24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/1

(1)

Ved forordning (EF) nr. 2737/90 (2) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på 33 % på importen af wolframcarbid og sammensmeltet wolframcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«). Ved afgørelse 90/480/EØF (3) godtog Kommissionen tilsagn fra to store eksportører vedrørende den vare, der er genstand for foranstaltninger.

(2)

Efter at de pågældende to kinesiske eksportører havde trukket deres tilsagn tilbage, indførte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 2286/94 (4) en midlertidig antidumpingtold på importen af den pågældende vare.

(3)

Ved forordning (EF) nr. 610/95 (5) ændrede Rådet forordning (EØF) nr. 2737/90 og indførte en endelig told på 33 % på importen af wolframcarbid og sammensmeltet wolframcarbid. Efter en fornyet undersøgelse indledt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, (»den tidligere fornyede undersøgelse«) blev disse foranstaltninger forlænget med yderligere fem år ved Rådets forordning (EF) nr. 771/98 (6).

(4)

Ved forordning (EF) nr. 2268/2004 (7) indførte Rådet efter en udløbsundersøgelse en antidumpingtold på 33 % på importen af wolframcarbid og sammensmeltet wolframcarbid med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«).

(5)

Ved forordning (EF) nr. 1275/2005 (8) ændrede Rådet definitionen af varedækningen, således at wolframcarbid blandet med et metallisk pulver også blev dækket.

(6)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (9) af de gældende endelige antidumpingforanstaltninger modtog Kommissionen den 30. september 2009 en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indgivet af European Association of Metals (Eurometaux) (»ansøgerne«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for en væsentlig del, i dette tilfælde mere end 85 % af den samlede EU-produktionen af wolframcarbid, wolframcarbid blandet med et metallisk pulver og sammensmeltet wolframcarbid.

(7)

Anmodningen var begrundet med, at foranstaltningernes udløb sandsynligvis vil medføre fortsat eller fornyet dumping med deraf følgende fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

(8)

Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse og offentliggjorde den 30. december 2009 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (10) (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(9)

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra 1. januar 2009 til 31. december 2009 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2006 til udløbet af den nuværende undersøgelsesperiode (»den betragtede periode«).

(10)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren, de øvrige kendte EU-producenter, de eksporterende producenter, importørerne og de brugere, som den vidste var berørt af sagen, producenterne i referencelandet samt repræsentanterne for Kina om indledningen af udløbsundersøgelsen. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(11)

Alle interesserede parter, der anmodede herom og påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, blev hørt.

(12)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til alle parter, som den vidste var berørt af sagen, og som gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra syv EU-producenter, en eksporterende producent i Kina, en eksporterende producent i referencelandet og tre brugere.

(13)

Ingen af importørerne indsendte besvarelser af spørgeskemaet, afgav andre oplysninger til Kommissionen eller gav sig til kende i løbet af undersøgelsen. Da kun en eksporterende producent fra Kina indgav de ønskede oplysninger, var det ikke nødvendigt at udtage en stikprøve.

(14)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om der var sandsynlighed for fortsat eller fornyet dumping med deraf følgende skade, og fastslå Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende virksomheder:

(15)

Den vare, der er genstand for den nuværende undersøgelse, er wolframcarbid, wolframcarbid blandet med et metallisk pulver og sammensmeltet wolframcarbid med oprindelse i Kina, som i øjeblikket tariferes under KN-kode 2849 90 30 og ex 3824 30 00.

(16)

Wolframcarbid, wolframcarbid blandet med et metallisk pulver og sammensmeltet wolframcarbid er forbindelser af kulstof og wolfram, der fremstilles ved varmebehandling (opkulning for den første vares vedkommende og smeltning for den tredje vares vedkommende). Disse varer er mellemprodukter, der benyttes som råstoffer ved fremstilling af emner i hårdt metal såsom hårdtmetalskæreværktøjer og komponenter med stor slidstyrke, slidbestandige belægninger, borehoveder til olieboring og mineværktøjer samt præge- og lokkeværktøjer til strækning og formning af metaller.

(17)

Den nuværende undersøgelse bekræftede, at den pågældende vare fremstillet af den eksporterende producent og solgt til Unionen, hvad angår fysiske og kemiske egenskaber og anvendelsesformål, er identisk med den vare, der fremstilles af EU-producenterne og sælges på markedet i Unionen, eller den vare, der fremstilles og sælges i referencelandet, og betragtes derfor som samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(18)

Det blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøgt, om der for øjeblikket fandt dumping sted, og i bekræftende fald, om udløb af de gældende foranstaltninger eventuelt ville føre til fortsat eller fornyet dumping. Der mindes om, at i forbindelse med undersøgelser i medfør af nævnte artikel genovervejes markedsøkonomisk behandling ikke.

(19)

Som det fremgår ovenfor, var det ikke nødvendigt at anvende stikprøver for de eksporterende producenter i Kina.

(20)

På stikprøvetidspunktet fremgik det, at den eneste samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producent tegnede sig for mindre end 5 % af den samlede kinesiske eksport til Unionen. De kinesiske myndigheder og de øvrige berørte parter blev underrettet om, at grundforordningens artikel 18 muligvis ville blive anvendt på grund af de eksporterende producenters beskedne grad af samarbejdsvilje. Kommissionen modtog ingen reaktioner på disse oplysninger.

(21)

Senere i undersøgelsen og som besvarelse af spørgeskemaet korrigerede den samarbejdsvillige eksporterende producent dog fejlen i oplysningerne vedrørende eksportsalget til Unionen og justerede sin eksportmængde til Unionen i opadgående retning. Parallelt hermed blev de mængder af den pågældende vare, der blev eksporteret til Unionen fra Kina, analyseret yderligere på grundlag af Eurostats tal. Som følge heraf og efter kontrol af spørgeskemabesvarelsen blev det konstateret, at den samarbejdsvillige eksporterende producents eksportmængde var meget stor (11). På grundlag af disse resultater blev det konkluderet, at samarbejdsgraden var høj.

(22)

Da ingen eksporterende producenter fra Kina blev indrømmet markedsøkonomisk behandling i forbindelse med de tidligere undersøgelser, blev den normale værdi for Kina fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a).

(23)

I indledningsmeddelelsen blev USA foreslået som hensigtsmæssigt referenceland med henblik på fastsættelse af den normale værdi for Kina. Interesserede parter blev opfordret til at fremsætte bemærkninger hertil. Der blev ikke modtaget bemærkninger eller indsigelser i den henseende fra parterne. USA blev også anvendt som referenceland i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, og Kommissionen har ikke konstateret eller modtaget oplysninger om nye eller ændrede forhold, som ville berettige en ændring. USA blev anset som et repræsentativt referencemarked, navnlig på baggrund af den åbenhed og konkurrence, der præger det amerikanske marked. Desuden indvilligede en producent fra USA i at samarbejde i forbindelse med denne fornyede undersøgelse.

(24)

USA er derfor blevet anvendt som et referenceland med markedsøkonomi i forbindelse med denne fornyede undersøgelse.

(25)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, blev den normale værdi for Kina fastsat på grundlag af kontrollerede oplysninger fra den samarbejdsvillige amerikanske producent i referencelandet, dvs. på grundlag af de priser, der var betalt eller skulle betales på hjemmemarkedet i USA for varetyper, for hvilke salget fandtes at finde sted i normal handel.

(26)

Som resultat blev den normale værdi fastsat som den vejede gennemsnitlige hjemmemarkedssalgspris, der blev benyttet af den samarbejdsvillige amerikanske producent ved salg til uafhængige kunder.

(27)

Det blev først efterprøvet, hvorvidt den samarbejdsvillige amerikanske producents samlede hjemmemarkedssalg af den samme vare til uafhængige kunder var repræsentativt i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, dvs. om det udgjorde mindst 5 % af det samlede salg af den pågældende vare, som var blevet eksporteret til Unionen. Det blev konstateret, at den samarbejdsvillige producent i USA havde et tilstrækkeligt repræsentativt hjemmemarkedssalg i den nuværende undersøgelsesperiode.

(28)

Derefter blev det undersøgt, om hjemmemarkedssalget af samme vare kunne anses for at have fundet sted i normal handel i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 4. Dette blev gjort ved for samme vare, som blev solgt på markedet i USA, at fastsætte, hvor stor en andel af salget på hjemmemarkedet til uafhængige kunder der var fortjenstgivende i den nuværende undersøgelsesperiode.

(29)

Da det fortjenstgivende salg af samme vare udgjorde mindre end 80 % af det samlede salg, baseredes den normale værdi på den faktiske hjemmemarkedspris, beregnet som et vejet gennemsnit af priserne for det fortjenstgivende salg.

(30)

Som beskrevet ovenfor, og på baggrund af at den samarbejdsvillige eksporterende producent tegnede sig for over 90 % af den samlede kinesiske import til Unionen, blev eksportprisen undersøgt på grundlag af oplysninger forelagt af den eksporterende producent, dvs. den pris, der faktisk er betalt eller skal betales ved eksport til Unionen, om nødvendigt justeret.

(31)

Det vejede gennemsnit af den normale værdi blev sammenlignet med det vejede gennemsnit af eksportprisen for hver enkelt type af den pågældende vare, ab fabrik, i samme handelsled og på samme niveau for skatter. For at sikre en rimelig sammenligning blev der taget hensyn til de forskelle i faktorer, som hævdedes og påvistes at berøre prisen og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justering for omkostninger til søfragt og indenlandsk transport, forsikring, bankgebyrer og emballering. Der blev desuden foretaget en justering på 5 % af eksportprisen for eksportskatten og en justering af den normale værdi for moms.

(32)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, blev dumpingmargenen fastsat pr. varetype på grundlag af en sammenligning mellem det vejede gennemsnit af den normale værdi og det vejede gennemsnit af eksportpriserne i samme handelsled. Denne sammenligning viste, at der var tale om en dumpingmargen på over 80 % i den nuværende undersøgelsesperiode, dvs. på et væsentligt højere niveau end det, der blev fastslået i den foregående fornyede undersøgelse (31 %). Dumpingmargenens nøjagtige størrelse kan af fortrolighedshensyn ikke offentliggøres. Beregningerne er baseret på oplysninger forelagt af én eksporterende producent i Kina og én producent i referencelandet. Offentliggørelse af dumpingmargenen ville give den samarbejdsvillige eksporterende producent i Kina og producenten i referencelandet mulighed for at udlede hinandens normale værdi og eksportpris, hvilket ville udgøre et klart brud på begge parters ret til fortrolighed.

(33)

Oplysningerne i dette afsnit blev tilvejebragt gennem analyse af oplysninger fra henholdsvis den samarbejdsvillige eksporterende producent, fra Eurostat og fra anmodningen om en fornyet undersøgelse.

(34)

De oplysninger om uudnyttet kapacitet, som den samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producent indsendte, blev forelagt med en margen på +/- 20 % for at respektere kravet om fortrolighed. Produktionskapaciteten i Kina var på 21 000 tons i 2006 og 2007 og steg betragteligt til ca. 35 000 tons i 2008 og NUP, hvilket er en stigning på over 80 % i løbet af den betragtede periode. Disse tal kan anses for at være et konservativt skøn, da der i anmodningen om en fornyet undersøgelse foreligger oplysninger om en produktionskapacitet på ca. 50 000 tons.

(35)

Desuden indberettede den samarbejdsvillige eksporterende producent en betydelig stigning i kapaciteten i løbet af den betragtede periode.

(36)

Det fremgår af de oplysninger, der blev indhentet i forbindelse med undersøgelsen, at den samlede kinesiske produktionskapacitet oversteg den faktiske kinesiske produktion betragteligt (i hvert fald med over 20 000 tons i 2008 og NUP).

(37)

I NUP havde Kina en uudnyttet kapacitet, der var seks gange så stor som forbruget i Unionen (25 000 tons, som skal ses i forhold til EU-forbruget på 3 800 tons).

(38)

På grundlag af ovenstående står det klart, at en stor del af den uudnyttede kapacitet i Kina uden antidumpingforanstaltninger kunne blive udnyttet til at øge eksporten til Unionen.

(39)

Oplysninger, der blev forelagt i forbindelse med undersøgelsen, viste desuden tegn på, at der forekom alvorlige fordrejninger af markedet for de råvarer, der anvendes til fremstilling af den pågældende vare. For det første anvender de kinesiske myndigheder kvoter i forbindelse med råvarerne. For det andet begrænser de kinesiske myndigheder adgangen til råvarer ved hjælp af eksportskatter og momsrabatpolitikker, hvilket også gjaldt for den pågældende vare, jf. betragtning 31. Disse faktorer udgør yderligere elementer, som peger på sandsynlighed for fortsat dumping i dette tilfælde.

(40)

Den samarbejdsvillige eksportørs prisoplysninger, som ikke kan offentliggøres af fortrolighedshensyn, viser, at Unionen rent faktisk udgør et interessant marked for de kinesiske eksporterende producenter. I hele den betragtede periode (med undtagelse af 2007) lå de priser, der blev opnået på andre markeder i tredjelande, under de priser, der blev opkrævet i Unionen (mellem 10 og 20 % lavere i forskellige perioder i den betragtede periode).

(41)

Af disse årsager kan det konkluderes, at EU-markedet afgjort er et attraktivt marked for de kinesiske eksportører, hvad angår de priser, der kan opnås.

(42)

De kinesiske eksporterende producenter har således et incitament til at dirigere deres eksport til EU-markedet, hvis foranstaltningerne ophæves. De højere priser, der er fremherskende på EU-markedet, vil gøre det muligt for de kinesiske eksporterende producenter at opnå højere fortjenstmargener.

(43)

I 2005 blev foranstaltningerne udvidet til at omfatte endnu en KN-kode, da det blev konstateret, at kinesiske eksportører omgik foranstaltningerne ved at tilsætte wolframcarbidpulver små mængder af et andet metallisk pulver (som oftest cobalt) (12). Denne bekræftede praksis for omgåelse er endnu element, der fører til konklusionen om sandsynlighed for fortsat dumping. Den udgør et klart bevis for, at det europæiske marked fortsat er attraktivt for kinesiske eksporterende producenter, som efter al sandsynlighed vil dirigere større mængder wolframcarbid til EU uden antidumpingforanstaltninger.

(44)

Ovenstående analyse viser, at kinesisk import fortsat kom ind på EU-markedet til dumpingpriser og med meget høje dumpingmargener. På baggrund af navnlig analysen af prisniveauerne på markederne i EU og i en række tredjelande samt den uudnyttede kapacitet i Kina, kan det konkluderes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne ophæves.

(45)

I EU fremstilles samme vare af syv virksomheder eller koncerner.

(46)

De anses derfor for at udgøre erhvervsgrenen i Unionen, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4, og omtales herefter som »EU-erhvervsgrenen«.

(47)

Oplysningerne vedrørende import til Den Europæiske Union af den pågældende vare med oprindelse i Kina måtte af fortrolighedshensyn angives i indeksform, jf. grundforordningens artikel 19.

(48)

Da der er medtaget andre varer end den pågældende vare under Eurostats KN-koder (KN-kode 3824 30 00), er følgende analyse, for så vidt angår importmængderne under Taric-kode 3824300010, blevet foretaget ud fra importoplysninger registreret under Taric-koderne, suppleret med oplysninger, der er indsamlet i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 6. Taric-oplysninger betragtes som fortrolige, da de har en detaljeringsgrad, som gør det muligt at identificere parterne. Dette er årsagen til, at intervaller anvendes i forbindelse med visse oplysninger.

(49)

Oplysningerne om EU-erhvervsgrenen er indhentet i de syv EU-producenters spørgeskemabesvarelser.

(50)

EU-forbruget blev fastsat på grundlag af EU-erhvervsgrenens salgsmængder på EU-markedet og importoplysninger fra Eurostat.

(51)

Mellem 2006 og NUP faldt forbruget i Unionen med 62 %, og den største del af faldet fandt sted mellem 2008 og NUP. I NUP faldt forbruget med 63 % sammenlignet med 2008.

Tabel 1

Forbrug

(52)

Nedenfor findes en beskrivelse af udviklingen i mængderne, markedsandelene og de gennemsnitlige priser ved dumpingimport fra Kina. Følgende mængde- og pristendenser er baseret på oplysninger fra Eurostat.

Tabel 2

Import fra Kina

(53)

Dumpingimportmængden af den pågældende vare med oprindelse i Kina er faldet med 89 % i den betragtede periode og nåede et niveau på ca. 80 tons i NUP. Markedsandelen faldt også fra 7,1 % i 2006 til 2,1 % i undersøgelsesperioden.

(54)

En mulig årsag til dette fald er en betydelig stigning i Kinas forbrug på hjemmemarkedet i den betragtede periode. Desuden synes de kinesiske myndigheder at forfølge en politik for bevarelse af Kinas wolframressourcer ved hjælp af et system med eksportkvoter og eksporttold.

(55)

Priserne på import fra Kina faldt med 14 % i den betragtede periode. Denne udvikling afspejler den generelle tendens, der også blev konstateret for EU-erhvervsgrenens priser.

(56)

Sammenligningen viste også, at importen fra Kina underbød EU-erhvervsgrenens priser med over 10 %, efter fratrækning af den gældende antidumpingtold. Disse resultater svarer til resultaterne af den seneste fornyede undersøgelse (13).

(57)

Importmængden fra andre lande i den betragtede periode fremgår af nedenstående tabel. Mængde- og pristendenserne er baseret på oplysninger fra Eurostat:

Tabel 3

Import fra andre lande

(58)

Importen fra tredjelande faldt med 36 % i den betragtede periode. Den fulgte en generel markedstendens, som blev udløst af et faldende forbrug (et fald på 62 %), men dog med en anden hastighed. Markedsandelen for denne import steg således fra 10,5 % til 17,9 %. Denne imports virkninger for EU-industrien kan dog ikke anses for at være negative, jf. betragtning 85-88.

(59)

Det bør bemærkes, at Republikken Koreas (Koreas) markedsandel blev fordoblet i den betragtede periode og nåede op på 4,4 %. Koreas gennemsnitlige importpriser faldt i den betragtede periode, men forblev dog konsekvent på et højere niveau end de gennemsnitlige salgspriser for kinesisk eksport.

(60)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, undersøgte Kommissionen alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation.

(61)

EU-erhvervsgrenens produktion steg først med 5,8 % i 2007 og med 11,6 % i 2008, sammenlignet med 2006, inden den faldt drastisk i NUP — med 56 % i forhold til 2008.

Tabel 4

Samlet EU-produktion

(62)

Produktionskapaciteten steg med 10,8 % mellem 2006 og NUP. Da produktionen faldt, særlig i NUP, viste den deraf resulterende kapacitetsudnyttelse et generelt fald på 57 % mellem 2006 og NUP, og kapacitetsudnyttelsesgraden nåede således ned på 39 % i NUP.

Tabel 5

Produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(63)

EU-erhvervsgrenens slutlagre steg med 20 % i 2008 sammenlignet med 2006 og faldt derefter med 26 % i løbet af NUP.

Tabel 6

Lagerbeholdninger

(64)

EU-erhvervsgrenens salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet faldt lidt mellem 2006 og 2008 og faldt derefter med 61 % mellem 2008 og NUP. Salgsmængderne steg i 2007 og 2008, men faldt markant i løbet af NUP. Denne udvikling stemmer overens med den generelle tendens i retning af faldende forbrug på markedet i Unionen.

Tabel 7

Salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder

(65)

EU-erhvervsgrenens markedsandel var relativt stabil mellem 2006 og 2008, men steg med fire procentpoint mellem 2008 og NUP. Samlet set har der været en stigning på 5 procentpoint i den betragtede periode.

Tabel 8

Markedsandel i EU

(66)

Da faldet i salget var en smule mindre end faldet i forbruget, var EU-erhvervsgrenen i stand til at vinde markedsandele.

(67)

Beskæftigelsen i EU-erhvervsgrenen faldt med 17 % mellem 2006 og NUP. Beskæftigelsen faldt også i perioden 2006-2008, hvor produktionen steg lidt, hvilket viser, at EU-erhvervsgrenen gjorde en indsats for at forbedre produktiviteten. Det markante fald i produktionen i NUP medførte dog et stort fald i beskæftigelsen.

Tabel 9

Beskæftigelse

(68)

EU-erhvervsgrenens produktivitet, målt som produktion pr. ansat pr. år, steg i 2007 og 2008 med henholdsvis 7 % og 15 % sammenlignet med 2006, men faldt med 49 % mellem 2008 og NUP.

Tabel 10

Produktivitet

(69)

EU-erhvervsgrenens gennemsnitspriser, ab fabrik, ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på markedet i Unionen var nedadgående i den betragtede periode. Overordnet set måtte EU-industrien sænke sine priser med 15,4 % mellem 2006 og NUP.

(70)

Som nævnt i betragtning 55 og 56 fulgte priserne på dumpingimporten fra Kina en tendens, der svarede til tendensen for EU-erhvervsgrenens priser, men forblev konsekvent lavere end EU-erhvervsgrenens priser. I NUP var de kinesiske priser over 10 % lavere end EU-erhvervsgrenens priser.

Tabel 11

Enhedspris på EU-markedet

(71)

Mellem 2006 og NUP steg gennemsnitslønningerne pr. ansat med 4,8 %.

Tabel 12

Arbejdskraftomkostninger

(72)

Mellem 2006 og 2008 steg den årlige investeringsstrøm i den pågældende vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen med 18 %. Mellem 2007 og 2008 steg investeringerne med 103 %. Imidlertid faldt investeringerne i NUP med 65 % sammenlignet med 2008.

(73)

Der blev hovedsageligt investeret i etablering af nye faciliteter, hvor der kan fremstilles wolframmateriale af brugte materialer og skrot. Investeringerne måtte reduceres på grund af: i) faldet i den overordnede produktionsmængde på EU-markedet, ii) fordrejningerne på råvaremarkedet (jf. betragtning 39) og iii) den økonomiske krise.

(74)

I løbet af NUP blev der ikke foretaget betydelige investeringer. Dette kan i vid udstrækning forklares med den økonomiske krise, som begyndte i 2008 og kulminerede i NUP, hvor det blev vanskeligere og vanskeligere at få adgang til ny kapital.

Tabel 13

Investeringer

(75)

Takket være de gældende antidumpingforanstaltninger og til dels også EU-erhvervsgrenens indsats for at diversificere råmaterialekilderne var EU-erhvervsgrenen mellem 2006 og 2008 i stand til at opretholde en positiv rentabilitet, om end den overordnet set faldt med 26 % i denne periode. I NUP opnåede EU-erhvervsgrenen dog et langt mindre gunstigt resultat, hvilket viser en vis skrøbelighed i denne sammenhæng.

(76)

Investeringsafkastet fulgte i store træk tendensen for rentabiliteten i hele den betragtede periode.

Tabel 14

Rentabilitet og investeringsafkast

(77)

Tendensen for likviditeten, som er erhvervsgrenens evne til at selvfinansiere sine aktiviteter, forblev positiv i den undersøgte periode. Mellem 2006 og NUP faldt den dog med ca. 35 %.

Tabel 15

Likviditet

(78)

Dumpingen fra Kina fortsatte i NUP på et niveau, som ligger betydeligt over foranstaltningernes nuværende niveau. På baggrund af fordrejningerne på råvaremarkederne, den uudnyttede kapacitet og priserne på importen fra Kina kan virkningerne af de faktiske dumpingmargener for EU-erhvervsgrenen ikke anses for at være ubetydelige.

(79)

Det blev undersøgt, om EU-erhvervsgrenen havde genrejst sig efter virkningerne af tidligere dumping. Det blev konkluderet, at den havde formået at genrejse sig efter sådanne virkninger, fordi de gældende antidumpingforanstaltninger havde vist sig at være effektive. Den økonomiske krise stoppede dog denne proces og forværrede EU-erhvervsgrenens vanskeligheder.

(80)

Parallelt med det faldende forbrug i Unionen faldt den kinesiske imports markedsandel fra 7,1 % til 2,1 % (jf. betragtning 52). De foreliggende oplysninger tyder på, at denne import skete til priser, der var lavere end EU-erhvervsgrenens priser og også lavere end priserne på importen med oprindelse i andre tredjelande. Baseret på en beregning, som ikke tager hensyn til antidumpingtolden, underbød den kinesiske import EU-erhvervsgrenens priser med 10,7 % i NUP, jf. betragtning 56. Der mindes om, at toldsatsen er på 33 %. Følgelig viser niveauet for underbuddet på den ene side effektiviteten af den gældende told og på den anden side behovet for at opretholde foranstaltningerne. Denne konklusion bestyrkes af, at det underbud, der blev konstateret, var på samme niveau som det underbud, der blev konstateret i forbindelse med den foregående fornyede undersøgelse. De prismæssige virkninger af dumpingimporten fra Kina for EU-erhvervsgrenen var således uændrede, og da der ikke foreligger beviser for det modsatte, er det sandsynligt, at de vil fortsætte.

(81)

På grund af de meget negative økonomiske forhold, der i NUP var fremherskende i aftagersektoren for wolfram, navnlig i sektoren for stål og skæreværktøjer, som tegner sig for størstedelen af wolframforbruget i Unionen, mindskede EU-erhvervsgrenen produktionen og salget af den pågældende vare drastisk.

(82)

Før krisen havde virksomhederne i aftagersektoren store lagerbeholdninger af wolfram, som ikke var blevet opbygget i løbet af NUP, hvilket også havde virkninger for EU-erhvervsgrenens produktion.

(83)

Da produktionen faldt, og da EU-erhvervsgrenen er kapitalintensiv og således skal fremstille visse mængder for at holde de faste enhedsomkostninger nede, blev rentabiliteten påvirket i alvorlig grad.

(84)

Analysen af EU-erhvervsgrenen før krisen giver dog bevis for effektiviteten af de gældende antidumpingforanstaltninger. Undersøgelsen viste, at de største EU-producenter foretog betydelige investeringer som reaktion på fordrejningerne på markedet for råvarer, samtidig med at de var i stand til at konkurrere på markedet og opretholde en sund forretning.

(85)

Det skønnes, at importmængden fra andre tredjelande faldt med 36 % fra ca. 1 500 tons i 2006 til 675 tons i NUP. Markedsandelen for importen fra andre lande steg fra 10,5 % i 2006 til 17,9 % i NUP. De gennemsnitlige importpriser faldt med 8,9 % mellem 2006 og NUP. De vigtigste importlande var Sydkorea og USA.

(86)

Markedsandelen for importen fra Sydkorea blev fordoblet i den betragtede periode (fra 2,2 % til 4,4 %). De foreliggende oplysninger tyder dog på, at denne import i NUP blev foretaget til priser, der kun var lidt lavere (6,6 %) end EU-erhvervsgrenens priser, men højere (9,8 %) end priserne på importen med oprindelse i Kina.

(87)

Den amerikanske imports markedsandel faldt med 15,1 procentpoint i den betragtede periode (fra 4,2 % til 3,6 %). De foreliggende oplysninger tyder dog på, at denne import i NUP blev foretaget til priser, der var højere end EU-erhvervsgrenens priser og således også betydeligt højere (31 %) end priserne på importen med oprindelse i Kina.

(88)

Konkluderende kan det siges, at importen fra Sydkorea og USA, som er blandt de største importører af wolframcarbid til EU, ikke kan have haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens situation hovedsageligt på grund af prisniveauet (som svarede til eller endog var højere end EU-erhvervsgrenens prisniveau) og, hvad angår USA, også på grund af den faldende markedsandel.

(89)

På grund af den gældende, effektive antidumpingtold var EU-erhvervsgrenen i et vist omfang i stand til at genrejse sig fra virkningerne af tidligere skadevoldende dumping.

(90)

Det kan dog ikke konkluderes, at EU-erhvervsgrenens situation er sikret. Selv om næsten alle skadesindikatorer vedrørende EU-producenternes finansielle situation — som f.eks. rentabilitet, investeringsafkast og likviditet — viste bedring i de første år af den betragtede periode, viste undersøgelsen også, at alle skadesindikatorer viste tegn på en forværring i NUP.

(91)

Uanset at faldet i efterspørgslen i NUP delvist kan tilskrives den økonomiske krise, omfattede undersøgelsen en nøje analyse af de virkninger, som dumpingeksport til lave priser fra Kina havde for EU-erhvervsgrenens situation.

(92)

Som det fremgår af betragtning 52, faldt importmængden fra Kina rent faktisk mellem 2006 og NUP. Prisen på denne import faldt med 14 % i samme periode, hvilket ved en analyse, som dækker den betragtede periode på fire år, afspejler udviklingen i EU-erhvervsgrenens priser. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at det betragtelige prisfald på kinesisk dumpingimport (15 %) fandt sted mellem 2006 og 2007, dvs. lang tid før den økonomiske krise og i den periode, hvor EU-erhvervsgrenen befandt sig i genrejsningsprocessen. Priserne på dumpingimport fra Kina stabiliseredes derefter, og det finanskriserelaterede fald synes at være begrænset. Tidspunktet for det betydelige prisfald hos de kinesiske eksportører (før krisen) kunne tyde på, at de iværksatte en mere koncentreret og resolut prisstrategi for at underbyde EU-erhvervsgrenens priser. Forskellen mellem de kinesiske eksportpriser og EU-erhvervsgrenens priser var rent faktisk på 27 % og 22,8 % i henholdsvis 2007 og 2008.

(93)

I 2008 var de kinesiske eksportpriser 22,8 % lavere end EU-erhvervsgrenens priser. I løbet af NUP indsnævredes forskellen til 15,7 %. Med det markante fald i forbruget måtte EU-producenterne sænke deres priser for at bevare deres markedsandel.

(94)

Importmængden fra andre tredjelande faldt med 36 % i tråd med faldet i forbruget, jf. betragtning 57. På trods af stigningen i markedsandele kan denne imports virkninger for EU-erhvervsgrenen ikke betragtes som værende negative, jf. betragtning 88.

(95)

Hvad angår EU-erhvervsgrenens levedygtighed, skal det bemærkes, at de beviser, der er indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, viser, at EU-erhvervsgrenen under normale markedsforhold har været i stand til at konkurrere mod importen fra tredjelande, og selv hvis priserne var lavere end EU-producenternes priser, var forskellen mindre væsentlig end forskellen mellem EU-producenternes priser og de kinesiske priser, jf. betragtning 85-88.

(96)

Som følge af forbedringen af EU-erhvervsgrenens situation i årene forud for NUP investerede erhvervsgrenen i den nyeste og mest moderne teknologi for at kunne fremstille den pågældende vare af skrot og således i et vist omfang undgå problemer som følge af eksisterende fordrejninger på råvaremarkedet.

(97)

Under hensyntagen til EU-erhvervsgrenens overordnede situation og importen fra Kina i perioden fra 2006 til NUP kan det på baggrund af den positive udvikling i en række indikatorer vedrørende EU-erhvervsgrenen konkluderes, at det anses, at EU-erhvervsgrenen ikke har lidt væsentlig skade i den betragtede periode. Det blev derfor undersøgt, om der er sandsynlighed for fornyet skade, hvis foranstaltningerne får lov til at udløbe.

(98)

Som allerede vist i betragtning 89-97 har indførelsen af antidumpingforanstaltninger kun til en vis grad gjort det muligt for EU-erhvervsgrenen at overvinde følgerne af den skade, der er lidt. Da det usædvanligt høje EU-forbrug, som gjorde sig gældende i det meste af den betragtede periode, faldt betragteligt i NUP, fremstod EU-erhvervsgrenen imidlertid i en udsat og sårbar situation og lider stadigvæk under den skadevoldende virkning af dumpingimporten fra Kina.

(99)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, blev importen fra det pågældende land vurderet for at fastslå, om der var sandsynlighed for fornyet skade.

(100)

Det blev konstateret, at de kinesiske priser ved salg på markeder i andre tredjelande også var lavere end de priser, der blev krævet i EU (ca. 10-20 % lavere i de forskellige år i hele den betragtede periode, med undtagelse af 2007). Den kinesiske eksportør havde et betydeligt salg udtrykt i mængde til lande uden for EU, nemlig mere end 80 % af det samlede eksportsalg. Det blev derfor anset, at kinesiske eksporterende producenter ved bortfald af foranstaltningerne ville have et incitament til at omdirigere betydelige eksportmængder fra andre tredjelande til det mere attraktive marked i Unionen.

(101)

Oplysninger, som blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, viste, at der er adgang til en betydelig uudnyttet kapacitet i Kina, jf. betragtning 34-42. Der blev fundet klare tegn på, at en stor del af denne uudnyttede kapacitet uden antidumpingforanstaltninger kunne blive udnyttet til at øge eksporten til Unionen. Dette bekræftes navnlig af, at der ikke er tegn på, at markeder i tredjelande eller hjemmemarkedet kan absorbere yderligere kinesisk produktion.

(102)

EU-erhvervsgrenen havde i mange år lidt under følgerne af dumpingimport fra Kina og befinder sig stadig i en vanskelig økonomisk situation.

(103)

Som det fremgår ovenfor, lykkedes det takket være de gældende antidumpingforanstaltninger EU-erhvervsgrenen at genrejse sig fra følgerne af den kinesiske dumpingpraksis. Den befandt sig dog i en vanskelig økonomisk situation i NUP, hvilket hovedsageligt skyldtes den økonomiske krise. Hvis EU-erhvervsgrenen på denne baggrund udsættes for øget import fra det pågældende land til dumpingpriser, er det sandsynligt, at dens salg, markedsandel og salgspriser vil falde yderligere med deraf følgende forværring af dens finansielle situation.

(104)

Som anført i betragtning 56 blev det desuden også konstateret, at det forhold, at de kinesiske producenters salgspriser underbød EU-erhvervsgrenens priser med i gennemsnit næsten 11 %, synes at tyde på, at de kinesiske eksporterende producenter uden foranstaltninger sandsynligvis vil eksportere den pågældende vare til EU-markedet til priser, som er betragteligt lavere end EU-erhvervsgrenens priser.

(105)

På baggrund af undersøgelsens resultater, dvs. den uudnyttede kapacitet i Kina, de konstaterede fordrejninger på markedet for råvarer, de muligheder, som de eksporterende producenter i det pågældende land har for at øge/eller omdirigere deres eksportmængder til EU-markedet, kinesernes prisadfærd i andre tredjelande og det mere lukrative EU-markeds tiltrækningskraft, vil en eventuel ophævelse af foranstaltningerne medføre sandsynlighed for fornyet skade. På baggrund af den nuværende økonomiske krise ville dette være endnu alvorligere.

(106)

Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om det ville være imod Unionens interesser som helhed at opretholde de nuværende antidumpingforanstaltninger. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, dvs. EU-erhvervsgrenens, importørernes og brugernes interesser.

(107)

Det bør erindres, at det i de tidligere undersøgelser blev fastslået, at det ikke var imod Unionens interesser at indføre foranstaltninger. Da denne undersøgelse er en fornyet undersøgelse med analyse af en situation, hvor der allerede har været antidumpingforanstaltninger gældende, giver det endvidere mulighed for at foretage en vurdering af eventuelle uønskede negative virkninger for de pågældende parter af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(108)

På dette grundlag blev det undersøgt, om der fandtes tvingende grunde til at konkludere, at det ikke er i Unionens interesse at opretholde foranstaltninger i denne bestemte sag trods konklusionerne om sandsynligheden for fortsat dumping og fornyet skade.

(109)

På baggrund af konklusionerne om EU-erhvervsgrenens situation i betragtning 89-97 og som følge af argumenterne om analysen af sandsynligheden for fornyet skade, jf. betragtning 102-105, kan det således konkluderes, at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis vil opleve en alvorlig forværring af sin økonomiske situation, hvis antidumpingforanstaltningerne får lov at udløbe.

(110)

Det anses, at en opretholdelse af foranstaltningerne vil være til fordel for EU-erhvervsgrenen, som så i det mindste skulle blive i stand til at øge salgsmængden og sandsynligvis salgspriserne og derved skabe den omsætning, som er nødvendig for, at den fortsat kan investere i ny teknologi til sine produktionsanlæg. Omvendt vil bortfald af foranstaltningerne stoppe EU-erhvervsgrenens genrejsning og i alvorlig grad true dens levedygtighed og som følge heraf dens eksistens og således mindske udbuddet og konkurrencen på markedet.

(111)

Én bruger henvendte sig og indsendte en spørgeskemabesvarelse. Den samarbejdsvillige bruger hævdede, at bortfald af foranstaltningerne ikke ville have negative virkninger for konkurrencen på EU-markedet, men at det derimod ville give aftagerindustrien mulighed for at vælge mellem et øget antal leverandører, som konkurrerer på markedsvilkår.

(112)

Det skal erindres, at det i tidligere undersøgelser blev konkluderet, at indførelsen af foranstaltninger ikke ville have væsentlige følger for brugerne (14). Selv om der har været anvendt foranstaltninger, har importørerne og brugerne i Unionen fortsat kunne købe varen i bl.a. Kina. Det blev heller ikke fremført, at der havde været problemer med at finde andre kilder. Det konkluderes derfor, at en opretholdelse af antidumpingforanstaltningerne sandsynligvis ikke vil have alvorlige følger for importørerne og brugerne i Unionen.

(113)

Virkningerne af opretholdelse af foranstaltninger kan forventes at bistå EU-erhvervsgrenen med deraf følgende gavnlige virkninger for konkurrenceforholdene på EU-markedet og en mindskelse af truslen om lukninger og betydelige tab af arbejdspladser.

(114)

Ydermere kan opretholdelsen af foranstaltningerne forventes at være til fordel for brugerne/importørerne ved at bevare en bred vifte af leverandører på EU-markedet.

(115)

På baggrund af ovenstående analyse konkluderes det, at opretholdelse af foranstaltningerne ikke er i modstrid med Unionens interesser.

(116)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det er hensigten at anbefale, at de nuværende foranstaltninger opretholdes. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte fremlæggelse af oplysninger. Der blev taget behørigt hensyn til indlæg og bemærkninger.

(117)

Det fremgår af det ovenstående, at antidumpingforanstaltningerne, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2, vedrørende importen af wolframcarbid, wolframcarbid blandet med et metallisk pulver og sammensmeltet wolframcarbid med oprindelse i Kina bør opretholdes. Det skal erindres, at disse foranstaltninger består af værditold —

24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/13

(1)

Rådet vedtog den 2. marts 2011 forordning (EU) nr. 204/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen.

(2)

Den 17. marts 2011 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution UNSCR 1973 (2011), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der var blevet indført med resolution UNSCR 1970 (2011), og indførte yderligere restriktive foranstaltninger mod Libyen.

(3)

Listerne over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, som findes i bilag II og III til forordning (EU) nr. 204/2011, bør ændres i overensstemmelse hermed —

24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/21

(1)

Den ungarske udgave af Kommissionens forordning (EU) nr. 1272/2009 (2) indeholder to fejl, der skal berigtiges med virkning fra anvendelsesdatoen for forordning (EU) nr. 1272/2009.

(2)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/22

24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/24

(1)

Den 28. februar 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/137/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (1), til gennemførelse af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 1970 (2011).

(2)

Den 17. marts 2011 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd UNSCR 1973 (2011), som udvidede anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger, der blev indført med UNSCR 1970 (2011) og indførte yderligere restriktive foranstaltninger mod Libyen.

(3)

Afgørelse 2011/137/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at iværksætte en række foranstaltninger —

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 3a

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre luftfartøjer under deres jurisdiktion i at flyve i libysk luftrum.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på luftfartøjer, hvis eneste formål er humanitært, som f.eks. at levere eller lette levering af bistand, herunder beholdninger af lægemidler og medicinsk udstyr, fødevarer, humanitære hjælpearbejdere og relateret bistand, eller at evakuere udenlandske statsborgere fra Libyen, og det finder heller ikke anvendelse på flyvninger, der er tilladt i medfør af punkt 4 og 8 i UNSCR 1973 (2011), eller på andre flyvninger, der af medlemsstater, der handler i overensstemmelse med den bemyndigelse, der er givet i punkt 8 i UNSCR 1973 (2011), skønnes nødvendige til fordel for det libyske folk.«.

2)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne inspicerer i overensstemmelse med deres nationale myndigheder, deres nationale lovgivning og folkeretten, navnlig havretten og relevante internationale aftaler om civil luftfart, skibe og luftfartøjer til og fra Libyen på deres område, herunder deres søhavne og lufthavne og på åbent hav, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at fragten på sådanne skibe og luftfartøjer indeholder produkter, som det i henhold denne afgørelse er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere.«.

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 4a

1.   Medlemsstaterne skal nægte ethvert luftfartøj, der er registreret i Libyen eller ejes eller drives af libyske statsborgere eller selskaber, tilladelse til at lette fra, lande på eller overflyve deres territorier, medmindre den specifikke flyvning på forhånd er godkendt af Sanktionskomitéen, eller medmindre det drejer sig om en nødlanding.

2.   Medlemsstaterne skal nægte ethvert luftfartøj tilladelse til at lette fra, lande på eller overflyve deres territorium, hvis de har oplysninger, der giver rimelig grund til at antage, at luftfartøjet indeholder produkter, som det i henhold til denne afgørelse er forbudt at levere, sælge, overføre eller eksportere, herunder levering af bevæbnede lejesoldater, medmindre det drejer sig om en nødlanding.«.

4)

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at begrænse indrejse i eller transit gennem deres område for

5)

Artikel 6, stk. 1, affattes således:

»1.   Alle pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, som ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte:

indefryses.«.

6)

I artikel 6 tilføjes følgende stykke:

»4a   Med hensyn til personer og enheder, der er opført på listen i bilag IV til denne afgørelse, kan der også gøres undtagelse for pengemidler og økonomiske ressourcer, som er nødvendige til humanitære formål, som f.eks. at levere eller lette levering af bistand, herunder beholdninger af lægemidler og medicinsk udstyr, fødevarer, levering af elektricitet, humanitære hjælpearbejdere og relateret bistand, eller at evakuere udenlandske statsborgere fra Libyen.«.

7)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Medlemsstaterne skal stille krav om, at deres statsborgere, personer, der er underlagt deres jurisdiktion, og virksomheder, der er oprettet på deres områder eller underlagt deres jurisdiktion, udviser årvågenhed, når de gør forretninger med enheder, der er oprettet i Libyen eller underlagt Libyens jurisdiktion, og alle enkeltpersoner og enheder, der handler på deres vegne eller efter deres anvisninger, og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem, med henblik på at forhindre forretning, der kunne bidrage til vold og magtanvendelse over for civile.«.

24.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/37

(1)

Ved dom afsagt den 15. april 2008 (3) annullerede Retten i Første Instans (i det følgende benævnt »Retten«) Kommissionens beslutning 2005/262/EF af 20. april 2004 om Frankrigs støtte til Coopérative d’exportation du livre français (CELF) (4)  (5) (i det følgende benævnt »CELF«).

(2)

Efter at Retten har afsagt sin dom, skal Kommissionen vedtage en ny afgørelse.

(3)

Dommen følger efter et langt sagsforløb, hvis vigtigste etaper beskrives nedenfor.

(4)

Ved brev af 20. marts 1992 henledte Société internationale de diffusion et d’édition (i det følgende benævnt »SIDE«) Kommissionens opmærksomhed på de franske myndigheders støtte til CELF med henblik på transport og markedsføring. Statsstøtten var ikke forudgående anmeldt til Kommissionen.

(5)

Ved brev af 2. april 1992 gjorde Kommissionen de franske myndigheder opmærksom på, at alle projekter, der har til formål at indføre eller ændre statsstøtte, skal anmeldes forudgående til Kommissionen, og bad de franske myndigheder informere Kommissionens tjenestegrene om arten af og formålet med de støtteforanstaltninger, SIDE havde påpeget.

(6)

I et brev dateret den 29. juni 1992 bekræftede de franske myndigheder over for Kommissionen, at man ydede tilskud til CELF. De præciserede, at foranstaltningerne havde til formål at udbrede kendskabet til fransk litteratur og sprog i ikke-fransktalende lande, og at CELF desuden havde fået overdraget forvaltningen af tre specifikke støtteordninger, der ligeledes havde til formål at give fjerntboende læsere adgang til franske bøger.

(7)

I et brev af 7. august 1992 bekræftede Kommissionen over for SIDE, at der findes støtteforanstaltninger for CELF, man præciserede støttens formål og meddelte, at de pågældende foranstaltninger ikke var anmeldt. Kommissionen præciserede imidlertid, at den anfægtede støtte tilsyneladende ikke ændrede samhandelsvilkårene mellem medlemsstaterne. På denne baggrund blev SIDE opfordret til at fremsætte sine bemærkninger.

(8)

Ved brev af 7. september 1992 meddelte SIDE Kommissionen, at man havde til hensigt at anfægte foranstaltningerne som værende udtryk for forskelsbehandling og de deraf følgende konsekvenser for samhandelen i Fællesskabet uden imidlertid at anfægte det franske kulturministeriums kulturelle målsætning, idet man ønskede at udbrede kendskabet til fransk sprog og kultur.

(9)

Ved beslutning af 18. maj 1993 (6) konkluderede Kommissionen, at på baggrund af den særlige konkurrencesituation på bogmarkedet og det kulturelle formål med den pågældende støtteordning havde den besluttet at anvende undtagelsen i traktatens tidligere artikel 92, stk. 3, litra c), derpå.

(10)

SIDE indbragte den 2. august 1993 et annullationssøgsmål mod denne beslutning. Ved dom af 18. september 1995 (7) gav Retten SIDE delvis medhold i søgsmålet og annullerede Kommissionens beslutning af 18. maj 1993, men udelukkende for så vidt angår visse støtteordninger til fordel for CELF for små ordrer.

(11)

Retten fastslog, at Kommissionen var i stand til at vedtage positiv beslutning over for følgende tre støtteordninger forvaltet af CELF på den franske stats regning:

(12)

Retten fandt, at Kommissionen havde fået tilstrækkelige oplysninger om disse tre ordninger til at kunne konstatere, at deres indvirkning på konkurrencevilkårene var ubetydelig. Retten anførte i øvrigt, at »For så vidt angår det kulturelle formål med den omtvistede støtte er det ubestridt af parterne, at den franske regerings formål er udbredelsen af det franske sprog og fransk litteratur«. Retten skønnede, at man måtte konkludere, at vurderingen af det kulturelle sigte med den anfægtede støtte ikke gav Kommissionen særlige problemer, og at man ikke behøvede andre oplysninger for at konstatere, at sigtet var af kulturel art.

(13)

Retten skønnede derimod, at Kommissionen for så vidt angår støtte udelukkende til CELF i forbindelse med små ordrer burde have foretaget en tilbundsgående undersøgelse af konkurrencesituationen inden for den pågældende sektor, før den udtalte sig om, hvorvidt foranstaltningerne var forenelige med det indre marked.

(14)

Retten konkluderede således (i præmis 76 i dommen), at Kommissionen burde have indledt proceduren i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 108, stk. 2, i EUF-traktaten), og at Kommissionens beslutning af 18. maj 1993 skulle annulleres i det omfang, den vedrørte det tilskud, der udelukkende blev ydet til CELF som kompensation for de øgede omkostninger ved at effektuere små ordrer på bøger på fransk afgivet af boghandlere i udlandet.

(15)

I overensstemmelse med Rettens dom af 18. september 1995 besluttede Kommissionen den 30. juli 1996 at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Interesserede parter blev opfordret til at indsende deres bemærkninger til Kommissionen, og disse blev navnlig fremsendt i løbet af december 1996 og januar 1997.

(16)

Ved afslutningen af undersøgelsesproceduren vedtog Kommissionen den 10. juni 1998 beslutning 1999/133/EF (9). Beslutningen bekræftede det kulturelle formål med støtten til de små ordrer, og det konkluderedes på grundlag af traktatens tidligere artikel 87, stk. 3, litra d), at støtten ikke ville kunne ændre samhandels- og konkurrencevilkårene i Unionen på en måde, der strider mod den fælles interesse på eksportmarkedet for fransksprogede bøger.

(17)

Ved dom af 28. februar 2002 (10) annullerede Retten artikel 1, sidste punktum, i Kommissionens beslutning. Retten fandt nemlig, at Kommissionen burde have foretaget de nødvendige undersøgelser for at finde frem til de relevante oplysninger med henblik på at skelne mellem eksportagentur og eksportmarkedet for franske bøger i almindelighed.

(18)

Retten konstaterede, at Kommissionen ved ikke at have udført denne undersøgelse foretog en åbenbart urigtig vurdering ved at anvende eksportmarkedet for fransksprogede bøger i almindelighed som reference, selv om det var fastslået, at den omtvistede støtte kun var rettet mod eksportagenturer.

(19)

I sin dom afsagt den 22. juni 2000 (11) afviste Domstolen imidlertid uden at tage stilling til sagens materielle indhold de franske myndigheders søgsmål over for Kommissionens beslutning af 10. juni 1998, og Domstolen bekræftede, at selv når en støtte kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, er dette uden betydning for anmeldelsespligten, og at pligten til at forhåndsanmelde støtte indebærer en forpligtelse til at udsætte iværksættelsen af støtten.

(20)

Efter den delvise annullation af beslutningen af 10. juni 1998 bad Kommissionen i breve af 14. juni 2002 de franske myndigheder og SIDE om at kommentere begrundelserne for annullationen og navnlig aspekter vedrørende den pågældende kontrakt.

(21)

De franske myndigheder blev opfordret til navnlig at kommentere de særlige kendetegn ved CELF's tilbud i forhold til tilbud fra andre aktører på markedet, heriblandt SIDE. SIDE blev opfordret til navnlig at kommentere begrebet små ordrer og angive, hvilke særlige kendetegn der gjorde sig gældende for SIDE's tilbud i forhold til tilbuddet fra CELF og fra andre aktører på markedet.

(22)

SIDE sendte sit svar til Kommissionen i et brev dateret den 12. august 2002. De franske myndigheder sendte deres svar i et brev dateret den 17. september 2002.

(23)

Efter i et brev dateret den 19. september 2002 at have bedt SIDE angive, hvorvidt virksomhedens svar indeholdt fortrolige oplysninger, og efter at have fået dette afkræftet den 30. september 2002, fremsendte Kommissionen i et brev dateret den 17. oktober 2002 SIDE's svar og tilhørende bilag til de franske myndigheder og udbad sig deres kommentarer. Ved samme lejlighed stillede den en række nye supplerende spørgsmål.

(24)

Ved brev af 30. oktober 2002 stillede Kommissionen ligeledes SIDE en række supplerende spørgsmål, som virksomheden besvarede i breve af 31. oktober 2002 og 9. december 2002. SIDE meddelte i et brev dateret den 23. december 2002 Kommissionen efter dennes forespørgsel af 16. december 2002, at svarene ikke indeholdt fortrolige oplysninger, og at de kunne sendes til de franske myndigheder med henblik på kommentarer.

(25)

Da de franske myndigheder ikke havde svaret inden for de aftalte frister, var Kommissionen derfor nødt til at sende dem en påmindelse i et brev dateret den 27. november 2002. Ved brev af 19. december 2002 bad de franske myndigheder Kommissionen om en ny udsættelse af fristen.

(26)

Den 9. januar 2003 fremsendte Kommissionen SIDE's svar af 23. december 2002 til de franske myndigheder med henblik på kommentarer. Ved brev dateret den 17. januar 2003 indsendte de franske myndigheder svar på Kommissionens spørgsmål af 17. oktober 2002.

(27)

I et brev dateret den 4. februar 2003 udbad de franske myndigheder sig en ny forlængelse af fristerne over for Kommissionen, denne gang vedrørende anmodningen om bemærkninger til det andet svar fra SIDE af 23. december 2002. Kommissionen accepterede delvis de ønskede frister i et brev dateret den 11. februar 2003. Ved skrivelse af 11. marts 2003 fremsendte de franske myndigheder deres svar til Kommissionen.

(28)

SIDE havde endvidere efter eget ønske haft et møde med Kommissionens tjenestegrene, hvor virksomheden fremlagde sin opfattelse af sagen siden dens begyndelse. Dette møde fandt sted den 4. marts 2003.

(29)

Ved udgangen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutning 2005/262/EF, hvori den vurderede, at den anfægtede støtte var forenelig med traktatens tidligere artikel 87, stk. 3, litra d), idet den fastslog, at støtte ikke ville kunne overkompensere de udgifter, der var forbundet med ekspeditionen af de små ordrer.

(30)

Retten annullerede ved dom af 15. april 2008 Kommissionens beslutning af 20. april 2004.

(31)

Retten fandt, at Kommissionen, for så vidt angår den del af støtten, der var udbetalt til CELF før den 1. november 1993, datoen for EU-traktatens ikrafttræden, havde begået en retlig fejl ved at anse den anfægtede støtte for at være forenelig med fællesmarkedet i medfør af den tidligere artikel 87, stk. 3, litra d), i stedet for at anvende de materielle regler, der var gældende forud for den 1. november 1993. Retten tog især i betragtning, at EU-traktaten ikke indeholdt overgangsbestemmelser for anvendelsen af den tidligere artikel 87, stk. 3, litra d), og at retssikkerhedsprincippet normalt er til hinder for, at en fællesskabsretsakts anvendelsesområde i tidsmæssig henseende tager udgangspunkt i et tidspunkt, der ligger forud for retsaktens offentliggørelse.

(32)

Retten fandt endvidere, at Kommissionen havde begået en åbenbar skønsfejl i vurderingen af den anfægtede støttes forenelighed ved at have overvurderet de faktiske omkostninger ved ekspeditionen af små ordrer, der er afholdt af CELF. I sin beslutning af 20. april 2004 tog Kommissionen således ikke de faktiske omkostninger i tilknytning til ekspedition af små ordrer i betragtning, men foretog et skøn over disse omkostninger på baggrund af de samlede omkostninger, som CELF havde afholdt (fordeling på ekspeditionen af små ordrer af en del af CELF's samlede omkostninger ved hjælp af en forskellig fordelingsnøgle for hver omkostningskategori). Multiplikatorfaktorer blev anvendt på visse omkostningskategorier under hensyntagen til de yderligere vanskeligheder, som ekspeditionen af små ordrer medførte i forhold til CELF's øvrige virksomhed. Retten skønnede imidlertid, at disse vanskeligheder kunne løses ved hjælp af den elektroniske transmission, som vedrørte to tredjedele af de små ordrer. Retten konkluderede således, at Kommissionen havde begået en skønsfejl ved at anvende multiplikationsfaktorer på visse omkostninger (og under alle omstændigheder på de ordrer, der vedrørte elektronisk transmission), og at i fravær af de nævnte multiplikatorfaktorer ville omkostningerne i tilknytning til ekspedition af de små ordrer have været mindre, ligesom driftsresultatet for de små ordrer ville have været positivt (600 000 FRF, svarende til 91 469 EUR). Efter Rettens synspunkt havde Kommissionen således ikke påvist fraværet af overkompensation.

(33)

Som følge af Rettens dom af 15. april 2008 forblev undersøgelsesproceduren indledt med Kommissionens beslutning af 30. juli 1996 således fortsat åben, og Kommissionen bør vedtage en ny beslutning.

(34)

Under hensyntagen til begrundelserne i Rettens dom af 15. april 2008 og i betragtning af det forhold, at beslutningen om at indlede proceduren blev vedtaget den 30. juli 1996, ønskede Kommissionen på ny at opfordre de franske myndigheder og interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger.

(35)

Kommissionen vedtog således den 8. april 2009 (12) en beslutning om at forlænge procedure (beslutning K(2009) 2481, i det følgende benævnt »beslutningen om forlængelse af proceduren«). Beslutningen om forlængelse, med en ny frist for fremsættelsen af bemærkninger, supplerede således beslutningen af 30. juli 1996 om indledning af proceduren. Det blev anført, at de to beslutninger bør ses som en uadskillelig helhed og indleder en og samme formelle undersøgelsesprocedure, og at hvis beskrivelsen af de faktiske eller retlige forhold eller Kommissionens foreløbige evaluering i beslutningen for forlængelse af proceduren fraveg fra beslutningen om procedurens indledning af 30. juli 1996, skulle der kun tages hensyn til beslutningen om forlængelse af proceduren.

(36)

Kommissionen opfordrede interesserede parter til at sende deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning.

(37)

Kommissionen modtog bemærkninger fra de franske myndigheder den 9. juni 2009 og bemærkninger fra SIDE den 23. juli 2009. Kommissionen videresendte SIDE's bemærkninger til de franske myndigheder den 24. august 2009 og gav dem mulighed for at kommentere disse. De franske myndigheders kommentarer modtog Kommissionen den 24. september 2009.

(38)

De franske myndigheder har imidlertid ikke tilvejebragt de nærmere angivne oplysninger, som Kommissionen anmodede om i sin beslutning om forlængelse af proceduren, og begrænsede sig til, for så vidt angår støttens proportionalitet, at fremsende de oplysninger, der allerede var tilvejebragt den 17. september 2002, den 17. januar 2003 og den 11. marts 2003, som Kommissionen ikke havde mulighed for at udnytte som sådan i henhold til Rettens afgørelse af 15. april 2008.

(39)

Kommissionen rykkede således i brev af 8. oktober 2009 de franske myndigheder om anmodningen om nærmere oplysninger om de nævnte punkter, idet Kommissionen anførte, at hvis den ikke modtog de anmodede oplysninger inden for en frist på ti arbejdsdage, ville Kommissionen være forpligtet til at træffe endelig afgørelse på grundlag af de til rådighed værende elementer i overensstemmelse med procedureforordningens artikel 13, stk. 1, efter at have fremsat et påbud om oplysninger i medfør af artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (13).

(40)

De franske myndigheder oplyste i brev af 21. oktober 2009 Kommissionen om, at CELF var trådt i likvidation ved dom afsagt af handelsretten i Paris af 9. september 2009, og at CELF's aktiviteter således var ophørt. For så vidt angår de elementer, der var anmodet om i Kommissionens brev af 8. oktober 2009, anførte de franske myndigheder, at de ikke havde yderligere oplysninger, og henviste til deres bemærkninger af 9. juni 2009.

(41)

Ved en beslutning vedtaget den 20. november 2009 (beslutning K(2009) 9256, »påbuddet«) påbød Kommissionen de franske myndigheder at fremlægge de ønskede oplysninger, som på trods af flere rykkere endnu ikke var tilvejebragt.

(42)

I brev af 2. december 2009 anførte de franske myndigheder, at de ikke kunne bibringe Kommissionen yderligere oplysninger, og henviste til deres bemærkninger af 9. juni 2009.

(43)

Det skal bemærkes, at de franske myndigheder den 2. december 2009 ligeledes fremsendte et brev om den støtteordning, der betegnes »Programme de Livres Universitaires et Scientifiques«, det såkaldte »Programme Plus«. Den støtteordning er ikke omfattet af nærværende afgørelse.

(44)

Ved brev af 22. december 2009 anmodede Kommissionen de franske myndigheder om oplysninger vedrørende CELF's situation og den igangværende likvidationsprocedure. De franske myndigheder svarede den 27. januar 2010. Yderligere præciseringer blev fremsendt henholdsvis den 9. marts 2010 og den 26. november 2010.

(45)

Det skal bemærkes, at der kører sager for domstolene i Frankrig, og at de har ført til, at spørgsmål er indbragt for EU-Domstolen på grundlag af EUF-traktatens artikel 267 (tidligere EF-traktatens artikel 234). De vigtigste etaper i disse sagsforløb beskrives kort i det følgende.

(46)

SIDE har indbragt en sag for de franske domstole med henvisning til den direkte virkning af den tidligere artikel 88, stk. 3, i EF-traktaten. Ved dom af 5. oktober 2004 stadfæstede Cour administrative d’appel de Paris underinstansens dom af 26. april 2001, og pålagde den franske stat at tilbagesøge det beløb, der var blevet udbetalt til CELF.

(47)

Conseil d'Etat, hvortil sagen blev indbragt med henblik på kassation, stadfæstede i en afgørelse af 29. marts 2006 visse aspekter af den retsafgørelse, som Cour administrative d'appel havde truffet, navnlig det forhold, at den pågældende støtte ikke udgjorde ren kompensation af forpligtelser til offentlig tjeneste (14), at den ikke kunne betegnes som eksisterende støtte af den nationale domstol, og at CELF ikke kunne påberåbe sig en legitim forventning.

(48)

I sin afgørelse af 29. marts 2006 besluttede Conseil d'Etat imidlertid også at udsætte sin stillingtagen til søgsmålene, indtil EF-Domstolen havde udtalt sig om de præjudicielle spørgsmål, som Conseil d'Etat havde indbragt vedrørende den nationale domstols forpligtelser vedrørende ikke-anmeldt statsstøtte, som senere erklæres forenelig med fællesmarkedet i en beslutning vedtaget af Kommissionen.

(49)

I sin dom afsagt den 12. februar 2008 (15), kendte Domstolen for ret:

»… artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF skal fortolkes således, at en national domstol ikke har pligt til at anordne tilbagesøgning af en støtte, der er gennemført i strid med denne bestemmelse, når Kommissionen har vedtaget en endelig beslutning, der fastslår, at nævnte støtte er forenelig med fællesmarkedet i artikel 87 EF’s forstand. Den nationale domstol skal i henhold til fællesskabsretten pålægge støttemodtageren at betale renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed. Inden for rammerne af national lovgivning kan den nationale domstol i givet fald anordne tilbagesøgning af ulovlig støtte, uden at dette har betydning for medlemsstatens ret til på et senere tidspunkt på ny at gennemføre støtten. Den kan endvidere foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter.

I en processuel situation som den, der foreligger i hovedsagen, omfatter forpligtelsen i artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF til at afhjælpe virkningerne af en ulovlig støtte også, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder — med henblik på beregningen af de beløb, som støttemodtageren skal betale — perioden, der er forløbet mellem en beslutning fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der konstaterer, at den omhandlede støtte er forenelig med fællesmarkedet, og Fællesskabets retsinstansers annullation af nævnte beslutning.«

(50)

Under hensyntagen til Domstolens dom af 12. februar 2008 og under hensyntagen til ovennævnte franske dom af 15. april 2008 annullerede Conseil d'Etat i sin afgørelse af 19. december 2008 paragraf 2, 3 og 4 i ovennævnte dom af 5. oktober 2004 afsagt af Cour administrative d'appel de Paris og fastslog følgende.

(51)

Conseil d’État pålagde den franske kultur- og kommunikationsminister at anordne tilbagebetaling hos CELF af renter på den ulovlige støtte siden 1980 og indtil datoen for Conseil d'Etat's afgørelse, beregnet i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (16). Ministeren blev ligeledes pålagt på et senere tidspunkt at tilbagesøge de påløbne renter mellem datoen for Conseil d'Etat's afgørelse og datoen, hvor det enten endeligt blev fastslået, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, eller at støtten på endelig vis blev tilbagebetalt.

(52)

Endvidere besluttede Conseil d'Etat at udsætte sin stillingtagen, indtil Domstolen havde udtalt sig om følgende præjudicielle spørgsmål:

(53)

Domstolen traf den 11. marts 2010 (17) afgørelse om de pågældende præjudicielle spørgsmål og kendte for ret:

(54)

De franske myndigheder har over for Kommissionen anført, at kulturministeriet i 1980 i overensstemmelse med den franske regerings overordnede retningslinjer vedrørende fremme af fransksprogede bøger og litteratur besluttede at tildele støtte til eksportagenturer, der ville ekspedere alle typer af ordrer uanset beløbsstørrelse og rentabilitet. Disse foranstaltninger blev gennemført for at afhjælpe situationen med manglende aktører på markedet og for at opretholde en aktivitet med små, urentable ordrer på markedet for eksportagenturer.

(55)

I henhold til de franske myndigheder har små boghandlere i områder, der i overvejende grad ikke er fransktalende, som er vanskeligt tilgængelige og/eller fjerntliggende, store forsyningsproblemer, idet deres bestillinger ikke kunne efterkommes gennem de traditionelle distributionskanaler, når antallet af bestilte værker var utilstrækkelig, eller når enhedsprisen på de bestilte bøger ikke var tilstrækkelig høj til at gøre ydelsen rentabel.

(56)

I henhold til de franske myndigheder havde den pågældende støtte således til formål at give eksportagenturer mulighed for at efterkomme alle ordrer fra boghandlere i udlandet, som er beliggende i hovedsageligt ikke-fransktalende områder, uanset beløbsstørrelse, rentabilitet og bestemmelsessted. Formålet var at sikre en optimal distribution af fransksprogede bøger inden for rammerne af den franske politik for støtte til kulturel mangfoldighed og derigennem at fremme udbredelsen af fransksproget litteratur i hele verden.

(57)

Den tilskudsordning, som de franske myndigheder valgte, med betegnelsen »Programme petites commandes«, bestod i et driftstilskud som godtgørelse for de ekstra omkostninger ved ekspedition af små ordrer, som af de franske myndigheder var defineret til 500 FRF, omkring 76 EUR, eller derunder.

(58)

I henhold til de franske myndigheder forpligtede den modtagende virksomhed sig til at give direktoratet for litteratur og læsning i kulturministeriet alle oplysninger om virksomhedens overordnede aktiviteter (samlet omsætning, finansielle regnskaber, budgetoverslag, kopier af beslutninger til bekræftelse af disse oplysninger, revisorerklæring og en sammenfattende lønoversigt) sammen med alle dokumenter vedrørende den støttede aktivitet, herunder navnlig kontoen for støttens anvendelse som bekræftelse på, at de ydelser, der havde givet anledning til tilskudsudbetaling det foregående år, var blevet udført.

(59)

I praksis har kun en enkelt virksomhed, CELF, modtaget støtte under »Programme petites commandes«. I henhold til de franske myndigheder skulle virksomheden hvert år dokumentere de ekstra omkostninger ved ekspedition af de »små ordrer« som dokumentation for sin støtteansøgning for det efterfølgende år. Helt konkret blev en fjerdedel af den støtte, der var tildelt i løbet af det foregående år, udbetalt ved årets begyndelse, mens restbeløbet blev udbetalt det følgende efterår, efter at de offentlige myndigheder havde gennemgået den modtagende virksomheds budgetoverslag og udsvingene i løbet af regnskabsårets første del. Aftalen var, at hvis hele støttebeløbet ikke var opbrugt, blev restbeløbene fratrukket støtten i det efterfølgende år. Desuden deltog kulturministeriet som observatør på CELF's bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.

(60)

Det bør præciseres, at efter et konstant fald siden 1997 faldt den pågældende støtte helt bort i 2002. CELF har således hvert år fra 1980 til udgangen af 2001 modtaget støtte for, i henhold til de franske myndigheder, at mindske omkostningerne ved at effektuere mindre bestillinger fra udlandet af fransksprogede bøger. I alt har CELF fra 1980 til udgangen af 2001 modtaget ca. 4,8 mio. EUR i form af den pågældende støtte.

Tabel

Støttebeløb tildelt CELF siden 1980 til ekspedition af »små ordrer«

Oplysninger fra de franske myndigheder

(beløbene er afrundet i EUR)

(61)

De franske myndigheder udtrykte i deres svar af 9. juni 2009 til procedurens forlængelse især følgende bemærkninger.

(62)

De anførte, at først og fremmest delte de Kommissionens analyse, hvorefter støtten til CELF udgjorde statsstøtte, som ikke kunne omfattes af undtagelsesbestemmelserne i EUF-traktatens artikel 107, stk. 2, og artikel 107, stk. 3, litra a) og b).

(63)

For så vidt angår vurderingen af støtten i forhold til EUF-traktatens artikel 107, stk. 3, litra c) og d), havde de franske myndigheder ikke tilvejebragt nye elementer vedrørende støttens proportionalitet.

(64)

De franske myndigheder anførte endvidere, at de anså den opgave, som CELF havde fået pålagt, som en tjenesteydelse af almen interesse som omhandlet i EUF-traktatens artikel 106, stk. 2.

(65)

Sluttelig gjorde de franske myndigheder især gældende, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, som burde foranledige Kommissionen til ikke at kræve støtte tilbagesøgt.

(66)

Som angivet ovenfor har de franske myndigheder imidlertid ikke tilvejebragt de nærmere angivne oplysninger, som Kommissionen anmodede om i sin beslutning om forlængelse af proceduren, og begrænsede sig til, for så vidt angår støttens proportionalitet, at fremsende de oplysninger, der allerede var tilvejebragt i 2002 og 2003, som Kommissionen ikke havde mulighed for at udnytte som sådan i henhold til Rettens afgørelse af 15. april 2008. Efter en rykkerskrivelse af 8. oktober 2009 besluttede Kommissionen således den 20. november 2009 at udstede et påbud til de franske myndigheder om at fremlægge de ønskede oplysninger i overensstemmelse med artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/1999. I brev af 2. december 2009 svarede de franske myndigheder, at de ikke kunne bibringe Kommissionen yderligere oplysninger.

(67)

SIDE anførte i sine bemærkninger af 23. juli 2009 især følgende:

(68)

SIDE erindrede om, at kun CELF havde fået støtte, selv om SIDE ikke anså CELF's aktiviteter som specifikke for CELF, da det forhold at imødekomme ordrer af alle størrelser, også meget beskedne, fra geografisk spredte boghandlere med henblik på at gruppere dem i større ordrer til forlagene netop i henhold til SIDE ville være en definition på funktionen som eksportagentur. SIDE anførte ligeledes, at det forhold, at SIDE ikke havde fået tildelt støtte, snarere skyldtes det forhold, at SIDE er en privat virksomhed og ikke et forlagskooperativ, snarere end en påstået mangel på åbenhed.

(69)

SIDE bestred endvidere i detaljer det forhold, at støtten skulle have været nødvendig. I denne henseende gjorde SIDE især gældende, at begrebet »små ordrer« var vilkårligt, ligesom SIDE tilbageviste de tal, som de franske myndigheder havde fremført.

(70)

SIDE vurderede endvidere, at støtten ikke kunne berettiges på grundlag af EUF-traktatens artikel 106, stk. 2, med henvisning til de nationale domstoles afgørelser vedrørende CELF's aktivitet.

(71)

Endelig anførte SIDE, at SIDE ikke vurderede, at der i nærværende sag var tale om ekstraordinære omstændigheder, som kunne berettige en begrænsning af tilbagesøgningen.

(72)

Det bør fastlægges, om den pågældende støtte udgør statsstøtte, og om den i givet fald kan anses for at være forenelig med det indre marked. Kommissionen bør i sin vurdering især tage Rettens afgørelse af 15. april 2008 i betragtning.

(73)

Det fremgår af EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, at »bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(74)

Som det allerede indledningsvist er blevet anført i beslutningen om procedurens forlængelse, erindrer Kommissionen om, at Kommissionens beslutning om, at den pågældende støtteordning udgør statsstøtte som omhandlet i traktaten, aldrig er draget i tvivl under de forskellige faser i sagsforløbet i Kommissionen og heller ikke for Den Europæiske Unions retsinstanser (18), og slet ikke for de nationale retsinstanser (19). I deres svar af 9. juni 2009 på procedurens forlængelse anførte de franske myndigheder således, at de var enige i Kommissionens analyse af, at støtte til CELF udgør statsstøtte.

(75)

Kommissionen mener, at foranstaltningen udgør statsstøtte som omhandlet i EUF-traktatens artikel 107, stk. 1 (tidligere EF-traktatens artikel 87, stk. 1) af følgende årsager.

(76)

Først og fremmest giver foranstaltningen en fordel til CELF, idet foranstaltningen gør det muligt for CELF at mindske omkostningerne ved små ordrer. Støtten er selektiv, idet den kun er til fordel for CELF.

(77)

Foranstaltningen finansieres endvidere med den franske stats budgetmidler, det vil sige ved hjælp af statsmidler. Foranstaltningens iværksættelse er blevet besluttet af Kulturministeriet, hvorfor foranstaltningen kan tilskrives de franske myndigheder.

(78)

I øvrigt påvirker foranstaltningen sandsynligvis samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencevilkårene. Støtten tildeles således franske agenturer (i praksis CELF), der eksporterer fransksprogede bøger hovedsagelig til ikke-fransktalende lande. De nævnte franske agenturer konkurrerer dermed, i det mindste teoretisk, med andre eksportagenturer for fransksprogede bøger i andre fransktalende lande i Den Europæiske Union (Belgien og Luxembourg). Denne konklusion berøres ikke af det forhold, at indvirkningen på samhandelen og fordrejningen af konkurrencevilkårene som følge af foranstaltningen er meget begrænsede. I henhold til Domstolens faste retspraksis er Kommissionen således ikke forpligtet til at påvise støttens faktiske påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne eller en reel fordrejning af konkurrencevilkårene. Det er tilstrækkeligt, at støtten sandsynligvis vil kunne påvirke samhandelen og fordreje konkurrencevilkårene.

(79)

Endelig mener Kommissionen, at betingelserne for anvendelse af Altmark-dommen ikke er opfyldt. Domstolen præciserede i Altmark-dommen af 24. juli 2003 (20), i hvilke situationer støtte til en virksomhed, der forvalter en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, ikke udgør statsstøtte: »for det første er den begunstigede virksomhed faktisk blevet pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser er blevet klart defineret. For det andet er de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, blevet fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. For det tredje overstiger kompensationen ikke, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. For det fjerde skal størrelsen af den nødvendige kompensation, når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med transportmidler til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at gennemføre forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.«

(80)

I nærværende sag og uden at det i øvrigt er nødvendigt at se nærmere på hver af disse betingelser, idet de er kumulative, konstaterer Kommissionen, at udvælgelsen af CELF ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, og at kompensationsniveauet ikke er fastlagt på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med produktionsmidler, ville have.

(81)

Støtten til CELF udgør således statsstøtte efter EUF-traktatens artikel 107, stk. 1, idet den opfylder alle enhedsbetingelser for at udgøre statsstøtte.

(82)

Den pågældende støtte er imidlertid ikke blevet anmeldt til Kommissionen af de franske myndigheder. Støtten er således tildelt i strid med EUF-traktatens artikel 108, stk. 3, der fastlægger, at medlemsstaterne er forpligtede til betids at underrette Kommissionen om foranstaltninger, der kan udgøre statsstøtte, eller ændringer af samme. Støtten blev følgelig ydet ulovligt.

(83)

Den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, hvorfor støttens forenelighed med det indre marked skal vurderes.

(84)

Kommissionen mener, at undtagelserne i EUF-traktatens artikel 107, stk. 2, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet de pågældende foranstaltninger tydeligvis ikke havde til formål at nå de heri definerede mål.

(85)

Støtten opfylder heller ikke betingelserne i undtagelsen under EUF-traktatens artikel 107, stk. 3, litra a), idet formålet ikke var at fremme udviklingen i regioner, der kunne nyde godt af denne bestemmelse. Undtagelsen i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), vedrørende fremme af virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse finder heller ikke anvendelse i den foreliggende sag, idet den ikke er beregnet på at fremme denne type projekter. Støtten havde heller ikke til formål at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i Frankrigs økonomi, og undtagelsen i anden del af artikel 107, stk. 3, litra b), finder heller ikke anvendelse i den foreliggende sag.

(86)

Kommissionen bør således se nærmere på, om støtten kan være forenelig med EUF-traktatens artikel 107, stk. 3, litra c) og d) (EF-traktatens tidligere artikel 87, stk. 3, litra c) og d)).

(87)

På baggrund af Rettens afgørelse af 15. april 2008 bør der skelnes mellem støtte, der er kommet til udbetaling efter EU-traktatens ikrafttræden (den 1. november 1993), og støtte udbetalt inden denne ikrafttrædelsesdato, og som bør behandles i forhold til de regler, der var gældende i det tidsrum.

(88)

I denne henseende bemærker Kommissionen sig, at en fjerdedel af den støtte, der var tildelt CELF i løbet af det foregående år, blev udbetalt ved årets begyndelse, mens restbeløbet blev udbetalt det følgende efterår, efter at de offentlige myndigheder havde gennemgået den modtagende virksomheds budgetoverslag og udsvingene i løbet af regnskabsårets første del. Hvis hele støttebeløbet ikke var opbrugt, blev restbeløbene fratrukket støtten i det efterfølgende år. Tilskuddet for 1993 blev således delvis udbetalt i begyndelsen af 1993, og restbeløbet blev tildelt i efteråret 1993. Beslutningen om at yde støtte for 1993 blev truffet af de franske myndigheder i slutningen af 1992 eller i begyndelsen af 1993, og under alle omstændigheder inden ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union. Kommissionen mener derfor, at den støtte, der er udbetalt for 1993, bør vurderes i forhold til de retsregler, der fandt anvendelse inden ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union.

(89)

EUF-traktatens artikel 107, stk. 3, litra d), (tidligere artikel 87, stk. 3, litra d) i EF-traktaten) fastsætter, at »støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven kan være forenelig med det indre marked, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i Unionen i et omfang, der strider mod de fælles interesser.«

(90)

Det skal derfor efterprøves, om støtten til CELF mellem 1994 og udgangen af 2001 havde et egentligt kulturelt formål, og om den ændrede samhandels- og konkurrencevilkårene i et omfang, der strider mod den fælles interesse.

(91)

Kommissionen skal indledningsvis erindre om, at det kulturelle formål med støtten til CELF blev anerkendt af Retten i førnævnte afgørelse af 18. september 1995. Retten anførte således i præmis 62, at »For så vidt angår det kulturelle formål med den omtvistede støtte, er det ubestridt af parterne, at den franske regerings formål er udbredelsen af det franske sprog og fransk litteratur. Det fastslås endvidere, at de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, da den vedtog sin beslutning, herunder oplysningerne i skrivelsen af 7. september 1992 fra sagsøgerens advokat, støttede Kommissionens vurdering af, at dette faktisk var formålet, og at dette formål var lovligt. Herefter bør det fastslås, at vurderingen af formålet med den omtvistede støtte ikke frembød særlige vanskeligheder for Kommissionen, og at det ikke var nødvendigt at skaffe andre oplysninger for at forvisse sig om, at dette formål var kulturelt.«

(92)

De franske myndigheder har således gjort gældende, at den pågældende støtte forfulgte et kulturelt formål, nemlig at fremme udbredelsen af fransksprogede værker i ikke-fransktalende lande. Det drejede sig om en bevidst politik med henblik på at bevare og fremme den kulturelle mangfoldighed på internationalt plan.

(93)

Bevarelse og fremme af kulturel mangfoldighed hører blandt grundprincipperne for den europæiske model. Principperne er fastlagt i EUF-traktatens artikel 167, stk. 1 (tidligere artikel 151, stk. 1, i EF-traktaten): »Unionen bidrager til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv« og videre i artikel 167, stk. 4, som fastlægger, at »Unionen tager hensyn til de kulturelle aspekter i sin indsats i henhold til andre bestemmelser i denne traktat, navnlig med henblik på at respektere og fremme sine kulturers mangfoldighed«.

(94)

På den baggrund finder Kommissionen, at de franske myndigheders støtte til CELF med henblik på at sikre udbredelsen af fransksprogede værker tjente et kulturelt formål.

(95)

Kommissionen bør således efterprøve, om de pågældende foranstaltninger egentlig var nødvendige og proportionelle i forhold til det kulturpolitiske formål, som de franske myndigheder forfulgte.

(96)

Det skal indledningsvist erindres, at det i overensstemmelse med Rettens førnævnte afgørelse af 28. februar 2002 er markedet for eksportagenturer for fransksprogede bøger, der skal tjene som grundlag for vurderingen af foranstaltningerne.

(97)

For det første skal støttens nødvendighed undersøges.

(98)

I henhold til de franske myndigheder blev foranstaltningerne udformet af Kulturministeriet i 1980 på et tidspunkt, hvor visse aktører i branchen (Groupe Hachette og les Messageries du livre) ønskede at forlade markedet for eksportagenturer. I henhold til de franske myndigheder blev den anfægtede ordning indført for at tilskynde de erhvervsdrivende til at gå ind på markedet, således at alle ordrer på fransksprogede bøger fra boghandlere i ikke-fransktalende områder kunne efterkommes. Derved sikrede man, at fransksprogede bøger kunne nå ud til alle boghandlere, også de mindste i fjerne lande, selv om de kun havde brug for nogle få bøger, som i øvrigt ofte udgives af forskellige forlag.

(99)

SIDE har på sin side gjort gældende, navnlig i tilknytning til sine bemærkninger som følge af beslutningen om at forlænge proceduren, at den undersøgte støtte ikke var nødvendig. Selv om visse aktører i 1980 nok havde ophørt med deres aktivitet som eksportagenturer, erindrer SIDE om, at SIDE netop på det tidspunkt blev oprettet med henblik på at blive aktiv på markedet. SIDE bestrider endvidere det forhold, at CELF skulle have en særlig aktivitet med ekspedition af små ordrer. Navnlig anfægter SIDE de tal, som de franske myndigheder har fremlagt, og mener, at tallene for CELF og for SIDE, for så vidt angår antallet af fakturaer og bestillinger i forhold til omsætningen, er de to virksomheder forholdsvis ens. Mere generelt anfægter SIDE begrebet »små ordrer« som defineret af de franske myndigheder. Efter SIDE's mening er dette begreb vilkårligt, idet omkostningerne ved ekspedition af en ordre ikke skal ses i forhold til ordrebeløbet, men antallet af bestillinger.

(100)