61984J0110

Tilnaermelser af lovgivninger _ kreditinstitutter _ myndigheder som er kompetente til at godkende og foere tilsyn _ tjenstlig tavshedspligt _ omfang _ undtagelser _ nationale lovbestemmelser med hjemmel til at videregive fortrolige oplysninger _ begreb _ gennemfoerelse

( Raadets direktiv 77/780 , art . 12 )

Bestemmelsen i artikel 12 , stk . 1 , i direktiv 77/780 _ hvorefter den tjenstlige tavshedspligt , som paahviler alle , der er eller har vaeret tjenestegoerende hos de myndigheder , der har kompetence til at godkende og foere tilsyn med kreditinstitutter , indebaerer , at de fortrolige oplysninger , de modtager i forbindelse med deres hverv , kun maa videregives til andre personer eller myndigheder i henhold til gaeldende lovbestemmelser _ finder ogsaa anvendelse paa vidneforklaringer under en civil retssag .

De i artikel 12 , stk . 1 , omhandlede lovbestemmelser , som indeholder hjemmel til at videregive oplysninger , der er modtaget som fortrolige , omfatter ogsaa generelle bestemmelser , der ikke saerligt har til formaal at fastsaette en undtagelse fra forbudet mod videregivelse af saadanne oplysninger , som direktivet finder anvendelse paa , men som fastsaetter begraensninger i vidnepligten som foelge af den tjenstlige tavshedspligt .

Ved anvendelsen af saadanne generelle bestemmelser tilkommer det den nationale ret at afveje hensynet til , at sandheden kommer frem , med hensynet til at bevare fortroligheden af visse oplysninger , navnlig naar oplysningerne i medfoer af direktivet artikel 12 , stk . 2 , meddeles af de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater .

1 Ved kendelse af 13 . april 1984 , indgaaet til Domstolen den 20 . april s.aa ., har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 12 , stk . 1 , i Raadets foerste direktiv 77/780 af 12 . december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut ( EFT L 322 , s . 30 ).

2 Tvisten i hovedsagen udspringer af en deponering af 600 000 HFL , som Hillegom kommune ( herefter benaevnt kommunen ) foretog i juli 1981 i Amsterdam American Bank NV , der senere blev erklaeret konkurs i oktober maaned s.aa . Kommunen kraevede i den forbindelse afhoert en raekke vidner ved Rechtbank Amsterdam . Dette er der ifoelge nederlandsk ret under naermere angivne omstaendigheder mulighed for at goere forud for selve retssagen . Kommunen kraevede herved bl.a ., at der blev afgivet vidneforklaring af Hillenius , som er chef for regnskabsafdelingen ved Nederlandse Bank ( den nederlandske centralbank ), som i Nederlandene udoever det almindelige tilsyn med kreditinstitutter i henhold til den nederlandske lov om tilsyn med banker og sparekasser ( »Wet Toezicht Kredietwezen« ( Wtk )), og som endvidere er tilsynsmyndighed over for bankerne i naevnte direktiv 77/780 ' s forstand ( herefter benaevnt direktivet ).

3 Efter at Rechtbank havde truffet beslutning om , at der skulle foretages foreloebig vidneafhoering , paaberaabte Hillenius sig , at han havde krav paa at blive fritaget for sin vidnepligt med hensyn til en raekke naermere angivne spoergsmaal vedroerende det af Nederlandse Bank udoevede tilsyn med Amsterdam American Bank NV .

4 En af Rechtbank afsagt kendelse om , at Hillenius ikke kunne fritages fra sin vidnepligt , kaerede sidstnaevnte til Gerechtshof Amsterdam . Ved kendelse af 30 . maj 1983 ophaevede Gerechtshof kendelsen under henvisning til , at Hillenius til stoette for sin naegtelse af at afgive vidneforklaring med rette havde paaberaabt sig sin tjenstlige tavshedspligt efter loven . Til efterproevelse af denne kendelse indgav kommunen herefter kassationsanke ved Hoge Raad .

5 I sin forelaeggelseskendelse fastslaar Hoge Raad for det foerste , at Hillenius har paaberaabt sig Wtk ' s artikel 46 til stoette for at naegte at afgive vidneforklaring . Denne bestemmelse lyder saaledes :

»Den , der udfoerer et hverv i medfoer af denne lov eller i medfoer af bekendtgoerelse , udstedt i henhold til denne lov , maa ikke goere brug af eller videregive oplysninger , som er tilvejebragt i henhold til denne lov eller som er fremkommet ved undersoegelse af boeger eller dokumenter , i videre eller andet omfang end det er noedvendigt for hvervets udfoerelse eller end det er foreskrevet i denne lov.«

Hoge Raad finder endvidere , at tvisten hovedsagelig drejer sig om forbindelsen mellem Wtk ' s artikel 46 , stk . 1 , og artikel 1946 i nederlandske borgerlige lovbog ( Burgerlijk Wetboek ), hvilken sidste lyder saaledes :

»Enhver , der kan optraede som vidne , er pligtig at afgive vidneforklaring for retten .

Herfra kan dog fritages :

...

3 ) den , der i kraft af sin stilling , sit erhverv eller en saerlig stilling ifoelge loven er forpligtet til hemmeligholdelse , men udelukkende vedroerende oplysninger , der er betroet den paagaeldende i en af disse egenskaber.«

6 Hoge Raad anser det for noedvendigt at faa fastslaaet den naermere raekkevidde af Wtk ' s artikel 46 , stk . 1 , da forudsaetningen efter nederlandsk ret for at blive fritaget for afgivelse af vidneforklaring ganske vist er , at der bestaar en saadan tjenstlig tavshedspligt , hvilket imidlertid ikke uden videre er ensbetydende med , at den paagaeldende ogsaa i det konkrete tilfaelde kan paaberaabe sig tavshedspligten . I samme forbindelse fastslaar Hoge Raad , at man i Nederlandene foretog en tilpasning af Wtk med det formaal at bringe nederlandsk ret i overensstemmelse med direktivet , hvorfor artikel 46 ikke kan fortolkes uafhaengigt af direktivets artikel 12 .

7 Direktivets artikel 12 lyder saaledes :

»1 ) Medlemsstaterne drager omsorg for , at alle der er eller har vaeret tjenestegoerende hos de kompetente myndigheder , undergives tjenstlig tavshedspligt . Denne tavshedspligt indebaerer , at de fortrolige oplysninger , de modtager i forbindelse med deres hverv kun maa videregives til andre personer eller myndigheder i henhold til gaeldende lovbestemmelser .

2 ) Stk . 1 er dog ikke til hinder for , at de kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater kan udveksle de meddelelser som omhandles i dette direktiv . De saaledes udvekslede oplysninger omfattes af den tavshedspligt , som paahviler personer , der er eller har vaeret tjenestegoerende hos den modtagende kompetente myndighed .

3 ) Med forbehold af tilfaelde , der omfattes af strafferetlige bestemmelser , kan den myndighed , der modtager oplysningerne , kun anvende disse som led i en undersoegelse af betingelserne for , at kreditinstitutterne kan optage virksomhed som saadanne , og med henblik paa at lette kontrollenmed de paagaeldende kreditinstitutters likviditet og solvens samt med betingelserne for at udoeve virksomhed , eller saafremt den kompetente myndigheds afgoerelser paaklages til hoejere myndighed eller indbringes for domstolene i medfoer af artikel 13.«

8 Paa denne baggrund har Hoge Raad forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

»1 ) Finder artikel 12 , stk . 1 , som bestemmer , hvad medlemsstaterne skal drage omsorg for , ogsaa anvendelse paa vidneforklaringer under en civil retssag af de personer , der er naevnt i artikel 12 , stk . 1 , 1 . pkt.?

2 ) I bekraeftende fald , skal artikel 12 , stk . 1 , fortolkes paa den maade , at der med hensyn til afgivelse af saadanne vidneforklaringer , kun kan antages at foreligge en undtagelse i henhold til en »lovbestemmelse« i direktivets forstand ( jfr . herved ordlyden i stk . 1 : »kun ... i henhold til gaeldende lovbestemmelser« ), saafremt undtagelsen har hjemmel i en lovbestemmelse , der saerlig har til formaal at fastsaette en undtagelse fra forbudet mod at videregive de naevnte oplysninger?

3 ) Eller kan _ stadig under forudsaetning af , at spoergsmaal 1 besvares bekraeftende _ den generelle retsregel i artikel 1946 , stk . 1 , i Burgerlijk Wetboek , betragtes som en lovbestemmelse i henhold til direktivets artikel 12 , stk . 1 , i medfoer af hvilken der kan videregives de i denne bestemmelse omhandlede oplysninger?«

Indlaeg ved Domstolen

9 Efter kommunens opfattelse boer det foerste spoergsmaal besvares benaegtende . Formaalet med direktivet er at goere det lettere at foretage et effektivt tilsyn med kreditinstitutterne , hvorved der udveksles oplysninger mellem de kompetente myndigheder , og hvorved man bevarer de udvekslede oplysningers fortrolige karakter . Direktivets artikel 12 regulerer imidlertid kun selve omfanget af og begraensningerne i den frivillige anvendelse af de meddelte oplysninger og indeholder dermed ogsaa udtrykkelig hjemmel for den nationale lovgiver til at paalaegge de kompetente myndigheder at meddele saadanne oplysninger . Med direktivet har man alsaa oensket at fastsaette regler for de kompetente myndigheders frivillige anvendelse af de oplysninger , de modtager , men ikke oensket at gribe ind i den nationale lovgivers befoejelser .

10 Vedroerende det andet og tredje spoergsmaal anfoerer kommunen , at det tilkommer den civile ret , for hvilken sagen er indbragt , at afveje hensynet til den tjenstlige tavshedspligt over for hensynet til , at sandheden kommer frem under sagen . De lovgivningsmaessige garantier , som kraeves efter direktivets artikel 12 , stk . 1 , er fuldt ud opfyldt gennem det af retten foretagne skoen vedroerende anvendelsen af lovbestemmelserne i den konkrete situation .

11 Heroverfor har Hillenius for det foerste gjort gaeldende , at det er faellesskabsretten og ikke den nationale lovgivning , som bestemmer raekkevidden og virkningerne af tavshedspligten i direktivets artikel 12 , stk . 1 . Tavshedspligten maa i princippet anses for ubetinget . Det foelger saavel af artikel 12 ' s ordlyd som af direktivets formaal , at de fortrolige oplysninger , som ansatte ved de kompetente myndigheder modtager i embeds medfoer , ikke maa videregives , endog ikke til domstolene under en civil retssag . Den tjenstlige tavshedspligt er nemlig begrundet i , at faellesskabslovgiver har villet skabe de noedvendige betingelser , dels for et effektivt tilsyn med kreditinstitutterne , der indebaerer udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder , dels for at sikre tilliden hos de kreditinstitutter , hvormed der foeres tilsyn , og selve offentlighedens tillid til disse institutter .

12 Vedroerende det andet og tredje spoergsmaal har Hillenius foerst anfoert , at der kun kan goeres undtagelse fra den tjenstlige tavshedspligt , saafremt der er hjemmel hertil i en lovbestemmelse , der er udstedt specielt i dette oejemed . Desuden er det ogsaa direktivets formaal at sikre , at der ikke anvendes forskellige nationale regler for udveksling af oplysningerne mellem de kompetente myndigheder . Artikel 12 , stk . 2 , er saaledes klart indfoert som en undtagelse fra stk . 1 . Endelig fremgaar det , at det kun er med hensyn til de forhold , som er naevnt i artikel 12 , stk . 3 , at man ved direktivet har overladt et vist spillerum til de nationale lovbestemmelser vedroerende tavshedspligt , som er omhandlet i stk . 1 .

13 Forbundsrepublikken Tysklands regering har anfoert , at direktivets artikel 12 , stk . 1 , omfatter enhver form for videregivelse af fortrolige oplysninger og dermed ogsaa videregivelse af oplysninger til modparten under en civil retssag . Den tjenstlige tavshedspligt er en vigtig forudsaetning for , at banktilsynet kan fungere . Da en raekke raadsdirektiver vedroerende kreditinstitutters fri etableringsret , deres virksomhed og tilsynet med dem paalaegger de nationale offentlige myndigheder at udveksle visse vigtige oplysninger vedroerende kreditinstitutterne , maa der ogsaa vaere sikkerhed for tavshedspligtens overholdelse uden for medlemsstatens graenser . Om det andet og tredje spoergsmaal bemaerker den tyske regering , at direktivets artikel 12 , stk . 1 , overlader det til medlemsstaterne selv at fastsaette , hvorvidt reguleringen af oplysningernes videregivelse skal ske ved generelle eller specielle lovbestemmelser .

14 Den italienske Republiks regering har anfoert , at direktivet henviser til det begreb vedroerende den tjenstlige tavshedspligt , som gaelder i de enkelte medlemsstaters nationale lovgivning . Hermed er det anerkendt , at almene hensyn kan gaa forud for de hensyn , som den tjenstlige tavshedspligt tilgodeser . Direktivet fastsaetter selv de mulige begraensninger i den tjenstlige tavshedspligt ved et formelt kriterium , nemlig begrebet »lovbestemmelser« . En meget vid og upraecis definition af de undtagelser , der er indeholdt i den nationale lovgivning , vil kunne beroeve den tjenstlige tavshedspligt dens indhold . En regel i national ret , der indeholder hjemmel til en saadan undtagelse , uden en tilstraekkelig praecis angivelse af de omstaendigheder og almene hensyn , som kan begrunde en saadan undtagelse , vil foelgelig vaere i strid med direktivets aand og formaal .

15 Vedroerende det andet spoergsmaal har den italienske regering anfoert , at artikel 12 ikke naermere bestemmer , paa hvilken maade og i hvilken form en undtagelse fra den tjenstlige tavshedspligt skal komme til udtryk i national lovgivning .

16 Endelig har den italienske regering vedroerende det tredje spoergsmaal anfoert , at dette spoergsmaal ikke kan besvares som led i en fortolkning af bestemmelser i faellesskabsretten .

17 Det forenede Kongeriges regering har , som den tyske regering , understreget , at den tjenstlige tavshedspligt er en grundlaeggende forudsaetning for , at de kompetente myndigheder kan indhente og udveksle oplysninger indbyrdes . Det er for at fremme udvekslingen af saadanne oplysninger , at der er vedtaget saerlige bestemmelser i artikel 12 , stk . 2 og 3 vedroerende de oplysninger , som er videregivet af en kompetent myndighed til en anden . Tavshedspligten har imidlertid ikke en absolut og ufravigelig karakter , men skal kunne forenes med national ret . Direktivet er ikke taenkt som en harmonisering af de nationale lovbestemmelser om tavshedspligt _ og undtagelser herfra _ men disse maa dog ikke vaere i strid med direktivets formaal . Det maa saaledes anses for at vaere i strid med formaalet at videregive oplysninger under saadanne omstaendigheder , at det hindrer indhentning og udveksling af oplysninger . Af denne grund foreslaar Det forenede Kongeriges regering at fortolke artikel 12 paa en saadan maade , at den undtagelsesvis tillader enhver bestemmelse i national ret , der giver hjemmel til videregivelse af oplysninger . Hvad angaar stk . 1 , sidste pkt ., bemaerker regeringen , at direktivet ikke begraenser undtagelserne til dem , der saerlig er opregnet i selve direktivet eller som er indeholdt i en saerskilt bestemmelse herom i national ret .

18 Kommissionen har foerst anfoert , at direktivet kun udgoer en indledende etape i harmoniseringen af lovgivningen om adgang til at optage og udoeve virksomhed som kreditinstitut . Med direktivet ophaeves alene de mest forstyrrende forskelle i medlemsstaternes lovgivning . Til sikring af et effektivt tilsyn med kreditinstitutterne foreskriver direktivets artikel 7 et taet samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder . Det er i tilknytning til denne samarbejdsforpligtelse , at bestemmelsen i artikel 12 er blevet indfoert . Endvidere understreger Kommissionen , at den tjenstlige tavshedspligt har et forskelligt indhold i de enkelte medlemsstater , navnlig for saa vidt angaar muligheden for at meddele oplysninger til skatte- og afgiftsmyndighederne . Disse forskelle udgoer en hindring for den fri udveksling af oplysninger . Til loesning af dette problem paalaegger artikel 12 , stk . 1 , medlemsstaterne at fastsaette regler vedroerende den tjenstlige tavshedspligt , men overlader dem selv naermere at regulere dennes omfang ved de udstedte lovbestemmelser . Stk . 2 foreskriver en fri udveksling af oplysninger , mens stk . 3 indfoerer et nyt element , hvorefter de oplysninger , der er indhentet fra en anden medlemsstat , kun maa benyttes til de formaal , som er naevnt i bestemmelsen .

19 Ordningen i artikel 12 indeholder saaledes to bestanddele , har Kommissionen anfoert . For det foerste reglerne om de oplysninger , der er indhentet inden for medlemsstatens eget omraade , og hvor de lovbestemmelser , som er naevnt i stk . 1 , 2 . pkt ., fastlaegger den naermere raekkevidde af den tjenstlige tavshedspligt , som disse oplysninger er undergivet . For det andet reglerne vedroerende de oplysninger , som er indhentet i andre medlemsstater , og for hvilke der er indfoert en faellesskabsordning , som foreskriver , at anvendelsen og videregivelsen af disse oplysninger , er undergivet kriterierne i stk . 3 . Bortset fra de tilfaelde , som er naevnt i artikel 13 , er det saaledes udelukket under en civil retssag at anvende de oplysninger , der er indhentet fra de andre medlemsstater .

20 Ifoelge Kommissionenen vedroerer de spoergsmaal , som er forelagt af den nationale ret , kun de oplysninger , der er indhentet inden for medlemsstatens eget omraade , dvs . den foerste af de ovenfor naevnte ordninger . Hvad angaar denne ordning er det Kommissionens opfattelse , at det staar medlemsstaterne frit for at tillade mere vidtgaaende indgreb i den tjenstlige tavshedspligt , saafremt denne principielt fortsat haandhaeves . Den nationale lovgiver kan inden for rammerne af denne ordning overlade det til domstolene at bedoemme det hensyn , der er beskyttet ved den tjenstlige tavshedspligt , i forhold til andre lovlige hensyn . En generel lovbestemmelse , hvorefter en person er pligtig at afgive vidneforklaring under en civil sag , kan betegnes som en lovbestemmelse i henhold til artikel 12 , stk . 1 , 2 . pkt ., forudsat bestemmelsen giver domstolene mulighed for at foretage en afvejning mellem de naevnte hensyn .

Formaalene med direktiv 77/780 og den sammenhaeng , hvori artikel 12 skal fortolkes

21 En hensigtsmaessig besvarelse af de spoergsmaal , som er forelagt vedroerende fortolkningen af artikel 12 , stk . 1 , i direktiv 77/780 , forudsaetter , at artikel 12 anskues i sin sammenhaeng med direktivets oevrige bestemmelser og direktivets formaal .

22 Det fremgaar af direktivets anden og tredje betragtning , at direktivet alene har til formaal at ophaeve de mest forstyrrende forskelle i medlemsstaternes lovgivning vedroerende de ordninger , som kreditinstitutterne er underlagt , og at de bestemmelser , der er noedvendige for at oprette et faelles marked for kreditinstitutter , skal indfoeres i etaper .

23 Ifoelge direktivets artikel 7 skal der vaere et taet samarbejde mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne . De skal saaledes meddele hinanden alle saadanne oplysninger om kreditinstitutternes ledelse , drift og ejerforhold , der vil kunne lette tilsynet med disse og lette undersoegelsen af betingelserne for , at der kan meddeles dem tilladelse , samt meddele alle de oplysninger , der vil kunne lette kontrollen med deres likviditet og solvens . Det er paa denne baggrund , at direktivets artikel 12 , stk . 3 , paalaegger medlemsstaterne at drage omsorg for , at de myndigheder , som modtager oplysningerne , udelukkende anvender dem til en raekke angivne formaal , nemlig for det foerste som led i en undersoegelse af , at betingelserne er opfyldt for at der overhovedet paabegyndes virksomhed som kreditinstitut , for det andet med henblik paa at lette kontrollen med kreditinstitutternes virksomhed , navnlig med hensyn til deres likviditet og solvens , samt for det tredje i forbindelse med en administrativ klage eller en sag , der er indbragt for domstolene til proevelse af en af myndighederne truffet beslutning . Der gaelder imidlertid en generel undtagelse fra denne strikte begraensning af adgangen til at benytte oplysningerne , nemlig med hensyn til oplysninger , som er modtaget i tilfaelde , hvor der er indledt strafferetlig forfoelgning .

24 Artikel 12 , stk . 1 , paalaegger medlemsstaterne at drage omsorg for , at ansatte ved de kompetente myndigheder undergives tjenstlig tavshedspligt , men fastlaegger ikke naermere tavshedspligtens indhold eller omfang . Den overlader det derimod til medlemsstaterne selv at regulere disse spoergsmaal , og bestemmer blot , at de fortrolige oplysninger , som er undergivet tavshedspligt , kun maa videregives i henhold til gaeldende lovbestemmelser . Det er ud fra samme betragtning , at det i artikel 12 , stk . 2 , bestemmes , dels at tavshedspligten ikke er til hinder for , at de kompetente myndigheder udveksler oplysninger indbyrdes , dels at de saaledes udvekslede oplysninger er underlagt tavshedspligt .

Foerste spoergsmaal

25 Det foerste spoergsmaal er i det vaesentlige , om den i artikel 12 , stk . 1 , omhandlede tavshedspligt _ der paahviler alle , som er eller har vaeret tjenestegoerende hos de kompetente myndigheder , og som indebaerer , at de fortrolige oplysninger , de modtager i forbindelse med deres erhverv , som hovedregel ikke maa videregives til andre personer eller myndigheder _ tillige gaelder , naar de naevnte personer skal afgive vidneforklaring under en civil retssag .

26 En gennemgang af direktivets generelle formaal og den sammenhaeng , hvori artikel 12 , stk . 1 , indgaar , viser , at direktivet _ som et skridt mod det endelige formaal , dvs . de noedvendige regler for et faelles marked for kreditinstitutter _ skal goere det lettere for de kompetente myndigheder i den medlemsstat , hvor kreditinstitutterne har hjemsted , at foere samlet tilsyn med dem . Paa grund af forskellene i medlemsstaternes lovgivning paa dette punkt praeciserer direktivet , at medlemsstaternes kompetente myndigheder skal arbejde taet sammen med henblik paa at foere tilsyn med kreditinstitutternes virksomhed . Det er til opfyldelsen af dette formaal , at direktivet foreskriver tjenstlig tavshedspligt og en pligt for de kompetente tilsynsmyndigheder til indbyrdes udveksling af oplysninger , som kan lette kontrollen med kreditinstitutternes likviditet og solvens .

27 En effektiv beskyttelse af den tjenstlige tavshedspligt er nemlig noedvendig , for at den bankkontrol , som er baseret paa den enkelte medlemsstats tilsyn og paa de kompetente myndigheders udveksling af oplysninger , kan fungere godt . Uanset til hvilket formaal det sker , vil videregivelsen af fortrolige oplysninger nemlig kunne have skaebnesvangre foelger ikke blot for det kreditinstitut , der er direkte beroert heraf , men ogsaa for bankvaesenets funktion som helhed . Fandtes der saaledes ikke en saadan tavshedspligt , ville den obligatoriske udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder blive bragt i fare , fordi en medlemsstats kompetente myndigheder i saa fald ikke kunne vaere sikre paa , at de fortrolige oplysninger , de havde afgivet til myndighederne i en anden medlemsstat , principielt bevarer deres fortrolige karakter .

28 Det er ud fra denne opfattelse , at saavel de regeringer , som har afgivet indlaeg i sagen , som Kommissionen og Hillenius med rette har gjort gaeldende , at det er af overordentlig stor betydning , at alle , som er eller har vaeret tjenestegoerende hos de kompetente myndigheder , fortsat er bundet af tavshedspligten . Det fremgaar da ogsaa dels af artikel 12 , stk . 1 ' s ordlyd , hvorefter fortrolige oplysninger , som er modtaget i tjenstlig medfoer , »kun maa videregives til andre personer eller myndigheder i henhold til gaeldende lovbestemmelser« , dels af direktivets formaal , at forbudet mod videregivelse af oplysninger ogsaa gaelder for vidneforklaringer , der skal afgives under en civil retssag .

29 Det foerste spoergsmaal maa foelgelig besvares med , at bestemmelsen i direktivets artikel 12 _ hvorefter den tjenstlige tavshedspligt , som paahviler alle , der er eller har vaeret tjenestegoerende hos de kompetente myndigheder , indebaerer , at de fortrolige oplysninger , de modtager i forbindelse med deres hverv , kun maa videregives til andre personer eller myndigheder i henhold til gaeldende lovbestemmelser _ ogsaa finder ogsaa anvendelse paa vidneforklaringer under en civil retssag .

Andet og tredje spoergsmaal

30 Det andet og tredje spoergsmaal er , om de lovbestemmelser , hvortil der henvises i direktivets artikel 12 , stk . 1 , skal forstaas paa den maade , at der er tale om lovbestemmelser , som saerlig har til formaal at foreskrive en undtagelse fra forbudet mod videregivelse af den form for oplysninger , som direktivet finder anvendelse paa , eller om der sigtes til saadanne mere generelle bestemmelser , hvori der er fastsat begraensninger i vidnepligten som foelge af hensynet til den tjenstlige tavshedspligt .

31 Som bemaerket ovenfor under gennemgangen af den sammenhaeng , hvori artikel 12 indgaar , og af direktivets formaal , udgoer artikel 12 et led i den foerste etape af harmoniserings- og koordinationsbestraebelserne vedroerende kreditinstitutter . Selv om direktivet opstiller et principielt forbud mod , at medlemsstaterne videregiver fortrolige oplysninger , tager det hensyn til de vaesentlige forskelle i de nationale lovgivninger vedroerende tavshedspligtens beskyttelse .

32 Da artikel 12 , stk . 1 , hverken har til formaal at indfoere en ubetinget forpligtelse eller at fastsaette regler for eller harmonisering af den tjenstlige tavshedspligts raekkevidde , udgoer bestemmelsen en garanti for denne tavshedspligt , saa laenge der ikke i de nationale lovgivninger nu eller i fremtiden er fastsat bestemmelser , som goer det muligt under visse naermere omstaendigheder at fravige forbudet mod at videregive fortrolige oplysninger . Artikel 12 ' s generelle henvisning til lovbestemmelserne i den enkelte medlemsstat viser saaledes , at der under denne foerste etape , hvor man udelukkende tilsigter at ophaeve de mest forstyrrende forskelle i medlemsstaternes lovgivning , kan goeres undtagelse fra den tjenstlige tavshedspligt ved bestaaende eller senere lovbestemmelser i medlemsstaterne .

33 Hvad angaar den konflikt , som kan opstaa mellem , paa den ene side , hensynet til at sandheden kommer frem , hvilket hensyn er en grundlaeggende forudsaetning for god retspleje , og paa den anden side det noedvendige hensyn til at bevare fortroligheden af visse oplysninger , bemaerkes , at det tilkommer den ret , for hvem sagen er indbragt , at afveje disse hensyn over for hinanden , saafremt den nationale lovgiver ikke har loest konflikten ved fastsaettelse af saerlige lovbestemmelser . I en sag som den foreliggende , hvor der ifoelge den fortolkning , der er anlagt af retten i hovedsagen , synes at vaere tale om en generel national ordning , tilkommer det den nationale ret at afveje de naevnte hensyn over for hinanden , foer den traeffer afgoerelse om , hvorvidt et vidne , som har modtaget fortrolige oplysninger , kan paaberaabe sig den ham paahvilende tavshedspligt . Herunder tilkommer det i givet fald den nationale ret navnlig at vurdere hvilken betydning , der boer tillaegges den omstaendighed , at oplysningerne i sagen blev modtaget af de kompetente myndigheder i de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med fremgangsmaaden i direktivets artikel 12 , stk . 2 .

34 Foelgelig maa det andet og tredje spoergsmaal besvares med , at de i artikel 12 , stk . 1 , omhandlede lovbestemmelser , som indeholder hjemmel til at videregive oplysninger , der er modtaget som fortrolige , sigter til generelle bestemmelser , der ikke saerlig har til formaal at fastsaette en undtagelse fra forbudet mod videregivelse af saadanne oplysninger , som direktivet finder anvendelse paa , men som fastsaetter begraensninger i vidnepligten som foelge af den tjenstlige tavshedspligt .

Sagens omkostninger

35 De udgifter , der er afholdt af Forbundsrepublikken Tysklands , Den italienske Republiks og Det forenede Kongeriges regeringer samt af Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber , der har afgivet indlaeg ved Domstolen , kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag , der verserer for den nationale ret , tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal , som er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved kendelse af 13 . april 1984 , for ret :

1 ) Bestemmelsen i artikel 12 , stk . 1 , i direktiv 77/780 _ hvorefter den tjenstlige tavshedspligt , som paahviler alle , der er eller har vaeret tjenestegoerende hos de kompetente myndigheder , indebaerer , at de fortrolige oplysninger , de modtager i forbindelse med deres hverv , kun maa videregives til andre personer eller myndigheder i henhold til gaeldende lovbestemmelser _ finder ogsaa anvendelse paa vidneforklaringer under en civil retssag .

2 ) De i artikel 12 , stk . 1 , omhandlede lovbestemmelser , som indeholder hjemmel til at videregive oplysninger , der er modtaget som fortrolige , sigter til generelle bestemmelser , der ikke saerlig har til formaal at fastsaette en undtagelse fra forbudet mod videregivelse af saadanne oplysninger , som direktivet finder anvendelse paa , men som fastsaetter begraensninger i vidnepligten som foelge af den tjenstlige tavshedspligt .