Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C(2019)10

    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/… om særlige regler for gennemførelse af offentlig kontrol af kødproduktion og for produktions- og genudlægningsområder for levende toskallede bløddyr, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625

    C/2019/0010 final

    BEGRUNDELSE

    1.DEN RETLIGE BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE FORORDNING

    Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 1 er der fastsat regler for medlemsstaternes kompetente myndigheders gennemførelse af offentlig kontrol og andre kontrolaktiviteter, navnlig i relation til produktion af animalske produkter til konsum.

    Dette udkast til delegeret forordning supplerer forordning (EU) 2017/625 med hensyn til offentlig kontrol vedrørende kødproduktion (kødkontrol) og med hensyn til produktions- og genudlægningsområder for kammuslinger, havsnegle og søpølser.

    I princippet foretages kødkontrol af embedsdyrlægen. Denne delegerede forordning hjemler en undtagelse fra de grundlæggende krav i forordning (EU) 2017/625, og den sigter på at fastsætte kriterier og betingelser for visse opgaver vedrørende kødkontrol på slagterier og offentlig kontrol på vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder, som skal udføres af officielle medhjælpere eller andet personale udpeget af de kompetente myndigheder under embedsdyrlægens tilsyn eller ansvar. Desuden fastlægger den:

    ·kriterier og betingelser for gennemførelse af inspektion før slagtning uden for slagteriet

    ·kriterier og betingelser for embedsdyrlægens gennemførelse af inspektion efter slagtning i tilfælde af nødslagtning

    ·specifikke krav til embedsdyrlæger, officielle medhjælpere og andet personale udpeget af de kompetente myndigheder

    ·uddannelseskrav, som slagteripersonale skal opfylde for at kunne udføre visse inspektionsopgaver.

    Der fastsættes ved denne delegerede forordning tillige yderligere undtagelser vedrørende offentlig kontrol for produktion af kød af rensdyr og ryper med henblik på fortsættelse af mangeårige lokale og traditionelle skikke og praksisser, der allerede er meddelt til og har fået en positiv vurdering fra Kommissionen og medlemsstaterne.

    I princippet skal kompetente myndigheder klassificere produktions- og genudlægningsområder, hvor der høstes levende toskallede bløddyr. Formålet med denne delegerede forordning er, som en undtagelse fra de grundlæggende krav i forordning (EU) 2017/625, at fastsætte kriterier og betingelser for, hvornår produktions- og genudlægningsområder for kammuslinger, havsnegle og søpølser ikke skal klassificeres.

    2.HØRINGER FORUD FOR VEDTAGELSEN AF DENNE DELEGEREDE FORORDNING

    Spørgsmålet om, hvem der skal foretage kødkontrol, blev drøftet indgående under forhandlingerne med Rådet og Europa-Parlamentet om forordning (EU) 2017/625 i alle faser af den almindelige lovgivningsprocedure.

    Ikke desto mindre inviterede Kommissionen repræsentanter for Europa-Parlamentet og medlemsstaterne til at deltage i ekspertgruppemøder under udarbejdelsen af dette udkast til delegeret forordning.

    Desuden blev private interesseorganisationer hørt inden for rammerne af Den Rådgivende Gruppe for Fødevarekæden, Dyresundhed og Plantesundhed.

    Endelig gennemførte Kommissionen, inden den vedtog denne delegerede forordning, offentlige høringer på en åben og gennemsigtig måde i overensstemmelse med procedurerne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning 2 .

    Der er ikke foretaget nogen konsekvensanalyse, da den delegerede forordning ikke forventes at ville have nogen væsentlige yderligere virkninger i forhold til de nuværende regler, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 854/2004. Selv om der ved denne delegerede forordning fastsættes kriterier og betingelser for, hvornår embedsdyrlægens tilstedeværelse ikke er påkrævet, og hvornår visse offentlige kontrolopgaver kan udføres af officielle medhjælpere eller andet personale udpeget af de kompetente myndigheder, afspejler de hovedsagelig nuværende praksisser og principper og regler, der allerede er fastsat ved forordning (EU) 2017/625. Disse praksisser og principper vil således forblive uændret, idet:

    der er tale om fælles, effektive praksisser, som har givet gode resultater i en årrække, og som garanterer en ordentlig kontrol af dyrenes sundhed og velfærd samt et solidt grundlag for at sikre beskyttelsen af menneskers sundhed

    de er anerkendt og anvendes på verdensplan, og enhver reduktion af kontrolpresset (som vores handelspartnere ser det) ville være til skade for Unionens mulighed for at eksportere animalske produkter til konsum, som har været underkastet disse kontroller

    en ændring — under hensyntagen til målet om ligebehandling af importerede animalske produkter til konsum — kunne føre til øgede risici for folke- og dyresundheden i Den Europæiske Union og ville indvirke negativt på målene med dette initiativ.

    Resultatet af drøftelserne om forordning (EU) 2017/625 med Rådet og Europa-Parlamentet viste klart, at der er behov for en sådan konservativ tilgang. Dette sås bl.a. i nævnte forordning, hvori betingelserne for inddragelse af slagteripersonale er fastsat.

    3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT

    Nødvendigheden af at vedtage en delegeret kommissionsforordning i henhold til artikel 18, stk. 7, i forordning (EU) 2017/625 skyldes også, at forordning (EU) 2017/625 ophæver forordning (EF) nr. 854/2004 3 , under hvilken der i øjeblikket gælder særlige regler for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter, med virkning fra den 14. december 2019.

    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…

    af 8.2.2019

    om særlige regler for gennemførelse af offentlig kontrol af kødproduktion og for produktions- og genudlægningsområder for levende toskallede bløddyr, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) 4 , særlig artikel 18, stk. 7, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)Ved forordning (EU) 2017/625 er der fastsat regler for offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter, som medlemsstaternes kompetente myndigheder gennemfører for at verificere, at EU-retten er overholdt for spørgsmål såsom fødevaresikkerheden i alle produktions-, forarbejdnings- og distributionsled. Forordningen foreskriver navnlig gennemførelse af offentlig kontrol af animalske produkter til konsum for at verificere overholdelsen af kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 5 , (EF) nr. 853/2004 6 og (EF) nr. 1069/2009 7 samt Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 8 .

    (2)Ved forordning (EU) 2017/625 ophæves Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 9 med virkning fra den 14. december 2019. Forordning (EF) nr. 854/2004 indeholder særlige regler for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum med henblik på at verificere overholdelsen af kravene i forordning (EF) nr. 852/2004, (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 1069/2009. Den giver også mulighed for at indrømme visse undtagelser fra disse krav.

    (3)Reglerne i nærværende forordning bør sikre opretholdelse af de nuværende krav, der gælder i henhold til forordning (EF) nr. 854/2004, under hensyntagen til de erfaringer, der er gjort siden vedtagelsen af nævnte retsakt, samt ny videnskabelig evidens og meddelte nationale forskrifter med henblik på at sikre fortsat brug af traditionelle metoder i alle produktions-, forarbejdnings- og distributionsled.

    (4)Forordning (EU) 2017/625 foreskriver, at der skal vedtages delegerede retsakter til fastlæggelse af kriterierne og betingelserne for, hvornår der kan dispenseres fra visse af kravene i samme forordning, således at inspektion før og efter slagtning kan gennemføres under embedsdyrlægens ansvar i stedet for at skulle foretages af embedsdyrlægen eller under dennes tilsyn. Der skal ved disse delegerede retsakter desuden fastlægges kriterier og betingelser for, hvornår den offentlige kontrol kan foretages af andet personale udpeget af de kompetente myndigheder på opskæringsvirksomheder.

    (5)Inspektion før slagtning er af afgørende betydning for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden og forbliver derfor embedsdyrlægens ansvar. Imidlertid kan visse rutineopgaver i forbindelse med inspektion på slagterier før slagtning udføres af den officielle medhjælper, uden at målsætningerne i forordning (EU) 2017/625 derved tilsidesættes, forudsat at visse kriterier og betingelser er opfyldt.

    (6)Især bør der, såfremt embedsdyrlægen har foretaget inspektion før slagtning på oprindelsesbedriften, indrømmes større fleksibilitet for inspektionen før slagtning ved ankomsten til slagteriet, således at denne kan foretages under embedsdyrlægens ansvar. Er der derimod ikke foretaget inspektion før slagtning på oprindelsesbedriften, bør delegeringen af opgaver kun være tilladt, hvis inspektionen sker under embedsdyrlægens tilsyn, og forudsat at visse kriterier og betingelser er opfyldt for andre arter end fjerkræ og lagomorfer.

    (7)I tilfælde af nødslagtning kan inspektion før slagtning ikke foretages på slagteriet. For at undgå, at dyret påføres unødig lidelse ved at blive transporteret til et slagteri, samt for at begrænse de økonomiske tab for operatørerne og mindske fødevarespild bør der fastsættes kriterier og betingelser, der giver mulighed for at foretage inspektion før slagtning uden for slagteriet i tilfælde af nødslagtning. Dyr, der nødslagtes, kan stadig være egnede til konsum, hvis kødkontrol giver et gunstigt resultat. Denne kontrol bør give maksimale garantier for egnetheden til konsum, når der gives tilladelse til nødslagtning uden for slagteriet.

    (8)Det kan være mere effektivt at vurdere krav vedrørende menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden ved at foretage inspektion før slagtning på oprindelsesbedriften i stedet for på slagteriet. Det bør derfor være tilladt at dispensere fra inspektion på slagteriet før slagtning for alle arter, forudsat at visse kriterier er opfyldt.

    (9)Inspektion efter slagtning og auditaktiviteter er af afgørende betydning for at beskytte menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden og bør derfor fortsat være embedsdyrlægens ansvar, men visse opgaver vil kunne udføres af den officielle medhjælper, forudsat at der er opfyldt tilstrækkelige garantier for disse mål, og såfremt visse kriterier og betingelser er opfyldt. Disse kriterier og betingelser bør først og fremmest gøre det muligt at fortsætte nuværende praksis på lavkapacitetsslagterier og lavkapacitetsvildthåndteringsvirksomheder, hvor der ikke løbende gennemføres slagtninger.

    (10)Det er nødvendigt at fastlægge visse kriterier og betingelser for dispensation fra de grundlæggende krav vedrørende inspektion før og efter slagtning på slagterier og vildthåndteringsvirksomheder. En produktionstærskel er et ikke-diskriminerende kriterium, hvormed der fokuseres på de mindste virksomheder i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, litra a), i forordning (EU) 2017/625. Da disse virksomheders struktur varierer medlemsstaterne imellem, bør denne tærskel baseres på antallet af dyr, der slagtes eller håndteres, eller på dokumentation for, at tærsklen repræsenterer en begrænset, fast procentdel af det kød, der markedsføres. I forordning (EF) nr. 1099/2009 defineres husdyrenheder, ligesom der fastsættes omregningssatser til angivelse af antallet af dyr af en bestemt art i sådanne husdyrenheder. Disse bestemmelser bør anvendes til at fastsætte tærskler og harmonisere undtagelser fra visse krav på grundlag af et slagteris størrelse.

    (11)Visse opgaver på opskæringsvirksomheder kan, såfremt visse kriterier og betingelser er opfyldt, udføres af personale udpeget af de kompetente myndigheder, uden at målsætningerne om beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden bringes i fare.

    (12)Der er behov for offentlig kontrol af produktionen af levende toskallede bløddyr for at sikre, at de kriterier og mål, der er fastsat i EU-lovgivningen, overholdes. I henhold til afsnit VII, kapitel II, del A, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal levende toskallede bløddyr høstes i produktionsområder, som de kompetente myndigheder har klassificeret og tillader høst i. Forordning (EU) 2017/625 foreskriver, at der skal vedtages delegerede retsakter til fastsættelse af kriterierne og betingelserne for at fastslå, hvornår det ikke er påkrævet at klassificere produktions- og genudlægningsområder for så vidt angår kammuslinger, havsnegle og søpølser.

    (13)Det bør også fastsættes, hvor den offentlige kontrol af produktion af sådanne kammuslinger samt ikke-filtrerende havsnegle og søpølser skal foretages.

    (14)Forordning (EU) 2017/625 giver også mulighed for at fastsætte specifikke undtagelser fra offentlig kontrol for Rangifer tarandus tarandus (rensdyr), Lagopus lagopus og Lagopus mutus (ryper) med henblik på at muliggøre fortsættelse af mangeårige lokale og traditionelle skikke og praksisser.

    (15)Medlemsstaterne kunne i henhold til artikel 17, stk. 3, i forordning (EF) nr. 854/2004 vedtage nationale foranstaltninger for at muliggøre fortsat brug af traditionelle metoder eller for at tilgodese behovene i fødevarevirksomheder, som har en lille produktion, eller som ligger i områder med særlige geografiske vanskeligheder. Sverige og Finland har på dette grundlag meddelt Kommissionen og de øvrige medlemsstater nationale foranstaltninger med specifikke undtagelser fra visse krav vedrørende offentlig kontrol af kød af rensdyr og ryper. Eftersom sådanne tilpasninger vha. nationale foranstaltninger i henhold til forordning (EU) 2017/625 ikke længere er tilladt, bør der ved nærværende forordning med henblik på at muliggøre fortsat brug af mangeårige lokale og traditionelle skikke og praksisser, som ikke er til hinder for at nå målene med forordning (EU) 2017/625, fastsættes undtagelser for offentlig kontrol omfattende rensdyr og ryper.

    (16)Ved forordning (EU) 2017/625 er der fastsat specifikke minimumskrav til personale udpeget af de kompetente myndigheder samt for embedsdyrlæger og for officielle medhjælpere, der er involveret i offentlig kontrol og visse andre officielle aktiviteter. Forordningen indeholder også minimumskrav til uddannelse for slagteripersonale, der er involveret i offentlig kontrol og visse andre kontrolaktiviteter.

    (17)Der bør fastsættes specifikke minimumskrav til embedsdyrlæger, officielle medhjælpere og andet personale udpeget af de kompetente myndigheder med det formål at sikre, at de fortsat udfører deres opgaver effektivt og på tilfredsstillende vis, og dermed sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne, dyresundheden og dyrevelfærden. Disse krav bør omfatte specifikke minimumskrav til uddannelse. Der bør sikres tilstrækkelig fleksibilitet til at tilpasse kravet til de opgaver, der skal udføres, under hensyntagen til erhvervsmæssig erfaring.

    (18)Med henblik på fortsat at sikre effektivitet og tilfredsstillende præstationer bør der også fastsættes passende minimumskrav til uddannelse for slagteripersonale, der bistår med udførelsen af opgaver i forbindelse med offentlig kontrol og andre offentlige kontrolaktiviteter som fastlagt ved denne forordning.

    (19)Eftersom forordning (EU) 2017/625 ophæver forordning (EF) nr. 854/2004 med virkning fra den 14. december 2019, bør nærværende forordning også anvendes fra denne dato —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1
    Genstand og anvendelsesområde

    Ved denne forordning fastsættes der særlige regler for gennemførelsen af offentlig kontrol, jf. artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625, af animalske produkter.

    Disse særlige regler omfatter:

    a)kriterier og betingelser for at fastlægge

    i)hvornår inspektion før slagtning på visse slagterier kan foretages under en embedsdyrlæges tilsyn eller ansvar

    ii)hvornår inspektion før slagtning kan foretages uden for slagteriet i tilfælde af nødslagtning

    iii)hvornår inspektion før slagtning kan foretages på oprindelsesbedriften

    iv)hvilke garantier der skal være indført for inspektion efter slagtning og auditaktiviteter under embedsdyrlægens ansvar, jf. artikel 18, stk. 2, litra c) og d), i forordning (EU) 2017/625

    v)undtagelser fra artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2017/625 med hensyn til klassificering af produktions- og genudlægningsområder for så vidt angår kammuslinger, havsnegle og søpølser

    vi)hvornår offentlig kontrol på opskæringsvirksomheder kan foretages af personale, der er udpeget af de kompetente myndigheder til dette formål og er tilstrækkelig uddannet

    b)fastsættelse af specifikke undtagelser for Rangifer tarandus tarandus, Lagopus lagopus og Lagopus mutus med henblik på at muliggøre fortsættelse af mangeårige lokale og traditionelle skikke og praksisser

    c)fastsættelse af specifikke minimumskrav, herunder uddannelseskrav til embedsdyrlægen, den officielle medhjælper og personale udpeget af de kompetente myndigheder, med henblik på at sikre en tilfredsstillende udførelse af de opgaver, der er beskrevet i artikel 18 i forordning (EU) 2017/625

    d)fastsættelse af passende minimumskrav til uddannelse for slagteripersonale, der bistår med udførelsen af de i artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625 beskrevne opgaver.

    Artikel 2
    Definitioner

    I denne forordning forstås ved:

    1)"slagteri": et slagteri som defineret i punkt 1.16 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    2)"oprindelsesbedrift": den bedrift, hvor dyrene sidst blev holdt. For så vidt angår semidomesticerede hjortedyr som defineret i punkt 2, litra q), i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 10 inkluderer dette arealer til sammendrivning af dyr med henblik på udvælgelse til slagtning

    3)"produktionsområde": et produktionsområde som defineret i punkt 2.5 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    4)"genudlægningsområde": et genudlægningsområde som defineret i punkt 2.6 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    5)"personale udpeget af de kompetente myndigheder": andre personer end den officielle medhjælper og embedsdyrlægen, som i overensstemmelse med denne forordning er kvalificeret til at fungere som sådan på opskæringsvirksomheder, og til hvem de kompetente myndigheder overdrager udførelsen af specifikke handlinger

    6)"risikoanalyse": risikoanalyse som defineret i artikel 3, nr. 10), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 11  

    7)"opskæringsvirksomhed": en opskæringsvirksomhed som defineret i punkt 1.17 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    8)"fjerkræ": fjerkræ som defineret i punkt 1.3 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    9)"lagomorfer": lagomorfer som defineret i punkt 1.4 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    10)"leder af en fødevarevirksomhed": en leder af en fødevarevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 3), i forordning (EF) nr. 178/2002

    11)"tamhovdyr": tamhovdyr som defineret i punkt 1.2 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    12)"kød": kød som defineret i punkt 1.1 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    13)"opdrættet vildt": opdrættet vildt som defineret i punkt 1.6 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    14)"endelig forbruger": en endelig forbruger som defineret i artikel 3, nr. 18), i forordning (EF) nr. 178/2002

    15)"detailhandel": detailhandel som defineret i artikel 3, nr. 7), i forordning (EF) nr. 178/2002

    16)"virksomhed": en virksomhed som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 852/2004

    17)"lavkapacitetsslagteri": et slagteri udpeget af de kompetente myndigheder på grundlag af en risikoanalyse, hvor slagtning kun finder sted en del af arbejdsdagen eller finder sted hele arbejdsdagen, men ikke alle ugens arbejdsdage

    18)"lavkapacitetsvildthåndteringsvirksomhed": en vildthåndteringsvirksomhed udpeget af de kompetente myndigheder på grundlag af en risikoanalyse, hvor vildthåndtering kun finder sted en del af arbejdsdagen eller finder sted hele arbejdsdagen, men ikke alle ugens arbejdsdage

    19)"husdyrenhed": en husdyrenhed som defineret i artikel 17, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1099/2009

    20)"vildtlevende småvildt": vildtlevende småvildt som defineret i punkt 1.7 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    21)"vildthåndteringsvirksomhed": en vildthåndteringsvirksomhed som defineret i punkt 1.18 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    22)"ekspeditionscenter": et ekspeditionscenter som defineret i punkt 2.7 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    23)"toskallede bløddyr": toskallede bløddyr som defineret i punkt 2.1 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    24)"forarbejdning": forarbejdning som defineret i artikel 2, stk. 1, litra m), i forordning (EF) nr. 852/2004

    25)"organer": organer som defineret i punkt 1.12 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004

    26)"primærproduktion": primærproduktion som defineret i artikel 3, nr. 17), i forordning (EF) nr. 178/2002

    27)"mælkeproducerende bedrift": en mælkeproducerende bedrift som defineret i punkt 4.2 i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004.

    Artikel 3
    Kriterier og betingelser for, hvornår inspektion før slagtning på visse slagterier kan foretages af en officiel medhjælper

    1.Uanset artikel 18, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2017/625 kan inspektion før slagtning foretages af en officiel medhjælper under embedsdyrlægens tilsyn på andre arter end fjerkræ og lagomorfer, forudsat at de procedurer, der anvendes på slagteriet, opfylder følgende kriterier og betingelser:

    a)Opgaverne inden inspektion før slagtning er af rent praktisk art og vedrører kun et eller flere af følgende:

    i)verifikation af, at lederen af fødevarevirksomheden overholder kravene vedrørende information om fødevarekæden og identitetskontrol af dyret

    ii)en første udvælgelse af dyr med tegn på mulige abnormiteter i forhold til krav vedrørende menneskers og dyrs sundhed og dyrevelfærden.

    b)Den officielle medhjælper, der foretager inspektionen, underretter omgående embedsdyrlægen om enhver konstatering af eller mistanke om mulige abnormiteter, hvorefter embedsdyrlægen personligt foretager inspektionen før slagtning.

    c)Embedsdyrlægen verificerer regelmæssigt, at den officielle medhjælper udfører sine opgaver korrekt.

    2.Uanset artikel 18, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2017/625 kan inspektion før slagtning af alle arter foretages af en officiel medhjælper på et slagteri under embedsdyrlægens ansvar, hvis følgende kriterier og betingelser er opfyldt:

    a)Embedsdyrlægen har allerede på oprindelsesbedriften foretaget en inspektion før slagtning i overensstemmelse med artikel 5.

    b)Den officielle medhjælper, der udfører inspektionen, underretter omgående embedsdyrlægen om enhver konstatering af eller mistanke om mulige abnormiteter, hvorefter embedsdyrlægen personligt foretager inspektionen før slagtning.

    c)Embedsdyrlægen verificerer regelmæssigt, at den officielle medhjælper udfører sine opgaver korrekt.

    3.Undtagelsesbestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke:

    a)for dyr, der nødslagtes, jf. afsnit I, kapitel VI, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004

    b)for dyr, der mistænkes for at lide af en sygdom eller en tilstand, som kan have negative virkninger for menneskers sundhed

    c)for kvæg fra besætninger, der ikke er erklæret officielt frie for tuberkulose, eller hvis status som officielt sygdomsfri er blevet suspenderet

    d)for kvæg fra besætninger eller får og geder fra bedrifter, der ikke er erklæret officielt frie for brucellose, eller hvis status som officielt sygdomsfri er blevet suspenderet

    e)i tilfælde af et udbrud af dyresygdomme for dyr, der kommer fra en region som defineret i artikel 2 i Rådets direktiv 64/432/EØF 12 , hvor der anvendes dyresundhedsrestriktioner i overensstemmelse med EU-lovgivningen

    f)for dyr, der er underkastet strengere kontrol på grund af spredning af nye sygdomme eller bestemte sygdomme, som er listeopført af Verdensorganisationen for Dyresundhed.

    Artikel 4
    Kriterier og betingelser for, hvornår inspektion før slagtning kan foretages uden for slagteriet i tilfælde af nødslagtning

    Uanset artikel 18, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2017/625 kan embedsdyrlægen i tilfælde af nødslagtning foretage inspektion uden for slagteriet før slagtning, dog kun, hvis der er tale om tamhovdyr, og under forudsætning af at kravene til nødslagtning i afsnit I, kapitel VI, punkt 1, 2 og 6, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 er opfyldt.

    Der udstedes et standardsundhedscertifikat som fastlagt i bilag V til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)12] 13 for dyr, der er egnede til slagtning. Sundhedscertifikatet skal ledsage dyrene til slagteriet eller sendes på forhånd i et hvilket som helst format. Eventuelle observationer af relevans for efterfølgende kødkontrol skal anføres i sundhedscertifikatet.

    Artikel 5
    Generelle kriterier og betingelser for, hvornår inspektion før slagtning kan foretages på oprindelsesbedriften

    1.Uanset artikel 18, stk. 2, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/625 kan den kompetente myndighed tillade, at inspektion før slagtning af dyr bestemt til slagtning foretages på oprindelsesbedriften i overensstemmelse med de i stk. 2 og i artikel 6 fastlagte kriterier og betingelser.

    2.Følgende kriterier og betingelser skal være opfyldt for alle arter:

    a)Der foretages kontrol af registre eller dokumentation på oprindelsesbedriften, herunder verifikation af informationerne om fødevarekæden.

    b)Lederen af fødevarevirksomheden letter om nødvendigt betingelserne for individuelle undersøgelser af dyrene.

    c)Inspektioner på oprindelsesbedriften før slagtning omfatter en fysisk undersøgelse af dyrene med det formål at fastslå, om:

    i)de lider af en sygdom eller en tilstand, som kan overføres til dyr eller mennesker ved håndtering eller indtagelse af kødet af disse dyr, eller om dyrene individuelt eller kollektivt udviser en adfærd, der tyder på, at en sådan sygdom forekommer

    ii)de udviser generelle adfærdsproblemer, sygdomstegn eller abnormiteter, der kan gøre kødet af disse dyr uegnet til konsum

    iii)der er tegn på eller grund til mistanke om, at dyrene kan indeholde restkoncentrationer af kemiske stoffer, som overstiger de grænseværdier, der er fastsat i EU-lovgivningen, eller restkoncentrationer af forbudte stoffer

    iv)de udviser tegn på dyrevelfærdsrelaterede problemer, herunder udpræget tilsmudsning

    v)de er egnede til transport.

    d)Den i litra a), b) og c) omhandlede kontrol og inspektion før slagtning på oprindelsesbedriften foretages af en embedsdyrlæge.

    e)Dyrene, der er egnede til slagtning, identificeres korrekt, holdes adskilt fra andre dyr og sendes direkte til slagteriet fra oprindelsesbedriften.

    f)Der udstedes et sundhedscertifikat som fastlagt i del I i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)12] for dyr, der er egnede til slagtning. Sundhedscertifikatet skal ledsage dyrene til slagteriet eller sendes på forhånd i et hvilket som helst format. Eventuelle observationer af relevans for efterfølgende kødkontrol skal anføres i sundhedscertifikatet.

    3.Følgende supplerende kontrol gennemføres på slagteriet i overensstemmelse med artikel 18, stk. 2, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/625 og nærværende forordnings artikel 3:

    a)regelmæssig verifikation af fødevarevirksomhedsledernes forpligtelse til at sikre, at dyrene identificeres korrekt

    b)regelmæssig verifikation af, at dyrevelfærdsbestemmelserne er overholdt under transport og ved ankomsten til slagteriet, og hvorvidt der er tegn på forhold, som vil kunne have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed.

    4.Følgende gælder, såfremt dyrene ikke slagtes inden for tre dage, eller 28 dage i tilfælde som omhandlet i artikel 6, stk. 5, efter datoen for udstedelse af det i stk. 2, litra f), omhandlede sundhedscertifikat:

    a)Hvis dyrene ikke er afsendt fra oprindelsesbedriften til slagteriet, foretages der yderligere en inspektion før slagtning, og der udstedes et nyt sundhedscertifikat.

    b)Hvis dyrene allerede er på vej til eller befinder sig på slagteriet, kan slagtning tillades, så snart der er foretaget en vurdering af grunden til forsinkelsen, forudsat at dyrene underkastes en yderligere inspektion før slagtning, jf. artikel 11 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)13] 14 .

    Artikel 6
    Artsspecifikke kriterier og betingelser for, hvornår inspektion før slagtning kan foretages på oprindelsesbedriften

    1.De kompetente myndigheder anvender de specifikke kriterier og betingelser i denne artikel i de relevante tilfælde med fjerkræ og opdrættet vildt.

    2.For så vidt angår fjerkræ opdrættet til produktion af foie gras samt fjerkræ, for hvilket udtagningen af organer er udsat, som slagtes på oprindelsesbedriften, skal certifikatet udfyldt i overensstemmelse med standardsundhedscertifikatet i del II i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)12] ledsage slagtekroppene, hvorfra organerne ikke er udtaget, til slagteriet eller opskæringsvirksomheden eller sendes på forhånd i et hvilket som helst format i stedet for det i artikel 5, stk. 2, litra f), omhandlede certifikat.

    3.For så vidt angår opdrættet vildt slagtet på oprindelsesbedriften i overensstemmelse med afsnit III, punkt 3, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal certifikatet udfyldt i overensstemmelse med standardsundhedscertifikatet i del III i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)12] ledsage dyrene til slagteriet eller sendes på forhånd i et hvilket som helst format i stedet for det i artikel 5, stk. 2, litra f), omhandlede certifikat.

    4.For så vidt angår opdrættet vildt slagtet på oprindelsesbedriften i overensstemmelse med afsnit III, punkt 3, litra a), i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004 skal:

    a)et certifikat udfyldt i overensstemmelse med standardsundhedscertifikatet i del IV i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) [C(2019)12] ledsage dyrene til slagteriet eller sendes på forhånd i et hvilket som helst format i stedet for det i artikel 5, stk. 2, litra f), omhandlede certifikat

    b)embedsdyrlægen regelmæssigt verificere, at de, der foretager slagtning og afblødning, udfører deres opgaver korrekt.

    5.Uanset artikel 5, stk. 4, kan medlemsstaterne tillade slagtning af opdrættet vildt indtil 28 dage efter datoen for udstedelse af det i artikel 5, stk. 2, litra f), omhandlede sundhedscertifikat, hvis:

    a)kød af det opdrættede vildt kun leveres af producenten i små mængder og direkte til den endelige forbruger eller til lokale detailhandelsvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger, og

    b)der højst slagtes 50 dyr om året pr. oprindelsesbedrift.

    Artikel 7
    Kriterier og betingelser for gennemførelse af inspektion efter slagtning under embedsdyrlægens ansvar, jf. artikel 18, stk. 2, litra c), i forordning (EU) 2017/625

    1)Inspektion efter slagtning som omhandlet i artikel 18, stk. 2, litra c), i forordning (EU) 2017/625 kan foretages af en officiel medhjælper under embedsdyrlægens ansvar i overensstemmelse med kapitel II i bilag II til nærværende forordning, hvis følgende kriterier og betingelser er opfyldt:

    a)Slagte- eller vildthåndteringsaktiviteterne udføres på et lavkapacitetsslagteri eller en lavkapacitetsvildthåndteringsvirksomhed, som slagter eller håndterer:

    i)under 1 000 husdyrenheder om året eller

    ii)under 150 000 stk. fjerkræ, lagomorfer og vildtlevende småvildt om året.

    b)Den kompetente myndighed kan forhøje de i litra a) fastsatte tærskler, idet den sikrer, at undtagelsen anvendes på de mindste slagterier og vildthåndteringsvirksomheder, der er omfattet af definitionen af et lavkapacitetsslagteri eller en lavkapacitetsvildthåndteringsvirksomhed, og forudsat at de pågældende virksomheders samlede årlige produktion ikke overstiger 5 % af den samlede mængde fersk kød, der produceres i en medlemsstat:

    i)for den pågældende art

    ii)fra alle hovdyr tilsammen

    iii)fra alt fjerkræ tilsammen eller

    iv)fra alle fugle og lagomorfer tilsammen.

    I så fald meddeler de kompetente myndigheder undtagelsen og fremlægger dokumentation til støtte herfor efter proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 15 .

    c)Den pågældende virksomhed har tilstrækkelige faciliteter til at oplagre kød, der udviser abnormiteter, adskilt fra andet kød, indtil embedsdyrlægen personligt kan undersøge det kød, der udviser abnormiteter.

    d)Embedsdyrlægen er til stede på virksomheden mindst én gang om dagen, herunder regelmæssigt i forbindelse med slagteaktiviteter.

    e)Den kompetente myndighed har etableret en procedure for regelmæssig vurdering af officielle medhjælperes præstation på de pågældende virksomheder, herunder:

    i)overvågning af individuelle præstationer

    ii)verifikation af dokumentation for inspektionsresultater og sammenholdelse heraf med de pågældende slagtekroppe

    iii)kontrol af slagtekroppe i lagerrummet.

    f)Den kompetente myndighed har foretaget en risikoanalyse under hensyntagen til som minimum følgende elementer:

    i)antallet af slagtede eller håndterede dyr pr. time eller pr. dag

    ii)de slagtede eller håndterede dyrs art og klasse

    iii)virksomhedens produktion (antal dyr)

    iv)historik med hensyn til slagte- eller håndteringsaktiviteter

    v)effektiviteten af eventuelle yderligere foranstaltninger i fødevarekæden truffet for at garantere fødevaresikkerheden for dyr bestemt til slagtning

    vi)effektiviteten af de HACCP-baserede procedurer (Hazard Analysis and Critical Control Points)

    vii)auditfortegnelser

    viii)den kompetente myndigheds historiske registre over inspektioner før og efter slagtning.

    2)For så vidt angår stk. 1, litra a), nr. i), anvendes de omregningssatser, der er fastsat i artikel 17, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1099/2009. Hvis der er tale om får og geder og mindre dyr af Cervidae-familien (< 100 kg levende vægt), anvendes dog en omregningssats på 0,05 husdyreenheder, og for andet storvildt en omregningssats på 0,2 husdyreenheder.

    Artikel 8
    Inspektion efter slagtning foretaget af embedsdyrlægen

    Inspektion efter slagtning skal foretages af embedsdyrlægen, hvis der er tale om følgende:

    a)dyr, der nødslagtes som omhandlet i afsnit I, kapitel VI, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004

    b)dyr, der mistænkes for at lide af en sygdom eller en tilstand, som kan have negative virkninger for menneskers sundhed

    c)kvæg fra besætninger, der ikke er erklæret officielt frie for tuberkulose

    d)kvæg, får og geder fra besætninger, der ikke er erklæret officielt frie for brucellose

    e)udbrud af dyresygdomme, for hvilke der er fastsat dyresundhedsbestemmelser i EU-lovgivningen. Dette vedrører dyr, der er modtagelige for den pågældende sygdom, og som kommer fra den pågældende region som defineret i artikel 2, stk. 2, litra p), i Rådets direktiv 64/432/EØF

    f)behov for strengere kontrol for at tage hensyn til nye sygdomme eller særlige sygdomme, som er listeopført af Verdensorganisationen for Dyresundhed

    g)dispensation med hensyn til tidspunktet for inspektion efter slagtning i overensstemmelse med artikel 13 i gennemførelsesforordning (EU) [C(2019) 13].

    Artikel 9
    Kriterier og betingelser for udøvelse af auditaktiviteter på slagterier og vildthåndteringsvirksomheder

    De i artikel 18, stk. 2, litra d), nr. iii), i forordning (EU) 2017/625 omhandlede auditaktiviteter må kun udføres på slagterier og vildthåndteringsvirksomheder af officielle medhjælpere under embedsdyrlægens ansvar, hvis der er tale om indsamling af oplysninger om god hygiejnepraksis og HACCP-baserede procedurer, og forudsat at kapitel II i bilag II til nærværende forordning er overholdt.

    Artikel 10
    Kriterier og betingelser for gennemførelse af offentlig kontrol, herunder auditaktiviteter, på opskæringsvirksomheder

    Uanset artikel 18, stk. 2, litra d), i forordning (EU) 2017/625 kan offentlig kontrol som omhandlet i artikel 18, stk. 2, litra d), herunder auditaktiviteter, på opskæringsvirksomheder også foretages af andet personale udpeget af de kompetente myndigheder, forudsat at de kompetente myndigheder regelmæssigt kontrollerer det pågældende personales arbejde. De pågældende aktiviteter skal udøves i overensstemmelse med kapitel III i bilag II til nærværende forordning.

    Artikel 11
    Offentlig kontrol af kammuslinger samt ikke-filtrerende havsnegle og søpølser høstet i produktionsområder, som ikke er klassificeret i overensstemmelse med artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2017/625

    Uanset artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) 2017/625 er klassificering af produktions- og genudlægningsområder ikke påkrævet for så vidt angår høst af kammuslinger samt ikke-filtrerende havsnegle og søpølser, når de kompetente myndigheder foretager offentlig kontrol af sådanne dyr på fiskeauktioner, ekspeditionscentre og forarbejdningsvirksomheder.

    Denne offentlige kontrol skal verificere overholdelsen af:

    a)sundhedsnormerne for levende toskallede dyr i afsnit VII, kapitel V, i bilag III til forordning (EF) nr. 853/2004

    b)de i nævnte afsnit, kapitel IX, fastsatte særlige krav til kammuslinger samt ikke-filtrerende havsnegle og søpølser høstet uden for de klassificerede produktionsområder.

    Artikel 12
    Specifikke undtagelser for Rangifer tarandus tarandus, Lagopus lagopus og Lagopus mutus, jf. artikel 18, stk. 7, litra h), i forordning (EU) 2017/625

    1.Sverige og Finland kan i overensstemmelse med artikel 18, stk. 7, litra h), i forordning (EU) 2017/625 indrømme følgende specifikke undtagelser fra kravene vedrørende offentlig kontrol for Rangifer tarandus tarandus (rensdyr) i samme forordnings artikel 18 for så vidt angår de områder i disse medlemsstater, der er opført i bilag I til nærværende forordning, uden at det berører opfyldelsen af målene med førstnævnte forordning:

    a)Uanset artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 er offentlig kontrol af kød fra Rangifer tarandus tarandus ikke påkrævet, hvis kødet leveres direkte af producenten i små mængder til den endelige forbruger eller til lokale detailhandelsvirksomheder, der leverer direkte til den endelige forbruger.

    b)Uanset artikel 18, stk. 2, i forordning (EU) 2017/625 er inspektion før slagtning ikke obligatorisk for omstrejfende rensdyr, der slagtes i isolerede tilfælde mellem den 1. maj og den 30. september.

    c)Uanset artikel 18, stk. 2, litra c), og stk. 3, i forordning (EU) 2017/625 kan slagteripersonale, der har modtaget passende uddannelse til at kunne varetage denne opgave i overensstemmelse med artikel 14, inspicere:

    i)bugorganer, undtagen lever og nyrer

    ii)kønsorganer

    iii)yver.

    2.Uanset artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 er offentlig kontrol ikke påkrævet for kød fra Lagopus lagopus og Lagopus mutus (ryper), der er aflivet ved snarefangst i de svenske len Norrbotten, Västerbotten og Jämtland og den svenske kommune Älvdalen i Dalarnas len i vinterjagtsæsonen.

    Artikel 13
    Specifikke minimumskrav til embedsdyrlægen, den officielle medhjælper og personale udpeget af de kompetente myndigheder

    1.Embedsdyrlæger, der udfører opgaver som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) 2017/625, skal opfylde de specifikke minimumskrav i kapitel I i bilag II til nærværende forordning.

    Uanset bilag II, kapitel I, punkt 1-6, kan medlemsstaterne fastsætte særlige regler for:

    a)embedsdyrlæger, der arbejder på deltid, og som er ansvarlige for at inspicere små virksomheder eller kun foretager offentlig kontrol i primærproduktionsleddet, navnlig kontrol med mælkeproducerende bedrifter og inspektion før slagtning uden for slagterier, og

    b)veterinærstuderende, der har bestået en eksamen i de emner, der er nævnt i bilag II, kapitel I, punkt 3, og som midlertidigt arbejder på et slagteri i en embedsdyrlæges tilstedeværelse.

    2.Dyrlæger, der allerede er udpeget som embedsdyrlæge inden den dato, hvorfra denne forordning finder anvendelse, skal have tilstrækkelig viden om de emner, der er nævnt i kapitel I, punkt 3, i bilag II til denne forordning. Den kompetente myndighed sikrer om nødvendigt, at denne viden opnås gennem efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

    3.Officielle medhjælpere, der udfører opgaver som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) 2017/625, skal opfylde de specifikke minimumskrav i kapitel II i bilag II til nærværende forordning.

    4.Personale udpeget af de kompetente myndigheder, der udfører opgaver som omhandlet i artikel 18 i forordning (EU) 2017/625, skal opfylde de specifikke minimumskrav i kapitel III i bilag II til nærværende forordning.

    Artikel 14
    Minimumskrav til uddannelse for slagteripersonale

    Slagteripersonale, der bistår med udførelsen af opgaver i forbindelse med offentlig kontrol og andre kontrolaktiviteter som omhandlet i artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) 2017/625, skal uddannes til de kompetente myndigheders tilfredshed. De skal desuden opfylde minimumskravene til uddannelse i kapitel II i bilag II til nærværende forordning, i det omfang det er relevant for deres understøttende opgaver.

    Artikel 15
    Ikrafttræden og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 14. december 2019.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 8.2.2019.

       På Kommissionens vegne

       Formand
       Jean-Claude JUNCKER

    (1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1).
    (2)    EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
    (3)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206).
    (4)    EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1.
    (5)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1).
    (6)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55).
    (7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter)
    (EUT L 300 af 14.11.2009, s. 1).
    (8)    Rådets forordning (EF) nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet (EUT L 303 af 18.11.2009, s. 1).
    (9)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 206).
    (10)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1).
    (11)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).
    (12)    Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64).
    (13)    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) .../... af .../.../... om officielle standardcertifikater for visse dyr og varer og om ændring af forordning (EF) nr. 2074/2005 og gennemførelsesforordning (EU) 2016/759 for så vidt angår standardcertifikater (EUT L [...] af [...], s. [...]). [C(2019)12]
    (14)    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) [...]/[...] af [...] om ensartede praktiske ordninger for gennemførelse af offentlig kontrol af animalske produkter til konsum, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625, og om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 2074/2005 for så vidt angår offentlig kontrol
    (EUT L […] af […], s. […])[C(2019) 13].
    (15)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).
    Top

    BILAG I

    Specifikke undtagelser for inspektion af kød fra rensdyr (Rangifer tarandus tarandus)

    De specifikke undtagelser omhandlet i artikel 12, stk. 1, gælder kun for følgende områder:

    a)I Sverige:

    i)Norrbottens len

    ii)Västerbottens len

    iii)Jämtlands len

    iv)Västernorrlands len

    v)Älvdalen kommune i Dalarnas len

    vi)kommunerne Nordanstig, Hudiksvall og Söderhamn i Gävleborgs len.

    b)I Finland, som tilladt den 31. december 2014:

    i)Lapland, bortset fra kommunerne Kemi, Keminmaa og Torneå

    ii)Norra Österbotten og Kajanaland:

    kommunerne Kuusamo, Taivalkoski, Pudasjärvi, Suomussalmi og Hyrynsalmi

    i kommunen Uleåborg: det område, der før var Yli-Ii kommune, og området nord for floden Kiiminkijoki i den tidligere Ylikiiminki kommune

    i kommunen Ili: det, der tidligere var Kuivaniemi kommune

    i kommunerne Puolango og Utajärvi: områderne nord for floden Kiiminkijoki og regionalvej nr. 891 (Hyrynsalmi-Puolango).

    BILAG II

    Specifikke minimumskrav til embedsdyrlægen, den officielle medhjælper og personale udpeget af de kompetente myndigheder

    KAPITEL I

    EMBEDSDYRLÆGER

    1.De kompetente myndigheder må kun udpege dyrlæger, der har bestået en prøve, som opfylder kravene i punkt 3, til embedsdyrlæge.

    2.De kompetente myndigheder sørger for afholdelse af prøven for personer, der ansøger om at blive udpeget som embedsdyrlæge.

    3.Prøven skal dokumentere viden om følgende emner, specifikt målrettet ift. en embedsdyrlæges opgaver og i det fornødne omfang afhængigt af dyrlægens baggrund og kvalifikationer, samtidig med at enhver overlapning med/gentagelse af prøver til godtgørelse af de kundskaber og færdigheder, der kræves af en dyrlæge i henhold til artikel 38, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF 1 , skal undgås:

    a)nationale bestemmelser og EU-bestemmelser om folkesundhed, fødevaresikkerhed, dyresundhed, dyrevelfærd og farmaceutiske stoffer

    b)principperne i den fælles landbrugspolitik, markedsforanstaltninger, eksportrestitutioner og afsløring af svig, også i et globalt perspektiv: Verdenshandelsorganisationens aftale om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger, Codex Alimentarius, Verdensorganisationen for Dyresundhed

    c)de vigtigste aspekter af fødevareforarbejdning og fødevareteknologi

    d)principper, begreber og metoder i forbindelse med god fremstillingspraksis og kvalitetsstyring

    e)kvalitetsstyring i primærproduktionen (god landbrugspraksis)

    f)fremme og anvendelse af fødevarehygiejne og fødevaresikkerhed (god hygiejnepraksis)

    g)principper, begreber og metoder i forbindelse med risikoanalyse

    h)principper, begreber og metoder i forbindelse med HACCP og anvendelse af HACCP i hele fødevareproduktionskæden

    i)audit og verifikation af overholdelsen af kravene i litra a)-h)

    j)forebyggelse og bekæmpelse af fødevarebårne farer for menneskers sundhed

    k)populationsdynamik ved infektion og forgiftning

    l)diagnostisk epidemiologi

    m)kontrol- og overvågningssystemer

    n)principper for moderne testmetoder og anvendelsen heraf til diagnoser

    o)informations- og kommunikationsteknologi som arbejdsredskaber, i det omfang det er relevant

    p)behandling og anvendelse af biostatistiske data

    q)undersøgelser af udbrud af fødevarebårne sygdomme hos mennesker

    r)relevante aspekter vedrørende transmissible spongiforme encephalopatier (TSE)

    s)dyrevelfærd i forbindelse med produktion, transport og slagtning

    t)miljøspørgsmål i forbindelse med fødevareproduktion (herunder affaldshåndtering)

    u)forsigtighedsprincippet og forhold af relevans for forbrugerne

    v)principper for uddannelse af personale, der arbejder i produktionskæden

    w)sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter

    x)aspekter vedrørende svig.

    Kandidaterne kan erhverve sig den nødvendige viden som en del af deres grundlæggende dyrlægeuddannelse eller ved efteruddannelse eller faglig erfaring efter bestået dyrlægeeksamen.

    Hvis de kompetente myndigheder finder det godtgjort, at en kandidat har erhvervet al den nødvendige viden som led i en universitetsuddannelse eller gennem efter- eller videreuddannelse på ph.d.-niveau, erhvervserfaring eller andre kvalifikationer, skal de dispensere fra kravet om en prøve. Hvis kandidaten delvis har erhvervet den nødvendige viden, skal de kompetente myndigheder sørge for afholdelse af andre prøver end de i punkt 2 omhandlede for at tage hensyn til kandidatens baggrund.

    4.Embedsdyrlægen skal have evner for samarbejde på tværs af faggrænser.

    5.En embedsdyrlæge skal have været i praktik i en prøveperiode på mindst 200 timer, inden den pågældende begynder at arbejde selvstændigt. Relevante kurser som led i uddannelse i veterinærmedicin kan medregnes i prøveperioden. I denne periode skal praktikanten arbejde under allerede aktive embedsdyrlægers tilsyn på slagterier, opskæringsvirksomheder og bedrifter. Uddannelsen skal vedrøre audit af god hygiejnepraksis og procedurer baseret på HACCP-principperne i særdeleshed.

    6.Embedsdyrlægen skal holde sig ajour og følge med i ny udvikling via regelmæssige efter- og videreuddannelsesaktiviteter og faglitteratur på de i punkt 3 nævnte områder. Embedsdyrlægen skal så vidt muligt deltage i efter- og videreuddannelsesaktiviteter hvert år.

    7.Medlemsstaterne skal gensidigt anerkende prøverne for embedsdyrlæger, når erhvervsudøvere flytter sig på tværs af grænser eller ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat. I sådanne tilfælde skal prøverne begrænses til emner, der er af afgørende betydning for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed i beskæftigelsesmedlemsstaten, men ikke er omfattet af testene i oprindelsesmedlemsstaten.

    KAPITEL II

    OFFICIELLE MEDHJÆLPERE

    1.Kun personer, der er uddannet og har bestået en prøve i overensstemmelse med kravene i punkt 5, må udføre de opgaver, der varetages af en officiel medhjælper.

    2.De kompetente myndigheder skal sørge for afholdelse af de i punkt 1 omhandlede prøver. For at kunne gå op til disse prøver skal kandidaterne dokumentere, at de har fulgt:

    a)en uddannelse af mindst 500 timers varighed, herunder en praktikperiode på mindst 400 timer, således at de i punkt 5 nævnte områder er dækket, og

    b)enhver form for yderligere uddannelse, der er nødvendig for, at officielle medhjælpere kan varetage deres opgaver på kompetent vis.

    3.Den i punkt 2, litra a), omhandlede praktikperiode skal gennemføres på slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og/eller opskæringsvirksomheder under en embedsdyrlæges tilsyn.

    4.Uddannelsen og prøverne skal især omfatte rødt kød eller fjerkrækød. Personer, der uddannes i en af disse to kategorier og består prøven, behøver dog kun at gennemgå en afkortet uddannelse med henblik på at bestå prøven for den anden kategori. Uddannelsen og prøverne skal omfatte vildtlevende vildt, opdrættet vildt og lagomorfer, i det omfang det er relevant.

    5.Officielle medhjælperes uddannelse skal omfatte følgende emner, og prøver bekræfte deres viden herom:

    a)I relation til bedrifter:

    i)Den teoretiske del:

    baggrund i tilknytning til landbruget — struktur, produktionsmetoder, internationale handelsstandarder for dyr

    god husdyravlspraksis

    grundlæggende kendskab til sygdomme, især zoonoser forårsaget af virus, bakterier og parasitter

    sygdomsovervågning, brug af lægemidler og vacciner og undersøgelse for restkoncentrationer

    hygiejne- og sundhedskontrol

    dyrevelfærd på bedriften og under transport

    miljøkrav — i bygninger, på bedrifter og i almindelighed

    relevante love og administrative bestemmelser

    forhold af relevans for forbrugerne og kvalitetskontrol

    ii)Den praktiske del:

    besøg på bedrifter af forskellige typer og med forskellige opdrætsmetoder

    besøg på produktionsvirksomheder

    observering af på- og aflæsning af dyr

    laboratorieøvelser

    veterinærkontrol

    dokumentation

    b)I relation til slagterier, vildthåndteringsvirksomheder og opskæringsvirksomheder:

    i)Den teoretiske del:

    baggrund i tilknytning til kødbranchen — struktur, produktionsmetoder, internationale handelsstandarder for fødevarer samt slagte- og opskæringsteknologi

    grundlæggende kendskab til hygiejne og god hygiejnepraksis, navnlig virksomhedshygiejne, slagte-, opskærings- og oplagringshygiejne og arbejdshygiejne

    grundlæggende kendskab til HACCP og audit af HACCP-baserede procedurer

    dyrevelfærd ved aflæsning efter transport og på slagteriet

    grundlæggende kendskab til slagtede dyrs anatomi og fysiologi

    grundlæggende kendskab til slagtede dyrs patologi

    grundlæggende kendskab til slagtede dyrs patologiske anatomi

    relevant viden om TSE og andre vigtige zoonoser og zoonotiske agenser samt vigtige dyresygdomme

    viden om metoder til og procedurer for slagtning, inspektion, tilvirkning, indpakning, emballering og transport af fersk kød

    grundlæggende kendskab til mikrobiologi

    inspektion før slagtning

    prøveudtagning og analyse for trikiner

    inspektion efter slagtning

    administrative opgaver

    viden om relevante love og administrative bestemmelser

    prøveudtagningsprocedure

    aspekter vedrørende svig

    ii)Den praktiske del:

    dyreidentifikation

    kontrol af alder

    inspektion og bedømmelse af slagtede dyr

    inspektion før slagtning på slagteriet

    inspektion efter slagtning på et slagteri eller en vildthåndteringsvirksomhed

    prøveudtagning og analyse for trikiner

    bestemmelse af dyreart ved undersøgelse af typiske dele af dyret

    bestemmelse af og bemærkninger til dele af slagtede dyr, som har undergået forandringer

    hygiejnekontrol, herunder audit af god hygiejnepraksis og de HACCP-baserede procedurer

    registrering af resultaterne af inspektion før slagtning

    prøveudtagning

    køds sporbarhed

    dokumentation såsom evaluering af information om fødevarekæden og fortolkning af registre.

    6.De kompetente myndigheder kan beslutte at reducere uddannelse og prøver for så vidt angår:

    a)den teoretiske del, hvis den officielle medhjælper viser, at den pågældende har et tilstrækkeligt uddannelsesniveau for så vidt angår specifikke punkttegn i punkt 5, litra a), nr. i), eller litra b), nr. i), i dette kapitel

    b)den praktiske del, hvis den officielle medhjælper viser, at den pågældende har et tilstrækkeligt erhvervserfaringsniveau for så vidt angår specifikke punkttegn i punkt 5, litra a), nr. ii), eller litra b), nr. ii), i dette kapitel.

    7.Den officielle medhjælper skal have evner for samarbejde på tværs af faggrænser.

    8.Officielle medhjælpere skal holde sig ajour og følge med i ny udvikling via regelmæssige efter- og videreuddannelsesaktiviteter og faglitteratur. Den officielle medhjælper skal så vidt muligt deltage i efter- og videreuddannelsesaktiviteter hvert år.

    9.Hvis officielle medhjælpere kun foretager prøveudtagning og analyser i forbindelse med undersøgelse for trikiner og mikrobiologiske kriterier, har de kompetente myndigheder kun pligt til at sikre, at de får den nødvendige uddannelse til at kunne varetage disse opgaver.

    10.Medlemsstaterne skal gensidigt anerkende prøverne for officielle medhjælpere, når erhvervsudøvere flytter sig på tværs af grænser eller ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat. I sådanne tilfælde skal prøverne begrænses til emner, der er af afgørende betydning for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed i beskæftigelsesmedlemsstaten, men ikke er omfattet af testene i oprindelsesmedlemsstaten.

    KAPITEL III

    PERSONALE UDPEGET AF DE KOMPETENTE MYNDIGHEDER

    1.De kompetente myndigheder må kun udpege personale, der er uddannet og har bestået en prøve i overensstemmelse med kravene i punkt 5 i dette kapitel.

    2.De kompetente myndigheder skal sørge for afholdelse af den i punkt 1 omhandlede prøve. For at kunne gå op til denne prøve skal kandidaterne dokumentere, at de har fulgt:

    a)en uddannelse af mindst 500 timers varighed, herunder en praktikperiode på mindst 400 timer, således at de i punkt 5 nævnte områder er dækket, og

    b)enhver form for yderligere uddannelse, der er nødvendig for, at personale udpeget af de kompetente myndigheder kan varetage deres opgaver på kompetent vis.

    3.Den i punkt 2, litra a), omhandlede praktikperiode skal gennemføres på opskæringsvirksomheder under en embedsdyrlæges tilsyn.

    4.Uddannelsen og prøverne skal især omfatte rødt kød eller fjerkrækød. Personer, der uddannes i en af disse to kategorier og består prøven, behøver dog kun at gennemgå en afkortet uddannelse med henblik på at bestå prøven for den anden kategori. Uddannelsen og prøverne skal omfatte vildtlevende vildt, opdrættet vildt og lagomorfer, i det omfang det er relevant.

    5.Uddannelse af personale udpeget af de kompetente myndigheder skal omfatte følgende emner, og prøver bekræfte deres viden herom, i relation til opskæringsvirksomheder:

    i)Den teoretiske del:

    baggrund i tilknytning til kødbranchen — struktur, produktionsmetoder, internationale handelsstandarder for fødevarer og opskæringsteknologi

    indgående kendskab til hygiejne og god hygiejnepraksis, navnlig virksomhedshygiejne, opskærings- og oplagringshygiejne og arbejdshygiejne

    indgående kendskab til HACCP og audit af HACCP-baserede procedurer

    relevant viden om TSE og andre vigtige zoonoser og zoonotiske agenser

    viden om metoder til og procedurer for tilvirkning, indpakning, emballering og transport af fersk kød

    grundlæggende kendskab til mikrobiologi

    administrative opgaver

    viden om relevante love og administrative bestemmelser

    prøveudtagningsprocedure

    aspekter vedrørende svig

    ii)Den praktiske del:

    inspektion og bedømmelse af slagtede dyr

    hygiejnekontrol, herunder audit af god hygiejnepraksis og de HACCP-baserede procedurer

    prøveudtagning

    køds sporbarhed

    dokumentation.

    6.De kompetente myndigheder kan beslutte at reducere uddannelse og prøver for så vidt angår:

    a)den teoretiske del, hvis det af de kompetente myndigheder udpegede personale viser, at vedkommende har et tilstrækkeligt uddannelsesniveau for så vidt angår specifikke punkttegn i punkt 5, litra i), i dette kapitel

    b)den praktiske del, hvis det af de kompetente myndigheder udpegede personale viser, at vedkommende har tilstrækkelig erhvervsmæssig erfaring for så vidt angår specifikke punkttegn i punkt 5, litra ii), i dette kapitel.

    7.Personale udpeget af de kompetente myndigheder skal have evner for samarbejde på tværs af faggrænser.

    8.Personale udpeget af de kompetente myndigheder skal holde sig ajour og følge med i ny udvikling via regelmæssige efter- og videreuddannelsesaktiviteter og faglitteratur. Personale udpeget af de kompetente myndigheder skal så vidt muligt deltage i efter- og videreuddannelsesaktiviteter hvert år.

    9.Medlemsstaterne skal gensidigt anerkende prøverne for andet personale udpeget af kompetente myndigheder, når erhvervsudøvere flytter sig på tværs af grænser eller ønsker at etablere sig i en anden medlemsstat. I sådanne tilfælde skal prøverne begrænses til emner, der er af afgørende betydning for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed i beskæftigelsesmedlemsstaten, men ikke er omfattet af testene i oprindelsesmedlemsstaten.

    (1)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).
    Top