EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fællesskabets rammestrategi for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005)

1) MÅL

At fastsætte en aktionsramme for inddragelse af spørgsmålet om lige muligheder i alle EU's aktiviteter, således at disse aktiviteter kan bidrage til at opfylde målsætningen om at fjerne uligheder og fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder.

2) DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 7. juni 2000, "På vej mod en EF-rammestrategi for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005)" [KOM(2000) 335 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

3) RESUMÉ

Sigtet med denne meddelelse er at bidrage til bekæmpelsen af uligheder mellem mænd og kvinder i det økonomiske, politiske og sociale liv og i civilsamfundet. Kommissionens forslag til rammestrategi rummer to indgangsvinkler. For det første sigter den mod at inddrage kønsaspektet i alle de fælles politikker, som har direkte eller indirekte virkning på målsætningen om ligestilling mellem mænd og kvinder (mainstreamingprincippet, proaktiv politik: integrering af kønsaspektet). Parallelt med denne overordnede indgangsvinkel foreslås det dernæst, at der iværksættes specifikke aktioner til fordel for kvinder, hvilket stadig er nødvendigt for at fjerne de vedvarende uligheder. Denne integrerede strategi markerer således en vigtig ændring i forhold til den foregående EU-indsats på området, som hovedsagelig byggede på adskilte og opdelte aktiviteter og programmer.

For at kunne udvikle de horisontale og koordinerende foranstaltninger stiller Kommissionen forslag om et støtteprogram til rammeprogrammet for at befordre gennemførelsen af bevidstgørelseskampagner, en bedre dataindsamling og tværnationale projekter.

I rammestrategien foreslår Kommissionen fem indsatsområder, der er indbyrdes forbundet, men har hver sine operationelle målsætninger, nemlig det økonomiske liv, ligelig deltagelse og repræsentation, sociale rettigheder, civilsamfundet og kønsrollemønstre og fordomme.

Ligestilling i det økonomiske liv

Det Europæiske Råd i Lissabon opfordrede i marts 2000 Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme alle ligestillingsaspekter i beskæftigelsespolitikken, bl.a. gennem en mindskelse af den beskæftigelsesmæssige kønsopdeling og ved at gøre det lettere at forene arbejde og familieliv. I den forbindelse foreslår Kommissionen tre operationelle målsætninger:

  • Styrkelse af kønsdimensionen i den europæiske beskæftigelsesstrategi. F.eks. drejer det sig om at fremme livslang læring for kvinder og forbedre kvinders beskæftigelsesevne og adgang til it-job.
  • Forbedre anvendelsen af strukturfondene til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder, navnlig gennem Equal, Interreg, Urban og Leader.
  • Udarbejde strategier, der skal fremme integreringen af kønsaspektet i alle politikker, der har en betydning for kvinders ligestilling i økonomisk sammenhæng. I den forbindelse bliver det nødvendigt at etablere en dialog med toplederne i europæiske virksomheder vedrørende deres bidrag til ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Det foreslås også at indføre et europæisk kvalitetsmærke (ligestillingspris eller -certifikat), som én gang årligt tildeles virksomheder, der har udviklet en god praksis med hensyn til at fremme ligestillingen.

Ligelig deltagelse og repræsentation

Det forhold, at kvinder stadig er underrepræsenteret i de forskellige led af den politiske beslutningsproces, fastholder et demokratisk underskud, som skal afhjælpes gennem nedenstående målsætninger:

  • Forbedre kønsbalancen i den politiske beslutningsproces. Initiativerne drejer sig bl.a. om at vurdere den indflydelse, som valgsystemer, lovgivning, kvoter og andre foranstaltninger har for en ligelig repræsentation af mænd og kvinder i politiske organer, som besættes ved valg. De omhandler ligeledes aktiviteter, der skal øge EU-borgernes bevidsthed om behovet for at sikre en ligelig repræsentation i såvel offentlige valgte organer som inden for de politiske partier.
  • Forbedre kønsbalancen i beslutningsprocessen i økonomisk og social sammenhæng. Kommissionen anbefaler til det formål at overvåge og evaluere overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked samt rekruttering og karriereforløb for potentielle kvindelige topledere. Ligeledes foreslår den at udarbejde og vedligeholde en komplet og regelmæssigt ajourført statistik over kvinder på ledende poster.
  • Forbedre kønsbalancen i Kommissionen.

Samme adgang til sociale rettigheder for kvinder og mænd

Kvinders lige adgang til sociale rettigheder er et vigtigt fundament i ethvert demokratisk samfund. Alligevel har mange kvinder ikke lige adgang til sociale rettigheder, fordi nogle af disse rettigheder er baseret på en model, hvor manden er forsørgeren, og der ikke tages hensyn til, at kvinderne bærer den største del af byrden i forbindelse med at forene arbejdsliv og familieliv. Mange socialsikringssystemer afspejler denne forældede model, hvilket er en af forklaringerne på den feminisering af fattigdommen, der finder sted i EU. EU's indsats skal derfor sigte mod følgende:

  • Forbedre anvendelsen af EU-lovgivningen, især på det sociale område (regler om forældreorlov, moderskab og arbejdstid). Derfor skal der foregå en opfølgning og evaluering af gennemførelsen af denne lovgivning i medlemsstaterne og en bevidstgørelse af ngo'erne, arbejdsmarkedets parter, arbejdstilsynet og de juridiske erhverv over for lovgivning og retspraksis i Den Europæiske Union på socialområdet. I øvrigt har Kommissionen til hensigt at foreslå et direktiv på grundlag af artikel 13 i traktaten for at sikre ligebehandling af mænd og kvinder på andre områder end beskæftigelse.
  • Støtte oplysnings- og formidlingsaktiviteter rettet mod EU-borgerne vedrørende EU's sociale lovgivning.
  • Overvåge integreringen af kønsperspektivet i udformningen, gennemførelsen og evalueringen af de fælles politikker, som påvirker mænds og kvinders dagligdag, f.eks. transportpolitikken, folkesundhed, eksterne forbindelser, herunder menneskerettighedspolitikken, og Fællesskabets handlingsplan for bekæmpelse af forskelsbehandling.

Ligestilling og borgerlige rettigheder

Dette tema sigter mod at styrke og udbygge mekanismerne til håndhævelse af ligestillingslovgivningen og samtidig øge bevidstheden om og undervisningen i lige rettigheder og kvinders menneskerettigheder. Foranstaltningerne vil omfatte uddannelse i ligestillingsregler for jurister samt oplysning til ngo'er om denne lovgivning. Desuden er der behov for at være særlig opmærksom på de kvinder, der er udsat for flere former for diskrimination (indvandrerkvinder, handicappede kvinder osv.) eller udsættes for vold eller seksuel udnyttelse. EU har udformet en fælles politik til bekæmpelse af vold mod kvinder og handel med kvinder, f.eks. i form af Stop-programmet (es de en fr) og siden Daphne-initiativet og det nye Daphne-program (2000-2003). Det er dog stadig nødvendigt med en yderligere indsats på dette område. Følgende opgaver skal derfor løses:

  • Overvåge EU's lovgivning og retspraksis vedrørende ligebehandling af mænd og kvinder og om nødvendigt stille forslag om ny lovgivning. F.eks. påtænkes det at gennemgå direktiv 75/117/EØF om lige løn for at undersøge, om det er muligt at forbedre direktivet. Kommissionen foreslår ligeledes at styrke arbejdstilsynsmyndighedernes lovgivningsmæssige rolle og kompetence på ligelønsområdet. Der skal i øvrigt gives støtte til oplysning om og uddannelse i ligestillingsreglerne med sigte på jurister, arbejdstilsyn og arbejdsmarkedets parter.
  • Fremme kvinders menneskerettigheder gennem støtte til bevidstgørelsesaktioner og oplysningskampagner i EU og kandidatlandene. Det er også vigtigt at støtte netværkssamarbejde for at sikre indsamling af sammenlignelige data vedrørende kønsrelaterede krænkelser af menneskerettighederne og sager om kønsdiskrimination. Det skal også sikres, at der tages passende hensyn til kvinders specifikke behov og/eller særlige situation i det hele taget og i givet fald i forbindelse med asyl og tredjelandes borgeres ophold i medlemsstaterne.
  • Bekæmpe kønsrelateret vold og handel med mennesker med henblik på seksuel udnyttelse. Til det formål planlægges det bl.a. at fremme uddannelse og bevidstgørelse af de ansatte i politiet og i retsvæsnet samt styrke samarbejdet på tværs af landegrænser og udvekslingen af oplysninger og god praksis inden for EU og især mellem EU og kandidatlandene.

Ændring af kønsrollemønstre og fordomme

Dette indsatsområde er rettet mod behovet for at ændre adfærd, holdninger, normer og værdier, der definerer og påvirker kønsrollerne i samfundet gennem uddannelse, medier, kunst, kultur og videnskab. Afskaffelse af eksisterende fordomme og kønsstereotyper er af afgørende betydning, hvis man vil sikre ligestilling mellem mænd og kvinder. Derfor foreslår Kommissionen at iværksætte foranstaltninger med følgende formål:

  • Øge opmærksomheden om kønspolitiske spørgsmål. Navnlig foreslås det at øge bestræbelserne på at fjerne diskrimination i form af stereotype kønsrollefremstillinger inden for uddannelse, f.eks. i undervisningsmateriale, og udvikle god praksis på dette område.
  • Afskaffe kønsstereotyper i og gennem relevante områder af EU's politik. F.eks. anbefales drøftelser med de eksisterende nationale etiske udvalg om integration af kønsaspektet i deres opgavebeskrivelse, og Kommissionen foreslår at støtte netværkssamarbejde mellem de nationale etiske udvalg. Ligeledes skal man fremme udvekslingen af synspunkter og god praksis i medierne, og der bør oprettes en gruppe bestående af medierepræsentanter, der skal bistå Kommissionen med at igangsætte drøftelser i relation til denne målsætning.

4) gennemførelsesforanstaltninger

5) videreførelse af arbejdet

Rapport [KOM(2003) 98 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]Rapport fra Kommissionen af 5. marts 2003, Årsberetning om lige muligheder for kvinder og mænd i Den Europæiske Union i 2002 I forbindelse med Kommissionens aflæggelse af årsberetning gør den status over strategien om lige muligheder for mænd og kvinder i EU, bl.a. i førnævnte rapport for 2002 (es de en fr).

Seneste ajourføring: 08.05.2003

Top