggelse af hans ansøgning om opholdstilladelse til barnet og om overførsel af barnet til Finland.

23

Ved dom af 21. december 2020 annullerede Migrationsdomstolen i Stockholm (domstolen i sager om migration i Stockholm, Sverige) denne afgørelse og hjemviste sagen til den svenske immigrationsmyndighed til fornyet afgørelse, fordi barnets far ikke var blevet hørt under sagen.

24

Ved afgørelse af 29. december 2020 henlagde den svenske immigrationsmyndighed sagerne efter barnets udrejse til Finland. Den 19. januar 2021 anlagde faren sag til prøvelse af denne afgørelse ved Migrationsdomstolen i Stockholm (domstolen i sager om migration i Stockholm), som ved dom af 6. april 2021 forkastede farens påstande.

25

Den 5. januar 2021 indgav faren en ny ansøgning til de svenske myndigheder om opholdstilladelse til barnet som følge af familiemæssig tilknytning. Denne ansøgning om opholdstilladelse i Sverige er under behandling.

26

Den 11. januar 2021 ansøgte moren om asyl til sig selv og barnet i Finland. Den 26. marts 2021 inddrog de finske myndigheder morens opholdstilladelse i Finland, som principielt skulle udløbe den 27. december 2021. Ansøgningerne om asyl i Finland er under behandling.

27

Hvad angår forældremyndigheden opretholdt Västmanlands tingsrätt (byretten i Västmanland, Sverige) i november 2020, dvs. kort før moren og barnet blev overført til Finland, forældrenes fælles forældremyndighed over barnet. Barnets mor bestred denne svenske rets kompetence til at påkende tvisten, efter at barnet var blevet overført til Finland. Den 29. april 2021 traf den nævnte ret afgørelse om forældrenes skilsmisse, tilkendte moren eneforældremyndigheden over barnet og gav faren afslag på hans anmodning om samværsret. Ved dom afsagt af Svea hovrätt (appeldomstolen for Svealand, Sverige) den 23. og 24. juni 2021 blev farens anmodning om bevilling af appel af førsteinstansrettens afgørelse afvist.

28

Den 21. december 2020 anlagde faren sag ved Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsinki, Finland) med påstand om, at der skulle afsiges kendelse om umiddelbar tilbagegivelse af barnet til Sverige. I en skrivelse af 26. januar 2021, som de svenske myndigheder fremsendte til denne ret, gjorde de opmærksom på, at barnet og moren ikke havde en gyldig opholdstilladelse i Sverige, og at de derfor hverken havde ret til indrejse eller ophold i Sverige.

29

Ved afgørelse af 25. februar 2021 forkastede Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsinki) sagen, idet den bl.a. bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at moren havde fjernet barnet ulovligt fra dets bopælsland. Faren har iværksat appel ved den forelæggende ret med påstand om ophævelse af denne afgørelse.

30

Korkein oikeus (øverste domstol, Finland) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Den 21. maj 2021 har den forelæggende ret i en besvarelse af en anmodning om oplysninger fra Domstolen bl.a. præciseret, at farens påstand om afsigelse af en kendelse om tilbagegivelse af barnet på grundlag af Dublin III-forordningen var blevet afvist.

32

Under disse omstændigheder har den forelæggende ret præciseret formuleringen af det andet præjudicielle spørgsmål som følger:

»Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 2, nr. 11), i Bruxelles IIa-forordningen om ulovlig tilbageholdelse da fortolkes således, at bestemmelsen omfatter en situation, hvor en ret i barnets bopælsstat har annulleret en myndigheds afgørelse om at overføre behandlingen af sagen, som er blevet henlagt, efter at barnet og moderen har forladt deres bopælsstat, men hvor det barn, som kræves tilbagegivet, ikke længere har en gyldig opholdstilladelse i sin bopælsstat eller ret til indrejse eller ophold i den pågældende stat?«

33

Ved processkrift af 31. maj 2021 har den svenske regering besvaret Domstolens skriftlige spørgsmål og fremlagt de dokumenter, som Domstolen havde anmodet om.

34

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende præjudicielle anmodning undergives den i artikel 107 i Domstolens procesreglement omhandlede hasteprocedure.

35

Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret anført, at Domstolens besvarelse af de præjudicielle spørgsmål er afgørende for løsningen af tvisten, for så vidt som denne ret på baggrund heraf vil afsige kendelse om, hvorvidt barnet skal tilbagegives til Sverige eller ej. Den forelæggende ret har bl.a. henvist til 17. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen, hvorefter tilbagegivelsen af barnet i tilfælde af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse skal bringes i stand uden opsættelse, og har præciseret, at den, henset til barnets alder, varigheden af dets ophold i Finland og den omstændighed, at en forlængelse af proceduren kan være til skade for udviklingen af et forhold mellem faren og barnet, anser det for absolut nødvendigt at anvende hasteproceduren.

36

I denne henseende bemærkes for det første, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse vedrører en fortolkning af Bruxelles IIa-forordningen, der er blevet vedtaget på grundlag af bl.a. artikel 61, litra c), EF, nu artikel 67 TEUF, der er indeholdt i afsnit V i EUF-traktatens tredje del og vedrører et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den kan følgelig undergives den præjudicielle hasteprocedure.

37

For det andet er det i hovedsagen omhandlede søgsmål anlagt af en far, der i flere måneder har været adskilt fra sit barn, som er under to år, med henblik på at bringe en umiddelbar tilbagegivelse af barnet til Sverige i stand på grundlag af Haagerkonventionen.

38

Under disse omstændigheder har Domstolens Første Afdeling den 6. maj 2021 efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at efterkomme den forelæggende rets anmodning om, at den præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure.

39

Med det første og det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 11), skal fortolkes således, at det kan udgøre en ulovlig fjernelse eller en ulovlig tilbageholdelse som omhandlet i denne bestemmelse, når en af forældrene uden den anden forælders samtykke foranlediges til at fjerne sit barn fra den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og bringe det til en anden medlemsstat i henhold til en afgørelse om overførsel, der er truffet af den førstnævnte medlemsstat på grundlag af Dublin III-forordningen, for derefter at blive i den sidstnævnte medlemsstat, efter at denne afgørelse om overførsel er blevet annulleret, uden at myndighederne i den førstnævnte medlemsstat har besluttet at tilbagetage de overførte personer eller udstede en opholdstilladelse til disse.

40

Hvad angår Bruxelles IIa-forordningens materielle anvendelsesområde fremgår det for det første af denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra b), at den finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende bl.a. tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar. I denne forbindelse skal begrebet »det civilretlige område« ikke betragtes snævert, men som et selvstændigt EU-retligt begreb, der navnlig omfatter alle begæringer, foranstaltninger eller afgørelser på området for »forældreansvar« som omhandlet i denne forordning, i overensstemmelse med det formål, der er nævnt i femte betragtning hertil (dom af 21.10.2015, Gogova, C-215/15, EU:C:2015:710, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

41

Begrebet »forældreansvar« har i denne henseende i Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 7), fået en bred definition, idet den omfatter alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale. Selv om denne forordnings artikel 1, stk. 2, indeholder en opregning af de områder, der for så vidt angår »forældreansvar« er omfattet af forordningen, er denne opregning endvidere ikke udtømmende, men alene vejledende, således som det fremgår af anvendelsen af ordet »navnlig« (dom af 21.10.2015, Gogova, C-215/15, EU:C:2015:710, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

42

Med henblik på at fastslå, om en begæring er omfattet af Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde, skal der tages udgangspunkt i dennes genstand (dom af 21.10.2015, Gogova, C-215/15, EU:C:2015:710, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at barnets far i sin sag ved den forelæggende ret har nedlagt påstand om umiddelbar tilbagegivelse af barnet til Sverige på grundlag af Haagerkonventionen. Eftersom genstanden for en anmodning som den i hovedsagen omhandlede vedrører forældreansvar, finder Bruxelles IIa-forordningen således anvendelse.

44

Hvad for det andet angår kvalificeringen som ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse af et barn fremgår det af selve ordlyden af Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 11), at der er tale om fjernelse eller tilbageholdelse af et barn, når denne strider mod en forældremyndighed, som er tilkendt ved en retsafgørelse, eller som består som følge af loven eller en aftale, der er gyldig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før fjernelsen eller tilbageholdelsen, for så vidt som denne forældremyndighed faktisk blev udøvet, i fællesskab eller alene, da fjernelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller ville være blevet udøvet, hvis ikke fjernelsen eller tilbageholdelsen var sket.

45

Som generaladvokaten har anført i punkt 34 i sit forslag til afgørelse, fremgår det af denne bestemmelse, at kvalificeringen af fjernelsen eller tilbageholdelsen af et barn som ulovlig kræver, at to betingelser er opfyldt, dvs. for det første, at der har fundet en fjernelse sted i strid med en forældremyndighed, som er tilkendt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, hvilket kræver, at barnets sædvanlige opholdssted før dets fjernelse fastlægges (jf. i denne retning dom af 8.6.2017, OL, C-111/17 PPU, EU:C:2017:436, præmis 53), og for det andet, at forældremyndigheden faktisk udøves eller ville være blevet udøvet, hvis ikke fjernelsen eller tilbageholdelsen var sket.

46

Dette underbygges i øvrigt af det formål, som forfølges med Bruxelles IIa-forordningen. Selv om det af præamblen til denne forordning fremgår, at dens mål er at oprette et retligt område på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser ved at fastsætte regler vedrørende kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser om forældreansvar, mens formålet med Haagerkonventionen, i henhold til dens artikel 1, litra a), er at sikre en umiddelbar tilbagegivelse af børn, der er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kontraherende stat, er der en tæt forbindelse mellem disse to instrumenter, som i det væsentlige har som fælles mål at modvirke børnebortførelser mellem staterne og i tilfælde af bortførelse at opnå, at barnet umiddelbart tilbagegives til den stat, hvor det har bopæl (dom af 19.9.2018, C.E. og N.E., C-325/18 PPU og C-375/18 PPU, EU:C:2018:739, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

47

Den tilbagegivelsesprocedure, der tilsigtes med Haagerkonventionen og Bruxelles IIa-forordningen, skal sikre, at en af forældrene ikke kan styrke sin retsstilling med hensyn til spørgsmålet om forældremyndighed ved – i kraft af ulovlig adfærd – at omgå kompetencen for de retter, der i henhold til de regler, der bl.a. er fastsat ved denne forordning, principielt har kompetence til at træffe afgørelse om forældreansvar for barnet (jf. i denne retning dom af 23.12.2009, Detiček, C-403/09 PPU, EU:C:2009:810, præmis 49, af 9.10.2014, C, C-376/14 PPU, EU:C:2014:2268, præmis 67, og af 8.6.2017, OL, C-111/17, EU:C:2017:436, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

48

Den omstændighed, at en forælder, der har forældremyndigheden over sit barn, flytter med dette barn til en anden medlemsstat end den, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted, med henblik på at efterkomme en afgørelse om overførsel, der vedrører både denne forælder og barnet, og som er truffet af de kompetente nationale myndigheder i henhold til Dublin III-forordningen, kan imidlertid ikke anses for at være en ulovlig adfærd som omhandlet i den ovenfor i præmis 47 nævnte retspraksis, som kan udgøre en ulovlig fjernelse i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 11), idet det herved er unødvendigt først at efterprøve, om de i nærværende doms præmis 45 omhandlede betingelser, navnlig betingelsen om fjernelse i strid med en forældremyndighed, som faktisk udøves, er opfyldt.

49

Iagttagelsen af en afgørelse om overførsel, som var bindende for den pågældende forælder og det pågældende barn, eftersom den på tidspunktet for overførslen var eksigibel, og den på dette tidspunkt hverken var suspenderet eller annulleret, skal således anses for blot at være en retlig følge af denne afgørelse, som ikke kan lægges denne forælder til last.

50

Den omstændighed, at forælderen og barnet er forblevet på den medlemsstats område, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, kan heller ikke anses for at udgøre en ulovlig adfærd, selv efter annullationen af afgørelsen om overførsel, når den pågældende forælder og det pågældende barn efter tidspunktet for overførslen ikke har været genstand for en afgørelse om tilbagetagelse vedtaget af myndighederne i den medlemsstat, der har gennemført overførslen, på grundlag af Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 3, og når de ikke har opholdstilladelse i sidstnævnte medlemsstat.

51

I en sådan situation er tilbageholdelsen af barnet således blot en konsekvens af dets administrative situation, som denne er fastlagt ved eksigible retsafgørelser i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted.

52

Endelig skal det tilføjes, at en fortolkning, hvorefter en ansøger om international beskyttelse – som moren i tvisten i hovedsagen – bør undlade at efterkomme en afgørelse om overførsel med den begrundelse, at vedkommendes adfærd kan anses for ulovlig i henhold til Bruxelles IIa-forordningen, ville være i strid med retssikkerhedsprincippet og gennemførelsen af Dublin III-forordningens mål.

53

Det første og det andet præjudicielle spørgsmål skal følgelig besvares med, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 2, nr. 11), skal fortolkes således, at det ikke kan udgøre en ulovlig fjernelse eller en ulovlig tilbageholdelse som omhandlet i denne bestemmelse, når en af forældrene uden den anden forælders samtykke foranlediges til at fjerne sit barn fra den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og bringe det til en anden medlemsstat i henhold til en afgørelse om overførsel, der er truffet af den førstnævnte medlemsstat på grundlag af Dublin III-forordningen, for derefter at blive i den sidstnævnte medlemsstat, efter at denne afgørelse om overførsel er blevet annulleret, uden at myndighederne i den førstnævnte medlemsstat har besluttet at tilbagetage de overførte personer eller udstede en opholdstilladelse til disse.

54

Under hensyn til besvarelsen af de to første spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje til det femte spørgsmål.

55

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, nr. 11), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 skal fortolkes således, at det ikke kan udgøre en ulovlig fjernelse eller en ulovlig tilbageholdelse som omhandlet i denne bestemmelse, når en af forældrene uden den anden forælders samtykke foranlediges til at fjerne sit barn fra den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og bringe det til en anden medlemsstat i henhold til en afgørelse om overførsel, der er truffet af den førstnævnte medlemsstat på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, for derefter at blive i den sidstnævnte medlemsstat, efter at denne afgørelse om overførsel er blevet annulleret, uden at myndighederne i den førstnævnte medlemsstat har besluttet at tilbagetage de overførte personer eller udstede en opholdstilladelse til disse.