This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Direktiv 2000/31/EF — elektronisk handel i EU
Det fastlægger de almene regler i EU for forskellige forhold i forbindelse med elektronisk handel.
Onlineydelser, der er dækket af direktivet, omfatter:
Direktivet indfører det princip, at operatører af disse tjenester kun er underlagt regulering (vedrørende påbegyndelse og udøvelse af tjenesterne) i det EU-land, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted — ikke i det land, hvor de servere, e-mailadresser og postkasser, som de benytter, er placeret.
Nationale regeringer skal sikre, at operatører offentliggør grundlæggende oplysninger om deres aktiviteter (navn, adresse, nummer i handelsregister osv.) i et permanent og let tilgængeligt format.
Reklame
Nationale regeringer skal sikre, at reklame følger bestemte regler:
Spam
Uopfordret e-mail (»spam«) skal også tydeligt kunne identificeres. Virksomheder, der udsender spam-e-mails, skal regelmæssigt konsultere og respektere »opt-out-registre«, hvor personer, der ikke ønsker at modtage sådanne e-mails, kan registrere sig.
Onlinekontrakter
I hvert EU-land skal elektroniske kontrakter have en retlig status, der svarer til den for papirkontakter.
Disse kontrakter skal også angive følgende i tydelige og forståelige vendinger:
Forbrugere skal kunne gemme og udskrive kontrakter og almindelige betingelser.
Se desuden direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder.
Onlineordrer
Disse er bundet af følgende krav:
Se desuden forordning (EU) 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester.
Håndhævelse af eksisterende lovgivning
Direktivet opfordrer både til, at operatørerne kontrollerer sig selv og til regulerende tiltag i samarbejde med regeringer. Eksempler på disse omfatter:
EU-lande skal også finde hurtige og effektive løsninger på juridiske problemstillinger i onlinemiljøet og sikre sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.
Tjenesteydernes ansvar
Online tjenesteydere, der optræder som rene videreformidlere, udbyder af caching eller lagringsydelser, er ikke ansvarlige for de oplysninger, de fremsender eller oplagrer, hvis de opfylder visse betingelser. Hvad angår udbydere af oplagringsydelser, er de fritaget fra ansvar, såfremt:
Nationale regeringer kan ikke pålægge disse »videreformidlere« nogen almen overvågningsforpligtelse over den information, som de sender eller oplagrer, for at lede efter og forebygge en ulovlig aktivitet.
Europa Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«)
Dokument |
Ikrafttrædelsesdato |
Gennemførelsesdato i medlemsstaterne |
Den Europæiske Unions Tidende |
Direktiv 2000/31/EF |
17.7.2000 |
16.1.2002 |
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«) (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1-11)
seneste ajourføring 13.10.2015