This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013PC0550
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on interchange fees for card-based payment transactions
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner
/* COM/2013/0550 final - 2013/0265 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner /* COM/2013/0550 final - 2013/0265 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET Begrundelse og formål Målet med dette forslag er at bidrage til at
udvikle et betalingsmarked på EU-plan, som vil gøre det muligt for forbrugere,
handlende og andre foretagender at få det fulde udbytte af EU's indre marked,
herunder e-handel, i tråd med Europa 2020 og den digitale dagsorden. For at opnå dette og fremme tjenester,
effektivitet og innovation på området for kortbetalingsinstrumenter og
kortbaserede betalingstransaktioner offline, online og i et mobilt miljø på
EU-plan er der behov for juridisk klarhed og lige vilkår. Endvidere bør
forretningsregler og andre betingelser forbydes, hvis de forhindrer forbrugerne
og de handlende i at få præcise oplysninger om gebyrer, der betales i
forbindelse med betalingstransaktioner, og derved hindrer oprettelsen af et
virkelig effektivt indre marked. Generel baggrund De lovgivningsmæssige rammer for
detailbetalinger i EU er blevet udviklet i løbet af de seneste 12 år, og
indførelsen af euroen har fremskyndet processen. Forordning (EF) nr. 2560/2001
om lige store gebyrer for nationale og grænseoverskridende betalinger i euro
har frembragt yderligere initiativer til gennemførelse af et indre marked for
betalinger. De lovgivningsmæssige rammer suppleres af, at
Kommissionen i henhold til EU's konkurrencelovgivning i de senere år har
foretaget en række undersøgelser og vedtaget flere afgørelser på området for
detailbetalinger. Sikre, effektive, konkurrencebaserede og
innovative elektroniske betalinger er vigtige for det indre marked for alle
produkter og tjenester, og de får stadig større betydning, efterhånden som
verden bevæger sig fra den håndgribelige handel over i e-handel. I denne
sammenhæng er opnåelsen af et velfungerende indre marked på området for
betalingskort blevet hæmmet af udbredt anvendelse af restriktive
forretningsregler og fremgangsmåder. Disse regler og fremgangsmåder medfører
også mangel på oplysninger til forbrugerne og de handlende om omkostninger og
prissætning af transaktioner, og dette resulterer i ikke-optimale
markedsforhold, herunder ineffektive priser. En af de vigtigste faktorer, der hæmmer
opnåelsen af et integreret marked, er den udbredte anvendelse af såkaldte
multilaterale interbankgebyrer i kortordninger med fire parter, som er den mest
almindelige slags kortordning. Disse interbankgebyrer aftales normalt mellem
den indløsende og den udstedende betalingstjenesteudbyder, der indgår i en
bestemt ordning. De interbankgebyrer, som de indløsende
betalingstjenesteudbydere betaler, udgør en del af de gebyrer, som de opkræver
hos de handlende (detailhandelsgebyrer), og som de handlende til gengæld lægger
over på forbrugerne. Således medfører de interbankgebyrer, som de handlende
betaler, højere priser, som alle forbrugere skal betale for varer og tjenester.
Konkurrencen mellem de forskellige kortordninger går i praksis stort set ud på
at overbevise så mange udstedende betalingstjenesteudbydere som muligt om at
udstede netop deres kort, hvilket normalt medfører højere snarere end lavere
gebyrer i modsætning til den almindelige prisdæmpende effekt af konkurrence i
en markedsøkonomi. I dag findes der ingen lovgivning om
interbankgebyrer i EU bortset fra i Danmark, hvor der er fastsat visse
bestemmelser om detailhandelsgebyrer for direkte transaktioner. Mange nationale
konkurrencemyndigheder har dog iværksat procedurer til håndhævelse af
konkurrencelovgivningen, herunder i Det Forenede Kongerige, Tyskland og
Italien. Desuden er en række medlemsstater, herunder Polen, Ungarn, Det
Forenede Kongerige og Italien, i færd med at vedtage lovgivning. Indvirkningerne på forbrugerne De prisstigninger, som interbankgebyrerne
forårsager, er skadelige for forbrugerne, der typisk ikke er opmærksomme på de
gebyrer, som de handlende betaler for det betalingsinstrument, de benytter.
Samtidig er der en række stimulerende fremgangsmåder, som de udstedende
betalingstjenesteudbydere anvender (såsom værdikuponer til rejser, bonusser,
rabatter, tilbageførsler, gratis forsikringer osv.), der får forbrugerne til at
bruge betalingsinstrumenter, som sikrer udbyderne høje gebyrer. I reglerne for
betalingskortordninger og betalingstjenesteudbydernes praksis kan de handlende
og forbrugerne typisk ikke gennemskue forskellene på gebyrerne, og dette gør
markedet mindre gennemsigtigt, f.eks. fordi gebyrer "blandes", de
handlende ikke kan vælge et billigere kort blandt kort under samme varemærke,
eller forbrugerne lokkes til at bruge disse billigere kort. Selv om de
handlende er opmærksomme på de forskellige omkostninger, gør ordningerne det ofte
umuligt for dem at gøre noget for at mindske gebyrerne. Særlig vigtige er de
såkaldte "Honour All Cards Rules" – HACR), hvor det kræves, at de
handlende accepterer alle de produkter, der er udstedt under det samme
varemærke, selv om de gebyrer, som detailhandelen skal betale for disse kort,
kan variere med en faktor på 3-4 inden for samme kortkategori (dvs.
kreditkort/debetkort) eller med en faktor på op til 25 mellem kortkategorier
såsom "fordelskort" og billige debetkort. Resultatet af de kollektive
aftaler om gebyrer og foranstaltningerne til mindskelse af gennemsigtigheden
er, at bankerne slipper for at konkurrere om dette element ved deres gebyrer,
og dette medfører højere detailpriser for forbrugerne, herunder dem, der slet
ikke betaler med et kort, eller dem, som betaler med kort med lave gebyrer.
Sidstnævnte støtter faktisk andre og ofte mere velstående forbrugeres brug af
dyrere betalingsmidler i kraft af højere detailpriser. Ud over at begrænse
mulighederne for at vælge betalingstjenesteudbydere, mindske innovationen og
hæve priserne på betalingstjenester harmonerer interbankgebyrerne ikke med
Kommissionens politik om at fremme og lette brugen af elektroniske betalinger
til gavn for forbrugerne[1].
Endelig gælder det, at manglende muligheder for at vælge
betalingstjenesteudbydere, bl.a. på paneuropæisk plan, effektivt forhindrer
forbrugerne i at høste alle fordelene ved det indre marked, navnlig med hensyn
til e-handel. Indvirkningerne på det indre marked Der anvendes i øjeblikket en bred vifte af interbankgebyrer
i nationale og internationale betalingskortordninger, som forårsager
markedsfragmentering og forhindrer de handlende og forbrugerne i at nyde
fordelene ved et indre marked for varer og tjenester. Alene ved de
internationale betalingskortordninger varierer interbankgebyrerne med en faktor
på op til 10, hvilket medfører store forskelle med hensyn til omkostninger
mellem de handlende i de respektive lande. Som følge af de store forskelle på
gebyrerne i de enkelte medlemsstater har de handlende desuden svært ved at
fastlægge en prisstrategi for deres produkter og tjenester for hele EU, både
online og offline, og dette skader forbrugerne. De handlende kan ikke udligne
forskellene på gebyrerne ved at gøre brug af de kortaccepttjenester, som banker
i andre medlemsstater tilbyder. Særlige regler for betalingsordningerne
foreskriver anvendelse af interbankgebyret ved salgsstedet (i den handlendes
land) for hver betalingstransaktion. Dette forhindrer de indløsende banker i at
tilbyde deres tjenester på tværs af grænserne og de handlende i at sænke deres
betalingsomkostninger til gavn for forbrugerne. Indvirkningerne på adgangen til markedet Interbankgebyrerne begrænser også adgangen til
markedet, da indtægterne fra dem hos de udstedende betalingstjenesteudbydere
fungerer som en minimumstærskel, der skal overgås for at overbevise udbyderne
om at udstede betalingskort eller andre betalingsinstrumenter, såsom
betalingsløsninger online og på mobilenheder, som tilbydes af nye aktører på
markedet. Det er også fortsat vanskeligt for paneuropæiske aktører at trænge
ind på markedet, da interbankgebyrerne i de enkelte EU-medlemsstater varierer
meget, og nye aktører vil skulle tilbyde interbankgebyrer, der som minimum er
sammenlignelige med dem, der findes på det marked, som de gerne vil ind på.
Dette påvirker levedygtigheden af deres forretningsmodel, herunder de mulige
stordriftsfordele og forretningens omfang. Det forklarer også, hvorfor de
nationale (normalt billigere) kortordninger har haft en tendens til at forsvinde
i en række medlemsstater. De hindringer for adgang, som interbankgebyrerne
således har skabt for betalingsløsninger online og på mobilenheder, medfører
også mindre innovation. Som nævnt findes der i dag ingen lovgivning om
interbankgebyrer i EU bortset fra i Danmark. Mange nationale
konkurrencemyndigheder har dog iværksat procedurer til håndhævelse af
konkurrencelovgivningen. Desuden er en række medlemsstater i færd med at
vedtage lovgivning. De forskellige tidshorisonter for de nationale procedurer og
den planlagte lovgivning risikerer at medføre et endnu mere fragmenteret
marked. I denne forordning foreslås det derfor at
fastlægge fælles bestemmelser for interbankgebyrer i EU ved at indføre
maksimale gebyrer for transaktioner med betalingskort, som mange forbrugere
anvender, og som de handlende derved har svært ved at nægte at modtage eller
opkræve brugergebyrer for. Dette vil skabe lige vilkår, som vil fjerne den
fragmentering af markedet, der forekommer i øjeblikket som følge af de store
gebyrforskelle. Det vil også gøre det muligt for nye paneuropæiske aktører at
trænge ind på markedet og fremme innovation på basis af en infrastruktur med
"ens spilleregler". Forbrugerne og de handlende vil dermed nyde godt
af et bredere udvalg af betalingstjenesteudbydere (både nye og etablerede),
herunder på paneuropæisk plan. I forordningen foreslås der desuden
foranstaltninger, der skal øge gennemsigtigheden og gøre det muligt for de
handlende og forbrugerne at foretage mere velinformerede valg af betalingsinstrumenter.
Gældende bestemmelser på det område,
forslaget vedrører Dette initiativ vil supplere de nuværende
retlige rammer for betalingstjenester inden for EU, navnlig med hensyn til
gennemførelsen af et indre marked for betalinger og overgangen til paneuropæiske
betalingsinstrumenter. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked
("betalingstjenestedirektivet" eller "PSD")[2] har til formål at fastsætte
standardiserede betingelser og rettigheder i forbindelse med
betalingstjenester, som tilbydes på markedet, til fordel for forbrugere og
virksomheder i hele EU. Direktivet, som er under revision, mens dette forslag
udarbejdes, fastlægger de overordnede rammer for betalinger i EU. Det suppleres
af flere forordninger såsom forordning (EF) nr. 924/2009 om grænseoverskridende
betalinger og forordning (EU) nr. 260/2012, hvori der fastsættes frister for
omstilling af alle kreditoverførsler og direkte debiteringstransaktioner i euro
i EU fra nationale ordninger til paneuropæiske ordninger. I forordning (EU) nr.
260/2012 præciseres det desuden, at der ikke må opkræves multilaterale
interbankgebyrer for hver enkelt direkte debiteringstransaktion. I tillæg til de lovgivningsmæssige rammer har
Kommissionen og nationale konkurrencemyndigheder i løbet af de sidste 20 år
foretaget en række undersøgelser med fokus på konkurrencebegrænsende metoder på
markedet for kortbetaling. Retten bekræftede i sin dom fra maj 2012[3] Kommissionens konklusioner i
dennes MasterCard-beslutning fra december 2007[4]
om, at multilaterale interbankgebyrer begrænser konkurrencen, idet de presser
omkostningerne ved kortaccept hos de handlende kunstigt op uden at give
forbrugerne fordele. Retten afviste det argument, at multilaterale interbankgebyrer
skulle have afgørende betydning for, om et betalingskortsystem fungerer. For at
tage hånd om problemerne med konkurrencen har Kommissionen accepteret tilsagn
fra Visa og MasterCard om at opkræve lavere multilaterale interbankgebyrer for
grænseoverskridende (og en del indenlandske) transaktioner: MasterCards tilsagn
fra 2009 (loft over grænseoverskridende multilaterale interbankgebyrer for
forbrugere på 0,2 % for debetkort og 0,3 % for kreditkort samt
ændringer af de bestemmelser, som de pålægger de handlende via de indløsende
betalingstjenesteudbydere) og Visa Europas tilsagn fra 2010 (der minder om
MasterCards, idet loftet dog begrænses til debetkort, men som også omfatter
indenlandske multilaterale interbankgebyrer, når disse fastsættes af Visa Europa
selv og ikke af de nationale banker). I 2013 har Visa Europa også tilbudt at
indgå tilsagn vedrørende grænseoverskridende kreditkorttransaktioner mellem
visse lande, hvor gebyrerne fastsættes af Visa Europa, og vedrørende regler for
grænseoverskridende indløsning. Der er anlagt konkurrencesager i flere andre
medlemsstater, herunder Polen, Ungarn, Italien, Letland, Det Forenede
Kongerige, Tyskland og Frankrig. De franske konkurrencemyndigheder har f.eks.
gjort tilsagnene fra den nationale kortordning Groupement des Cartes
Bancaires fra den 7. juli 2011 bindende. Her forpligter man sig til at
sænke sine interbankgebyrer til et niveau, der svarer til det niveau, som
MasterCard og Visa har accepteret for deres grænseoverskridende transaktioner. Mens der som nævnt ikke findes lovgivning om
interbankgebyrer i EU bortset fra indirekte i Danmark[5], er en række medlemsstater,
herunder Polen, Ungarn, Det Forenede Kongerige og Italien, i færd med at
vedtage lovgivning. I Polen er parlamentet i færd med at behandle et lovforslag
om regulering af interbankgebyrer, hvor loftet over multilaterale
interbankgebyrer gradvist falder til 0,5 % i starten af 2016, HACR-reglen
afskaffes, og brugergebyrer tillades (kun for kreditkort). I Ungarn drøfter man
et lovforslag, som vil begrænse interbankgebyrerne for indenlandske kredit- og
debetkort til de respektive niveauer for grænseoverskridende transaktioner,
idet den ungarske centralbank beregner disse gebyrer. I Italien er et udkast
til lovgivning fra økonomi- og finansministeriet bragt i høring i december
2012. I udkastet fokuseres der på grænser for blanding, mulighed for
sammenligning af interbankgebyrer og detailhandelsgebyrer, idet der i
forbindelse med sidstnævnte skal tages hensyn til mængden af transaktioner, og
de skal være lavere ved små betalinger. I Det Forenede Kongerige har regeringen
foreslået at indføre økonomisk regulering af betalingssystemer, idet der skal
etableres en ny konkurrenceorienteret reguleringsenhed for
detailbetalingssystemer[6]. Overensstemmelse med andre EU-politikker og
mål Forslagets målsætninger er i overensstemmelse
med EU's øvrige politikker og mål. For det første vil de gøre det indre marked
for betalingstjenester – og mere generelt for alle varer og tjenester – mere
velfungerende til gavn for EU's forbrugere og virksomheder. For det andet
understøtter de i vid udstrækning EU's øvrige politikker, navnlig
konkurrencepolitikken (ved at fastlægge de samme forpligtelser, rettigheder og
muligheder for alle markedsaktører og lette det grænseoverskridende udbud af
betalingstjenester, hvorved konkurrencen øges). I den konsekvensanalyse, der
ledsager dette forslag, konkluderes det, at de foreslåede foranstaltninger vil
øge markedsintegrationen for forbrugerne og de handlende, fremme paneuropæisk
markedsindtrængning og medføre øget retssikkerhed for forretningsmodeller i
forhold til både nuværende og nye kortordninger. De vil også tage hånd om den
trussel, som "eksporterende" modeller, der bygger på
konkurrencebegrænsende metoder, udgør for nye og nyskabende betalingstjenester. På trods af at Retten i sin dom bekræftede
Kommissionens vurdering af, at multilaterale interbankgebyrer som dem, der
anvendes i MasterCard-systemet, begrænser konkurrencen og ikke medfører
effektivitetsforbedringer, der opvejer deres skadelige indvirkning på de
handlende og forbrugerne, lader de internationale og nationale aktører, der
udbyder kortordninger i EU, i øjeblikket ikke til proaktivt at ville tilpasse
deres fremgangsmåder, så de overholder de europæiske og nationale konkurrenceregler.
Selv om nationale konkurrencemyndigheder i tæt samarbejde med Kommissionen er i
færd med at afklare denne situation, vil håndhævelse af konkurrencereglerne ud
fra forskellige tidsfrister og procedurer muligvis ikke føre til tilstrækkelig
omfattende og rettidige resultater til at frembringe den markedsintegration og
innovation, som er nødvendig for at sikre det europæiske betalingsmarkeds
konkurrenceevne på verdensplan. Under hensyntagen til EU's konkurrenceregler og
Kommissionens erfaringer fra konkurrencesager om betalinger sigter dette
forslag således mod at skabe juridisk klarhed for at sikre effektiv integration
og konkurrence og derved forbedre den økonomiske situation for alle relevante
interessenter, navnlig forbrugerne. Dette vil lette økonomiske transaktioner
inden for EU og dermed også bidrage til at nå de mere generelle mål i EU
2010-strategien. 2. RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE
PARTER OG KONSEKVENSANALYSER Høring af interesserede parter Høringsmetoder, hovedmålgrupper og respondenternes
overordnede profil Den 11. januar 2012 offentliggjorde
Kommissionen grønbogen "På vej mod et integreret europæisk marked for
kort-, internet- og mobilbetalinger"[7],
som blev efterfulgt af en offentlig høring. Kommissionen modtog mere end 300
svar på den offentlige høring. Den omfattende feedback fra interessenterne[8] frembragte relevante
oplysninger om nogle af de seneste udviklingstendenser og behov for ændringer
af de nuværende betalingsrammer. En offentlig høring med deltagelse af omkring
350 interessenter fandt sted den 4. maj 2012. Den 20. november 2012 vedtog
Europa-Parlamentet beslutningen "På vej mod et integreret europæisk
marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"[9], som er en betænkning om
grønbogen. Sammenfatning af svarene og af, hvordan
der er taget hensyn til dem Høringen har gjort det muligt at udpege nogle
centrale budskaber med relation til denne forordnings anvendelsesområde. Blandt
interessenter fra alle kategorier var der bred enighed om, at der er behov for
at skabe yderligere juridisk klarhed om multilaterale interbankgebyrer. Dette
blev af betalingstjenesteudbyderne betragtet som særlig relevant i lyset af de
igangværende konkurrencesager, der er indledt på europæisk og nationalt plan.
Endvidere påpegede navnlig de handlende, men også interessenter fra andre
kategorier, visse hindringer for grænseoverskridende indløsning, som skal
fjernes for at opnå et ægte indre marked for betalingstjenester. Der var også
stor interesse for at drøfte forretningsregler, og her afhang synspunkterne
typisk af, hvilken kategori blandt de interesserede parter man tilhørte. Betalingstjenesteudbydere og repræsentanter
for kortordninger mente, at det ikke var noget problem, at multilaterale
interbankgebyrer er væsentligt forskellige fra land til land og ved forskellige
grænseoverskridende betalinger under samme kortordning, og at dette efter deres
mening ikke forhindrer markedsintegration. På den anden side mente de
handlende, forbrugerorganisationerne og en række betalingstjenesteudbydere uden
for banksektoren, at disse forskelle ikke er berettigede, og at der bør gælde
samme multilaterale interbankgebyrer for både nationale og grænseoverskridende
transaktioner og på tværs af medlemsstaterne. Der var offentlige myndigheder,
der mente, at de multilaterale interbankgebyrer bør harmoniseres for at opnå et
integreret marked. Betalingstjenesteudbyderne syntes at modsætte sig et
lovgivningsinitiativ om interbankgebyrer, idet de hævdede, at det ville medføre
højere gebyrer for kortholderne, og at de handlende ikke ville lade forbrugerne
få del i fordelene. På den anden side mente de handlende, at multilaterale
interbankgebyrer medfører "omvendt" konkurrence, idet de tilgodeser
de dyreste betalingsmidler og hæmmer adgangen til markedet, idet de samtidig
indebærer en risiko for en afsmittende virkning fra kortbetalinger til mobil-
og internetbetalinger. De fleste forbrugerorganisationer bakkede op om de
handlendes analyse af den negative indvirkning fra multilaterale
interbankgebyrer på konkurrencen og forbrugernes vilkår, men de udtrykte
bekymring for, at lavere multilaterale interbankgebyrer kan medføre højere
kortgebyrer og andre gebyrer, som forbrugerne pålægges.
Konkurrencemyndighederne var enige i, at der er behov for foranstaltninger til
sænkning af de multilaterale interbankgebyrer, navnlig for "modne"
kortordninger med fire parter. Andre offentlige myndigheder havde forskellige
synspunkter. Med hensyn til grænseoverskridende indløsning
erkendte de fleste repræsentanter for kortordninger og betalingstjenesteudbydere
behovet for harmonisering af lokale standarder og bestemmelser, mens de
handlende og forbrugerne delte den opfattelse, at der er mange lokale
hindringer for grænseoverskridende indløsning. I modsætning til
betalingstjenesteudbyderne og repræsentanterne for kortordningerne foretrak de
handlende lovgivning frem for selvreguleret standardisering. Repræsentanterne
for kortordningerne og betalingstjenesteudbyderne gik ind for opkrævning af det
multilaterale interbankgebyr i det land, hvor salget finder sted, mens de
fleste handlende og betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren mente, at
et fælles multilateralt interbankgebyr skal gælde for hele det indre marked.
Kun betalingstjenesteudbyderne og repræsentanterne for de etablerede
kortordninger mente, at der er behov for obligatorisk forudgående godkendelse
ved grænseoverskridende indløsning. Med hensyn til forretningsregler var der ikke
enighed om fordelene ved og behovet for at regulere styringen og HACR-reglen,
som forpligter de handlende til at acceptere alle kort inden for samme
varemærke, hvis de accepterer én kategori af kort inden for dette varemærke. De
fleste repræsentanter for kortordninger og betalingstjenesteudbydere foretrak
status quo, mens de handlende, forbrugerne, konkurrencemyndighederne og de
fleste offentlige myndigheder gik ind for gennem lovgivning at gøre det muligt
for de handlende at få forbrugerne til at bruge billigere betalingsmidler –
selv om forbrugerne modsatte sig brugergebyrer. Afskaffelse af HACR-reglen blev
afvist af betalingstjenesteudbyderne og repræsentanterne for kortordningerne,
men en afskaffelse gennem regulering mødte opbakning fra andre interessenter,
som mente, at det ville gøre det muligt for de handlende kun at acceptere
billigere betalingsmidler, og at det ville have en positiv indvirkning på
konkurrencen. Forbrugerne var dog mere forsigtige i deres udtalelser. De fleste
interesserede parter støttede et forbud mod blanding af detailhandelsgebyrer,
der afkræves af de handlende, idet betalingstjenesteudbyderne og
repræsentanterne for kortordningerne mente, at muligheden for blanding allerede
var blevet fjernet, efter at MasterCard og Visa havde givet tilsagn. En detaljeret oversigt over de interesserede
parters og medlemsstaternes holdninger til interbankgebyrer findes i
feedbackrapporten om den offentlige høring om grønbogen[10]. Europa-Parlamentet anerkender i sin
initiativbetænkning om grønbogen de mål og hindringer for integration, der
udpeges i grønbogen, og har efterlyst lovgivningsforanstaltninger på en række
områder vedrørende kortbetalinger, mens Parlamentet anlægger en mere forsigtig
tilgang med hensyn til internet- og mobilbetalinger, da disse markeder endnu
ikke er så modne. Endvidere går Parlamentet helhjertet ind for at skabe klarhed
om interbankgebyrer for markedsdeltagerne, og det har gjort sig til fortaler
for en gradvis indførelse af et forbud mod interbankgebyrer gennem lovgivning. Konsekvensanalyse Kommissionen har foretaget den
konsekvensanalyse, der er nævnt i arbejdsprogrammet. Analysen blev gennemført i
samråd med ECB. I analysen behandles også mulighederne for revision af
direktivet om betalingstjenester og for regulering af multilaterale
interbankgebyrer. I analysen drøftes også problemet med
ineffektiv konkurrence på markedet for kortbetaling og kortbaserede
betalingstransaktioner, som medfører ikke-optimale markedsresultater og
forholdsvis høje gebyrer, som lægges over på de handlende og derefter på
forbrugerne. Begrænset markedsintegration, dårligere muligheder for nye
paneuropæiske aktørers indtræden på markedet, nedgangen i antallet af nationale
(generelt billigere) kortordninger og begrænset innovation fremhæves også i
denne sammenhæng. Interbankgebyrer udpeges som en vigtig årsag til disse
udviklingstendenser. De store forskelle på interbankgebyrerne blandt
medlemsstaterne udgør også en hindring for markedsintegration. Disse virkninger
forstærkes af en række forretningsregler, som påvirker gennemsigtigheden, de
handlendes mulighed for at vælge en indløser i en anden medlemsstat ("grænseoverskridende
indløsning") og de handlendes mulighed for at få deres kunder til at bruge
mere effektive betalingsmidler og for at afvise dyre kort (HACR-reglen). I konsekvensanalysen tages seks scenarier for
interbankgebyrer i betragtning: i) Ingen foranstaltninger fra Kommissionens
side, ii) regulering af grænseoverskridende indløsning og niveauet for
interbankgebyrer for grænseoverskridende transaktioner, iii) at gøre det
obligatorisk for medlemsstaterne at fastsætte indenlandske interbankgebyrer på
basis af en fælles metode, iv) at fastsætte et fælles maksimalt loft for
interbankgebyrer på EU-plan, a) uanset om det maksimale loft for
interbankgebyrer – med forskellige lofter for debet- og kreditkort – omfatter
både debet- og kreditkort eller kun debetkort, og b) uanset om interbankgebyrer
for debetkorttransaktioner helt skal forbydes eller blot sænkes til et lavt
niveau, v) hvorvidt (normalt dyrere) kommercielle kort og kort udstedt gennem
ordninger med tre parter skal fritages for reguleringen af interbankgebyrer og
vi) regulering af detailhandelsgebyrer dvs. regulering af de gebyrer, som den
handlende betaler til sin indløsende bank De lofter på 0,2 % og 0,3 %, der
indgår i scenario ii) og iv), er for henholdsvis debetkort- og
kreditkorttransaktioner. Lofterne er baseret på den såkaldte Merchant
Indifference Test, der er udviklet i den økonomiske litteratur, og hvor
gebyrniveauet fastsættes ud fra, hvor meget de handlende ville være indstillet
på at betale, hvis de sammenlignede omkostningerne ved kundens brug af et
betalingskort med omkostningerne ved kontantbetalinger (under hensyntagen til
det servicegebyr, der betales til indløsende banker, dvs. detailhandelsgebyret).
Således stimuleres brugen af effektive betalingsinstrumenter ved at fremme de kort,
der giver højere transaktionsgevinster og samtidig forebygger uforholdsmæssig
høje gebyrer, som betalingsmodtageren skal betale, og som ville pålægge andre
forbrugere skjulte omkostninger. Ellers kunne der opkræves for høje gebyrer hos
betalingsmodtagerne på grund af de kollektive ordninger med interbankgebyrer,
da de handlende er tilbageholdende med hensyn til at afvise dyre
betalingsinstrumenter af frygt for at gå glip af omsætning. I lofterne tages
der også hensyn til de niveauer, som repræsentanterne for kortordningerne (Visa
Europa, MasterCard, Groupement Cartes Bancaires) har foreslået i
konkurrencesager, og som konkurrencemyndighederne har accepteret som niveauer,
der ikke kræver yderligere foranstaltninger. I konsekvensanalysen konkluderes det, at den
mest gavnlige løsning synes at være en kombination af: ·
at gennemføre en række foranstaltninger, der skal
gøre markedet mere effektivt og velfungerende, herunder begrænse HACR-reglen og
gøre det muligt for de handlende at vælge kortvaremærke på salgsstedet for alle
kort og kortbaserede transaktioner på basis af kortordninger med fire parter,
og ·
i første omgang at lægge et loft over
interbankgebyrerne for grænseoverskridende transaktioner med forbrugerdebetkort
og -kreditkort og i anden omgang også at lægge et loft over interbankgebyrerne
for indenlandske transaktioner med disse kort. Konsekvensanalysen og dens bilag rummer også
en detaljeret beskrivelse af andre foranstaltninger, der foreslås i
forordningen for at sikre et gennemsigtigt, effektivt og velfungerende marked,
herunder afskaffelse af foranstaltninger vedrørende styring, tilladelse til
kortidentifikation, co-badging, betalingstjenesteudbyderes forpligtelse til at
udstede fakturaer til betalingsmodtagerne samt krav om at undlade at blande gebyrer.
Disse overordnede foranstaltninger til sikring
af gennemsigtighed, som foreslås i forordningen, skal føre til et mere
effektivt marked for alle betalingskort og kortbaserede
transaktioner på basis af (kort)ordninger med fire parter. Da visse kortkategorier efterhånden bruges af
så mange forbrugere, at de handlende generelt føler, at de ikke kan afvise
disse kort eller tilskynde forbrugerne til ikke at bruge dem uden frygt for at
miste omsætning, er der imidlertid behov for yderligere foranstaltninger for at
sikre et integreret, effektivt og velfungerende marked og fjerne
konkurrencebegrænsende forretningsmetoder på disse områder. Dette gælder med
hensyn til forbrugerrelaterede debet- og kreditkort. I en første fase ville det skabe juridisk
klarhed at gøre det muligt for de handlende at vælge en indløser uden for deres
egen medlemsstat ("grænseoverskridende indløsning") og regulere
formidlingsgebyrerne ved betaling på tværs af grænserne, hvilket er vigtigt.
Selv om effekten måske kun vil begrænse sig til de største erhvervsdrivende,
ville det være befordrende for markedsintegrationen, og det kunne i lighed med
de tilsvarende bestemmelser i SEPA-slutdatoforordningen få en disciplinerende
og konvergerende indvirkning på niveauet for interbankgebyrer, der opkræves i
en rent indenlandsk sammenhæng. På længere sigt skal mindre erhvervsdrivende
dog også umiddelbart kunne drage fordel af foranstaltninger, der fører til mere
effektive interbankgebyrer og lige vilkår for betalingstjenesteudbydere. Efter
en overgangsperiode skal reguleringen af interbankgebyrer for forbrugerrelaterede
kort således udvides, så den også omfatter indenlandske interbankgebyrer. I
øjeblikket opkræves der i otte EU-medlemsstater ingen eller kun meget lave
interbankgebyrer for debetkorttransaktioner, og disse har stort set
ingen negativ indvirkning på udstedelsen og brugen af kort. Tværtimod er det
typisk i disse medlemsstater, at der udstedes og bruges flest kort. I lyset af
tendenserne i løbet af de sidste 10 år kan det forventes, at udstedelsen og
brugen af debetkort fortsat vil øges i de kommende år, at debetkort efter den
overgangsperiode, der er fastsat i forordningen, kan betragtes som
"allestedsnærværende" i EU, og at der ikke længere vil være nogen
begrundelse for at stimulere udstedelse og brug af kort gennem gebyrer, der
betales af de handlende til de udstedende betalingstjenesteudbydere. Allerede
nu får stort set enhver, der åbner en betalingskonto, et kort, hvilket i sig
selv medfører væsentlige omkostningsbesparelser for betalingstjenesteudbyderne.
Endvidere foreslås det i forslaget til et direktiv[11] om bl.a. adgang til at oprette
og anvende betalingskonti med basale funktioner, at medlemsstaterne skal sikre,
at en betalingskonto med basale funktioner omfatter betalingstransaktioner
(herunder onlinebetalinger) med et betalingskort. For at mindre
erhvervsdrivende umiddelbart kan drage fordel af foranstaltninger, der fører
til mere effektive interbankgebyrer og lige vilkår for
betalingstjenesteudbydere, vil det desuden være nødvendigt også at regulere
indenlandske gebyrer for forbrugerrelaterede kort. For at undgå
forskelsbehandling mellem små og store erhvervsdrivende, idet sidstnævnte
lettest kan drage fordel af grænseoverskridende indløsning, foreslås det at
udvide anvendelsesområdet for det loft, der foreslås for grænseoverskridende
transaktioner i den første fase, så det også omfatter indenlandske
kreditkorttransaktioner i den anden fase. Kommissionen mener dog, at der er
behov for en yderligere gennemgang af EØS-markedernes modenhed, navnlig med
hensyn til udstedelse og brug af debetkort, og at det skal fastslås, at der
ikke er behov for at opkræve interbankgebyrer for at stimulere disse. I
mellemtiden vil der som beskrevet ovenfor være lofter på 0,2 % og
0,3 % for henholdsvis debet- og kreditkorttransaktioner. Hvis der lægges loft over interbankgebyrerne,
vil de handlende alt i alt nyde godt af lavere gebyrer, hvilket vil medføre
besparelser, hvoraf en del vil komme forbrugerne til gode. Forbrugerne betaler
allerede, idet interbankgebyrerne lægges oven i detailpriserne (via detailhandelsgebyret),
og bankerne er mindre tilbøjelige til at lade deres kontohavere få del i
fordelene ved interbankgebyrerne, end de handlende er til at tilgodese deres
kunder, i betragtning af den lavere konkurrence i banksektoren og den lave
forbrugermobilitet i detailbanksektoren. Således vil videregivelsen af fordele
hos de handlende i alle tilfælde sandsynligvis være højere end hos bankerne. I
Australien anslås en nedbringelse på 0,67 AUD pr. køb og 77,19 AUD pr. konto om
året, efter at der er foretaget indgreb. Effekten kan dog variere afhængigt af
detailsektoren, de handlendes størrelse, deres brug af betalingsinstrumenter og
"indkøbskurven". Det vil altid være vanskeligt at knytte udsving i en
bestemt økonomisk faktor sammen med udsving i prisen på et bestemt produkt
eller en tjenesteydelse i en given detailbutik. Dette betyder dog ikke, at de omkostninger,
som de handlende i øjeblikket bærer, automatisk ville blive overført til
forbrugerne af deres banker. Betalingssystemer er i sagens natur komplekse:
Kortholderens bank indgår i et samspil med kortholderen, den handlendes bank
indgår i et samspil med den handlende, og begge møder i princippet konkurrence
fra andre banker og forskellige markedsvilkår i deres adfærd over for deres
respektive forbrugere. Et loft over interbankgebyrerne forventes således at få
en positiv indvirkning på accepten af kort, som på baggrund af stordriftsfordele
også kan få en positiv indflydelse på kortudstedelsen. En sænkning af høje
interbankgebyrer synes i de fleste lande generelt at være forbundet med en mere
udbredt accept af kort, og det lader til, at brugen af kort er højere i lande
med lave interbankgebyrer. Danmark er et af de lande, der har det højeste
kortbrugsgennemsnit i EU med 216 transaktioner pr. capita, og Danamark har en
debiteringsordning, hvor der ikke betales interbankgebyr. Dette gælder også
flere internationale kortordninger: I Schweiz har Maestro det største
debetkortsystem, og her opkræves der heller ikke interbankgebyr. I Nederlandene
anvendes og accepteres kort i vid udstrækning, og tendensen er stigende, idet
kortene erstatter kontanter. Både Danmark og Nederlandene er kendetegnet ved
lave bankkontogebyrer sammenlignet med lande med højere interbankgebyrer
(f.eks. Frankrig, selv efter håndhævelsen af konkurrencereglerne, og Spanien).
I Spanien er brugen af kort øget efter indgrebet, idet den gennemsnitlige
transaktionsværdi for kortbetalinger er faldet med 15 % fra 2005 til 2010.
Samtidig er mængden og værdien af korttransaktioner øget ifølge officielle tal
fra den spanske centralbank[12]. Som det fremgår ovenfor, er indenlandske
kortordninger uden interbankgebyrer også kendetegnet ved udbredt kortbrug (data
fra ECB), idet Det Forenede Kongerige og Sverige også har forholdsvis lave
interbankgebyrer. Det er vanskeligt at anslå den samlede
indvirkning fra sænkning af interbankgebyrer på de udstedende og indløsende
betalingstjenesteudbyderes indtjening, da stigninger i mængden af
korttransaktioner (i kraft af øget accept) og betalingstjenesteudbydernes
besparelser på håndtering af kontanter i hvert fald til dels kan kompensere for
de tab, der skyldes loftet over interbankgebyrerne. En anden
omkostningsbesparelse kan hidrøre fra færre kontanthævninger og lavere beløb i
interbankgebyr, end de normalt skal betale til banker, der indløser
kontanthævninger. Det er således ikke givet, at de udstedende bankers
indtjening vil falde som et resultat af dette. Med hensyn til levedygtighed
synes en debetkortordning uden interbankgebyr fint at kunne overleve set fra et
kommercielt perspektiv uden at øge omkostningerne til nuværende konti for
forbrugerne. I Danmark opkræves der f.eks. intet interbankgebyr i den
indenlandske debiteringsordning, mens en gennemsnitlig kontohaver betaler
gebyrer for anfordringskonti, der ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet.
Ligeledes anvender det største debetkortnetværk i Schweiz, Maestro (en del af
MasterCard), ikke multilaterale interbankgebyrer. Faktisk er der ikke automatisk nogen sammenhæng
mellem lavere interbankgebyrer og højere årlige kortgebyrer. Kortgebyrerne
synes nærmere at hænge sammen med f.eks. konkurrencen i detailbanksektoren. I
USA har flere banker efter en regulering af interbankgebyrerne forsøgt at hæve
gebyrerne for kortholderne, men de måtte give sig, da forbrugerne gjorde oprør.
I Schweiz oplevede man et fald i gebyrerne for kortholderne sideløbende med
sænkningen af interbankgebyrerne. I Australien steg gebyrerne for kortholderne
hurtigt, før der blev lagt loft over interbankgebyrerne, og efter reformerne
aftog væksten i gebyrer for kortholderne (mellem 1997 og 2002: + 218 % for
kreditkort og mellem 2003 og 2008: + 122 %). I Spanien er de
gennemsnitlige årlige gebyrer siden indgrebet hvert år steget med 6,18 EUR for
debetkort og 11,45 EUR for kreditkort. Bankernes kortportefølje er imidlertid
øget, idet væksten har været væsentlig højere for kreditkort end for debetkort
trods den økonomiske krise. Andre tendenser antyder, at konkurrencen i den
spanske banksektor er forholdsvis begrænset. Eksempelvis er gebyrerne på
anfordringskonti fordoblet fra 2007 til 2012, ligesom gebyrerne for overtræk
også er steget. Stigninger i detailbanksektorens gebyrer synes udbredte i
Spanien, uden at der er nogen sammenhæng med interbankgebyrer. Der er forlydender om prisfald i USA ét år
efter reguleringen af de multilaterale interbankgebyrer. Endvidere antyder
dokumentation i Australien, at de handlende ville drage stor fordel (100 %)
af lavere interbankgebyrer, da markederne for indløsning har en tendens til at
være mere konkurrenceprægede end markederne for udstedelse, mens den
potentielle stigning i gebyrerne for kortholderne er begrænset til 30-40 %
af sænkningen af interbankgebyrerne. Efter at der er lagt loft over
interbankgebyrerne og gennemført foranstaltninger, der skal øge
gennemsigtigheden, vil de forbrugere, der bruger billige betalingsmidler,
desuden ikke længere "subsidiere" de (ofte mere velhavende)
forbrugere, der anvender dyrere betalingsmidler, da de handlende ikke kan styre
forbrugerne, navnlig med hensyn til de kort, som det er obligatorisk at bruge. Da konkurrencen vil gøre sig gældende igen,
vil forbrugerne og de handlende nyde godt af nye aktører på betalingsmarkedet.
Selv om gebyrerne for kortholderne stiger – hvilket ikke er givet, da effekten
af lofter over interbankgebyrer for bankernes indtjening sandsynligvis vil være
blandet – vil forbrugerne formodentlig stadig drage fordel af lavere
interbankgebyrer i kraft af lavere detailpriser, om end de handlende ikke giver
hele besparelsen videre, og nyde godt af, at der kommer nye aktører på
betalingsmarkedet. Det skal også med i overvejelserne, at forbrugerne med stor
sandsynlighed vil nyde godt af de tjenester, som nye markedsaktører vil
tilbyde. Et eksempel på dette fra virkelighedens verden med interbankgebyrer på
under 0,2 % findes i Nederlandene, hvor den billige onlinebetalingsløsning
(Ideal) i vid udstrækning blev udviklet, fordi de lave interbankgebyrer i
landet tilskyndede bankerne til at tænke nyt. Som følge heraf behøver de
nederlandske forbrugere ikke at betale høje abonnementsgebyrer for kreditkort
for at handle online. Selv om firmakort og kort udstedt under
ordninger med tre parter typisk er dyrere, vil de – som foreslået i scenario v)
– ikke være omfattet af de forskellige lofter, der foreslås for forbrugerrelaterede
kort, idet de kun har begrænsede markedsandele i EU og anderledes
gebyrstrukturer, og da dette ikke forventes at ændre sig i fremtiden. De
foranstaltninger, der foreslås for forbrugerrelaterede korttransaktioner, vil
dog gælde for disse kortordninger i det omfang, at de udsteder kortene og gør
brug af betalingstjenesteudbydere med licens på en måde, som får deres
ordninger til reelt at fungere på samme måde som en kortordning med fire parter.
Endvidere vil de foranstaltninger, der skal øge gennemsigtigheden, gælde for
disse kortordninger under alle omstændigheder. Regulering af detailhandelsgebyrer som i
scenario vi) vil indebære, at ikke kun interbankgebyrer omfattes, men også de
øvrige gebyrer, som de handlende pålægges. Dette vil reelt svare til at udøve
kontrol med de handlendes priser og regulere detailpriserne. Omvendt vil lofter
over interbankgebyrerne indebære regulering af engrospriserne for at tilpasse
dem i forhold til analyserne i konkurrencesagerne med henblik på at opnå et
indre marked, da interbankgebyrerne ikke er de endelige priser for de handlende
og i endnu mindre udstrækning for forbrugerne. Gennemsigtighed og styringsforanstaltninger
vil fortsat være afgørende for at forebygge kraftig promovering af kort med
ikkeregulerede interbankgebyrer. Der vil desuden være behov for
antiomgåelsesforanstaltninger. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET Resumé af forslaget Forslaget er inddelt i to hoveddele. I den første del introduceres bestemmelser om
interbankgebyrer. Med hensyn til disse gebyrer oprettes der i forslaget et
"reguleret" og et "ikkereguleret" område. Det regulerede
område består af alle korttransaktioner, der anvendes af forbrugerne i vide
kredse, og som de handlende derfor har svært ved at afvise, dvs. forbrugerrelaterede
debet- og kreditkort og kortbaserede betalingstransaktioner. Det ikkeregulerede
område består af alle betalingskorttransaktioner og kortbaserede betalingstransaktioner
baseret på kort, som ligger uden for det regulerede område, herunder såkaldte
firmakort og kort udstedt under ordninger med tre parter. Inden for det regulerede område fastsættes der
i en overgangsperiode på to år efter offentliggørelsen af forordningen kun
maksimumsniveauer for interbankgebyrer for grænseoverskridende
transaktioner (hvor kortholderen bruger sit kort i en anden medlemsstat) og
indløsende bankers grænseoverskridende transaktioner (hvor de handlende bruger
en indløsende betalingstjenesteudbyder i en anden medlemsstat). Selv om der i konsekvensanalysen peges på et
forbud mod interbankgebyrer for debetkort som en del af den mest gavnlige
løsning, mener Kommissionen, at der er behov for yderligere undersøgelser af
EØS-markedernes modenhed, navnlig med hensyn til udstedelse og brug af
debetkort, og at det skal fastslås, at der ikke er behov for at opkræve
interbankgebyrer for at stimulere disse, før interbankgebyrer for debetkort
afskaffes helt. Det foreslås derfor, at de samme maksimumsgebyrer, der gælder
for indløsende bankers grænseoverskridende transaktioner, efter overgangsfasen,
hvor kun grænseoverskridende indløsning liberaliseres og reguleres, også skal
gælde for indenlandske transaktioner. Efter en periode på to år efter
lovgivningens fulde ikrafttræden vil Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet
og Rådet en rapport om dens anvendelse, hvori den navnlig vil vurdere, hvor
hensigtsmæssigt niveauet for interbankgebyrer er, under hensyntagen til brugen
af og omkostningerne ved de forskellige betalingsmidler og det omfang, hvori der
er kommet nye aktører og teknologier på markedet. Efter overgangsperioden vil der for alle (grænseoverskridende
og indenlandske) transaktioner med forbrugerrelaterede debetkort og
kortbaserede betalingstransaktioner være et maksimalt interbankgebyr
på 0,20 %, og for alle (grænseoverskridende og indenlandske) transaktioner
med forbrugerrelaterede kreditkort og kortbaserede betalingstransaktioner
vil der være et maksimalt interbankgebyr på 0,30 %. Da
konkurrencemyndighederne har accepteret, at disse lofter ikke kræver yderligere
foranstaltninger, synes de at være rimelige benchmarks, og de er allerede
blevet gennemført, uden at de skaber bekymring om de internationale
kortordningers og betalingstjenesters virkemåde eller udbydernes, de handlendes
og forbrugernes vilkår, idet de også giver retssikkerhed. Den anden del af forordningen afspejler
bestemmelser med hensyn til forretningsregler, som vil være gældende for alle
kategorier af korttransaktioner og kortbaserede betalingstransaktioner.
Når forordningen træder i kraft, gælder det f.eks. at: ·
anvendelsen af "HACR-reglen" vil være
begrænset. Forskelsbehandling vil ikke være tilladt på basis af forhold hos den
udstedende bank eller kortholderens oprindelse og heller ikke mellem kort med
samme interbankgebyr ·
anvendelsen af bestemmelser, der fjerner eller
begrænser de handlendes mulighed for at forsøge at få kunderne til at bruge
mere effektive betalingsinstrumenter, forbydes ·
indløsende betalingstjenesteudbydere som minimum
skal forelægge de handlende månedlige opgørelser over gebyrer, hvori de
gebyrer, som de handlende har betalt i den pågældende måned, udspecificeres på
hver kategori af kort og hvert enkelt varemærke, som den indløsende bank
udbyder tjenester for ·
anvendelsen af bestemmelser, der afholder de handlende
fra at oplyse deres kunder om de gebyrer, som de betaler til indløsere af
betalingstjenester, forbydes. Konsekvensanalysen er blevet ændret efter
Udvalget for Konsekvensanalyses møde den 20. marts 2013. Blandt de
vigtigste ændringer kan nævnes tilvejebringelse af supplerende oplysninger om
kortmarkedet og dets funktionsmåde og om retspraksis i EU med hensyn til
interbankgebyrer samt en oversigt over den økonomiske litteratur med relation
til interbankgebyrer. De mulige konsekvenser af at lægge maksimale
interbankgebyrer på gebyrerne for kortholderne, forbrugernes generelle
situation og bankernes indtjening har fået en mere fremtrædende plads for at
strømline præsentationen af konsekvenserne af de vigtigste løsningsmodeller i
hoveddokumentet. Den indbyrdes afhængighed mellem forskellige løsningsmodeller
og pakker beskrives mere indgående, ligesom der fremsættes en begrundelse
for gennemførelse af en altomfattende pakke, der også rummer interbankgebyrer,
og som underbygger årsagerne til at regulere interbankgebyrer gennem
lovgivning. Retsgrundlag Artikel 114, stk. 1, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde. Nærhedsprincippet Nærhedsprincippet finder anvendelse, idet
forslaget ikke hører under EU's enekompetence. Målene med forslaget kan ikke i tilstrækkelig
grad opfyldes af medlemsstaterne af følgende grunde: I kraft af sin art kræver et integreret
betalingsmarked, der er baseret på net, som rækker ud over nationale grænser,
en tilgang på EU-plan, da de gældende principper, bestemmelser, processer og
standarder skal være ensartede i alle medlemsstaterne for at opnå retssikkerhed
og lige vilkår for alle markedsdeltagere. Alternativet til en tilgang på
EU-plan ville være et system med national regulering og håndhævelse af
konkurrencereglerne, som ville være mindre effektiv end en EU-foranstaltning,
være mere kompleks og indebære højere omkostninger end lovgivning på EU-plan.
En eventuel intervention på EU-plan er derfor i overensstemmelse med
nærhedsprincippet. En sådan tilgang understøtter det fælles eurobetalingsområde
(SEPA) og harmonerer med den digitale dagsorden, navnlig oprettelsen af det
digitale indre marked. Den fremmer teknologisk innovation og bidrager til vækst
og job, navnlig på områderne for e- og m-handel. Endvidere gælder det i kraft af
betalingsmarkedernes grænseoverskridende natur, at enhver foranstaltning, der
træffes af offentlige myndigheder for at sænke eller ændre niveauet for
engrosgebyrer (interbankgebyrer) i én medlemsstat alene, ville forstyrre hele
EU- betalingsmarkedets funktion og ikke være befordrende for
markedsintegration, da den ikke ville medføre ens spilleregler i hele EU. Dette
ville f.eks. være tilfældet, hvis der blev truffet forskellige nationale
foranstaltninger for at regulere interbankgebyrer eller lægge loft over dem,
hvilket der i øjeblikket er planer om i flere medlemsstater. Forslaget er således i overensstemmelse med
nærhedsprincippet. Proportionalitetsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet af følgende grunde: Forslaget går ikke videre, end hvad der er
strengt nødvendigt for at opnå dets målsætninger, nemlig at bidrage til at
udvikle et betalingsmarked på EU-plan, som vil gøre det muligt for forbrugere,
handlende og andre foretagender at få det fulde udbytte af EU's indre marked,
herunder e-handel. Disse forbedrede muligheder for paneuropæiske aktørers
indtræden på markedet, mere innovation, og øget mulighed for nationale
(generelt billigere) kortordninger kombineret med mere begrænset brug af
kontanter rummer potentiale for de handlende og betalingstjenesteudbyderne,
uanset om disse er banker eller nye markedsaktører. Effektiv konkurrence på
området for kortbetaling og kortbaserede betalingsmarkeder vil medføre
effektive markedsresultater, et bredere udvalg af betalingstjenesteudbydere,
herunder paneuropæiske udbydere og nyskabende aktører, og lavere omkostninger
for de handlende og forbrugerne. De handlende bør give forbrugerne andel i
disse besparelser gennem lavere detailpriser. Interbankgebyrerne som sådan og deres meget
forskellige niveauer udgør en hindring for markedsintegration og for effektiv
konkurrence, og virkningerne heraf forstærkes af en række forretningsregler,
der mindsker gennemsigtigheden for de handlende og forbrugerne og begrænser de
handlendes muligheder for at vælge en indløser i en anden medlemsstat og styre
forbrugerne over mod mere effektive betalingsmidler. På grundlag af høringer af interessenter som
opsummeret i konsekvensanalysen foreslår Kommissionen en kombination af
foranstaltninger, der skal gøre markedet mere effektivt og velfungerende, idet
der i første omgang lægges et loft over interbankgebyrerne for
grænseoverskridende transaktioner med forbrugerdebetkort og -kreditkort og i
anden omgang også lægges et loft over interbankgebyrerne for indenlandske
transaktioner med disse kort. Hvis der ikke foretages regulering, vil der
fortsat være problemer med øget afhængighed af de to internationale
markedsaktører, idet de (generelt billigere) indenlandske kortordninger
gradvist forsvinder. Stordriftsfordelene og mulighederne for, at potentielle
nye paneuropæiske aktører og andre innovative aktører træder ind på markedet,
vil forblive begrænsede, mens de handlende og forbrugerne fortsat vil betale
for det fragmenterede og dyre betalingsmarked i EU (mere end 1 % af EU's
BNP eller 130 mia. EUR om året ifølge ECB). Hvis disse problemer søges
afhjulpet gennem foranstaltninger til håndhævelse af konkurrencereglerne, vil
det – navnlig i lyset af MasterCard-dommen – sandsynligvis tage mange år.
Desuden vil det altid ske fra sag til sag, og derved kan der ikke sikres ens
spilleregler. Det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at medtage
indenlandske transaktioner og ikke kun grænseoverskridende transaktioner, som
hovedsageligt vil gavne større erhvervsdrivende. Spørgsmålet om transaktioner
på tværs af grænserne kan behandles hurtigt, hvorved de handlende får mulighed
for at opsøge billigere indløsende tjenester på tværs af grænserne, og de
indenlandske banker og kortordninger tilskyndes til at sænke deres gebyrer for indløsning.
En lignende proces har for nylig fundet sted med hensyn til direkte debitering.
I SEPA-slutdatoforordningen begrænses interbankgebyrerne for direkte
debitering, og de grænseoverskridende interbankgebyrer for direkte debitering
afskaffes, mens indenlandske interbankgebyrer fortsat tillades frem til 2017.
Derfor og på baggrund af, at flere af de handlende har erstattet deres indløsere
med indløsere i nabolande, har bankerne forpligtet sig til at afskaffe deres
interbankgebyrer for direkte debitering allerede senest den 1. september 2013[13][14]. Som følge af unilaterale forpligtelser i
forbindelse med konkurrencesager foretages mange grænseoverskridende
kortbetalingstransaktioner i EU allerede under overholdelse af bestemmelserne
om maksimale interbankgebyrer, der gælder i den første fase som omhandlet i
denne forordning. Disse elementer kan derfor gennemføres hurtigt. Der vil dog
være behov for at ændre de indenlandske interbankgebyrer. Derfor skal der
sikres en overgangsperiode for indenlandske betalingstransaktioner. Desuden
forhindrer forslaget ikke medlemsstaterne i at opretholde eller indføre lavere
lofter eller gennemføre foranstaltninger med tilsvarende formål eller
virkninger gennem national lovgivning. Endvidere vil lofter over interbankgebyrerne
gavne de handlende, som er mere tilbøjelige til at lade deres kunder få del i
fordelene, end bankerne er, i betragtning af det nuværende lave niveau med
hensyn til konkurrence og skift af udbyder i banksektoren. Samtidig betaler forbrugerne allerede
interbankgebyrerne indirekte i detailpriserne, og de forbrugere, der benytter
kontanter eller debetkort, støtter i øjeblikket andre forbrugeres brug af
dyrere kort. Man kan hævde, at en sænkning af interbankgebyrerne vil tilskynde
bankerne til at hæve kortholdergebyrerne. Der findes dog ingen dokumentation
for en sådan sammenhæng. Kortgebyrernes niveau synes primært at afhænge af for
eksempel konkurrencen i detailbanksektoren. Selv om dette forslag har til formål at fremme
markedsintegration, nye aktørers adgang til markedet samt forbrugernes og de
handlendes situation, er det langt fra sikkert, at det vil få en negativ
indvirkning på de etablerede betalingstjenesteudbydere og banker. Lofterne over
interbankgebyrerne ventes at få en positiv indvirkning på de handlendes accept
af kort, og dette vil tilskynde forbrugerne til øget brug af kort. Det øgede
antal korttransaktioner (takket være øget accept) og besparelserne på
håndtering af kontanter kan i hvert fald til dels kompensere bankerne for
eventuelle tab, som skyldes loftet over interbankgebyrerne. Der kan desuden
forekomme andre omkostningsbesparelser takket være færre kontanthævninger. De planlagte lofter på 0,2 % og 0,3 %
er baseret på den såkaldte Merchant Indifference Test, hvor
gebyrniveauet fastsættes ud fra, hvor meget de handlende ville være indstillet
på at betale, hvis de sammenlignede omkostningerne ved kundens brug af et
betalingskort med omkostningerne ved kontantbetalinger. Tallene er beregnet på
basis af denne test og ved hjælp af data, der er indsamlet af fire nationale
centralbanker. Visa, MasterCard og den franske nationale kortordning Groupement
Cartes Bancaires har accepteret disse tal. Forslaget står således i
et rimeligt forhold til ovennævnte målsætninger. Der er foretaget en proportionalitetstest
af alle de foreslåede bestemmelser for at sikre hensigtsmæssig og proportionel
regulering. Reguleringsmiddel/reguleringsform Foreslået reguleringsmiddel: forordning. Andre midler ville ikke være hensigtsmæssige
af følgende årsager: Høje interbankgebyrer og restriktive
forretningsregler kræver standardisering på teknisk plan og harmonisering i
videst mulig udstrækning. Det taler til fordel for en forordning frem for et
direktiv. Da betalingssektoren har karakter af et netværk, vil de fleste fordele
endvidere først manifestere sig, når den indenlandske overgang til
betalingsinstrumenter, som dækker hele EU, er afsluttet i alle
EU-medlemsstaterne. Et direktiv kan eventuelt blive gennemført forskelligt i
medlemsstaterne og risikerer at videreføre den nuværende opsplitning af
betalingsmarkedet. Endelig ville et direktiv forsinke migrationen på grund af
den tid, der medgår til gennemførelsen i medlemsstaterne. Det anbefales derfor
at anvende en forordning til at regulere interbankgebyrerne og de restriktive
forretningsregler på kortbetalingsmarkedet og markedet for mobilbetalinger og
internetbaserede kortbetalinger. Denne forordning overholder de grundlæggende
rettigheder og principper, der er fastlagt i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, navnlig friheden til at drive egen virksomhed og
adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, og skal anvendes
i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. 4. Virkninger for budgettet Forslaget har ingen virkninger for EU's
budget. 5. FAKULTATIVE ELEMENTER Klausul om fornyet
gennemgang/revision/udløb Forslaget omfatter en klausul om fornyet
gennemgang. Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde Den foreslåede retsakt er relevant for EØS og
bør derfor omfatte hele EØS-området. Nærmere beskrivelse af forslaget Følgende korte resumé har til formål at lette
beslutningsprocessen ved at skitsere forordningens hovedindhold. I artikel 1 (Anvendelsesområde) hedder det, at
forordningen vedrører bestemmelser om interbankgebyrerne ved
betalingskorttransaktioner og kortbaserede betalingstransaktioner inden for EU,
hvor betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen ved transaktionen er
hjemmehørende i EU, og forretningsregler vedrørende disse betalinger. Artikel 2 (Definitioner) – så vidt muligt
tilpasset de definitioner, der er anvendt i direktiv 2007/64/EF. Da
forordningen har et begrænset anvendelsesområde sammenlignet med
betalingstjenestedirektivet, er nogle af definitionerne dog skræddersyet til
dette forslags behov. I artikel 3 (Interbankgebyrer for
grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner)
fastsættes lofter over interbankgebyrer til betalingstjenesteudbydere på 0,2 %
og 0,3 % for grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- og kreditkorttransaktioner,
som træder i kraft to måneder efter offentliggørelsen. I artikel 4 (Interbankgebyrer for alle
forbrugerrelaterede debet- eller kreditkorttransaktioner) fastsættes lofter
over interbankgebyrer til betalingstjenesteudbydere på 0,2 % og 0,3 % af
transaktionens værdi for alle forbrugerdebet- og kreditkorttransaktioner, som
træder i kraft to år efter offentliggørelsen. I artikel 5 (Omgåelsesforbud) fastsættes det,
at med det formål at gennemføre de i artikel 3 og 4 omhandlede lofter medtages
nettokompensationen for gebyrer, der betales og modtages mellem udstederen og
ordningen, i beregningen af de interbankgebyrer, der betales og modtages, med
det formål at vurdere eventuel omgåelse. I artikel 6 (Licens) fastsættes det, at de
licenser, som via kortordninger meddeles til udstedelses- eller indløsningsformål,
ikke må begrænses til et bestemt område, men skal omfatte hele EU's område. I artikel 7 (Adskillelse af
betalingskortordning og behandlingsenheder) fastsættes det, at der skal være en
organisatorisk adskillelse mellem kortordningerne og de enheder, der behandler
transaktionerne. Endvidere forbydes territorial forskelsbehandling i
bestemmelserne om behandling, og det foreskrives, at de behandlende enheders
systemer skal være teknisk interoperable. I artikel 8 (Co-badging og valg af applikation)
fastsættes det, at udstederen af betalingsinstrumentet afgør, om der kan
foretages flere betalingsanmodninger med det samme kort. Valget af
betalingsanmodning træffes af forbrugeren og må ikke foreskrives på forhånd af
udstederen gennem automatiske mekanismer på instrumentet eller i udstyret på
salgsstedet. I artikel 9 (Blandingsophør) præciseres det,
at indløsende banker skal tilbyde og afkræve betalingsmodtagerne særskilte
gebyrer for forskellige kategorier af betalingskort og forskellige varemærker
og ikke må afkræve en enkelt pris, og at de skal fremlægge relevante
oplysninger om de beløb, der gælder for de forskellige kategorier og
varemærker. I artikel 10 (Reglen om, at alle kort skal
accepteres - HACR-reglen) præciseres det, at betalingskortordninger og
betalingstjenesteudbydere ikke må pålægge en handlende at acceptere en kategori
eller et varemærke, hvis vedkommende accepterer en anden kategori eller et
andet varemærke, undtagen hvis varemærket eller kategorien er genstand for det
samme regulerede interbankgebyr som førstnævnte. Eksempelvis må handlende, der
accepterer forbrugerrelaterede debetkort, ikke tvinges til at acceptere
forbrugerrelaterede kreditkort, men de kan pålægges at acceptere andre
forbrugerrelaterede debetkort. I artikel 11 (Bestemmelser om styring)
præciseres det, at betalingskortordninger og betalingstjenesteudbydere ikke må
forhindre de handlende i at styre forbrugerne over mod brug af bestemte
betalingsinstrumenter, som de handlende foretrækker. Dette gælder med forbehold
for de bestemmelser om rabatter og brugergebyrer, der er fastsat i henhold til
direktivet om betalingstjenester og artikel 19 i direktivet om
forbrugerrettigheder. Betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere må ikke
forhindre de handlende i at oplyse forbrugerne om interbankgebyrer og detailhandelsgebyrer. I artikel 12 (Oplysninger til
betalingsmodtageren om individuelle betalingstransaktioner) anføres de
oplysninger, som betalingstjenesteudbyderen skal forelægge de handlende efter
gennemførelsen af en betalingstransaktion, og der åbnes mulighed for, at disse
oplysninger skal forelægges regelmæssigt. I artikel 13 (Kompetente myndigheder)
fastsættes proceduren for udpegelse af de nationale myndigheder, der skal være
ansvarlige for anvendelsen af denne forordning. I artikel 14 (Sanktioner) kræves det, at
medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af
bestemmelserne i forordningen og underretter Kommissionen om disse. I artikel 15 (Udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer) kræves det, at medlemsstaterne fastsætter specifikke
krav om bilæggelse af tvister mellem betalingsmodtagere og
betalingstjenesteudbydere. I artikel 16 (Revisionsklausul) hedder det, at
Kommissionen fire år efter forordningens ikrafttræden skal forelægge en
rapport, der navnlig beskæftiger sig med niveauet for interbankgebyrer. Denne
artikel omhandler de mekanismer, der skal anvendes til at vurdere, om
bestemmelserne i forordningen anvendes effektivt, og til om nødvendigt at
foreslå ændringer. I artikel 17 (Ikrafttræden) bestemmes datoen
for forordningens ikrafttræden. 2013/0265 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, stk. 1, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig
retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[15], under henvisning til udtalelse fra Den
Europæiske Centralbank[16], efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) Opsplitning af det indre
marked skader konkurrenceevne, vækst og jobskabelse i Unionen. For at sikre et
velfungerende indre marked er det nødvendigt at fjerne direkte og indirekte
hindringer for gennemførelsen af et velfungerende integreret marked for
elektroniske betalinger uden skelnen mellem nationale og grænseoverskridende
betalinger. (2) Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2007/64/EF[17]
har skabt retsgrundlaget for oprettelse af et indre EU-marked for betalinger,
idet ensartede bestemmelser om udbud af betalingstjenester i høj grad har
lettet betalingstjenesteudbyderes forretningsaktiviteter. (3) Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 924/2009[18] har
skabt princippet om, at gebyrer, som brugere betaler for en grænseoverskridende
betaling i euro, er de samme som for den tilsvarende betaling inden for en
medlemsstat, herunder kortbetalinger, som er omfattet af nævnte forordning. (4) Ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 260/2012[19]
fastsættes de bestemmelser, der gælder for kreditoverførsler og direkte
debiteringer i euro i det indre marked, men forordningen finder ikke anvendelse
på kortbaserede betalinger. (5) Med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/83/EU[20] harmoniseres visse bestemmelser om aftaler indgået mellem
forbrugere og erhvervsdrivende, herunder bestemmelser om brug af
betalingsmidler, i henhold til hvilke medlemsstaterne skal forbyde
erhvervsdrivende at opkræve gebyrer af forbrugerne i forbindelse med
anvendelsen af et givet betalingsmiddel, der overstiger de udgifter, som
afholdes af den erhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af disse
betalingsmidler. (6) Sikre, effektive,
konkurrencedygtige og innovative elektroniske betalinger er af afgørende
betydning, hvis forbrugerne, detailhandlere og virksomheder skal have fuldt
udbytte af det indre marked, og det er især tilfældet nu, hvor verden bevæger
sig i retning af e-handel. (7) Flere medlemsstater[21] er i færd med at udarbejde
lovgivning, som har til formål at regulere interbankgebyrer, og som omfatter en
række emner som f.eks. lofter over interbankgebyrer på forskellige niveauer,
detailhandelsgebyrer, reglen om, at alle kort skal accepteres, og
foranstaltninger vedrørende styring. Der er stor forskel på de eksisterende
administrative afgørelser i flere medlemsstater. I betragtning af
interbankgebyrers skadelige indvirkning på detailhandlere og forbrugere
forventes der yderligere reguleringsmæssige foranstaltninger på nationalt plan
med det formål at begrænse nævnte gebyrers størrelse eller indbyrdes
afvigelser. Sådanne nationale foranstaltninger vil sandsynligvis medføre
væsentlige hindringer for gennemførelsen af det indre marked for kort-,
internet- og mobilbetalinger og vil derfor hindre den frie udveksling af
tjenesteydelser. (8) Betalingskort er det oftest
anvendte elektroniske betalingsinstrument ved detailindkøb. Integrationen af
det europæiske betalingskortmarked er imidlertid langt fra fuldført, idet mange
betalingsløsninger ikke kan videreudvikles uden for nationale grænser, og nye
paneuropæiske udbydere forhindres i at få adgang til markedet. Den manglende
markedsintegration fører på nuværende tidspunkt til højere priser og færre
valgmuligheder med hensyn til betalingstjenester for forbrugere og
detailhandlere og til mere begrænsede muligheder for at udnytte det indre
marked. Det er derfor nødvendigt at fjerne de hindringer for et velfungerende
kortmarked, herunder mobil- og internetbetalinger baseret på korttransaktioner,
som stadig står i vejen for gennemførelsen af et fuldt integreret marked. (9) Hvis det indre marked skal
fungere effektivt, bør man fremme og lette anvendelsen af elektroniske
betalinger til fordel for detailhandlere og forbrugerne. Kortbetalinger og
andre elektroniske betalinger kan anvendes på en mere alsidig måde, herunder
online, for at udnytte det indre marked og e-handel, og elektroniske betalinger
indebærer desuden potentielt sikre betalinger for detailhandlere. Brug af
kortbetalinger og kortbaserede betalinger i stedet for kontanter kunne derfor
blive til fordel for detailhandlere og forbrugere, forudsat at gebyrerne for
brug af betalingssystemerne fastsættes på et økonomisk effektivt niveau og
samtidig bidrager til innovation og til at give nye aktører adgang til
markedet. (10) Omfattende brug af
interbankgebyrer, som i de fleste medlemsstater ikke er omfattet af lovgivning,
er en af de praksisser, som i høj grad hindrer det indre marked for kort- og
kortbaserede betalinger i at fungere. Interbankgebyrer er de gebyrer, som
normalt anvendes mellem kortindløsende betalingstjenesteudbydere og
kortudstedende betalingstjenesteudbydere, som hører til en bestemt
betalingskortordning. Interbankgebyrerne udgør hovedparten af de gebyrer, som
forretningsdrivende betaler til indløsende betalingstjenesteudbydere for hver
enkelt korttransaktion. Forretningsdrivende indregner derefter disse
omkostninger i de almindelige priser for varer og tjenesteydelser. Konkurrencen
mellem betalingskortordninger synes i praksis hovedsagelig at tage sigte på at
overtale så mange udstedende betalingstjenesteudbydere (f.eks. banker) som
muligt til at udstede deres kort, hvilket sædvanligvis fører til højere
snarere end lavere interbankgebyrer på markedet, i modsætning til den
disciplinerende virkning, som konkurrence normalt har på priserne i en markedsøkonomi.
Hvis interbankgebyrerne reguleres, vil det indre marked komme til at fungere
bedre. (11) De mange forskellige
interbankgebyrer, der findes på nuværende tidspunkt, og deres størrelse hindrer
"nye" paneuropæiske aktører i at få adgang til markedet med
forretningsmodeller, som indebærer lavere interbankgebyrer, hvilket begrænser
mulighederne for stordriftsfordele og udbredelsen og deraf følgende
effektivitet. Dette medfører ulemper for detailhandlere og forbrugere og
hindrer innovation. Dette fører også til en vedvarende opsplitning af markedet,
idet paneuropæiske aktører som minimum ville skulle tilbyde udstedende banker
det højeste interbankgebyr på det marked, som de ønsker at få adgang til.
Eksisterende nationale ordninger med lavere eller ingen interbankgebyrer vil
muligvis også blive tvunget til at forlade markedet, fordi bankerne lægger pres
på dem for at opnå større indtægter fra interbankgebyrer. Derfor stilles
forbrugerne og betalingsmodtagerne over for færre valgmuligheder, højere priser
og betalingstjenester af en lavere kvalitet, samtidig med at deres muligheder
for at anvende paneuropæiske betalingsløsninger begrænses. Endvidere kan
detailhandlere ikke tackle gebyrforskellene ved at gøre brug af de
kortaccepttjenester, som banker i andre medlemsstater tilbyder.
Betalingsordningerne anvender særlige bestemmelser om opkrævning af
"salgsstedets" (detailhandlerens lands) interbankgebyr i forbindelse
med hver enkelt transaktion. Dette hindrer indløsende banker i med held at tilbyde
deres tjenester på tværs af grænser. Dette hindrer også detailhandlere i at
reducere deres betalingsomkostninger til fordel for forbrugerne. (12) Det er ikke lykkedes
Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder at ændre denne situation
til det bedre ved at anvende eksisterende lovgivning. (13) For at undgå en opsplitning af
det indre marked og en betydelig konkurrenceforvridning som følge af
forskellige love og administrative afgørelser er det derfor i overensstemmelse
med artikel 114 i TEUF nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at
løse problemet med høje og indbyrdes forskellige interbankgebyrer for på den
måde at gøre det muligt for betalingstjenesteudbydere at udbyde deres tjenester
på tværs af grænser og for forbrugerne og detailhandlere at gøre brug af
grænseoverskridende tjenester. (14) Denne forordnings anvendelse
berører ikke anvendelsen af Unionens eller nationale konkurrencebestemmelser.
Den bør ikke hindre medlemsstaterne i at opretholde eller indføre lavere lofter
eller træffe foranstaltninger med tilsvarende formål eller virkning ved hjælp
af national lovgivning. (15) Denne forordning følger en
trinvis tilgang. For det første er det nødvendigt at træffe foranstaltninger
med henblik på at lette grænseoverskridende udstedelse og indløsning af
betalingskorttransaktioner. Ved at give forretningsdrivende adgang til at vælge
en indløser uden for deres egen medlemsstat ("grænseoverskridende
indløsning") og ved at indføre en øvre grænse for grænseoverskridende
interbankgebyrer for transaktioner, der indløses på tværs af grænser, burde det
være muligt at skabe den nødvendige juridiske klarhed. Derudover bør licenser
til at udstede eller indløse betalingsinstrumenter gælde uden geografiske
restriktioner inden for Unionen. Sådanne foranstaltninger vil fremme et
velfungerende indre marked for kort‑, internet- og mobilbetalinger til fordel
for forbrugerne og detailhandlere. (16) Som følge af ensidige løfter
og forpligtelser i forbindelse med konkurrencesager gennemføres mange
grænseoverskridende betalingskorttransaktioner i Unionen allerede i
overensstemmelse med de maksimale interbankgebyrer, der finder anvendelse i
denne forordnings første fase. Derfor bør de bestemmelser, der finder
anvendelse på nævnte transaktioner, træde i kraft hurtigt og således give
detailhandlere mulighed for at lede efter billigere indløsende tjenester på
tværs af grænser og tilskynde nationale banker eller ordninger til at sænke
deres indløsningsgebyrer. (17) For så vidt angår nationale
transaktioner vil der være behov for en overgangsperiode, således at
betalingstjenesteudbydere og betalingsordninger får tid til at tilpasse sig de
nye krav. For at sikre gennemførelsen af et indre marked for kortbaserede
betalinger bør lofterne over interbankgebyrer for forbrugerrelaterede
korttransaktioner derfor udvides til at omfatte alle grænseoverskridende og
nationale betalinger to år efter denne forordnings ikrafttræden. (18) For at lette
grænseoverskridende indløsning bør interbankgebyret for alle (grænseoverskridende
og nationale) "forbrugerrelaterede" debetkorttransaktioner og debetkortbaserede
betalingstransaktioner højst udgøre 0,20 % og interbankgebyret for alle (grænseoverskridende
og nationale) forbrugerrelaterede kreditkorttransaktioner og kreditkortbaserede
betalingstransaktioner højst 0,30 %. (19) Sådanne lofter er baseret på
den såkaldte "Merchant Indifference Test", der er beskrevet i den
økonomiske faglitteratur, og som gør det muligt at identificere det gebyr, som
en forretningsdrivende ville være rede til at betale, hvis denne skulle
sammenligne de omkostninger, der er forbundet med en forbrugers anvendelse af
et betalingskort, med de omkostninger, der er forbundet med (kontant)betalinger
uden kort (under hensyntagen til det gebyr, der betales til indløsende banker for
tjenester, dvs. detailhandelsgebyret oven i interbankgebyret). Hermed
tilskyndes der til brug af effektive betalingsinstrumenter ved at fremme de
kort, som giver de største transaktionsfordele, og samtidig forhindrer man
uforholdsmæssigt store detailhandelsgebyrer, som medfører skjulte omkostninger
for andre forbrugere. Der kunne ellers blive tale om uforholdsmæssigt store
detailhandelsgebyrer som følge af de kollektive ordninger vedrørende
interbankgebyrer, idet forretningsdrivende er utilbøjelige til at afvise
bekostelige betalingsinstrumenter af frygt for at miste forretningsmuligheder.
Erfaringerne har vist, at disse gebyrniveauer er rimelige, idet de ikke ændrer
grundlaget for de internationale betalingskortordningers og
betalingstjenesteudbyderes drift. De indebærer endvidere fordele for
detailhandlere og forbrugerne og giver retssikkerhed. (20) Denne forordning bør omfatte
alle de transaktioner, hvor betalerens og betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbydere er etableret i Unionen. (21) I overensstemmelse med
princippet om teknologineutralitet, som er omhandlet i den digitale dagsorden
for Europa, bør denne forordning finde anvendelse på kortbaserede
betalingstransaktioner, uanset under hvilke forhold transaktionen finder sted,
herunder gennem detailbetalingsinstrumenter og -tjenester, som kan være
offline, online eller mobile. (22) Betalingskorttransaktioner
gennemføres normalt på grundlag af to hovedforretningsmodeller, såkaldte
betalingskortordninger med tre parter (kortholder - indløsende og udstedende
ordning - forretningsdrivende) og betalingskortordninger med fire parter
(kortholder - udstedende bank - indløsende bank - forretningsdrivende). Mange
betalingskortordninger med fire parter anvender et eksplicit interbankgebyr,
som normalt er multilateralt. Interbankgebyrer (gebyrer, som indløsende banker
betaler for at tilskynde til udstedelse og brug af kort) er implicitte i
betalingskortordninger med tre parter. For at tage højde for implicitte
interbankgebyrer og skabe lige vilkår bør betalingskortordninger med tre
parter, som anvender betalingstjenesteudbydere som udstedere eller indløsere,
betragtes som betalingskortordninger med fire parter og bør følge de samme
regler, mens gennemsigtighedsrelaterede og andre foranstaltninger i tilknytning
til forretningsbestemmelser bør finde anvendelse på alle udbydere. (23) Det er vigtigt at sikre, at
bestemmelserne om de interbankgebyrer, som betalingstjenesteudbydere skal
betale eller modtage, ikke omgås ved hjælp af alternative gebyrstrømme til
udstedende betalingstjenesteudbydere. For at undgå dette bør
"nettokompensationen" for gebyrer, som den udstedende
betalingstjenesteudbyder betaler til eller modtager fra en
betalingskortordning, betragtes som et interbankgebyr. Ved beregning af interbankgebyret
med henblik på at undersøge, om der er tale om omgåelse, bør der tages hensyn
til summen af de betalinger og tilskyndelser, som en udstedende
betalingstjenesteudbyder har modtaget fra en betalingskortordning i forbindelse
med de regulerede transaktioner, minus de gebyrer, som den udstedende
betalingstjenesteudbyder har betalt til ordningen. De betalinger, tilskyndelser
og gebyrer, der kommer i betragtning, kan være direkte (dvs. mængdebaserede
eller transaktionsspecifikke) eller indirekte (herunder markedsføringstilskyndelser,
bonusser og rabatter for at nå op på bestemte transaktionsmængder). (24) Forbrugerne er sjældent
bevidste om de gebyrer, som forretningsdrivende betaler for det
betalingsinstrument, de anvender. Samtidig kan en række tilskyndende foranstaltninger,
som udstedende betalingstjenesteudbydere anvender (f.eks. rejsekuponer,
bonusser, rabatter, tilbageføring, gratis forsikringer osv.), styre forbrugerne
i retning af at anvende betalingsinstrumenter, som tilvejebringer store gebyrer
for udstedende betalingstjenesteudbydere. For at modvirke dette bør de
foranstaltninger, som begrænser interbankgebyrer, kun finde anvendelse på
betalingskort, der er blevet til masseprodukter, og som forretningsdrivende
normalt har vanskeligt ved at afvise, idet de udstedes og anvendes i vidt
omfang (f.eks. forbrugeres debet- og kreditkort). For at sikre, at markedet i
de ikke-regulerede dele af sektoren, kommer til at fungere mere effektivt, og
for at begrænse overførsel af forretningsaktiviteter fra de regulerede til de
ikke-regulerede dele af sektoren er det nødvendigt at træffe en række
foranstaltninger, herunder vedrørende adskillelse af ordning og infrastruktur
og betalingsmodtagers styring af betaleren, og at give betalingsmodtageren
mulighed for kun at acceptere udvalgte betalingsinstrumenter. (25) Adskillelse af ordning og
infrastruktur burde give alle behandlere mulighed for at konkurrere om
ordningernes kunder. Behandlingsomkostningerne udgør en væsentlig del af de
samlede omkostninger, der er forbundet med at acceptere kort, og derfor er det
vigtigt at give adgang til effektiv konkurrence i denne del af værdikæden. I
tilfælde af adskillelse af ordning og infrastruktur bør betalingskortordninger
og behandlingsenheder være uafhængige for så vidt angår juridisk form,
organisation og beslutningstagning. De bør ikke forårsage forskelsbehandling,
f.eks. ved at give hinanden særbehandling eller interne oplysninger, som ikke
er tilgængelige for deres konkurrenter, om deres respektive markedssegment,
stille uforholdsmæssigt store oplysningskrav til deres konkurrenter inden for
deres respektive markedssegment, krydssubsidiere deres respektive aktiviteter
eller dele styringsordninger. Sådanne diskriminerende praksisser bidrager til
markedsopsplitning, har en negativ indvirkning på nye aktørers adgang til
markedet og hindrer paneuropæiske aktører i at gøre sig gældende og modvirker
således gennemførelsen af det indre marked for kort-, internet- og
mobilbetalinger til skade for detailhandlere, selskaber og forbrugerne. (26) De bestemmelser, som
betalingskortordninger anvender, har ligesom de praksisser, som
betalingstjenesteudbydere anvender, tendens til at forårsage, at
forretningsdrivende og forbrugerne er uvidende om gebyrforskelle, og at
reducere markedsgennemsigtigheden, f.eks. ved at "blande" gebyrer
eller forbyde forretningsdrivende at vælge et billigere kortvaremærke på
co-brandede kort eller styre forbrugerne i retning af at anvende sådanne
billigere kort. Selv om forretningsdrivende er bevidste om de forskellige omkostninger,
hindrer ordningernes bestemmelser dem ofte i at træffe foranstaltninger med
henblik på at reducere gebyrerne. (27) Betalingsinstrumenterne
medfører forskellige omkostninger for betalingsmodtageren, og visse
instrumenter er dyrere end andre. Det bør stå betalingsmodtageren frit for at
styre betalere i retning af at anvende et specifikt betalingsinstrument,
medmindre det ved lov er bestemt, at et givet betalingsinstrument skal anvendes
til bestemte former for betalinger eller ikke kan afvises på grund af dets
status som lovligt betalingsmiddel. Betalingskortordninger og
betalingstjenesteudbydere pålægger betalingsmodtagere adskillige restriktioner
i den forbindelse, f.eks. med hensyn til betalingsmodtagerens afvisning af
specifikke betalingsinstrumenter i forbindelse med mindre beløb, med hensyn til
formidling af oplysninger til betaleren om de gebyrer, som betalingsmodtageren
skal betale for specifikke betalingsinstrumenter, eller med hensyn til, ved
hvor mange kasser i betalingsmodtagerens forretning specifikke
betalingsinstrumenter accepteres. Disse restriktioner bør fjernes. (28) I overensstemmelse med artikel
55 i forslaget (COM(2013) 547) kan betalingsmodtageren styre betaleren i
retning af at anvende et specifikt betalingsinstrument. Betalingsmodtageren bør
dog ikke opkræve gebyrer for brug af betalingsinstrumenter, når
interbankgebyrerne herfor reguleres i henhold til denne forordning, idet
fordelene ved at anvende brugergebyrer i sådanne situationer begrænses og
forholdene på markedet kompliceres. (29) Reglen om, at alle kort skal
accepteres, er en dobbeltforpligtelse, som udstedende betalingstjenesteudbydere
og betalingskortordninger pålægger betalingsmodtagere, idet betalingsmodtagerne
skal acceptere alle kort med det samme varemærke, uanset hvilke omkostninger
der er forbundet med disse kort (forpligtelse til at acceptere alle produkter),
og uanset hvilken udstedende bank der har udstedt kortet (forpligtelse til at
acceptere alle udstedere). Det er i forbrugernes interesse, at
betalingsmodtageren ikke kan diskriminere mellem udstedere og kortholdere i
forbindelse med samme kategori af kort, og betalingsordninger og
betalingstjenesteudbydere kan pålægge dem en sådan forpligtelse. Det aspekt ved
reglen om at skulle acceptere alle kort, der forpligter betalingsmodtageren til
at acceptere alle udstedere, er derfor berettiget i forbindelse med et
betalingskortsystem, idet det hindrer betalingsmodtagerne i at diskriminere
mellem de enkelte banker, som har udstedt et kort, hvorimod det aspekt, som forpligter
betalingsmodtageren til at acceptere alle produkter, i realiteten er en
kombinationsklausul, som kobler accept af kort med lave gebyrer sammen med
accept af kort med høje gebyrer. Hvis det aspekt ved reglen om at skulle
acceptere alle kort, der forpligter betalingsmodtageren til at acceptere alle produkter,
fjernes, vil forretningsdrivende kunne begrænse det udvalg af betalingskort,
som de tilbyder, til kun at omfatte betalingskort med lave(re) omkostninger,
hvilket også vil være til fordel for forbrugerne, idet de forretningsdrivendes
omkostninger reduceres. Forretningsdrivende, som accepterer debetkort, vil
således ikke være tvunget til også at acceptere kreditkort, og
forretningsdrivende, som accepterer kreditkort, vil ikke være tvunget til at acceptere
firmakort. Men for at beskytte forbrugerne og deres adgang til at anvende
betalingskort så ofte som muligt bør forretningsdrivende være forpligtet til at
acceptere alle kort, som er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr. En
sådan begrænsning vil også bevirke, at kort med interbankgebyrer, som ikke er
reguleret ved denne forordning, udsættes for større konkurrence, idet de
forretningsdrivende vil være bedre stillet, når de skal forhandle om
betingelserne for at acceptere sådanne kort. (30) Visse oplysninger skal
foreligge, for at begrænsningerne af reglen om, at alle kort skal accepteres,
kan fungere effektivt. For det første bør betalingsmodtagerne have mulighed for
at identificere de forskellige kategorier af kort. Derfor bør de forskellige
kategorier kunne identificeres visuelt og elektronisk på anordningen. For det
andet bør betaleren også oplyses om, at dennes betalingsinstrument(er)
accepteres på et givet salgssted. Det er nødvendigt, at betalingsmodtageren
giver betaleren oplysning om eventuelle begrænsninger i brugen af et givet
varemærke, samtidig med og på de samme betingelser som oplysningen om, at et
givet varemærke accepteres. (31) For at gøre det muligt at få
erstatning, hvis denne forordning ikke anvendes korrekt, eller hvis der opstår
tvister mellem betalingstjenestebrugere og betalingstjenesteudbydere, bør
medlemsstaterne indføre tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer. Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om de
sanktioner, der pålægges for overtrædelse af denne forordning, og bør sikre, at
disse sanktioner er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning,
samt at de anvendes. (32) Målene for denne forordning,
nemlig fastsættelse af ensartede krav for betalingskorttransaktioner og
internet- og mobiltransaktioner baseret på kortbetalinger, kan ikke i
tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af
foranstaltningens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (33) I denne forordning overholdes
de grundlæggende rettigheder og de principper, der er fastlagt i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig adgang til effektive
retsmidler og til en upartisk domstol, frihed til at drive egen virksomhed og
forbrugerbeskyttelse, og skal anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder
og principper ‑ VEDTAGET DENNE FORORDNING: KAPITEL I GENERELLE BESTEMMELSER Artikel 1
Anvendelsesområde 1. Ved denne forordning
fastsættes der ensartede tekniske og forretningsmæssige krav til betalingskorttransaktioner,
som gennemføres inden for Unionen, og hvor både betalerens og
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder er etableret i Unionen. 2. Denne forordning finder ikke
anvendelse på betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes inden for et
begrænset net, der er udformet med henblik på at opfylde præcise behov ved
hjælp af betalingsinstrumenter, som kun kan anvendes i begrænset omfang, enten
fordi de kun giver indehaveren af det specifikke instrument mulighed for at
erhverve varer eller tjenester i udstederens forretningslokaler eller inden for
et begrænset net af tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået
direkte med en professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til
erhvervelse af et begrænset udvalg af varer eller tjenester. 3. Kapitel II finder ikke
anvendelse på følgende: a) transaktioner med firmakort b) hævning af kontanter i kontantautomater c) transaktioner med kort udstedt af
betalingskortordninger med tre parter. 4. Artikel 7 finder ikke
anvendelse på betalingskortordninger med tre parter. Artikel 2
Definitioner I denne forordning forstås ved: 1) "indløser": en
betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en
betalingsmodtager med henblik på at behandle betalingsmodtagerens
betalingstransaktioner 2) "udsteder": en
betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale direkte eller indirekte med en
betaler med henblik på at initiere, behandle og afvikle betalerens
betalingstransaktioner 3) "forbruger": en fysisk
person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet af
denne forordning, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes
erhvervsmæssige virksomhed 4) "debetkorttransaktion": en
betalingstransaktion med kort, herunder forudbetalte kort, knyttet til en
betalingskonto eller en opsparingskonto med hæveadgang, som debiteres en
transaktion, mindre end eller 48 timer efter at transaktionen er
godkendt/initieret. 5) "kreditkorttransaktion":
en betalingstransaktion med kort, hvor transaktionen afvikles, mere end 48
timer efter at transaktionen er godkendt/initieret 6) "firmakort": enhver form
for betalingskort udstedt til virksomheder eller enheder i den offentlige
sektor, hvis brug er begrænset til dækning af ansattes eller tjenestemænds
arbejdsrelaterede udgifter, eller kort udstedt til fysiske personer, der udøver
en erhvervsaktivitet som selvstændige, hvis brug er begrænset til dækning af
nævnte fysiske personers eller deres ansattes arbejdsrelaterede udgifter 7) "kortbaseret betalingstransaktion":
en tjeneste brugt til at fuldføre en betalingstransaktion ved hjælp af enhver
form for kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr eller
software, hvis dette fører til en betalingskorttransaktion. Kortbaserede
betalingstransaktioner omfatter ikke transaktioner baseret på andre former for
betalingstjenester. 8) "grænseoverskridende
betalingstransaktion": en betaling med kort eller en kortbaseret
betalingstransaktion initieret af en betaler eller en betalingsmodtager, hvor
betalerens betalingstjenesteudbyder og betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder er etableret i forskellige medlemsstater, eller hvor
betalingskortet er udstedt af en udstedende betalingstjenesteudbyder, der er
etableret i en anden medlemsstat end salgsstedets 9) "interbankgebyr": et
gebyr, der betales for hver enkelt transaktion direkte eller indirekte (dvs.
gennem tredjemand) mellem betalerens og betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbydere, som deltager i en betalingskorttransaktion eller
betalingskortbaseret transaktion 10) "detailhandelsgebyr": et
gebyr, som betalingsmodtageren betaler til indløseren for hver enkelt
transaktion, og som omfatter interbankgebyret, betalingsordnings- og
behandlingsgebyret og indløserens fortjeneste 11) "betalingsmodtager": en fysisk
eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i
en betalingstransaktion 12) "betaler": en fysisk eller
juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en
betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen
betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre
13) betalingskortordning": et fælles
sæt af regler, praksisser, standarder og/eller gennemførelsesretningslinjer for
betalingstransaktioner i hele Unionen og inden for medlemsstaterne, der
adskiller sig fra enhver infrastruktur eller ethvert betalingssystem, som
ligger til grund for ordningens drift 14) "betalingskortordning med fire
parter": en betalingskortordning, hvor betalinger fra en kortholders
betalingskonto til en betalingsmodtagers betalingskonto foretages via
ordningen, en betalingskortudstedende betalingstjenesteudbyder (på
kortholderens side) og en indløsende betalingstjenesteudbyder (på
betalingsmodtagerens side) og kortbaserede transaktioner baseret på den
samme struktur 15) "betalingskortordning med tre
parter": en betalingskortordning, hvor der foretages betalinger fra en
betalingskonto, som ordningen fører på kortholderens vegne, til en
betalingskonto, som ordningen fører på betalingsmodtagerens vegne, og kortbaserede
transaktioner baseret på den samme struktur. Når en betalingskortordning med
tre parter giver andre betalingstjenesteudbydere licens til at udstede og/eller
indløse betalingskort, anses den for at være en betalingskortordning med fire
parter 16) "betalingsinstrument":
enhver form for personaliseret anordning og/eller sæt af procedurer, der er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som
betalingstjenestebrugeren anvender, eller som bruges på dennes vegne, for at
initiere en betalingsordre 17) "kortbaseret
betalingsinstrument": enhver form for betalingsinstrument, herunder et
kort, en mobiltelefon, en computer eller enhver anden teknologisk anordning,
der indeholder en passende applikation, som betaleren bruger til at initiere en
betalingsordre, der ikke er en kreditoverførsel eller en direkte debitering som
defineret i artikel 2 i forordning (EU) nr. 260/2012 18) "betalingsapplikation":
computersoftware eller tilsvarende uploadet på en anordning, som gør det muligt
at initiere kortbaserede betalingstransaktioner og sætter betaleren i stand til
at udstede betalingsordrer 19) "betalingsordre": enhver
form for instruks fra en betaler til en betalingstjenesteudbyder om at
gennemføre en betalingstransaktion 20) "betalingskorttransaktion":
en betalingstransaktion gennemført med et betalingskort eller ved brug af
infrastrukturen for en betalingskorttransaktion og baseret på
forretningsbestemmelserne for en betalingskorttransaktion 21) "betalingstjenesteudbyder":
fysiske eller juridiske personer, som er meddelt tilladelse til at yde de
betalingstjenester, der er opført i bilaget til direktiv 2007/64/EF. En udbyder
af betalingstjenester kan både være en udsteder eller en indløser eller begge
dele 22) "betalingstjenestebruger":
en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som
betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele 23) "betalingstransaktion": en
handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at overføre midler uden hensyn til eventuelle
underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren 24) "behandling": udførelse af
tjenester til behandling af betalingstransaktioner i form af de handlinger, der
er nødvendige for at behandle en betalingsordre mellem indløseren og udstederen
25) "behandlingsenhed": enhver
fysisk eller juridisk person, som yder tjenester til behandling af
betalingstransaktioner. Kapitel II Interbankgebyrer Artikel 3
Interbankgebyrer for grænseoverskridende forbrugerrelaterede debet- eller
kreditkorttransaktioner 1. Betalingstjenesteudbydere må
med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for
grænseoverskridende debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et
interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med
tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,2 % af
transaktionens værdi. 2. Betalingstjenesteudbydere må
med virkning fra to måneder efter denne forordnings ikrafttræden for
grænseoverskridende kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et
interbankgebyr pr. transaktion eller anden aftalt betaling med
tilsvarende formål eller virkning, som udgør mere end 0,3 % af
transaktionens værdi. Artikel 4
Interbankgebyrer for alle forbrugerrelaterede debet- eller
kreditkorttransaktioner 1. Betalingstjenesteudbydere må
med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for
debetkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr.
transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller
virkning, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi. 2. Betalingstjenesteudbydere må
med virkning fra to år efter denne forordnings ikrafttræden for
kreditkorttransaktioner ikke tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr.
transaktion eller anden aftalt betaling med tilsvarende formål eller
virkning, som udgør mere end 0,3 % af transaktionens værdi. Artikel 5
Omgåelsesforbud For så vidt angår lofterne i artikel 3 og 4
betragtes enhver nettokompensation, som en udstedende bank modtager fra en
betalingskortordning i forbindelse med betalingstransaktioner eller tilknyttede
aktiviteter, som en del af interbankgebyret. Kapitel III Forretningsbestemmelser Artikel 6
Licens 1. Territoriale restriktioner
inden for Unionen og bestemmelser med tilsvarende virkning i licensaftaler om
udstedelse af betalingskort eller indløsning af betalingskorttransaktioner er
forbudt. 2. Territoriale restriktioner
inden for Unionen og bestemmelser med tilsvarende virkning i bestemmelser
vedrørende betalingskortordninger med fire parter er forbudt. 3. Krav om eller forpligtelse
til at opnå landespecifik licens eller tilladelse til at drive
grænseoverskridende virksomhed og bestemmelser med tilsvarende virkning i
licensaftaler om udstedelse af betalingskort eller indløsning af
betalingskorttransaktioner er forbudt. 4. Krav om eller forpligtelse
til at opnå landespecifik licens eller tilladelse til at drive
grænseoverskridende virksomhed og bestemmelser med tilsvarende virkning i
bestemmelser vedrørende betalingskortordninger med fire parter er forbudt. Artikel 7
Adskillelse af betalingskortordning og behandlingsenheder 1. Betalingskortordninger og
behandlingsenheder skal være uafhængige for så vidt angår juridisk form,
organisation og beslutningstagning. De må på ingen måde diskriminere mellem
deres datterselskaber eller aktionærer på den ene side og brugere af disse
ordninger og andre aftalepartnere på den anden side og må navnlig på ingen måde
gøre ydelse af tjenester, som de udbyder, betinget af, at deres aftalepartner
accepter andre tjenester, som de udbyder. 2. Betalingskortordninger skal
give mulighed for at sikre, at godkendelses- og clearingmeddelelser i
forbindelse med enkeltstående korttransaktioner kan adskilles og behandles af forskellige
behandlingsenheder. 3. Territorial
forskelsbehandling i de bestemmelser om behandling, som betalingskortordninger
anvender, er forbudt. 4. Behandlingsenheder i Unionen
skal sikre, at deres system er teknisk interoperabelt med systemer i andre behandlingsenheder
i Unionen ved at bruge standarder, som er udviklet af internationale eller
europæiske standardiseringsorganer. Endvidere må behandlingsenheder ikke
vedtage eller anvende forretningsbestemmelser, der begrænser
interoperabiliteten med andre behandlingsenheder i Unionen. Artikel 8
Co-badging og valg af applikation 1. Bestemmelser vedrørende
ordninger og bestemmelser i licensaftaler, som gør det vanskeligt for eller
forhindrer en udsteder i at co-badge to eller flere forskellige betalingsinstrumentvaremærker
på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller it-udstyr, er forbudt. 2. Forskellig behandling af
udstedere eller indløsere i bestemmelser vedrørende ordninger og bestemmelser i
licensaftaler vedrørende co-badging på kort, telekommunikation, digitalt udstyr
eller it-udstyr skal være objektivt begrundet og ikke-diskriminerende. 3. Betalingskortordninger må
ikke stille krav om indberetning, krav om gebyrer eller andre krav med samme
formål eller virkning til kortudstedende og -indløsende betalingstjenesteudbydere
ved transaktioner, der gennemføres med en anordning, hvor deres varemærke er
til stede, i forbindelse med transaktioner, hvor der ikke gøres brug af deres
ordning. 4. Routing-principper, som tager
sigte på at dirigere transaktioner gennem en specifik kanal, og andre tekniske
og sikkerhedsrelaterede standarder og krav i forhold til håndtering af mere end
et betalingskortvaremærke på kort, telekommunikation, digitalt udstyr eller
it-udstyr skal være ikke-diskriminerende og anvendes på en ikke-diskriminerende
måde. 5. Når en betalingsanordning
giver mulighed for at vælge mellem forskellige betalingsinstrumentvaremærker,
bestemmer betaleren på salgsstedet, hvilket varemærke der skal anvendes i
forbindelse med den givne betalingstransaktion. 6. Betalingskortordninger,
udstedere, indløsere og udbydere af infrastrukturer til behandling af
betalingskort må ikke indføre automatiske mekanismer, software eller
anordninger på betalingsinstrumentet eller på udstyr anvendt på salgsstedet,
som begrænser betalerens muligheder for at vælge applikation ved brug af et
co-badget betalingsinstrument. Artikel 9
Blandingsophør 1. Indløsere skal i forhold til
betalingsmodtagere tilbyde og opkræve individuelt specificerede detailhandelsgebyrer
for forskellige kategorier af betalingskort og forskellige betalingskortvaremærker,
medmindre forretningsdrivende skriftligt anmoder indløsende
betalingstjenesteudbydere om at opkræve blandede detailhandelsgebyrer. 2. Aftaler mellem indløsende
betalingstjenesteudbydere og betalingsmodtagere skal omfatte individuelt
specificerede oplysninger om størrelsen af de detailhandelsgebyrer,
interbankgebyrer og ordningsgebyrer, der finder anvendelse på de forskellige
kategorier af betalingskort og forskellige betalingskortvaremærker. Artikel 10
Reglen om, at alle kort skal accepteres 1. Betalingsordninger og
betalingstjenesteudbydere må ikke anvende bestemmelser, der kan gøre
betalingsmodtagere, som accepterer kort og andre betalingsinstrumenter udstedt
af én udstedende betalingstjenesteudbyder inden for rammerne af en
betalingsinstrumentordning, forpligtet til også at acceptere andre
betalingsinstrumenter med det samme varemærke og/eller af samme kategori
udstedt af andre udstedende betalingstjenesteudbydere inden for rammerne af den
samme ordning, medmindre de er omfattet af det samme regulerede interbankgebyr.
2. Den i stk. 1 omhandlede
begrænsning af reglen om, at alle kort skal accepteres, er ikke til hinder for
betalingsordninger og betalingstjenesteudbydere i at fastsætte, at visse kort
ikke må afvises med henvisning til den udstedende betalingstjenesteudbyders
eller kortholderens identitet. 3. Forretningsdrivende, som
beslutter sig for ikke at acceptere alle kort eller andre betalingsinstrumenter
under en betalingskortordning, skal på en klar og utvetydig måde oplyse
forbrugeren herom, samtidig med at de oplyser forbrugeren om, hvilke af
ordningens andre kort og betalingsinstrumenter de accepterer. Disse oplysninger
skal angives tydeligt ved indgangen til forretningen, ved kassen eller på
webstedet eller andre elektroniske eller mobile medier og skal gives til
betaleren, i god tid inden denne indgår en købsaftale med betalingsmodtageren. 4. Udstedende
betalingstjenesteudbydere skal sikre, at deres betalingsinstrumenter kan identificeres
visuelt og elektronisk, således at betalingsmodtagere utvetydigt kan
identificere, hvilke kortvaremærker og kategorier af forudbetalte kort eller
debet-, kredit- eller firmakort eller kortbaserede betalinger betaleren vælger.
Artikel 11
Bestemmelser om styring 1. Bestemmelser i licensaftaler,
bestemmelser anvendt af betalingskortordninger og bestemmelser i aftaler mellem
kortindløsende betalingstjenesteudbydere og betalingsmodtagere, som hindrer
betalingsmodtagere i at styre forbrugerne i retning af at anvende de
betalingsinstrumenter, som betalingsmodtageren foretrækker, er forbudt. Dette
forbud gælder også bestemmelser, som forbyder betalingsmodtagere at behandle en
given ordnings betalingsanordninger mere eller mindre fordelagtigt end andre ordningers. 2. Bestemmelser i licensaftaler,
bestemmelser anvendt af betalingskortordninger og bestemmelser i aftaler mellem
kortindløsende betalingstjenesteudbydere og betalingsmodtagere, som hindrer
betalingsmodtagere i at oplyse betalere om interbankgebyrer og
detailhandelsgebyrer, er forbudt. 3. Stk. 1 og 2 berører ikke
bestemmelserne om gebyrer, rabatter eller anden styring i artikel 55 i
forslaget (COM(2013) 547) og artikel 19 i direktiv 2011/83/EU[22]. Artikel 12
Oplysninger til betalingsmodtageren om de individuelle betalingstransaktioner 1. Betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder giver betalingsmodtageren følgende oplysninger om de
individuelle betalingstransaktioner, når de er gennemført: a) den reference, som sætter
betalingsmodtageren i stand til at identificere betalingstransaktionen b) betalingstransaktionsbeløbet i den
valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto krediteres i c) størrelsen af eventuelle gebyrer for
betalingstransaktionen med særskilt angivelse af interbankgebyrets størrelse. De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit,
kan med betalingsmodtagerens forudgående og udtrykkelige samtykke aggregeres
pr. varemærke, applikation, betalingsinstrumentkategori og den
interbankgebyrsats, der finder anvendelse på transaktionen. 2. Aftaler mellem indløsere og
betalingsmodtagere kan indeholde en bestemmelse om, at de i stk. 1, første
afsnit, omhandlede oplysninger skal gives eller stilles til rådighed mindst én
gang om måneden og på en aftalt måde, som gør det muligt for betalingsmodtagerne
at lagre og gengive oplysninger uændret. Kapitel IV Afsluttende bestemmelser Artikel 13
Kompetente myndigheder 1. Medlemsstaterne udpeger
kompetente myndigheder, som har beføjelse til at sikre håndhævelse af denne
forordning, og som tillægges undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser. 2. Medlemsstaterne kan udpege
eksisterende organer til at fungere som kompetente myndigheder. 3. Medlemsstaterne kan udpege
forskellige kompetente myndigheder. 4. Medlemsstaterne giver senest
to måneder efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen meddelelse om
disse kompetente myndigheder. De giver omgående Kommissionen meddelelse om
senere ændringer vedrørende disse myndigheder. 5. De udpegede kompetente
myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, tillægges alle de ressourcer, der er
nødvendige for at kunne varetage deres opgaver. 6. Medlemsstaterne pålægger de
kompetente myndigheder at overvåge overholdelsen af denne forordning effektivt
samt at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre dens overholdelse.
7. Medlemsstaterne sikrer, at de
udpegninger, der er omhandlet i stk. 1, er omfattet af klageadgang. Artikel 14
Sanktioner 1. Medlemsstaterne fastsætter
bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle
nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal
være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning. 2. Medlemsstaterne giver senest
to måneder efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen meddelelse om
disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for
bestemmelserne. Artikel 15
Tvistbilæggelse og udenretslige klage- og erstatningsprocedurer 1. Medlemsstaterne indfører
passende og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer til
bilæggelse af tvister, der følger af denne forordning, mellem
betalingsmodtagere og deres betalingstjenesteudbydere. Medlemsstaterne udpeger
med henblik herpå eksisterende organer, hvor det er relevant, eller opretter
nye organer. 2. Medlemsstaterne giver senest
to år efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen meddelelse om disse
organer. De giver omgående Kommissionen meddelelse om senere ændringer vedrørende
disse organer. Artikel 16 Revisionsklausul Fire år efter denne forordnings ikrafttræden
aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om dens
gennemførelse. Kommissionens rapport skal navnlig tage sigte på at undersøge
interbankgebyrer, for at konstatere, om de er af passende størrelse, og
styringsmekanismer som f.eks. gebyrer, under hensyntagen til den brug, der
gøres af de forskellige betalingsmidler, og omkostningerne i forbindelse
hermed, og omfanget af nye aktører og ny teknologi, som får adgang til
markedet. Artikel 17
Ikrafttræden Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne […] […]
Formand Formand [1] Se f.eks. det nylige forslag om adgang til
betalingskonti med basale funktioner (COM(2013) 266 final af 8. maj 2013). [2] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2007:319:0001:01:DA:HTML. [3] Rettens dom af 24. maj 2012, sag T-111/08, MasterCard
m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort. [4] Sag
COMP/34.579, MasterCard, Kommissionens beslutning af 19. december 2007. http://ec.europa.eu/competition/antitrust/cases/dec_docs/34579/34579_1889_2.pdf
. [5] Paragraf 80 i bekendtgørelse af lov om betalingstjenester og
elektroniske penge, nr. 365 af 26. april 2011 (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=136858). Denne fastlægger bestemmelser om
betalingsmodtagergebyrer for direkte transaktioner, og de handlende skal betale
et årligt gebyr, som opdeles i otte forskellige omkostningskategorier, idet økonomi-
og erhvervsministeren fastsætter beløbene. [6] https://www.gov.uk/government/consultations/opening-up-uk-payments
. [7] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:52011DC0941:DA:NOT
. [8] http://ec.europa.eu/internal_market/payments/docs/cim/gp_feedback_statement_en.pdf
. [9] http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P7-TA-2012-0426+0+DOC+XML+V0//DA.
[10] http://ec.europa.eu/internal_market/payments/docs/cim/gp_feedback_statement_en.pdf.
[11] COM(2013) 266 final. [12] Jf. konsekvensanalysen s. 208. [13] http://www.autoritedelaconcurrence.fr/user/standard.php?id_rub=418&id_article=1895. [14] http://www.autoritedelaconcurrence.fr/user/standard.php?id_rub=418&id_article=1895. [15] EUT C […] af ]…], s. […]. [16] EUT C […] af ]…], s. […]. [17] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF 13.
november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af
direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af
direktiv 97/5/EF (EUT L 319 af 5.12.2007,
s. 1). [18] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009
af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT
L 266 af 9.10.2009, s. 11). [19] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012
af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22). [20] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF
(EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64). [21] Italien, Ungarn, Polen og Det Forenede Kongerige. [22] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder.