Kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (Bruxelles I)

Forordningen omhandler retternes kompetence og anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område i den Europæiske Unions (EU) medlemsstater.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Forordningen fastslår retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område. Den bestemmer, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat i Den Europæiske Union (EU), anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure, undtagen i tilfælde af indsigelse. Således bør en retsafgørelse erklæres eksigibel efter en simpel formel efterprøvelse af de indleverede dokumenter, uden at retten på eget initiativ kan gøre en af de grunde til ikke at fuldbyrde den, der er forudset i forordningen, gældende. Forordningen omfatter ikke sager om skat, told og administrative anliggender. Den finder desuden ikke anvendelse på sager om

• fysiske personers retlige status og deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente
• konkurs, akkord og andre lignende ordninger
• social sikring
• voldgift.

Grundlæggende kompetenceregel

Grundprincippet er, at det er retten i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, der er kompetent, uanset sagsøgtes nationalitet. Bopælsspørgsmålet afgøres efter loven i domstolslandet. Hvis en part ikke har bopæl i den medlemsstat, hvor sagen anlægges, skal retten, for at fastslå, om vedkommende har bopæl i en anden medlemsstat, anvende denne medlemsstats lovgivning. For juridiske personer og selskaber gælder, at de har bopæl på det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, hovedsæde eller hovedvirksomhed. For trusts afgøres bopælsspørgsmålet af retten i den medlemsstat, hvor sagen anlægges, på grundlag af de for denne medlemsstat gældende internationale privatretlige regler .

Sagsøgning i en anden medlemsstat

På trods af det grundlæggende princip om, at den kompetente domstol er domstolen i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, kan den pågældende under bestemte omstændigheder sagsøges i en anden medlemsstat. Dette vil være tilfældet, når det drejer sig om de former for kompetence, der anføres i forordningen: speciel kompetence eller enekompetence, kompetence i forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle arbejdsaftaler.

Domstolenes specielle kompetence gælder f.eks. i

• sager om kontraktforhold (normalt ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes)
• sager om underholdspligt (normalt ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl)
• sager vedrørende en strafbar handling (ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået).

I forsikringssager kan en forsikringsgiver sagsøges ved retterne i den medlemsstat, hvor han/hun har bopæl, eller i en anden medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, hvis sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede. I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået.

Forordningen omfatter også bestemmelser vedrørende kompetence i forbindelse med aftaler indgået af forbrugere. Forbrugere er personer, der indgår en aftale med en erhvervsdrivende med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for deres erhvervsmæssige virksomhed. Bestemmelserne omfatter alle aftaler, der indgås mellem forbrugere og personer, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på det pågældende område i EU, med undtagelse af transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold. Bortset fra sager vedrørende køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater, lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande, er beskyttelsen kun sikret forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst anden måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat. En sag, som en forbruger agter at rejse, kan anlægges ved retten i den medlemsstat, hvor sagsøgt har bopæl, eller ved retten i den medlemsstat, hvor forbrugeren (sagsøger) har bopæl. En sag, som agtes rejst mod forbrugeren af en erhvervsdrivende, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

På grundlag af en individuel arbejdsaftale kan en arbejdstager sagsøge sin arbejdsgiver enten ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl, eller ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde. Hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, kan sagsøge sin arbejdsgiver ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, har hjemsted. En arbejdsgiver, der ikke har bopæl i en medlemsstat, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, anses som havende bopæl på den pågældende medlemsstats område. Arbejdsgiveren kan kun anlægge sag mod arbejdstageren ved retterne på det område, hvor arbejdstageren har bopæl.

Forordningen fastslår, at følgende retter har enekompetence uden hensyn til bopæl, når det drejer sig om

• sager om rettigheder over fast ejendom og om leje af fast ejendom (retten i den medlemsstat på hvis område ejendommen er beliggende)
• sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber eller andre juridiske personer eller om gyldighed af deres organers beslutninger (retten i den medlemsstat hvor den juridiske person har hjemsted)
• sager om gyldigheden af registreringer i offentlige registre (retten i den medlemsstat på hvis område registret føres)
• sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder (retten i den medlemsstat på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget enten ifølge en EU-retsakt eller en international konvention)
• sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser (retten i den medlemsstat på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende).

Såfremt parterne, hvor mindst en af dem har bopæl i EU, har indgået en værnetingsaftale er de valgte retter kompetente. Forordningen fastlægger en række formaliteter i forbindelse med en sådan aftale om værneting: aftalen skal være indgået skriftligt eller i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold eller, inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har kendskab til.

Forordningen indeholder desuden regler om sager, hvor der er flere sagsøgte, sager om opfyldelse af en garantiforpligtelse, sager om modkrav og sager om kontraktforhold, der kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom.

Der er desuden fastsat regler for litispendens og indbyrdes sammenhængende krav.

Anerkendelse og fuldbyrdelse

Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. I forordningen forstås ved retsafgørelse enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.

En retsafgørelse kan ikke anerkendes såfremt

• en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
• det indledende processkrift i sagen ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han/hun har kunnet forsvare sig
• den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
• den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag.

En ret kan udsætte at træffe afgørelse, hvis en afgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, er blevet anfægtet ved ordinær appel.

Retsafgørelser kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, efter at være blevet erklæret eksigible efter anmodning fra en berettiget part. Parterne kan anfægte en afgørelse vedrørende en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.

Erstatning af Bruxelles-konventionen af 1968

Forordningen erstatter Bruxelles-konventionen af 1968, som fandt anvendelse mellem medlemsstaterne inden forordningens ikrafttrædelse. Konventionen finder fortsat anvendelse i de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af artikel 299 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (nu artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). I forordningen anføres endvidere en række andre konventioner, traktater og aftaler, som er indgået mellem medlemsstaterne, og som erstattes af forordningen.

På tidspunktet for forordningens ikrafttrædelse er det retslige forhold mellem Danmark og de øvrige medlemsstater fortsat undergivet Bruxelles-konventionen af 1968. Denne undtagelse for Danmarks vedkommende er baseret på protokol nr. 5 om Danmarks stilling af 1997, som er knyttet til traktaterne, (nu protokol nr. 22). Den 19. oktober 2005 undertegnede EU en aftale med Danmark om udvidelse af forordningens bestemmelser på det civil- og handelsretlige område til også at omfatte Danmark. Den 27. april 2006 blev aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2006/325/EF Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2007.

I medfør af protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaterne, har ovennævnte to lande meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 21. april 2009 om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [ KOM(2009) 174 endelig – ikke offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende].

Rådets forordning (EF) Nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 338 af 23.12.2003].

Denne ordning finder anvendelse på civilretlige spørgsmål vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt forældreansvar. Den finder ikke anvendelse på civilretlige spørgsmål vedrørende underholdspligt, der er dækket af forordning (EF) nr. 4/2009.

Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område [Den Europæiske Unions Tidende L 251 af 21.9.2013].

Efter Danmarks meddelelse til Kommissionen om dets beslutning om at gennemføre indholdet af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009, for så vidt denne forordning ændrer forordning (EF) nr. 44/2001, og indholdet af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1142/2011 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, indeholder aftalen en liste over de administrative myndigheder i Danmark, der tager sig af spørgsmål, der er dækket af de to nævnte forordninger.

Seneste ajourføring: 07.04.2014