Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Energipriser og -omkostninger i Europa

Denne meddelelse består af en rapport om energipriser og -omkostninger i Europa og anbefalinger til, hvordan man holder energiregningen nede.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Energipriser og -omkostninger i Europa (COM(2014) 21 final af 22.1.2014 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

RESUMÉ

Europa-Kommissionens dybtgående analyse af energipriser og -omkostninger i Europa har til formål at gøre det lettere for beslutningstagere at forstå baggrunden for og virkningerne af de seneste prisstigninger for forbrugerne samt de politiske konsekvenser.

Stigende energipriser er en stor politisk udfordring. De skaber yderligere økonomiske byrder for hårdt ramte husholdninger og industrien, og de påvirker Europas globale konkurrenceevne.

Formålet med denne rapport er at hjælpe EU med at udvikle ambitiøse, men troværdige rammebestemmelser for klima og energi frem mod 2030, der er omkostningseffektive, og som ikke underminerer den europæiske konkurrenceevne.

Kommissionen foreslår en række tiltag med henblik på at sikre, at europæiske borgere og industrien kan håndtere de stigende energipriser på en effektiv måde, og at EU kan bevare sin konkurrenceevne i dag, frem mod 2030 og endnu længere.

De vigtigste forslag til at holde energipriserne i skak omfatter følgende:

  • EU-landene skal gennemføre EU’s indre energimarked med henblik på at sikre, at der kan investeres på en effektiv og konkurrencedygtig måde.
  • Private forbrugere og industrien, særligt små og mellemstore virksomheder, bør udforske muligheden for at sænke deres omkostninger ved at skifte til billigere energileverandører.
  • Der skal gøres mere for at øge energieffektiviteten og hjælpe forbrugerne med at begrænse forbruget. De europæiske husholdninger og industrien kan holde udgifterne nede ved at forbedre energieffektiviteten yderligere, øge fokus på energieffektivitet i produktudvikling, nye teknologier og forbrugeradfærd kan også bidrage til at spare energi og penge.
  • For at drage fordel af det indre marked og mulighederne for at begrænse omkostningerne, skal EU-landene udvikle den europæiske energiinfrastruktur yderligere, diversificere energikilder og forsyningsveje og sikre, at landene taler med en fælles europæisk stemme i forhandlinger med store energipartnere.
  • EU og EU-landene skal i stigende grad vurdere og sammenligne omkostninger til energinetværk og praksisser.

seneste ajourføring 01.08.2014

Top