–

Martina Sciotto ved avvocati F. Andretta, M. Speranza, V. De Michele og S. Galleano,

–

Fondazione Teatro dell’Opera di Roma ved avvocati D. De Feo, M. Marazza og M. Marazza,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Albenzio,

–

Europa-Kommissionen ved M. van Beek og G. Gattinara, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der findes som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Martina Sciotto og Fondazione Teatro dell’Opera di Roma vedrørende førstnævntes påstand om, at hendes flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indgået med henblik på ydelser udført i årene 2007 til 2011 ændres til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

3

I henhold til artikel 1 i direktiv 1999/70 har dette direktiv til formål »at iværksætte den [...] rammeaftale [...], som blev indgået [...] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

4

Andet og tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen har følgende ordlyd:

»Parterne bag denne aftale erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. De erkender ligeledes, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov.

I denne aftale fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«

5

Punkt 6-8 og 10 i de generelle betragtninger til rammeaftalen er affattet således:

[…]

6

I henhold til rammeaftalens § 1 har denne til formål dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

7

Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:

»Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

8

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne aftale forstås ved:

9

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

10

Rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« bestemmer i stk. 1:

»For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

11

Artikel 3 i legge n. 426 – Provvedimenti straordinari a sostegno delle attività musicali (lov nr. 426 om ekstraordinære foranstaltninger til støtte for musikalsk virksomhed) af 22. juli 1977 (GURI nr. 206 af 28.7.1977) forbyder »fornyelse af ansættelsesforhold, der i henhold til lov eller kontraktbestemmelser ville medføre, at tidsbegrænsede kontrakter ændres til tidsubegrænsede kontrakter«, idet ansættelsen i modsat fald er ugyldig.

12

Artikel 1 i decreto legislativo n. 368 – Attuazione della direttiva 1999/70/CE relativa all’accordo quadro sul lavoro a tempo determinato concluso dall’UNICE, dal CEEP e dal CES (lovdekret nr. 368 om gennemførelse af direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP) af 6. september 2001 (GURI nr. 235 af 9.10.2001) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lovdekret nr. 368/2001«), bestemmer i stk. 01, at ansættelse på grundlag af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige form for ansættelsesforhold, i stk. 1, at der kan fastsættes en tidsbegrænsning af tekniske grunde vedrørende produktion, organisation eller afløsning af personale, og i stk. 2, at disse grunde skal angives skriftligt.

13

Artikel 4 i lovdekret nr. 368/2001 bestemmer, at en tidsbegrænset kontrakt kun kan forlænges med arbejdstagerens samtykke, når kontraktens oprindelige varighed er mindre end tre år. Der kan kun ske forlængelse én gang og på betingelse af, at forlængelsen er begrundet i objektive omstændigheder og vedrører samme aktivitet. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at der foreligger objektive omstændigheder.

14

I overensstemmelse med artikel 5 i lovdekret nr. 368/2001 anses ansættelsesforholdet, når dette som følge af flere på hinanden følgende kontrakter samlet set overstiger 36 måneder, for at være et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

15

I henhold til artikel 11, stk. 4, i lovdekret nr. 368/2001 finder reglerne i dette dekrets artikel 4 og 5 ikke anvendelse på kunstnerisk og teknisk personale ved fonde med musikproduktion som formål.

16

Artikel 3, stk. 6, i decreto-legge n. 64 – recante disposizioni urgenti in materia di spettacolo e attività culturali (lovdekret nr. 64 om hastebestemmelser på området for scenekunst og kulturel virksomhed) af 30. april 2010 (GURI nr. 100 af 30.4.2010), ophøjet med ændringer til lov ved legge n. 100 (lov nr. 100) af 29. juni 2010 (GURI nr. 150 af 30.6.2010, s. 2), fastsætter dels, at artikel 3, stk. 4 og 5, i lov nr. 426 af 22. juli 1977 om ekstraordinære foranstaltninger til støtte for musikalsk virksomhed fortsat finder anvendelse på opera- og koncerthusfonde, selv om disse er blevet ændret til privatretlige personer, dels at bestemmelserne i artikel 1, stk. 01 og 2, i lovdekret nr. 368/2001 ikke finder anvendelse på opera- og koncerthusfonde.

17

Martina Sciotto har været ansat som balletdanser ved Fondazione Teatro dell’Opera di Roma i henhold til flere tidsbegrænsede kontrakter, der er blevet forlænget i forbindelse med forskellige planlagte kunstneriske forestillinger i perioden fra den 26. juni 2007 til den 30. oktober 2011.

18

Sagsøgeren i hovedsagen anlagde den 20. april 2012 et søgsmål ved Tribunale di Roma (ret i Rom, Italien) og gjorde gældende, idet hun var af den opfattelse, at hun indgik i teatrets faste personale, og at hun udøvede de samme funktioner som de personer, der var ansat tidsubegrænset, at hendes ansættelseskontrakter ikke indeholdt oplysninger om, at der forelå særlige tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige krav, som kunne begrunde, at hendes kontrakter var tidsbegrænsede. I forbindelse med dette søgsmål nedlagde hun påstand om, at det blev fastslået, at de fastsatte frister for udløbet af de nævnte kontrakter var ulovlige, at hendes ansættelsesforhold blev ændret til en tidsubegrænset kontrakt, og at hun blev tilkendt erstatning for det lidte tab.

19

Ved dom af 22. november 2013 frifandt Tribunale di Roma (ret i Rom) Fondazione Teatro dell’Opera di Roma med den begrundelse, at den nationale særlovgivning, der finder anvendelse på opera- og koncerthusfonde, udelukker anvendelse på disse af de almindelige retsregler for ansættelseskontrakter og derfor er til hinder for ændring af ansættelseskontrakter, der er indgået af disse fonde, til tidsubegrænsede ansættelsesforhold.

20

Ved appel iværksat ved Corte d’appello di Roma (appeldomstol i Rom, Italien) har Martina Sciotto med henvisning til Domstolens dom af 26. februar 2015, Kommissionen mod Luxembourg (C-238/14, EU:C:2015:128), gjort gældende, at den nationale særlovgivning, der finder anvendelse på opera- og koncerthusfonde, ikke er forenelig med EU-retten.

21

Den forelæggende ret har oplyst, at den lovgivning, der gælder for opera- og koncerthusfondes virksomhed, er meget kompleks og har været anvendt i tre perioder, hvorunder disse organer har skiftet retlig karakter fra henholdsvis at være offentligretlige juridiske personer til at blive offentlige økonomiske foretagender og til endeligt at blive privatretlige juridiske personer i form af fonde.

22

Den forelæggende ret har anført, at lovdekret nr. 368/2001, der er blevet vedtaget i den tredje periode, i artikel 11, stk. 4, bestemmer, at reglerne i dette lovdekrets artikel 4 og 5 ikke finder anvendelse i forhold til kunstnerisk og teknisk personale ved fonde med musikproduktion som formål. Artikel 11, i decreto-legge n. 91 – recante Disposizioni urgenti per la tutela, la valorizzazione e il rilancio dei beni e delle attivita’ culturali e del turismo (lovdekret nr. 91 om hastebestemmelser for beskyttelse, værdiansættelse og relancering af de kulturelle goder og aktiviteter og af turisme) af 8. august 2013 (GURI nr. 186 af 9.8.2003), ophøjet med ændringer til lov ved legge n. 112 (lov nr. 112) af 7. oktober 2013 (GURI nr. 236 af 8.10.2013, s. 1), med overskriften »Hastebestemmelser til deregulering af opera- og koncerthusfonde og relancering af en national musikordning af topkvalitet« bestemmer i øvrigt i dennes stk. 19, at et tidsubegrænset ansættelsesforhold ved opera- og koncerthusfondene udelukkende indgås efter offentlige udvælgelsesprocedurer.

23

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt beskyttelsen af arbejdstagere, der har indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med opera- og koncerthusfonde for en samlet periode på over tre år, opfylder kravene i EU-retten, når den nationale lovgivning, der gælder for denne sektor, ikke kræver, at de objektive omstændigheder, der begrunder fornyelsen af kontrakterne, anføres, når den ikke indeholder angivelse af kontrakternes maksimale varighed, når den ikke præciserer det maksimale antal gange, disse tidsbegrænsede kontrakter kan fornys, når den ikke indeholder tilsvarende retsregler, og når den ikke begrænser indgåelsen af tidsbegrænsede kontrakter i den pågældende sektor til situationer med afløsning i tilfælde af fravær.

24

Under disse omstændigheder har Corte d’appello di Roma (appeldomstol i Rom) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er en national lovgivning (såsom artikel 3, stk. 6, i lovdekret nr. 64 af 30.4.2010 [om hastebestemmelser på området for scenekunst og kulturel virksomhed,] ophøjet med ændringer til lov nr. 100 af 29. juni 2010, for så vidt som det heri er fastsat [...], at »[b]estemmelserne i artikel 1, stk. 01 og 2, i lovdekret [nr. 368] under alle omstændigheder ikke [finder] anvendelse på opera- og koncerthusfonde«) i strid med [rammeaftalens] § 5?«

25

Med dette spørgsmål, således som det er formuleret, ønsker den forelæggende ret oplyst, om visse bestemmelser i national ret er forenelige med EU-retten.

26

Sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at denne anmodning skal afvises, henset til, at Domstolen ikke har kompetence til at udtale sig om fortolkningen af national ret.

27

I denne henseende bemærkes, at den samarbejdsordning, som er indført ved artikel 267 TEUF, er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens opgaver. Under en sag anlagt i henhold til denne artikel tilkommer det retterne i medlemsstaterne og ikke Domstolen at fortolke nationale bestemmelser, og det tilkommer ikke sidstnævnte at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen har derimod kompetence til at forsyne den nationale domstol med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten (dom af 15.10.2015, Iglesias Gutiérrez og Rion Bea, C-352/14 og C-353/14, EU:C:2015:691, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

28

Selv om det er korrekt, at de af den forelæggende ret stillede præjudicielle spørgsmål efter deres ordlyd opfordrer Domstolen til at udtale sig om, hvorvidt en national bestemmelse er forenelig med EU-retten, er der intet, der hindrer Domstolen i at give den forelæggende ret et relevant svar ved at forsyne denne med de elementer til fortolkning af EU-retten, som vil gøre det muligt for den selv at afgøre spørgsmål om de nationale bestemmelsers forenelighed med EU-retten (dom af 15.10.2015, Iglesias Gutiérrez og Rion Bea, C-352/14 og C-353/14, EU:C:2015:691, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

29

Med det forelagte spørgsmål ønskes det herefter nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de almindelige retsregler, der regulerer ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved automatisk ændring af den tidsbegrænsede kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, når ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde.

30

Det skal bemærkes, at rammeaftalens § 5, stk. 1, har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med denne rammeaftale, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 63, af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 72, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 25).

31

Som det fremgår af andet afsnit i præamblen til rammeaftalen og af punkt 6-8 i de generelle betragtninger til denne rammeaftale, udgør sikkerhed i ansættelsen nemlig et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagerne, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 73, af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 36, og af 14.9.2016, Pérez López, C-16/15, EU:C:2016:679, præmis 27).

32

Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne derfor med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De tre foranstaltninger, der opregnes i § 5, stk. 1, litra a)-c), vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 74, af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 37, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 26).

33

Medlemsstaterne råder i denne henseende over en skønsmargen, da de har valget mellem at benytte sig af en eller flere af de foranstaltninger, der er opregnet i den nævnte § 5, stk. 1, litra a)-c), eller at opretholde en allerede eksisterende tilsvarende retsregel (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 75, af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 38, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 27).

34

Dermed pålægger rammeaftalens § 5, stk. 1, medlemsstaterne et overordnet formål, der består i at forhindre et sådant misbrug, idet de overlades et valg med hensyn til midlerne til at opnå dette formål, forudsat at de ikke skader formålet og den effektive virkning af rammeaftalen (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 76, af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 39, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 28).

35

Som det fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1, og i overensstemmelse med tredje afsnit i rammeaftalens præambel og punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger hertil, er det i øvrigt i forbindelse med rammeaftalens gennemførelse, at medlemsstaterne, for så vidt som det er objektivt begrundet, kan tage hensyn til særlige behov inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 40).

36

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning gør det muligt inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde at ansætte arbejdstagere med flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter uden at fastsætte nogen af de begrænsninger, der fremgår af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra b) og c), for så vidt angår den maksimale samlede varighed af disse kontrakter eller antallet af gange, disse kan fornys. Navnlig fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at ansættelseskontrakter inden for den nævnte sektor udtrykkeligt er udelukket fra anvendelsesområdet for den nationale bestemmelse, som gør det muligt efter en vis varighed at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

37

For så vidt som det ligeledes af forelæggelsesafgørelsen fremgår, at den nævnte nationale lovgivning – hvad angår personale i tidsbegrænset ansættelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde – ikke omfatter nogen retsregel svarende til dem, der er anført i rammeaftalens § 5, stk. 1, skal det undersøges, om anvendelsen inden for denne sektor af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan være begrundet i en objektiv omstændighed som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

38

Som det nemlig fremgår af punkt 7 i de generelle betragtninger til denne rammeaftale, var de parter, der har underskrevet denne aftale, af den opfattelse, at anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter begrundet i objektive omstændigheder er en måde, hvorpå man kan forhindre misbrug (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 43).

39

I denne henseende skal begrebet »objektive omstændigheder« forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold, eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 44).

40

Derimod er en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i overensstemmelse med de krav, der fremgår af ovenstående præmis. En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. En sådan bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.2.2015, Kommissionen mod Luxembourg, C-238/14, EU:C:2015:128, præmis 45).

41

Den italienske regering er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke indfører en generel og abstrakt tilladelse til at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, men derimod indeholder særlige og præcise bestemmelser på området.

42

Den italienske regering har indledningsvis nærmere bestemt fremhævet, at opera- og koncerthusfonde som sagsøgte i hovedsagen til trods for den omstændighed, at de er oprettet som privatretlige juridiske personer, svarer til offentlige enheder. Den italienske regering har dernæst støttet sig på den omstændighed, at ansættelseskontrakter inden for disse fondes virksomhedsområde sædvanligvis er af tidsbegrænset varighed, og har i denne forbindelse særligt fremhævet det forfatningsmæssigt beskyttede formål om udvikling af den italienske kultur og beskyttelse af den italienske historiske og kunstneriske arv. Endvidere har den italienske regering fremhævet de særlige forhold, der er forbundet med denne sektor, nemlig at hver kunstnerisk optræden har en særlig karakter, og at de ansættelseskontrakter, der indgås med henblik på en kunstnerisk optræden, nødvendigvis er forskellige fra dem, der er indgået i forbindelse med tidligere kunstneriske optrædener. Endelig har den italienske regering forklaret, at det retlige forbud mod at ændre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til et tidsubegrænset ansættelsesforhold inden for den nævnte sektor er begrundet i to betragtninger, der er tæt knyttet til den omstændighed, at enheder som sagsøgte i hovedsagen har en iboende offentligretlige karakter, hvoraf den ene vedrører behovet for at begrænse de offentlige udgifter, der er forbundet med finansieringen af sådanne enheder, og den anden vedrører hensigten om at undgå omgåelse af reglen om, at tidsubegrænset ansættelse af arbejdstagere kræver afholdelse af udvælgelsesprøver. Den italienske regering er af den opfattelse, at beskyttelsen af arbejdstagere sikres i tilstrækkelig grad, når lederne af opera- og koncerthusfondene drages til ansvar, såfremt de anvender kontrakter, der er i strid med de gældende lovbestemmelser.

43

Hvad for det første angår argumentet om, at opera- og koncerthusfonde som sagsøgeren i hovedsagen er af offentligretlige karakter, skal det understreges, at en sådan karakter ikke har nogen indflydelse på den beskyttelse, som en arbejdstager er omfattet af i henhold til rammeaftalens § 5. Ifølge fast retspraksis kan direktiv 1999/70 og rammeaftalen også anvendes på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med myndigheder og andre enheder i den offentlige sektor (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 54, og af 7.9.2006, Vassallo, C-180/04, EU:C:2006:518, præmis 32), idet definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalen og angivet i dennes § 3, stk. 1, omfatter alle arbejdstagere uden nogen sondring med hensyn til, om disses arbejdsgiver er af offentligretlig eller privatretlig art (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 56, af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 67, og af 14.9.2016, Pérez López, C-16/15, EU:C:2016:679, præmis 24).

44

Hvad for det andet angår argumentet om, at ansættelseskontrakter inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde almindeligvis indgås for en bestemt varighed, skal det konstateres, at den omstændighed, at en medlemsstat kan påberåbe sig en fortsættelse af reglerne over tid for at kunne fritages for at overholde den almindelige forpligtelse i henhold til rammeaftalens § 5, stk. 1, til at foretage en effektiv og bindende vedtagelse af i det mindste en af de foranstaltninger, der er opregnet i denne bestemmelse, med henblik på at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke blot ikke har nogen retlig støtte i bestemmelserne i denne rammeaftale, men klart er i strid med et af de formål, som rammeaftalen forfølger, og som er anført i nærværende doms præmis 31, nemlig stabilitet i ansættelsen, der anses for at være et af de vigtigste elementer i beskyttelsen af arbejdstagere, og derfor i væsentlig grad vil kunne begrænse de kategorier af personer, der er omfattet af de beskyttende foranstaltninger i denne §.

45

Det bemærkes endvidere, at selv om udvikling af italiensk kultur og beskyttelse af den italienske historiske og kunstneriske arv kan anses for at være formål, der er værdige til forfatningsmæssig beskyttelse, har den italienske regering ikke anført, hvorledes opnåelsen af disse mål nødvendiggør, at arbejdsgivere inden for den kulturelle og kunstneriske sektor udelukkende ansætter tidsbegrænset personale. Det synes nemlig ikke nødvendigt, at denne sektor, i modsætning til andre offentlige forsyningstjenester, såsom sundhed eller national uddannelse, kræver en konstant tilpasning mellem antallet af ansatte arbejdstagere og antallet af potentielle brugere, eller at den skal kunne klare permanente vagttjenester eller håndtere andre faktorer, der ikke kan forudses.

46

Hvad for det tredje angår argumentet om de særlige forhold, der gør sig gældende inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, er det rigtigt, at det årlige program for kunstneriske forestillinger nødvendigvis for arbejdsgiveren indebærer et behov for midlertidige ansættelser.

47

Midlertidig ansættelse af en arbejdstager med henblik på at opfylde arbejdsgiverens midlertidige og særlige personalebehov kan principielt udgøre en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a) (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 91, og af 14.9.2016, Pérez López, C-16/15, EU:C:2016:679, præmis 44).

48

De kunstneriske eller tekniske krav, der er forbundet med opførelsen af en forestilling, kan nemlig være af en sådan art, at midlertidig ansættelse er nødvendig. Det samme er tilfældet, såfremt en uundværlig kunstner eller tekniker skal erstattes, bl.a. på grund af sygdom eller barsel.

49

Derimod kan det ikke antages, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan fornys med henblik på, at der varigt og konstant udføres opgaver i de omhandlede kulturelle etablissementer, som henhører under den almindelige virksomhed inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde.

50

Med hensyn hertil kræver overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), at det konkret efterprøves, at fornyelsen af flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har til formål at dække midlertidige behov.

51

Dels fastsætter den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning imidlertid ikke, at den undtagelse, der herved indføres til de almindelige retsregler for ansættelseskontrakter, som har til formål at sanktionere misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, er underlagt betingelser af denne art.

52

Dels synes indgåelsen af de i hovedsagen omhandlede flere på hinanden følgende ansættelseskontrakter ikke blot at opfylde arbejdsgiverens midlertidige behov, men snarere at være forbundet med dennes sædvanlige planlægningsbehov.

53

Selv om den årlige planlægning af forskellige forestillinger kan kræve ansættelse af særlige eller yderligere arbejdstagere, fremgår det imidlertid ikke af sagen som forelagt for Domstolen, hvorledes de kunstneriske forestillinger, med henblik på hvilke kontrakterne med sagsøgeren i hovedsagen blev indgået, er særlige, eller hvorfor de alene gav anledning til et midlertidigt personalebehov.

54

Desuden gav de forskellige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvorved sagsøgeren blev ansat, anledning til udførelse af opgaver, der gennem flere år lignede hinanden, således at dette ansættelsesforhold ville kunne have opfyldt et behov, der ikke var midlertidigt, men derimod varigt, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

55

Hvad for det fjerde angår argumenterne vedrørende budgetmæssige hensyn bemærkes, at selv om sådanne hensyn kan være afgørende for en medlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de foranstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selv et mål for socialpolitikken og kan derfor ikke begrunde, at der ikke findes nogen præventiv foranstaltning mod misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1 (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 110, og kendelse af 21.9.2016, Popescu, C-614/15, EU:C:2016:726, præmis 63).

56

For det femte bemærkes, at en national lovgivning, der gør det muligt at forny flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på erstatning af personale, indtil afslutningen af udvælgelsesprocedurer, der afholdes med henblik på tidsubegrænset ansættelse af arbejdstagere, ikke i sig selv er i strid med rammeaftalen og kan begrundes med en objektiv omstændighed.

57

Den konkrete anvendelse af denne omstændighed skal imidlertid, under hensyn til de særlige kendetegn ved den pågældende virksomhed og til betingelserne for dens udøvelse, være i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 91 og 99, og kendelse af 21.9.2016, Popescu, C-614/15, EU:C:2016:726, præmis 64).

58

I det foreliggende tilfælde indeholder sagsakterne som forelagt for Domstolen ingen oplysning om, hvorvidt sagsøgeren i hovedsagen har kunnet deltage i udvælgelsesprocedurer, som dennes arbejdsgiver har afholdt, eller endog om disse har fundet sted.

59

Hvad endelig angår forbuddet i den nationale lovgivning mod ændring af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til et tidsubegrænset ansættelsesforhold inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde bemærkes, at rammeaftalen ikke foreskriver en generel forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter skal ændres til en tidsubegrænset kontrakt. Rammeaftalens § 5, stk. 2, overlader det nemlig i princippet til medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvornår tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold skal anses for tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold. Det følger heraf, at rammeaftalen ikke foreskriver betingelserne for at gøre brug af tidsbegrænsede kontrakter (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 80, og kendelse af 11.12.2014, León Medialdea, C-86/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2447, præmis 47).

60

Den berørte medlemsstats interne retsorden skal imidlertid, for at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter det inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde forbydes at ændre flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter til en tidsubegrænset kontrakt, kan anses for at være i overensstemmelse med rammeaftalen, indeholde andre effektive foranstaltninger inden for denne sektor, hvorved misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter forhindres og eventuelt sanktioneres (jf. analogt dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 41, og af 7.3. 2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 34).

61

Det er imidlertid ubestridt, at arbejdstagerne inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde ikke har ret til, heller ikke i tilfælde af misbrug, at deres tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ændres til tidsubegrænsede ansættelsesforhold og heller ikke har ret til andre former for beskyttelse, såsom fastsættelse af en begrænsning af muligheden for at anvende tidsbegrænsede kontrakter.

62

Det følger heraf, at den italienske retsorden inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde ikke indeholder nogen effektiv foranstaltning som omhandlet i den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 60, hvorefter misbrug af tidsbegrænsede kontrakter sanktioneres, og det selv om personalet inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde i modsætning til de arbejdstagere, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 7. marts 2018, Santoro (C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 35 og 36), ikke kan rejse krav om erstatning for det lidte tab.

63

For så vidt angår ledernes ansvarspådragelse, som den italienske regering har gjort gældende som en effektiv foranstaltning, bemærkes, at den nationale lovgivning forpligter myndighederne til hos de ansvarlig ledere at inddrive de beløb, der er udbetalt til arbejdstagerne som erstatning for det tab, der er lidt som følge af tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende ansættelse og beskæftigelse, når den nævnte tilsidesættelse er sket med forsæt eller ved grov uagtsomhed. Denne forpligtelse, der påhviler myndighederne, udgør alene én foranstaltning blandt andre, der skal forebygge og sanktionere misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om denne ansvarspådragelse er tilstrækkelig effektiv og afskrækkende til at sikre, at de regler, der er vedtaget i henhold til rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (jf. i denne retning dom af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 52 og 53).

64

Når der ikke i EU-retten er fastsat særlige sanktioner i tilfælde, hvor der ikke desto mindre er konstateret misbrug, påhviler det de nationale myndigheder at vedtage foranstaltninger, der ikke blot skal være forholdsmæssige, men tillige tilstrækkeligt effektive og afskrækkende, således at det sikres, at de forskrifter, der er vedtaget i medfør af rammeaftalen, har fuld gennemslagskraft (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 29).

65

Heraf følger, at hvis et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har fundet sted, skal en foranstaltning, der på effektiv og tilsvarende vis sikrer beskyttelsen af arbejdstagerne, kunne finde anvendelse, således at misbruget sanktioneres behørigt, og konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten elimineres (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.3.2018, Santoro, C-494/16, EU:C:2018:166, præmis 31).

66

Såfremt den forelæggende ret følgelig måtte konstatere, at der i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke eksisterer nogen anden effektiv foranstaltning med henblik på at forhindre og sanktionere et eventuelt konstateret misbrug over for personale, der er ansat inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, vil en sådan situation kunne krænke formålet med og den effektive virkning af rammeaftalens § 5.

67

Det følger af fast retspraksis, at den pligt for medlemsstaterne, der følger af et direktiv, til at virkeliggøre dets mål, og pligten i medfør af artikel 4 TEU til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af denne forpligtelse, påhviler alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence (dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

68

Det tilkommer herefter den berørte medlemsstats domstole at sikre overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, idet de holder øje med, at de arbejdstagere, der har været udsat for misbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke afholder sig fra, i håbet om at kunne fortsætte ansættelsen i den offentlige sektor, at gøre de rettigheder gældende for de nationale myndigheder, herunder for domstolene, der følger af gennemførelsen i den nationale lovgivning af alle de præventive foranstaltninger, der er fastsat i rammeaftalens § 5, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López, C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

69

Nærmere bestemt tilkommer det den ret, der har fået forelagt sagen, i det omfang, det er muligt, og såfremt der foreligger misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, at fortolke og anvende de relevante bestemmelser i national ret på en måde, som behørigt sanktionerer dette misbrug og eliminerer konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten (kendelse af 11.12.2014, León Medialdea, C-86/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2447, præmis 56).

70

I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at eftersom den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indeholder regler, der gælder for ansættelseskontrakter af almenretlig art, hvorefter misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter sanktioneres, idet en tidsbegrænset kontrakt automatisk ændres til en tidsubegrænset kontrakt, når ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ville anvendelsen af denne regel i hovedsagen således kunne udgøre en præventiv foranstaltning mod et sådant misbrug som omhandlet i rammeaftalens § 5.

71

Under alle omstændigheder kan den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således som Kommissionen har gjort gældende, idet den ikke i noget tilfælde inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde tillader ændring af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset kontrakt, medføre forskelsbehandling mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse inden for den nævnte sektor og arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse inden for andre sektorer, idet disse sidstnævnte efter ændring af deres ansættelseskontrakt i tilfælde af en tilsidesættelse af reglerne for indgåelse af tidsbegrænsede kontrakter kan overgå til at blive sammenlignelige fastansatte som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken de almindelige retsregler, der regulerer ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved automatisk ændring af den tidsbegrænsede kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, hvis ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, når der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer misbrug konstateret inden for denne sektor.

73

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tiende Afdeling) for ret:

§ 5 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til hvilken de almindelige retsregler, der regulerer ansættelsesforhold og sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter ved automatisk ændring af den tidsbegrænsede kontrakt til en tidsubegrænset kontrakt, hvis ansættelsesforholdet fortsætter ud over en nærmere bestemt dato, ikke finder anvendelse inden for sektoren for opera- og koncerthusfonde, når der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer misbrug konstateret inden for denne sektor.