52001DC0775(01)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET - Europæisk energiinfrastruktur

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. INDLEDNING

2. DEN EUROPÆISKE GAS- OG ELEKTRICITETSINFRASTRUKTUR: AFDÆKNING AF PROBLEMERNE

2.1 Elektricitet

2.2 Naturgas

3. KONKLUSIONER

3.1 Indledning

3.2 Aktionsområde 1: Bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur

3.3 Aktionsområde 2: Sikring af stabile, gunstige ordninger for investering i infrastruktur

3.4 Aktionsområde 3: Fællesskabets politiske og finansielle bistand til prioriterede projekter

3.5 Aktionsområde 4: Politisk forpligtelse

3.6 Aktionsområde 5: Gasforsyninger til Europa

BILAG

1. INDLEDNING

Tilstrækkelig infrastruktur og adgang til den uden forskelsbehandling er lige så vigtig en forudsætning for oprettelsen af det indre marked for gas og elektricitet som selve markedsåbningen. Kommissionen har allerede foreslået foranstaltninger, som kvantitativt set indebærer fuld markedsåbning, foruden faktisk regnskabsadskillelse og effektiv adgang for andre. Den har desuden anvendt de europæiske konkurrenceregler i en række fusions- og antitrustsager for at fjerne flaskehalse og fremme indførelsen af effektiv konkurrence. Denne meddelelse søger at påvise de tiloversblivende infrastrukturproblemer og at foreslå foranstaltninger til at begynde at løse dem.

Denne meddelelse (i) gennemgår derfor den europæiske gas- og elektricitets-infrastrukturs nuværende situation og forventede udvikling, (ii) påviser hindringerne for anlæggelse af ny energiinfrastruktur og årsagerne til dem og (iii) foreslår foranstaltninger, der kan sikre den mest effektive udnyttelse af den nuværende infrastruktur og sørge for ny infrastruktur, hvor den er påkrævet. Et vigtigt formål med meddelelsen er desuden at skabe øget politisk bevidsthed om betydningen af fortsat udvikling af EU's energiinfrastruktur.

Meddelelsen bygger endvidere på det arbejde, Kommissionen har udført med at afdække de hindringer for gennemførelsen af det indre marked, som skyldes medlemsstaternes forskellige måder at gennemføre markedsdirektiverne på. Af resultaterne af dette arbejde, som beskrives i rapporten om gennemførelsen af det indre marked for gas og elektricitet [1], fremgår det tydeligt, at både fordelingen af elektricitets- og gasinfrastrukturkapacitet og tariferingsmetoderne varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden og i mange tilfælde medfører forskelsbehandlinger og hindringer for rimelig konkurrence. Meddelelsens bilag I indeholder en oversigt over disse resultater for infrastrukturens vedkommende. Selve meddelelsen gør rede for de foranstaltninger, som kræves for at behandle dem.

[1] SEC(2001) 1957.

Meddelelsen efterkommer derfor opfordringen fra Det Europæiske Råds møde i Stockholm den 23. - 24. marts 2001, hvor det blev konkluderet, at "... oprettelsen af et effektivt fungerende indre marked for tjenesteydelser er en af Europas højeste prioriteter ... og ... skal ledsages af grundlaget for udvikling af effektive grænse-overskridende markeder, som underbygges af tilstrækkelig infrastrukturkapacitet", og hvor Kommissionen blev opfordret til at vurdere situationen i disse sektorer i en rapport, som skulle forelægges på mødet i foråret 2002, "så der kan tages yderligere skridt". Det Europæiske Råd opfordrede desuden Kommissionen til at sikre, at traktatens konkurrenceregler blev nøje overholdt. Denne meddelelse er desuden det første skridt til løsning af nogle af de problemer, der blev påvist i Kommissionens grønbog "På vej mod en europæisk strategi for energiforsyningssikkerhed" [2]. I dette dokument understregede Kommissionen, at man burde overveje en europæisk sammenkoblingsplan, som opstillede projekter af europæisk interesse, hvormed hindringer i forbindelse med opbygning af en europæisk energiinfrastruktur kunne ryddes af vejen.

[2] KOM(2000) 769 endelig.

Omfattende samråd

I overensstemmelse med Europa-Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU (KOM(2001) 428 endelig) har der som grundlag for udarbejdelsen af denne meddelelse været ført et omfattende samråd med alle berørte parter. Alle relevante parter [3] er blevet rådspurgt ved hjælp af et spørgeskema. Kommissionen har modtaget ca. 70 særlige bidrag og afholdt adskillige møder med de berørte parter. Alle 13 ansøgerlande er blevet bedt om at levere deres bidrag, hvad de også har gjort.

[3] Medlemsstaterne, de nationale energimyndigheder, netværksvirksomhederne, gas- og elektricitetsindustrien (herunder eksterne gasleverandører), forbrugerne, erhvervsdrivende og andre infrastrukturbrugere samt finansieringsinstitutterne.

2. DEN EUROPÆISKE GAS- OG ELEKTRICITETSINFRASTRUKTUR: AFDÆKNING AF PROBLEMERNE

For at skabe et virkeligt, konkurrencedygtigt og integreret indre marked kræves der tilstrækkelig infrastrukturkapacitet både på de nationale elektricitets- og gasmarkeder og mellem dem indbyrdes. Dette krav et blevet påvist i Kommissionens første benchmarking rapport om gennemførelsen af de gældende direktiver, som gennemgås i bilag I. Når der skal overvejes foranstaltninger for at sikre den bedst mulige udnyttelse af infrastrukturen, er det derfor nødvendigt først at undersøge gas- og elektricitetsinfrastrukturens nuværende situation.

2.1 Elektricitet

Det europæiske elektricitetsmarked er allerede stærkt sammenkoblet i forhold til elektricitetsmarkedernes andre steder i verden. Sammenkoblingslinjerne er imidlertid ofte overbelastede, og nogle medlemsstater er forholdsvis isolerede og kun i begrænset omfang sammenkoblet med nabolandene. Det europæiske elektricitetsnet kan betragtes som bestående af et kerneområde ("Core-UCTE": Tyskland, Frankrig, Belgien, Østrig, Schweiz, Luxembourg og Nederlandene) og seks satelitområder (den Iberiske Halvø, Italien, Storbritannien, Skandinavien/Nordel, Irland/Nordirland og Grækenland). De fire største satelitområder har alle begrænset importkapacitet med Den Iberiske Halvø som yderpunkt (importkapaciteten er kun på 2% af områdets samlede installerede kapacitet), fulgt af UK (3%), Skandinavien (4%) og Italien (7%). Irland/Nordirland og Grækenland befinder sig i en endnu mere afsondret position. Irland/Nordirland er indbyrdes forbundne. Ved dette års slutning vil Nordirland også blive sammenkoblet med Skotland ved hjælp af et 500 MW-kabel. Grækenland er endnu ikke direkte forbundet med de øvrige EU-lande, men kun indirekte gennem balkanlandene og kun til en vis grad. Det vil imidlertid blive forbundet med Italien ved hjælp af et søkabel ved dette års slutning.

Situationen i de enkelte medlemsstater fremgår af diagrammet [4] i det følgende, som viser den samlede importkapacitet fra alle relevante sammenkoblede lande i forhold til den samlede indenlandske produktionskapacitet. Diagrammet viser også den fysiske imports andel af det nationale forbrug som et fingerpeg om, i hvilket omfang sammenkoblingslinjerne benyttes til import [5].

[4] Kilde: Sammenkoblingskapacitet, sommeren 2001(ETSO), installeret kapacitet, slutningen af 1999 (Eurostat) og import i 2000 (UCTE, Nordel og DTI).

[5] Frankrig benytter fortrinsvis sin sammenkoblingskapacitet til eksport, hvad der ikke fremgår af diagrammet.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Som det fremgår af diagrammet er der en gruppe medlemsstater, som har en sammenkoblingskapacitet på ca. 20% og derover (Danmark, Sverige, Østrig, Belgien, Finland og Nederlandene) og alle er forholdsvis snævert forbundne med de omkringliggende markeder, Dernæst er der en gruppe på to medlemsstater, hvis sammenkoblingsniveau ligger på ca. 10% (Tyskland og Frankrig). Endelig er der en gruppe på seks medlemsstater (UK, Spanien, Irland, Grækenland, Portugal og Italien), hvis sammenkoblingskapacitet kun ligger omkring 3-7% af den samlede installerede kapacitet med det laveste sammenkoblingsniveau i Spanien og UK, hvor det kun er på 3%.

Hvad angår forholdet mellem sammenkoblingsgraden og den importerede elektricitets andel, viser diagrammet en tydelig overensstemmelse mellem importmængden og den forholdsmæssige importkapacitet. Desuden er der en gruppe medlemsstater, som udnytter deres importkapacitet intensivt, hvad der tyder på overbelastning. Det drejer sig om Italien, Portugal, Spanien, Det Forenede Kongerige og Nederlandene.

Overbelastning kan imidlertid også forekomme, hvor importkapaciteten udnyttes mindre intensivt, men hvor ordningerne for fordeling af kapaciteten er utilstrækkelige, eller hvor der findes langtidsaftaler om reserveret kapacitet uden noget "forbrug-eller-fortab"-princip. Når det skal bedømmes, om den nuværende sammenkoblingskapacitet er tilstrækkelig, er det derfor også relevant at undersøge, hvordan overbelastnings-problemerne behandles. Tabel I i bilag I viser de sammenkoblingslinjer, som er udsat for overbelastning, hvordan den fordeles, og hvilke følger den har i form af omkostninger for markedsdeltagerne. Det fremgår, at der ved nogle grænser er alvorlige belastningsproblemer, især ved grænserne til Benelux, Italien, Spanien, Tyskland og Det Forenede Kongerige.

Denne overbelastnings indflydelse på det indre marked er indlysende. Den nuværende sammenkoblingskapacitets omfang har sammen med fordelingsmetoderne haft en tilbøjelighed til at fastholde detailprisforskellene mellem markederne. Selv med markedsbaserede fordelingsmetoder som auktioner har de høje priser, der skulle betales for sammenkoblingskapacitet, haft en tendens til at modvirke lavere forbrugerpriser i importlandene. Medmindre spotmarkederne tilknyttes formelt, som det er tilfældet i den nordiske model, kan eksportørerne drage fordel af markedssegmentering, dvs., at de kan udbyde den samme elektricitet til forskellige priser i forskellige lande. Det er tilbøjeligt til at føre til høje priser på sammenkoblingslinjerne, f.eks. mellem FR-UK og DE-NL.

Når et vertikalt integreret selskab anlægger og driver en sammenkoblingslinje og samtidig varetager sine egne forretningsmæssige forsyningsinteresser ved hjælp af denne linje, skal der lægges særlig vægt på effektive regnskabsadskillelses-foranstaltninger.

Foruden konkurrenceproblemerne på grund af den ringe sammenkobling opstår der også alvorlige forsyningssikkerhedsproblemer. Følgende tabel viser den nuværende overskydende produktionskapacitet i de seks tidligere nævnte områder, og angiver importkapacitetens størrelse i forhold til den samlede produktionskapacitet.

Tabel 1 Nuværende overskydende produktions- og importkapacitet - 2001

>TABELPOSITION>

Kilde: UCTE Energibalanceoversigt 2001-2003, marts 2001.

Det fremgår af tabellen, at den overskydende kapacitet er særlig lille eller slet ikke findes i Irland, Skandinavien og på Balkan. Importkapaciteten er særlig lille på Den Iberiske Halvø, på Balkan og i UK. Da elektrictetsefterspørgslen forventes at vokse i de kommende år [6] i navnlig Grækenland, Irland, Portugal og Spanien, dvs. netop der, hvor den overskydende kapacitet og/eller importkapaciteten på nuværende tidspunkt er begrænset, bliver det indlysende, hvilken betydning den fremtidige øgede sammenkoblingskapacitet får for forsyningssikkerheden.

[6] Mens efterspørgslen på elektricitet i EU gennemsnitligt forventes at vokse med ca. 40% indtil 2020, vil væksten i Grækenland, Irland, Portugal og Spanien ligge over 60% (kilde: grønbog om forsyningssikkerhed).

Sammenkoblingslinjer kan tjene forskellige formål fra et isoleret markeds sammenknytning med det større indre marked til forbedring af forsyningssikkerheden ved hjælp af ekstra muligheder, transit af gas og elektricitet med henblik på fuld markedsintegration og markedsudnyttelse ved handel på grundlag af prisforskelle mellem markeder med modsvarende brændselssammensætning. Skønt sammen-koblingslinjerne kan tjene alle disse formål samtidig, er et af dem som regel fremherskende, men kan ændre sig i tidens løb, efterhånden som markederne selv ændrer og udvikler sig.

Det er derfor klart, at den nuværende sammenkoblingskapacitet er utilstrækkelig mange steder i EU. Det er ligeledes klart, at dette forhindrer fuldførelsen af det indre marked og har en negativ indflydelse på forsyningssikkerheden. Da det indre marked desuden først lige er begyndt at udvikle sig og vil udvikle sig hurtigere fremover, er det realistisk at forvente øget handel og øget overbelastning.

Det er vanskeligt, for ikke at sige "umuligt", at definere den "ideelle" standardiserede sammenkoblingskapacitet. Den afhænger af sammenkoblingens omkostninger og produktionens konkurrencedygtighed i de forskellige områder i forhold til hinanden. En undersøgelse, Kommissionen har ladet foretage, tyder imidlertid på, at en vis minimal sammenkoblingskapacitet mellem medlemsstaterne, betragtet som samlet importkapacitet i forhold til den samlede installerede produktionskapacitet i den enkelte medlemsstat, er rimelig ikke blot af hensyn til en bedre forsyningssikkerhed, men også ud fra et rent økonomisk synspunkt. En undersøgelse [7] som Kommissionen har fået foretaget, har f.eks. vist, at øget sammenkoblingskapacitet mellem Frankrig og Italien og Frankrig og Spanien ville være yderst omkostningseffektiv. Som minimum kunne foreslås en udbygning af nettet ved grænserne til Irland, UK, Spanien, Portugal, Italien og Frankrig.

[7] "Analysis of Electricity Network Capacities and Identification of Congestion", IAEW og Consentec, december 2001. Undersøgelsen viser, at hvis den grænseoverskridende kapacitet mellem Italien og dets naboer blev forøget med 8 000 MW, ville der kunne forventes en gevinst på 250 mio. EUR om året i kraft af lavere elektricitetspriser. Selv om der tages hensyn til omkostningerne ved at anlægge kapacitetsforøgelsen ved hjælp af en række forskellige, teknisk "hårde" løsninger, heriblandt løsninger, der indebærer en ny 380 kV linje, i stedet for i første omgang at udnytte de billigere "bløde" løsninger på grundlag af forbedringer af den nuværende infrastruktur, ville nettoudbyttet alligevel ligge omkring 40-50 mio. EUR/GW om året. At foretage en forøgelse af sammenkoblingskapaciteten på mindst 2 000 MW (hvad der ville øge Italiens importkapacitet i procent af den installerede kapacitet fra ca. 7% til 10%) ville være økonomisk ud fra de antagelser, der benyttes af konsulentvirksomheden, og som anses for at være realistiske eller endda forsigtige omend følsomme overfor f.eks. brændselspriserne. Konsulentvirksomheden er overbevist om, at yderligere foranstaltninger også vil være omkostningseffektive. Konsulentvirksomheden har desuden foretaget et overslag over marginalværdien af øget sammenkoblingskapacitet ved den fransk-spanske grænse. Denne analyse giver konsulentvirksomheden grund til at forvente, at det økonomiske udbytte af en øget overførselskapacitet fra Frankrig til Spanien vil blive ret betydeligt, og i hvert fald af samme størrelsesorden som i det italienske tilfælde. På grundlag af daglige auktionsresultater og omkostningerne ved at udvikle yderligere grænseoverskridende kapacitet har konsulentvirksomheden på samme måde beregnet det økonomiske nettoudbytte af en udvidelse af sammenkoblingskapaciteten ved den tysk-nederlandske grænse til 30 mio. EUR/GW om året.

For transitlandene (Belgien, Nederlandene, Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig og Frankrig) skal der anvendes yderligere kriterier for at finde frem til den sammenkoblingskapacitet, som er tilstrækkelig til at sikre, at netværkskapaciteten i transitlandene ikke er mindre end kapaciteten i nabolandene. Den allerede omtalte undersøgelse viser, at netværkskapaciteten i denne henseende er forholdsvis lille i Belgien og Schweiz.

Foranlediget af samrådet i forbindelse med denne meddelelse har en gruppe nationale energimyndigheder i afsondrede europæiske lande givet udtryk for det synspunkt, at en minimal sammenkoblingskapacitet med det øvrige EU på omkring 20% af den maksimale efterspørgsel i et givet område ville bidrage til at ophæve markedssegmenteringen og føre til dannelse af et virkeligt, konkurrencedygtigt indre marked.

Kritiske flaskehalse

På grundlag af det foregående og af de bemærkninger, Kommissionen har modtaget i forbindelse med sine undersøgelser, samt af de undersøgelser den har fået foretaget, kan følgende kritiske flaskehalse, hvor indsatsen må prioriteres på kortere sigt, påvises i EU.

Frankrig og Spanien

Denne sammenkoblingslinje udgør kun 2% af den installerede kapacitet på Den Iberiske Halvø. Den er næsten konstant overbelastet, og de nuværende fordelingsmetoder består fortrinsvis i "først til mølle" og er derfor langt fra tilfredsstillende. Overbelastningen forværres af, at halvdelen af kapaciteten (550 MW) er forbeholdt elektricitetsforsyning fra Frankrig til Spanien på langtids-kontraktordninger, og at forbrug eller fortab-princippet ikke gælder.

Det er blevet forsøgt at øge kapaciteten, og der blev i midten af 1990'erne opnået enighed om at forøge den med 1 000 MW. Det blev imidlertid i sidste øjeblik opgivet af Frankrig, som henviste til miljøhensyn. I forbindelse med fusionen mellem Hidrocantabrico og EnBW, har EDF og RTE forpligtet sig at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at øge handels-kapaciteten på sammenkoblingslinjen ved den fransk-spanske grænse fra de nuværende 1 100 MW til ca. 4 000 MW. EDF og RTE har forpligtet sig til at øge kapaciteten med endnu 300 MW inden slutningen af 2002 og med yderligere 1 200 MW på et senere tidspunkt. En forøgelse på endnu 1 200 MW skal finde sted midtvejs.

Hermed vil kapaciteten for Den Iberiske Halvø's vedkommende blive forøget fra 2% til 7% og for Spaniens til 8%. På grund af den usikre tidsplanlægning for de sidste 1 200 MW og den nuværende ordning for reserveret kapacitet er det imidlertid vanskeligt at afgøre, om disse udbygninger vil være tilstrækkelig store eller ske tilstrækkelig hurtigt til at opfylde det indre markeds målsætninger for øget økonomisk effektivitet og større forsyningssikkerhed.

Italien

Grænserne mellem Italien og Frankrig, Schweiz og Italien og Østrig og Italien er konstant overbelastede, selv om importkapaciteten udgør 7% af den indenlandske kapacitet. Det skyldes i høj grad den store import fra Frankrig og den sammenkoblingskapacitet, som forbeholdes denne import. Selv om Italien i løbet af de nærmeste år får ny produktionskapacitet, som forventes at ligge lidt over efterspørgselsvæksten og dermed skulle kunne formindske overbelastningen, forventes det ikke at få større betydning på kort og mellemlangt sigt. Der planlægges en række nye projekter i de kommende år: en kapacitetsforøgelse på 380 kV til Schweiz i 2002 og tilsvarende til både Østrig og Frankrig i 2003. Anlæggelsen af alle disse linjer er imidlertid endnu ikke helt afgjort.

Det er derfor afgørende, at disse nye linjer anlægges inden for denne tidsplan. Selv om det sker, kan de dog ikke i sig selv forventes at løse overbelastningsproblemerne på dette marked, da der i en overskuelig fremtid stadig vil være behov for import for at kunne tilfredsstille efterspørgslen.

Belgien/Nederlandene

Selv om sammenkoblingskapaciteten i Benelux er god (Belgien 21%, Nederlandene 17%), er der alligevel betydelig overbelastning, således som det fremgår af de seneste auktionspriser på nederlandsk kapacitet (10-12 EUR fra Tyskland til Nederlandene eller ca. 30-35% af den gennemsnitlige nederlandske puljepris) og de betydelige højere priser i Nederlandene i forhold til nabolandene. Denne kapacitetsmangel forværres af, at 25% af den nederlandske kapacitet er forbeholdt langtidsforsyningsordninger. På samme måde gør den disponible kapacitet ved den belgiske grænse det meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for erhvervskunder at importere. Det skyldes i betydelig grad, at der mangler en reserveret sammenkoblingslinje mellem Tyskland og Belgien. Der er også betydelig overbelastning mellem Frankrig og Belgien.

For Nederlandenes vedkommende forventes kapaciteten at blive forøget med 1 000 MW i 2002 (til 5 000 MW). På grund af de høje priser i Nederlandene og Nederlandenes behov for elektricitetsimport for også i de kommende år at kunne tilfredsstille efterspørgslen samt på grund af ordningerne for langtidsreservation af kapacitet er det dog tvivlsomt, om denne forøgelse vil kunne løse overbelastnings-problemet.

For Belgiens vedkommende er der ikke ved Kommissionens undersøgelser blevet konstateret konkrete planer om effektiv løsning af overbelastningsproblemerne.

Danmark-Tyskland

I de sidste år er vindkraftproduktionen vokset hurtigt i Danmark og Nordtyskland. Afhængigt af vindstyrken er der dog overbelastning i begge retninger, men mest fra Danmark mod Tyskland, da vindkraften må kæmpe for at finde afsætning. Auktionspriserne på kapacitet fra Danmark til Tyskland steg derfor til 1,62EUR/MWh eller 7% af den tyske engrospris. Følgerne for disse vedvarende energikilders konkurrenceevne er indlysende, da det sker på det indre markeds betingelser.

I de kommende år forventes importen fra det kontinentale Europa at vokse i Sverige og muligvis også i Norge. Det vil føre til en formindskelse af overbelastningen fra Danmark mod Tyskland, men forøge overbelastningen fra Tyskland mod Danmark.

Irland

Electricitetsefterspørgslen i Irland er vokset hastigt (den maksimale efterspørgsel er f.eks. vokset med 50% i løbet af de sidste 10 år). Denne tendens forventes at fortsætte. Sammenkoblingen mellem Irland og UK er begrænset og udgør under 5% af den indenlandske kapacitet. I betragtning af vækstniveauerne og af, at Irland på nuværende tidspunkt domineres af en enkelt leverandør, ESB, er det indlysende, at der er behov for yderligere sammenkobling, så egentlig konkurrence kan udvikle sig og forsyningssikkerheden forbedres. En forbedring af sammenkoblingslinjerne fra Republikken til Nordirland, som skal finde sted i 2002 (fra 300 MW til 600 MW) vil i nogen grad forbedre forholdene, men formindsker på ingen måde behovet for yderligere forbindelse, hvis Irland skal drage fordel af det indre marked.

Lignende overvejelser gælder Nordirland. Dog skal en delvis EU-finansieret sammenkoblingslinje på 500 MW mellem Nordirland og Skotland tages i brug i januar 2002.

Det Forenede Kongerige

Det Forenede Kongerige har sammen med Spanien den mindste sammen-koblingskapacitet i EU, idet den kun udgør 3% af den indenlandske produktionskapacitet. Følgerne heraf, når det gælder det indre marked og forsyningssikkerheden, er imidlertid ikke så tydelige i UK som i Spanien, Irland og Grækenland. UK har en overskydende produktionskapacitet på 5,9% i forhold til den installerede kapacitet, og produktionskoncentrationen er ringe (UK: de tre største producenter 37%, Grækenland: en enkelt producent 100%, Spanien: de tre største producenter 94%, Irland: en enkelt producent 97%). Hvis UK skal have den fulde fordel af det indre marked, er det imidlertid klart, at det bliver nødvendigt at anlægge yderligere kapacitet. Det fremgår af priserne på den kapacitet, som er blevet bortauktioneret i 2000/2001. For eksport fra Frankrig til UK varierede priserne mellem 5,75 og 6,75EUR/MWh eller 22-26% af UK's gennemsnitlige engrospris. En række private selskaber overvejer at anlægge yderligere kapacitet ("forretningslinjer"), men har endnu ikke fremsat konkrete forslag.

Grækenland

Som følge af krigen i det tidligere Jugoslavien har den synkrone forbindelse mellem Grækenland og UCTE været ødelagt siden 1992. Grækenland er kun indirekte forbundet med EU-nettet via Balkanlandene, og disse forbindelser er skrøbelige og egner sig ikke til elektricitetsforsyning på konkurrencevilkår eller import af hensyn til forsyningssikkerheden. Det giver anledning til særlige problemer. Elektricitets-forbruget i Grækenland vokser hastigt og forsyningen forventes at blive anstrengt i de kommende år, selv under den forudsætning, at de nye kraftværker, der nu er under opførelse, bliver færdige til tiden. For at løse dette problem forventes en ny undersøisk sammenkoblingslinje på 500 MW til Italien at blive taget i brug i slutningen af 2001. Desuden skal Kommissionen som led i initiativet til oprettelse af det regionale sydøsteuropæiske elektricitetsmarked samordne bistanden til hurtig genopbygning af balkannettet, og det første skridt hertil består i genopbygning af understationerne i Bosnien-Herzegovina og Kroatien.

Afsondrede øer

Mange af EU's øer er isolerede fra det elektriske hovednet, da omkostningerne ved tilknytning, det sker som regel ved hjælp af søkabler, er større end de sandsynlige økonomiske fordele på kortere sigt. Det er imidlertid klart, at de vedvarende energikilders konkurrencedygtighed i sådanne områder bliver stærkt forøget ved tilslutning (som gør det muligt at eksportere elektricitet, når den hjemlige efterspørgsel falder, især uden for turistsæsonen). Desuden ville sammenkobling øge forsyningssikkerheden betragteligt og kunne, afhængigt af den økonomiske bæredygtighed, føre til lavere elektricitetspriser. Sådanne forbindelsers økonomiske bæredygtighed skal derfor undersøges i hvert enkelt tilfælde.

Forbindelser med lande uden for EU

CENTREL-nettene (Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen og Slovakiet) og Sloveniens net er forbundet med EU's effektivitetsnet, og alle disse lande er medlemmer af UCTE (Unionen for samordning af elektricitetstransmission). De baltiske landes, Bulgariens, Rumæniens og Tyrkiets elektricitetsnet er imidlertid endnu ikke synkorniserede med EU's, mens Cyperns og Maltas er isolerede.

Som det fremgår af Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af det indre marked [8], er det Fællesskabets langsigtede mål at skabe et indre marked, som er større end EU inden for dets nuværende grænser, og hurtigt at inddrage tiltrædelseslandene og med tiden også andre tilgrænsende områder. Dette mål er naturligvis genstand for overvejelser med hensyn til gensidig markedsåbning og samstemmende miljøregler, spørgsmål, der behandles i tiltrædelsesforhandlingerne. Når nabolandene engang opfylder disse krav, vil infrastrukturforbindelser med dem derfor i voksende grad blive prioriteret. Bilag II indeholder en liste over planlagte elektricitets- og gassammenkoblingslinjer mellem EU og ansøgerlandene og mellem ansøgerlandene indbyrdes.

[8] KOM(2001) 125 endelig.

2.2 Naturgas

Siden 1960'erne har gasproduktionen og gasforbruget i EU og den dertil knyttede infrastruktur udviklet sig hurtigt. EU's gasmarked har med den voksende efterspørgsel stadig udvidet sig geografisk. Siden 1970 er længden på det europæiske højtryksgasledningsnet blevet forøget fra 71 000 km til 187 000 km. Den stadige markedsgennemtrængning har bevirket, at naturgassens andels af EU's primære energiforsyningsbalance er vokset fra mindre end 2% i 1960 til næsten 24% i 2000. I de seneste år har væksten hovedsagelig været forårsaget af efterspørgsel på gas til kraftproduktion. Der er dog stadig store forskelle mellem de enkelte medlemsstater, idet andelen i Sverige kun er på 1% mod 48% i Nederlandene.

Siden der blev indført naturgas i Grækenland og Portugal i henholdsvis 1996 og 1997, har samtlige 15 EU-medlemsstater haft gas med i deres energiforsynings-sammensætning. Naturgas er imidlertid ikke nogen universel energiforsyning - og bliver det sandsynligvis heller aldrig. Store dele af Europa er uden gasforsyning, fortrinsvis af økonomiske grunde [9].

[9] F.eks. er gasforsyningen i afsidesliggende regioner som de nordlige og centrale dele af Sverige og Finland stadig uøkonomisk pga. den lave befolkningstæthed og de høje transportomkostninger for gas.

I modsætning til elektricitet, hvor kun 7% af EU's elektricitetsforbrug bygger på grænseoverskridende elektricitetshandel, krydser mere end 60% af EU's nuværende gasforbrug mindst en grænse. Denne grænseoverskridende "handel" er imidlertid ikke udtryk for noget egentligt indre marked med konkurrencevilkår eller egentlig handel, men skyldes snarere, at de nationale gasselskaber importerer gas fra fjerntliggende forsyningskilder. Ca. halvdelen af samtlige medlemsstater er 100% procent afhængige af import. EU importerer i gennemsnit ca. 40% af sit gasforbrug, fortrinsvis fra Rusland, Algeriet og Norge.

Selv om markederne har været lukket for konkurrence, har sammenkoblingen af gasnettene i EU udviklet sig godt som samlet følge af efterspørgselsudviklingen på markedet, behovet for øget transportkapacitet og hensynet til gassikkerheden. Anlæggelsen af omfattende ny gasinfrastruktur er typisk blevet underbygget af langtidsbaserede take-or-pay-kontrakter.

I modsætning til hvad der er tilfældet på elektricitetsmarkedet, er manglen på disponibel kapacitet hidtil ikke blevet betragtet som en alvorlig eller direkte hindring for adgang til nettet. Denne situation forventes imidlertid at ændre sig med den voksende efterspørgsel, de nye muligheder for adgang til nettet og de talrige langtidsordninger for kapacitetsreservering, som begunstiger de etablerede (eller tidligere) gasselskaber. Desuden er de vertikalt integrerede gasselskaber for at beskytte deres markedsposition for første gang mindre interesserede i at løse overbelastningsproblemerne. Det er derfor vigtigt at sikre at udnyttelsen af de nuværende netværk er gennemsigtig, og at der findes tilskyndelser til at fjerne flaskehalsene.

Skønt de problemer, Kommissionen er blevet underrettet om i forbindelse med sin oversigt over den nuværende overbelastning, kun er begrænsede, vil det alligevel på dette stadium være rimeligt at pege på, hvor sådanne problemer kan forventes at opstå i den nærmeste fremtid. Selv om de europæiske gastransmissionssystemselskabers sammenslutning (GTE) endnu ikke er gået ind på frivilligt at offentliggøre detaljerede oplysninger om den disponible transmissionskapacitet, har den dog offentliggjort et "trafiklyssystem", som angiver den disponible kapacitet i det europæiske hovedgasnet. GTE's oversigt viser, at to tredjedele af 55 grænseknudepunkter er "røde", således at ingen, eller kun ringe kapacitet er til rådighed eller "gule", så den disponible kapacitet afhænger af anmodningens omfang, kun en tredjedel af dem viser "grønt lys" og angiver således, at der er ledig kapacitet. Det "røde lys" på det europæiske gastransmissionskort fremgår af bilag III.A.

Foruden muligheden for overbelastning præges det europæiske gasmarked stadig af en række "manglende led". Selv om det europæiske gasnet i dag er forholdsvis godt integreret, er der stadig to medlemsstater (Finland og Grækenland), som er fuldstændig isoleret fra det europæiske gasnet. En række andre markeder er forholdsvis afsondrede eller mindre integrerede i det europæiske gasnet. De vigtigste infrastrukturmangler, som Kommissionen har påvist i samarbejde med de pågældende medlemsstater, fremgår af bilag III.B.

Selv om effektiv udnyttelse af den eksisterende infrastruktur bør have første prioritet, betragtes disse manglende led som nødvendige for, at gasmarkederne kan fungere tilfredsstillende, når det gælder forsyningssikkerhed og forsyningsspredning, og således bidrage til det indre marked og konkurrencen mellem gasselskaberne. Selv om mange af projekterne stadig er under udvikling, anses de fleste af dem for nødvendige for, at efterspørgslen på naturgas kan tilfredsstilles.

Sammenkobling med tiltrædelseslandene

EU's gasmarked er allerede integreret med visse dele af gasnettet i de central- og østeuropæiske lande, som er de vigtigste transitlande for den russiske gaseksport til EU.

Sammenlignet med en forventet stigning i EU's gasefterspørgsel på ca. 40% indtil 2020 forventes den gennemsnitlige gasefterspørgsel i de 13 ansøgerlande at blive mere end fordoblet mellem 2000 og 2020. Det er derfor indlysende, at der bliver et ret betydeligt behov for infrastrukturinvesteringer i ansøgerlandene. (En liste over planlagt gasinfrastruktur mellem EU og ansøgerlandene findes i bilag II).

Ekstern gasinfrastruktur

Det vigtige spørgsmål om tilstrækkelig infrastruktur angår ikke blot EU. Der kræves betydelige investeringer i gasforsyningsprojekter for at imødekomme den voksende europæiske gasefterspørgsel og importafhængighed. Grønbogen "På vej mod en europæisk strategi for forsyningssikkerhed" har givet anledning til en omfattende debat om de store udfordringer, Den Europæiske Union står over for, når det gælder energiforsyningssikkerhed. En stærk energiinfrastruktur i selve EU og gode forbindelser med eksterne leverandører og transitlande er afgørende i denne sammenhæng.

Da EU's gasefterspørgsel vokser i løbet af de kommende årtier, og EU's egen gasproduktion efterhånden forventes at falde, må EU importere mere gas. EU's afhængighed af importeret gas kan vokse fra de nuværende 40% til ca. to tredjedele i 2020. Det tilsvarende tal for den nuværende importafhængighed i Europa som helhed (dvs. EU, ansøgerlandene, Norge og Schweiz) ligger over 60%. De nuværende importruters kapacitet er begrænset, og der kræves derfor ny gasimportkapacitet for at efterkomme den voksende gasefterspørgsel, der især skyldes kraftproduktion.

Skønt gassen skal komme fra stadig mere fjerntliggende kilder, befinder Europa sig i en forholdsvis bekvem forsyningssituation med over 80% af verdens samlede påviste gasforråd inden for en rimelig afstand. Forsyningssikkerheden bliver derfor ikke et spørgsmål om tilstedeværelsen af forråd. Det bliver et spørgsmål om at sikre, at de nødvendige økonomiske tilskyndelser til at investere i den produktions- og transportinfrastruktur, som skal bringe gassen frem til EU's markeder, er til stede.

Med den faldende indre produktion, den stigende efterspørgsel og den dermed forbundne importvækst bliver det også nødvendigt for et velfungerende indre europæisk gasmarked at disponere over det størst mulige udvalg af eksterne leverandører, som konkurrerer om markedsandele på det europæiske marked. Konkurrence på forsyningssiden er en uundgåelig forudsætning for både et konkurrencedygtigt indre gasmarked og for forsyningssikkerheden og kræver et gunstigt investeringsklima.

Ifølge en undersøgelse [10], som Europa-Kommissionen for nylig har ladet foretage, vil det i løbet af de næste 20 år kræve investeringer på over 200 mia.EUR at føre så meget mere gas til Europa, at den voksende efterspørgsel kan tilfredsstilles. Disse investeringer skal i princippet finansieres af private selskaber og finansierings-institutter.

[10] "Assessment of internal and external gas supply options for the EU, evaluation of the supply costs of new natural gas supply projects to the EU and an investigation of related financial requirements and tools", Observatoire Mediterranéen de l'Energie, juli 2001.

Undersøgelsen viser, at det voksende europæiske gasbehov kan opfyldes, og at den tilstræbte spredning af gasimporten kan opnås, hvis det rigtige investeringsklima og de rette prisforhold er til stede. Mens Europas vigtigste nuværende gasleverandører (producenter i Rusland, Algeriet og Norge) forventes at øge deres gaseksport i faste priser i løbet af de næste 20 år og forblive EU's vigtigste gasleverandører, ventes Europa at få en række nye gasleverandører, hvoraf de vigtigste sandsynligvis bliver selskaber i Libyen, Egypten, Trinidad, Irak, Aserbajdjan, Iran og Qatar.

På baggrund af de anslåede forsynings- og transportomkostninger forventes nye projekter for gasforsyning til Europa først at komme i Sydeuropa og Mellemøsten. Tyrkiet forventes at komme til at spille en vigtig rolle for gastransit til Europa.

LNG forventes i almindelighed at få en vigtigere rolle i de kommende år, ikke mindst i Sydeuropa, og vil sandsynligvis øge gasmarkedets fleksibilitet, forsyningsspredning og likviditet og sikkert også knytte verdens vigtigste regionale gasmarkeder (Europa, USA og Asien) tættere sammen. Åbne markeder forventes at tiltrække mere LNG-handel. Adgang til LNG-terminalerne på lige, omkostningsafspejlende vilkår, er derfor lige så vigtig som adgang til rørledningerne.

I bilag IV findes et vejledende kort, som viser EU's eksterne gasforsyningsmuligheder og en mere detaljeret liste over planlagte eller påtænkte projekter for gasforsyning til Europa.

Den Europæiske Unions INOGATE-program går ud på at udvikle grænse-overskridende transport for at fremme projektudvikling og markedsadgang i forbindelse med olie- og gasproduktionen ved Det Kaspiske Hav og i Centralasien og de omgivende regioner, herunder Iran. INOGATE vil kunne spille en vigtig rolle for udviklingen af regionalt samarbejde, overvågningen af regionale energispørgsmål som netintegritet og fysisk sikkerhed og kan også bidrage til løsning af finansielle eller politiske problemer i forbindelse med fjernelse af naturlige risici og fremme af gasforsyningsprojekter, som har betydning for EU. INOGATE fremmer f.eks. udviklingen af en sammenkoblingsforbindelse mellem det græske og det tyrkiske net, som kan bane vejen for yderligere forsyningsruter fra Centralasien, Det Kaspiske Hav, Egypten og Mellemøsten til Europa.

Handlingsplanen for den nordlige dimension i Den Europæiske Unions udenrigs- og grænseoverskridelsespolitik, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Feira i juni 2000, pegede på forbedring af den grænseoverskridende energiinfrastruktur som et af de problemer, der skulle behandles inden for handlingsplanens rammer. Som det blev fremhævet i handlingsplanen og i Kommissionens meddelelse om styrkelse af den nordlige dimension i Europas energipolitik, er et af de områder, der skal undersøges, de mulige gasforekomster i Berentshavet.

Energidialogen mellem EU og Rusland og forbruger-producentdialogen med Europas øvrige gasleverandører bliver også et vigtigt led i en videre, ekstern EU-energipolitik. Topmødet mellem EU og Rusland i oktober 2001 fastlagde den fremtidige retningslinje for energidialogen mellem EU og Rusland, som tager sigte på at styrke energiforbindelserne på langt sigt. Topmødet pegede på en række områder, hvor der kan gøres fremskridt på kortere sigt, heriblandt forbedring af retsgrundlaget for energiproduktion og energitransport i Rusland og forbedring af energitransportnettets fysiske sikkerhed.

I denne sammenhæng er gensidig markedsåbning på et gensidigt anerkendt retsgrundlag og efter frihandelsprincipper vigtigt. Et betydningsfuldt skridt i denne retning blev gjort, da det på topmødet mellem EU og Rusland i oktober 2001 blev besluttet at arbejde videre med tanken om et fælles europæisk økonomisk område, som skulle fremme tættere økonomiske forbindelser mellem Rusland og EU.

3. KONKLUSIONER

3.1 Indledning

Der kan drages en række klare konklusioner af det foregående og af Kommissionens seneste rapport om gennemførelsen af det indre marked for energi (en oversigt over infrastrukturspørgsmål findes i bilag I):

- Uden tilstrækkelig infrastruktur og med vedvarende overbelastning kan et virkeligt indre marked ikke forventes at udvikle sig.

- Tilstrækkelig infrastruktur er afgørende for at sikre øget og effektiv forsyningssikkerhed.

- Udviklingen af vedvarende energi afhænger af, at der ved hjælp af særlige foranstaltninger sikres adgang til infrastrukturen på rimelige, gennemsigtige vilkår.

- Blandt de vigtigste beslutningstagere, som skal sørge for, at der skabes tilstrækkelig infrastrukturkapacitet, er de foretagender, der tidligere har haft held til at udvikle elektricitets- og gasnet i Europa. Den vigtigste udfordring, som møder Fællesskabet på det indre marked, er derfor at sikre, at der findes hensigtsmæssige regler, som tilskynder selskaberne til at udnytte de nuværende infrastrukturer effektivt og til om nødvendigt at anlægge nye strukturer, på konkurrencevilkår og efter klare, hensigtsmæssige, forudsigelige regler for det anerkendte udbytte af nye investeringer.

- Desuden er det imidlertid afgørende, at Fællesskabet og medlemsstaterne gør en indsats for at fjerne de flaskehalse eller anlægge de "manglende led", som industrien ikke kan klare alene. I denne sammenhæng er spørgsmålet om, hvilket infrastrukturniveau der er tilstrækkeligt, yderst kompliceret og vil i tidens løb ændre sig sammen med det indre markeds udvikling. Opmærksomheden skal især rettes mod forbindelserne mellem gasinfrastrukturens udvikling og dens indflydelse på elektricitetssektoren på baggrund af den øgede udnyttelse af gas til kraftfremstilling. Ikke desto mindre er det klart, at nogle dele af hovedinfrastrukturen for elektricitetens og i mindre grad for gassens vedkommende, ikke mindst de sammen-koblingslinjer, som er nødvendige for at sikre hurtig udvikling af det indre marked, enten har utilstrækkelig kapacitet eller er helt fraværende. Der kan peges på en række forskellige grunde hertil:

- sammenkoblingslinjernes manglende forretningsmæssige bæredygtig-hed, det gælder især dem, der knytter forbindelser til afsides og afsondrede regioner, men ikke desto mindre er nødvendige af samfundsmæssige eller regionale årsager eller for forsynings-sikkerheden eller for at sikre, at det indre marked for gas og elektricitet fungerer effektivt i hele EU

- vanskelighederne ved at få tilladelse til at anlægge infrastruktur, ikke mindst elektricitetsinfrastruktur, af miljømæssige årsager. I mange tilfælde er forsinkelser i forbindelse med miljøspørgsmål imidlertid ikke resultatet af den faktiske miljøpåvirkning eller af, at EU's direktiv om vurdering af virkningerne på miljøet (92/43/EØF) ikke er blevet overholdt, men af politiske beslutninger

- manglende konkurrencemæssige tilskyndelser, som kan få vertikalt integrerede gas- og elektricitetsselskaber til at fjerne overbelastningen. Vertikalt integrerede foretagender har en forretningsmæssig interesse i at fastholde overbelastningen, da antallet af konkurrenter på "deres" markeder ville blive forøget, hvis den forsvandt. De har også mulighed for monopol-udbytte i forbindelse med kapacitetsauktioner. Desuden har de en interesse i at give medlemmer af selskabet fortrinsadgang til overbelastet infrastruktur eller give dem præferencesatser

- usikkerhed med hensyn til de bestemmelser, der gælder for nye højrisikoinvesteringer.

- En række medlemsstater lider klart under små produktionsreserver og/eller ringe sammenkobling med de tilgrænsende elektricitetssystemer. I lyset af den undersøgelse, som er blevet foretaget i forbindelse med denne meddelelse, og i betragtning af behovet for at opstille realistiske, opnåelige mål, forekommer det rimeligt at sætte sig som det første mål, at alle medlemsstater skal opnå et elektricitetssammenkoblingsniveau svarende til mindst 10% af deres installerede produktionskapacitet. Dette mål, som bør genbehandles regelmæssigt, kræver, at der anlægges yderligere sammenkoblingskapacitet mellem Frankrig og Spanien, mellem UK og kontinentet, mellem Italien og dets nordlige naboer, mellem Irland og UK, mellem Portugal og Spanien og mellem Grækenland og dets naboer. Derudover skal der, for de medlemsstater, som allerede ligger over dette 10%-niveau, men har betydelige overbelastninger, som hæmmer det indre markeds funktion, opstilles højere mål. Det kræver, at der navnlig træffes yderligere foranstaltninger i Benelux. Desuden kan det være relevant at sætte højere mål for de lande, der udgør EU's vigtigste transitområder, og hvor en betydelig sammenkoblingskapacitet derfor er afgørende. Til denne kategori hører først og fremmest Benelux, Tyskland, Østrig og Frankrig.

- Selv om det kan virke forenklet kun at opstille sammenkobling som mål, og selv om der skal gåes ud fra hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til de særlige omstændigheder og til omkostninger og fordele, mener Kommissionen, at det er vigtigt og hensigtsmæssigt at lade dette være det første mål for at sikre en hurtig udvikling af det indre marked. At opnå et minimalt sammenkoblingsniveau for samtlige medlemsstater vil kræve indsats og samarbejde af alle relevante parter på begge sider af de pågældende grænser. Kommissionen vil på årsbasis overvåge, hvordan sammenkoblingen mellem medlemsstaterne udvikler sig, for at sikre, at de minimale mål bliver nået inden for en rimelig tidsramme i forhold til gennemførelsen af det indre marked for energi. Der skal i denne forbindelse lægges særlig vægt på fremskridt med udviklingen af de prioriterede projekter af europæisk interesse, som omtales i denne meddelelses afsnit 3.4 og 3.5.

- Det er således muligt blandt de projekter, der skal behandles på fællesskabsplan og nationalt plan, at udpege dem, der kan betragtes som afgørende korttidsaktioner og nødvendige for det indre markeds udvikling. Disse aktioner er af interesse ikke blot for de medlemsstater og virksomheder, som ligger på begge sider af en grænse, der præges af kapacitetsmangel, men for samtlige medlemsstater.

- Effektiv, gennemsigtig og forskelsløs fordeling af eksisterende kapacitet og adgang til infrastrukturen er en forudsætning for, at et indre marked for gas kan oprettes og bestå. På samme måde må transmissionssystemselskaberne træffe alle rimelige foranstaltninger for at sikre, at den nuværende kapacitet stilles til rådighed og udnyttes mest muligt, ikke mindst ved at de sikrer, at de tekniske og administrative ordninger gør den disponible kapacitet størst mulig, det gælder også bestemmelserne for afhændelse af uudnyttet kapacitet i kortere tidsrum. Disse aktioner ("bløde foranstaltninger") er nødvendige for, at egentlig konkurrence kan udvikle sig, og for at forhindre oligopolitiske, nationale eller regionale markeder. Af Kommissionens rapport om gennemførelsen af det indre marked for energi fremgår det klart, at vertikalt integrerede selskaber med en naturlig forretningsbetinget interesse i at forhindre, at konkurrenterne får adgang til deres net, da de ellers mister markedsandele, faktisk benytter sig af forskelsbehandling, selv om de nuværende markedsdirektiver allerede pålægger gas- og elektricitetsselskaberne en juridisk forpligtelse til at give adgang til hovedinfrastrukturen uden forskelsbehandling. Denne forskelsbehandling ytrer sig på mange måder, fra urimelige takster og takstordninger til afslag på adgang.

For at løse disse problemer mener Kommissionen derfor, at der, udover behovet for at håndhæve Fællesskabets lovgivning og få vedtaget Kommissionens forslag om ændring af de nuværende gas- og elektricitetsdirektiver, skal udføres en række aktioner inden for følgende fem hovedområder:

- Bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur

- Sikring af stabile, gunstige ordninger for ny infrastruktur

- Koncentrering af Fællesskabets finansielle bistand omkring prioriterede projekter

- Politisk forpligtelse på fællesskabsplan og nationalt plan

- Gasforsyninger til Europa.

3.2 Aktionsområde 1: Bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur

Som det fremgår af denne meddelelse og af Kommissionens seneste rapport om gennemførelse af det indre marked for gas og elektricitet, bliver den nuværende gas- og elektricitetsinfrastruktur på det indre marked stadig ikke udnyttet på den mest effektive måde. Den bedst mulige udnyttelse af den eksisterende infrastruktur er ikke blot ønskelig af økonomiske grunde, men også vigtig for at undgå spredning og unødvendige fordoblinger af linjer og således gøre miljøpåvirkningen mindst mulig. Miljøhensyn kan også skabe muligheder, f.eks. i form af øget brug af naturgas og dermed færre drivhusgasemissioner. I denne sammenhæng er det imidlertid vigtigt at sikre, at gasinfrastrukturen konstrueres, så muligheden for udsivning af metangas, som er en kraftigt virkende drivhusgas, bliver mindst mulig.

Efterspørgselsstyring, energieffektivitet og rationel udnyttelse af gas og elektricitet samt rationel energitransmission vil naturligvis i sig selv formindske den energimængde, der skal transporteres. Det samme gælder teknologisk udvikling og nye teknologier som produktionsspredning, der er mindre afhængig af overbelastede net. Der skal derfor gives forrang til bestræbelser på at skabe gunstigt vilkår for at koble elektricitet fra vedvarende energikilder, f.eks. havmøller, til elektricitetsnettet og for at føre elektricitet fra sådanne kilder ind i det transeuropæiske elektricitetsnet.

Yderligere foranstaltninger er derfor nødvendige for at sikre en mere effektiv udnyttelse af den eksiterende netinfrastruktur ved hjælp af øget fleksibilitet, som kan fremme et mere flydende marked.

Foreslåede aktioner:

Aktion 1:

Den første og vigtigste foranstaltning, som skal træffes i denne sammenhæng, er en hurtig vedtagelse af de foreslåede ændringer af gas- og elektricitetsdirektiverne og af forordningen om grænseoverskridende handel med elektricitet. Forslagenes vedtagelse vil få en positiv virkning på den effektive udnyttelse af EU's gas og elektricitetsinfrastruktur fordi regnskabsadskillelsen og bestemmelserne for adgang bliver mere effektive. Kommissionen vil stadig beslutsomt håndhæve de europæiske konkurrenceregler over for forsøg på forskelsbehandling på det indre marked for gas og elektricitet.

Tre andre prioriterede forhold skal også behandles. For det første er det afgørende at sikre at nettets udnyttelse er gennemsigtig. For det andet er det nødvendigt at sikre, at overbelastet kapacitet, især på sammenkoblingslinjerne, fordeles blandt markedsdeltagerne på en sådan måde, at forskelsbehandling bliver det mindst sandsynlige, og udvikling af effektiv konkurrence og opfyldelse af Fællesskabets målsætninger for elektricitet fra vedvarende energikilder det mest sandsynlige resultat. Der skal især lægges vægt på at sikre, at vedvarende energis adgang til nettet fremmes ved rimelig, åben prisfastsættelse. For det tredje er det nødvendigt at sikre tariferingen af grænseoverskridende transmission på grundlag af principperne forskelsløs behandling, omkostningsafspejling, gennemsigtighed og enkelhed.

Skønt disse problemer kan kræver regler eller lovgivning fra Fællesskabets side, er TSO'ernes, myndighedernes og de øvrige parters medvirken nødvendig for at løse dem.

Elektricitet

Med hensyn til gennemsigtigheden blev der på det sjette møde i Firenze-forummet [11] vedtaget retningslinjer for styring af overbelastning. Et af disse retningslinjernes vigtigste formål er at øge gennemsigtigheden, når det gælder den overførselskapacitet, som står til rådighed for markedsdeltagerne. Retningslinjerne omfatter regler, som pålægger TSO'erne at offentliggøre alle relevante oplysninger om den samlede grænseoverskridende overførselskapacitet, ikke mindst den anslåede overførsels-kapacitet for hver enkelt dag på forskellige tidspunkter før transportdatoen. TSO'erne skal også offentliggøre den almindeligvis benyttede metode til beregning af den samlede overførselskapacitet og af transmissionens pålidelighedsmargen foruden sikkerhedsstandarder og drifts- og planlægningsstandarder.

[11] November 2000.

Disse regler indgår i et forslag til en forordning om grænseoverskridende elektricitetsudveksling, som Kommissionen har fremsat. Det er dog ikke helt klart, om reglerne følges lige nøje i alle medlemsstater. Det vil forslagets vedtagelse sikre.

Som allerede nævnt er der med det europæiske elektricitetsforums vedtagelse af retningslinjerne gjort betydelige fremskridt, når det gælder styring af overbelastning. Disse retningslinjer pålægger medlemsstaterne (i) at sikre, at kapaciteten fordeles uden forskelsbehandling, (ii) at den disponible kapacitet i høj grad er gennemsigtig, (iii) at kapaciteten fordeles efter markedsbaserede metoder (auktionering, markeds-differentiering osv.), (iv) at overskud fra auktioner ikke tilfalder transmissions-systemselskaberne og (v) at princippet "forbrug eller fortab" følges [12].

[12] Hvis et selskab f.eks. indgår kontrakt om kapacitet, men ikke har i sinde at udnytte den, skal det underrette transmissionssystemselskabet, som derpå stiller kapaciteten til rådighed for markedet.

Selv om retningslinjerne udgør et betydeligt fremskridt, er der dog stadig meget, som skal gøres. Det er langt fra klart, om retningslinjerne følges fuldt ud i alle medlemsstaterne, og Kommissionen får ofte uformelle klager over resultaterne af auktioner. Kommissionen vil ud fra et konkurrencesynspunkt stadig overvåge de overbelastede sammenkoblingslinjer omhyggeligt, det gælder også fordelingen af deres kapacitet. Det er i nogle tilfælde lykkedes Kommissionen at indgå aftale med markedsdeltagere, som har reserveret kapacitet på langtidskontrakter, om at foretage en vis reduktion af disse reservationer.

Foreslåede aktioner:

Aktion 2:

Der skal hurtigt gøres fremskridt med at forbedre og harmonisere auktionsprocedurerne, sikre, at de anvendes uden forskelsbehandling, og sørge for en fælles opfattelse af gennemsigtighed i hele EU. De europæiske energireguleringsmyndigheders råd opfordres derfor til i nøje samarbejde med Kommissionen, medlemsstaterne og industrien inden den 30. april 2002 at foreslå det europæiske elektricitetsreguleringsforum en ændring af retningslinjerne for gennemsigtighed og overbelastningsstyring. ETSO anmodes desuden om at fremsætte henstillinger om bedre fælles minimumskrav inden samme tidspunkt. Disse ændrede retningslinjer skal benyttes som grundlag for juridisk bindende minimumskrav, der vedtages på grundlag af den foreslåede forordning om grænseoverskridende handel. Hurtig vedtagelse af denne forordning er afgørende.

Aktion 3:

Som et foreløbigt skridt vil Kommissionen opfordre alle nationale reguleringsmyndigheder, eller eventuelt medlemsstaterne, til at sikre, at de nuværende retningslinjer for overbelastningsstyring, herunder offentliggørelse af disponibel overførselskapacitet, gennemføres fuldt ud, og til at underrette Kommissionen om resultatet, som vil blive offentliggjort.

Aktion 4:

De forskellige transmissionssystemselskaber anvender yderst forskellige tekniske og administrative regler for drift af sammenkoblingslinjerne. Ved nogle grænser benyttes der i forbindelse med disse forhold "bløde foranstaltninger", som vil kunne øge den disponible kapacitet med indtil 20% på et permanent eller i det mindste midlertidigt grundlag. Harmonisering eller i det mindste tilpasning af sådanne metoder kan bidrage betydeligt til forøgelse af den disponible kapacitet. De europæiske transmissionssystemselskabers sammenslutning opfordres til i nøje samråd med reguleringsmyndighederne, industrien, medlemsstaterne og Kommissionen at fremsætte forslag til fælles standarder for disse forhold inden juli 2002. Kommissionen vil inden slutningen af 2002 aflægge rapport til Rådet (energiministrene) og Parlamentet om eventuelle foranstaltninger, som skal træffes på fællesskabsplan af hensyn til disse forslag.

Med hensyn til tarifering af grænseoverskridende transmission præges den nuværende situation af vidt forskellige, ukoordinerede nationale fremgangsmåder. Det er en betydelig handelshindring og medfører, at den eksisterende netinfrastruktur ikke udnyttes fuldt ud. Hurtig vedtagelse af forordningen om grænseoverskridende elektricitetsudveksling er derfor afgørende.

Indtil denne forordning træder i kraft, vil indførelse af det midlertidige tariferingssystem, som blev udviklet i forbindelse med Firenze-forummet, betegne et stort skridt fremad, fordi det vil skaffe erfaringer, som kan være nyttige inden forordningen iværksættes. Dog må det sikres, at udviklingen af det indre marked for elektricitet ikke forringes i forhold til den nuværende situation.

I hvert fald må der hurtigt gøres noget for efter 2003 at udvikle en solidere og mere fast ordning, som skal være i fuld overensstemmelse med den foreslåede forordning om grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Foreslåede aktioner:

Aktion 5:

De europæiske energireguleringsmyndigheders råd og ETSO opfordres til at gøre en øget indsats for at udarbejde de nærmere enkeltheder i et tariferingssystem, der skal træde i kraft i 2003, så der kan opnås betydelige fremskridt på det næste møde i det europæiske elektricitetsreguleringsforum i februar 2002. Kommissionen vil, om nødvendigt, fremsætte konkrete forslag for at sikre, at der sker fremskridt.

Gas

Mens der er sket betydelige fremskridt for elektricitetens vedkommende, har successen kun været begrænset, når det gælder gennemsigtighed for gas. På det tredje møde i det europæiske gasreguleringsforum blev det understreget, at en fyldestgørende offentliggørelse af oplysninger om den disponible transmissionskapacitet er vigtig, og GTE (gastransmission Europa), blev opfordret til "at udarbejde et .....tilstrækkeligt detaljeret kort over det europæiske gasnet, som viser ..... den fysiske kapacitet og den faktisk disponible transmissionskapacitet... på alle nettets vigtigste tilslutnings- og udtagningssteder, LNG og oplagringsanlæg iberegnet. Denne oversigt skal i tilstrækkelige enkeltheder beskrive, hvilke forudsætninger der gås ud fra, herunder hvilken kapacitet der er blevet reserveret og på hvilket kontraktgrundlag."

Trods denne opfordring har gastransmissionsselskaberne afslået at offentliggøre disse oplysninger "af forretnings- og kontraktmæssige hensyn" idet de henviser til spørgsmålet om fortrolighed og til de tekniske vanskeligheder i forbindelse med udarbejdelse af disse oplysninger. Kommissionen indrømmer, at det er vigtigt at overholde følsomme forretningsoplysningers fortrolighed, men det er almindeligt anerkendt, at et effektivt indre marked simpelthen ikke kan udvikle sig, hvis der ikke er gennemsigtighed omkring den disponible overførselskapacitet. Udviklingen skal i dette spørgsmål derfor både afvejes og afpasses.

Med hensyn til overbelastningsstyring og grænseoverskridende tarifering, er arbejdet med disse spørgsmål først lige kommet igang i det europæiske gasreguleringsforum i Madrid. Dog er det vigtigt, at princippet forbrug eller fortab indføres i forbindelse med overbelastningsstyring. I denne sammenhæng er det positivt, at et tysk gasselskab i forbindelse med en antitrust-undersøgelse for nylig har forpligtet sig til at indføre dette princip for sin egen gashandelsafdelings reservationer.

I alle disse tre spørgsmål - gennemsigtighed, overbelastningsstyring og grænseoverskridende tarifering - skal der nu ske en hurtig udvikling.

Foreslåede aktioner:

Aktion 6:

På det forrige møde i det europæiske gasreguleringsforum blev EU's gastransmissions-selskabers repræsentanter opfordret til at foreslå yderligere gennemsigtighedsforanstaltninger. Forslagene skal fremsættes af de europæiske gastransmissionsselskabers sammenslutning, GTE, inden marts 2002. På baggrund af disse forslag til Kommissionen i nøje samråd med de nationale myndigheder, medlemsstaterne og industrien overveje, om der skal fremsættes et forordningsforslag om dette spørgsmål. Hvis det er nødvendigt, vil et sådant forordningsforslag blive fremsat i 2002.

Aktion 7:

Med hensyn til overbelastningsstyring og grænseoverskridende tarifering har Madrid-forummet erkendt, at der er behov for en samordnet fremgangsmåde. Da det er overvejende sandsynligt, at overbelastningen vil vokse, er sådanne regler nødvendige. Det er navnlig afgørende, at disse regler kommer til at omfatte "forbrug eller fortab"-princippet i en passende form, og at tarifferne tager tilstrækkeligt hensyn til omkostningsbesparelser i forbindelse med "gasbytteri". De europæiske energireguleringsmyndigheders råd anmodes derfor om i nøje samarbejde med Kommissionen, medlemsstaterne og industrien at fremsætte forslag til retningslinjer for overbelastningsstyring og tarifering af grænseoverskridende transmission for gasindustrien inden marts 2002. På baggrund af dette forslag vil Kommissionen afgøre, om det er nødvendigt at fremsætte et formelt forordningsforslag om disse spørgsmål. Hvis det er nødvendigt, vil forordningen blive foreslået i 2002.

3.3 Aktionsområde 2: Sikring af stabile, gunstige ordninger for investering i infrastruktur

Hovedansvaret for sikring af tilstrækkelig infrastruktur ligger hos EU's industri. Regeringernes opgave i denne sammenhæng er at sikre gennemsigtige regler, der befordrer anlæggelsen af ny kapacitet på et konkurrencepræget marked, som er stabilt og giver infrastrukturselskaberne klare og rimelige finansielle tilskyndelser og fordele. Dette grundlag skal udstikke politiske retningslinjer og opstille generelle produktionsstandarder af hensyn til forsyningssikkerheden og infrastrukturkravene og de forskellige markedsdeltageres ansvar. Den lære, som kan uddrages af Californiens elektricitetskrise, går bl.a. ud på, at mangel på klare og stabile regler er en enorm hindring for anlæggelse af ny kapacitet.

Den første prioritet i denne sammenhæng er hurtig vedtagelse af Kommissionens forslag om ændring af direktiverne for det indre marked for gas og elektricitet og forordningsforslaget om grænseoverskridende elektricitetshandel. Når det drejer sig om at belønne ny infrastruktur, som præges af store risikoforskelle afhængigt af de enkelte områder og projekter, er det vigtigt at påpege, at der ikke findes nogen egentlig samordning af de forskellige nationale lovgivningsformer, på dette område, og at der i EU kun foretages begrænset forskning i de mest hensigtsmæssige lovgivningsmetoder eller -standarder, hvormed dette problem kan løses. Disse spørgsmål skal nødvendigvis tages op til behandling. I denne sammenhæng skal der også tages hensyn til konkurrencereglerne, når det drejer sig om tilstedeværelse og fordeling af transportkapaciteten på sammenkoblingslinjerne og om rimelige takster for adgang til dem.

Foreslåede aktioner:

Aktion 8:

De europæiske energireguleringsmyndigheders råd opfordres til i nøje samarbejde med Kommissionen, medlemsstaterne og industrien inden slutningen af april 2002 at opstille retningslinjer for lovgivningsmæssig kontrol med og finansiel belønning af infrastruktur under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 7 i direktiv 2001/77/EF, når det gælder elektricitet fra vedvarende energikilder. Kommissionen vil på baggrund heraf afgøre, om det er nødvendigt at fremsætte et formelt forordningsforslag om dette spørgsmål.

3.4 Aktionsområde 3: Fællesskabets politiske og finansielle bistand til prioriterede projekter

Anlæggelse af infrastruktur i EU kræver i de fleste tilfælde ikke finansiel bistand fra Fællesskabet eller andre former for statsstøtte. Der er dog klare undtagelser i følgende tilfælde: (i) når et projekt ikke er økonomisk bæredygtigt, men alligevel prioriteres af samfundsmæssige eller regionale grunde, det gælder f.eks. energiforsyning i ugunstigt stillede regioner, og (ii) når projekterne er vigtige for at fuldføre det indre marked, og Fællesskabets bidrag er nødvendigt og rimeligt for at fremskynde deres færdiggørelse. Desuden kræver de fleste energiinfrastrukturprojekter politisk støtte for at overvinde administrative og andre vanskeligheder.

Fællesskabet har i en årrække spillet en vigtig rolle i denne forbindelse. EU-traktatens artikel 154 pålægger klart Fællesskabet at udvikle de transeuropæiske energinet. I denne sammenhæng opstillede Det Europæiske Råd på sit møde i Essen 1994 på grundlag af en rapport, som Christoffersen-gruppen havde udarbejdet, en liste over ti prioriterede energiprojekter, fem for gas og fem for elektricitet. Alle de fem prioriterede gasprojekter er blevet udført, herunder indførelsen af gas i Grækenland, Portugal og Vestspanien og anlæggelsen af forsyningsledninger fra Rusland gennem Hviderusland og Polen til EU og fra Algeriet gennem Marokko til Spanien. For elektricitetsprojekternes vedkommende er en nordlig sammenkoblingslinje mellem Portugal og Spanien blevet fuldført, og en undersøisk forbindelse mellem Italien og Grækenland skal tages i brug i december 2001. De sidste tre prioriterede elektricitetsprojekter er endnu ikke blevet færdige, det gælder således sammenkoblingsforbindelserne mellem Frankrig og Spanien, Frankrig og Italien og Øst- og Vestdanmark.

Hertil kommer, at udvikling af omfattende infrastruktur af fælles EU-interesse er en af den europæiske investeringsbanks prioriterede opgaver. Siden 1973 har EIB ydet lån på i alt 5,2 mia. EUR til energinetsektoren. På samme måde har energiinfrastruktur været en vigtig del af EBRD's aktiviteter. Også Fællesskabets strukturfonde yder finansiel bistand til energiinfrastruktur i mindre udviklede regioner. Fællesskabets initiativer (REGEN og INTERREG II) og Fællesskabets strukturfonde for mål I-regioner har afsat betydelige midler til disse projekter, ikke mindst til indførelse af naturgas i Grækenland, i en række spanske regioner og i Portugal samt til elektricitetssammenkoblingen mellem Grækenland og Italien. Siden 1994 har regionalfondene bidraget med 2,5 mia. EUR til finansiering af TEN-energiprojekter i mindre udviklede regioner. TEN-energinettene spiller en vigtig rolle for forbedring af konkurrenceevnen og for fremme af en bæredygtig udvikling.

Programmet for transeuropæiske energinet, som omfatter gas og elektricitet, har været i gang siden 1995. TEN-energiprogrammet skal fremme og støtte netudviklings-initiativer, som udføres af energisektorens virksomheder.

I forbindelse med TEN-energiprogrammet bidrager Fællesskabet til finansiering af gennemførlighedsundersøgelser for eventuel ny gas- og elektricitetsinfrastruktur. Skønt TEN-programmets finansieringsmidler er ret begrænsede i forhold til de investeringer, som kræves for at virkeliggøre projekterne, har Fællesskabets bistand afgjort haft en stimulerende virkning, når det gælder iværksættelse af gennemførlighedsundersøgelser for eventuelle nye projekter af fælles interesse, og menes for at have spillet en katalytisk rolle.

Indførelsen af TEN-energiretningslinjerne har i de sidste fem år gjort det muligt at påvise 90 projekter af fælles interesse, hvoraf 24 er blevet færdiggjort og taget i brug i dette tidsrum, mens 12 stadig er i gang og 22 befinder sig i den administrative tilladelsesproces. TEN-energiprogrammet har siden 1995 bidraget med i alt 123 mio. EUR til finansieringen af mere end 50 gas- og elektricitetsprojekter.

På baggrund heraf har Kommissionen samtidig med denne meddelelse besluttet at foreslå en ændring af TEN-retningslinjerne for at understrege den politiske støtte til udviklingen af transeuropæiske energinet, koncentrere Fællesskabets finansielle bistand på dette område og indføre en mere fleksibel og hensigtsmæssig metode, hvorefter det kan sikres, at de støttede projekter virkelig når de opstillede mål. Retningslinjerne opstiller klare kriterier, hvorefter støtten skal bestemmes, det gælder nærmere betegnet virkeliggørelse af det indre marked, forsyningssikkerhed, inddragelse af vedvarende energi, udvidelsen og inddragelse af afsondrede regioner.

Udover videreudvikling af disse principper kan der allerede nu peges på en række projekter, hvis gennemførelse kræver særlig indsats og politisk bistand fra medlemsstaternes og Fællesskabets side, da de enten er særlig vigtige for gennemførelsen af det indre marked for energi eller bidrager til at styrke forsyningssikkerheden. De ændrede TEN-energiretningslinjer indeholder således en liste over prioriterede projekter af europæisk interesse, som er blevet udvalgt på grundlag af konklusionerne i denne meddelelse.

Udover at koncentrere EU's bistand i kraft af TEN-programmet, hvori Fællesskabets størst mulige bidrag foreslås forhøjet fra 10% til 20% af de samlede investeringsomkostninger for prioriterede projekter af europæisk interesse, vil udvælgelsen af disse projekter også kunne hjælpe andre EU-programmer, herunder PHARE [13], TACIS, INOGATE og MEDA samt organer som EIB og EBRD og andre finansieringsinstitutter med at udpege projekter, der fortjener særlig opmærksomhed og bistand på europæisk plan.

[13] Flere oplysninger om PHARE-programmet og energiinfrastruktur findes i bilag II.

Aktion 9: Støtte til prioriterede projekter af europæisk interesse - Kort:

Elektricitet:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Gas:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

3.5 Aktionsområde 4: Politisk forpligtelse

Overbelastning er ikke længere kun et problem for de lande, der ligger på hver side af den overbelastede grænse. Efterhånden som det indre marked udvikler sig, bliver det i stigende grad et problem for alle. Overbelastning giver forsyningssikkerheden vanskeligheder, begrænser selskabernes evne til at konkurrere og afskærer de nationale markeder fra konkurrence på EU-plan. Vedtagelse af fællesskabs-foranstaltninger, som skal fjerne overbelastningen, er et vigtigt led i den pakke foranstaltningsforslag, hvis formål er at oprette det indre marked: Det er meningsløst at bane vejen i form af markedsåbning, hvis nogle medlemsstater samtidig er ude af stand til at løse overbelastningsproblemerne ved deres grænser og således begrænser konkurrencen fra import på deres territorium. Oprettelsen af et virkeligt indre marked kræver, at alle medlemsstater i samme grad forpligter sig til at fjerne overbelastningen.

Der er mange grunde til, at overbelastningsproblemerne i EU endnu ikke er blevet løst. Anlæggelse eller udbygning af sammenkoblingskapaciteten kræver vanskelig planlægning og forudsætter finansielle og miljømæssige overvejelser. Vertikalt integrerede selskaber har ikke altid noget ønske om at udvide kapaciteten, fordi de udsætter deres markeder for øget importkonkurrence. Private selskaber kan have en kortsigtet indstilling til finansiering af ny kapacitet uden at tage hensyn til den større sammenhæng i det indre marked og til forsyningssikkerheden. Ansvaret for, at der hurtigt træffes foranstaltninger til at løse de overbelastningsproblemer, som beskrives i denne rapport, ligger hos de enkelte medlemsstater. De fremskridt, der gøres, og de foranstaltninger, som træffes for at fjerne overbelastningen, skal imidlertid regelmæssigt følges op på fællesskabsplan. En samordnet og beslutsom indsats på fællesskabsplan er afgørende for, at dette problem kan løses.

Foreslåede aktioner:

Aktion 10:

Kommissionen vil hvert år udgive en rapport om forsyningssikkerheden i elektricitets- og gassektoren. Denne aktion er blevet foreslået i forbindelse med ændringen af direktiverne for det indre marked for gas og elektricitet, og denne meddelelse giver lejlighed til at angive nærmere, hvordan den skal udføres. Kommissionens rapport om forsyningssikkerheden skal på grundlag af bidrag fra medlemsstaterne og ansøgerlandene på årsbasis gøre rede for, hvilke fremskridt der er sket med infrastrukturen, herunder ikke mindst de prioriterede projekter af europæisk interesse. Denne listes relevans vil blive behandlet på årsbasis på baggrund af markedsudviklingen, sammenkoblingen mellem medlemsstaterne, ansøgerlandenes fremskridt mod integration i det indre marked for energi og fremskridtene mod opfyldelse af Fællesskabets målsætninger for elektricitet fra vedvarende energikilder. Denne rapport bliver et vigtigt politisk grundlag for overvågning af infrastrukturudviklingens fremskridt og for fremsættelse år for år af de foranstaltninger, der kræves på fællesskabsplan for at fjerne overbelastning og undgå den.

Aktion 11:

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 736/96 skal medlemsstaterne giver Kommissionen oplysninger om planlagt infrastruktur for olie, gas og elektricitet. I de seneste år har disse oplysningers udførlighed, og dermed også deres nytte, være begrænset. Kommissionen vil derfor under henvisning til den allerede omtalt årsrapport foreslå, at forordning (EF) nr. 736/96 ophæves. Dette er i overensstemmelse med Kommissionens politik for styreformer. En tilsvarende oplysningsformidling mellem medlemsstaterne vil blive sikret ved benchmarking af rapporterne fra de forskellige lande og ved drøftelser af Kommissionens rapport i Rådet.

3.6 Aktionsområde 5: Gasforsyninger til Europe

Gasforbruget i Europa antages fortsat at ville vokse hurtigt, nærmere betegnet med 60% af det nuværende forbrug indtil 2020. Den overvejende del af disse øgede forsyninger vil komme fra lande uden for EU, især Rusland, Mellemøsten, regionen omkring Det Kaspiske Hav, Nordafrika og andre, mere fjerntliggende LNG-leverandører (Nigeria, Trinidad, Qatar). Som allerede nævnt kræves der investeringer på over 200 mia. EUR, for at denne gas kan leveres. Det er afgørende, at de forretningsmæssige og finansielle forudsætninger for at anlægge den nødvendige infrastruktur og de nødvendige efterforsknings- og produktionsanlæg, er tilstede.

Især tidligere er investeringer i gasforsyningssektoren som regel blevet underbygget af langtidskontrakter med de europæiske gasselskaber. Kommissionen erkender, at disse kontrakter har spillet en særdeles betydningsfuld rolle for det europæiske gasmarkeds udvikling og erkender samtidig, at der også er behov for sådanne aftaler i fremtiden, ikke mindst når de er nødvendige for finansieringen af ny infrastruktur og nye produktionsanlæg. Kommissionen mener, at det indre marked sikkert vil udvikle nye forretningsmæssige ordninger, men at langtidsbaserede take or pay-kontrakter, som er tilpasset den nye markedssituation, stadig vil og skal være et vigtigt led i den samlede gasforsyningsbalance. At der opstår nye forretningsmæssige ordninger, ikke mindst ordninger for handel med flydende gas, er dog vigtigt for at sikre langtidskontrakternes bæredygtighed.

Selv om langtidskontrakter stadig vil være vigtige, er det afgørende, at afsætning af gas i EU sker i overensstemmelse med gasdirektivet og EU's konkurrenceregler. Kommissionen vil derfor omhyggeligt påse, at kunstige restriktioner for gasforsyningskontrakter ikke skaber hindringer for gassens frie bevægelighed og for konkurrencen. Kommissionen har udpeget en række af den slags restriktioner, heriblandt (i) fælles salgsaftaler blandt gasproducenterne, som begrænser forbrugernes valg, (ii) territoriale salgsrestriktioner for videresalg af gas og (iii) anvendelse af restriktioner, som forhindrer gaskøberne i at benytte gassen til andre formål end eget forbrug.

For at underbygge og fremme spredning af gasforsyningerne til Den Europæiske Union og sikre de forretningsmæssige og finansielle forudsætninger for fortsat langtidsinvesteringer i rørledningsinfrastruktur og i efterforsknings- og produktionsanlæg, er følgende aktioner nødvendige:

Foreslåede aktioner:

Aktion 12:

I forsyningssikkerhedsrapporten for 2002 vil Kommissionen gøre rede for de vigtigste problemer i forbindelse med tilfredsstillelse af den fremtidige gasefterspørgsel og med spredning af gasforsyningerne. Kommissionen påtænker at udarbejde en meddelelse om EU's eksterne energipolitik, herunder henstillinger om at sikre projekter, der drejer sig om gasforsyning til Europa, og som anses for vigtige for virkeliggørelsen af det indre marked for gas og for forsyningssikkerheden.

Aktion 13:

De europæiske energireguleringsmyndigheders råd opfordres til inden juli 2002 at udarbejde en rapport om de aktioner, der kræves for at sikre, at de forretningsmæssige og finansielle forudsætninger for langstidsinvestering i gasforsyningsinfrastruktur er tilstede i EU. På baggrund af denne rapport vil Kommissionen i nøje samråd med gasleverandørerne, medlemsstaterne og industrien overveje, hvilke yderligere foranstaltninger der kræves, og om det er nødvendigt at fremsætte et foranstaltningsforslag om dette spørgsmål.

Konklusion

Denne meddelelse beskriver de indledende skridt til et forsøg på at fjerne flaskehalse i hele Fællesskabet med den mindst mulige miljøpåvirkning, sikre effektiv udnyttelse af eksisterende infrastruktur og så vidt muligt hindre yderligere overbelastning. Disse aktioners betydning kan ikke undervurderes. De er nødvendige, hvis det indre marked skal udvikle sig effektivt og forsyningssikkerheden opretholdes og øges. Hvis der ikke gøres noget for at udføre de prioriterede projekter af europæisk interesse, som beskrives i denne meddelelse, bringes disse målsætninger i fare.

Det må understreges, at der er tale om en proces, som i de kommende år vil kræve en beslutsom indsats på både fællesskabsplan og nationalt plan. Infrastrukturudviklingen er fortrinsvis den europæiske gas- og elektricitetsindustris opgave. Myndighedernes opgave er derfor at sørge for, at industrien har et hensigtsmæssigt, stabilt og pålideligt lovgrundlag, som indeholder tilstrækkelig tilskyndelse og udbytte og at den får den politiske og eventuelt også finansielle bistand, som er nødvendig for, at den kan udføre sin opgave.

At opfylde Fællesskabets målsætninger kræver således, at mange forskellige parter gør en samordnet indsats, det gælder således Europa-Kommissionen, medlemsstaterne, lovgivningsmyndighederne, de nationale konkurrencemyndigheder og industrien. I overensstemmelse med principperne i Kommissionens hvidbog om styreformer anbringer denne meddelelse aktionerne på det niveau, som er mest hensigtsmæssigt for hurtigt at opnå fleksible og anvendelige resultater, ikke mindst ved at gøre brug af industriens egen indsats gennem de europæiske transmissionssystemselskabers sammenslutninger (ETSO og GTE) og de nationale myndigheders arbejde (CEER). Hvor det er nødvendigt, vil Fællesskabets aktioner underbygge de opnåede resultaters virkninger og skaffe dem et lovgrundlag. Et heldigt udfald af denne proces afhænger af alle parters beslutsomhed og medvirken.

BILAG

BILAG I

TILSTRÆKKELIG SAMMENKOBLINGSBETYDNING FOR GENNEMFØRELSEN AF DET INDRE MARKED FOR ENERGI [14]

[14] Der er her tale om et sammendrag af de relevante oplysninger i Kommissionens første rapport om gennemførelsen af det indre marked for gas og elektricitet (SEC 2001) 1957.

Baggrund

Følgende tabel viser de sammenkoblingslinjer, der udsættes for overbelastning, hvordan overbelastningen fordeles, og hvilke følger den har for markedsdeltagerne i form af omkostninger.

Tabel 1 Forekomst af overbelastning på sammenkoblingslinjerne

>TABELPOSITION>

Denne overbelastnings indflydelse på det indre marked er indlysende. Den nuværende sammenkoblingskapacitets omfang har sammen med fordelingsmetoderne haft en tilbøjelighed til at fastholde detail-prisforskellene mellem markederne.

De nationale markeder beherskes i forskelligt omfang af et eller nogle få store selskaber, både når det gælder elektricitetsfremstilling og elektricitetsforsyning, og når det drejer sig om produktion, import og levering af gas. Konkurrencen mellem medlemsstaterne vil derfor sandsynligvis blive betydelig. Den kan dog blive hæmmet af begrænset sammenkobling mellem medlemsstaterne, eller hvis reglerne for grænseoverskridende takster og kapacitetsfordeling modvirker sådanne transaktioner. De vigtigste problemer i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner drejer sig på nuværende tidspunkt om følgende:

i. vekselvirkningen mellem forskellige medlemsstaternes transmissionstarifordninger, og

ii. fordelingen af kapacitet på sammenkoblingslinjerne mellem medlemsstaterne.

Elektricitet: Grænseoverskridende tarifering og kapacitetsfordeling

På nuværende tidspunkt er der kun ringe samordning mellem de forskellige TSO'er og reguleringsmyndigheder til at sikre, at tarifferne for grænseoverskridende transaktioner afspejler omkostningerne. I de fleste tilfælde lægges de enkelte medlemsstaternes transitafgifter stadig oven på hinanden langs en imaginær kontraktlinje. Der går således "lagkage" i hele processen, som overhovedet ikke afspejler omkostningerne. Den afspejler f.eks. ikke den fysiske elektricitetsstrøm og tager heller ikke hensyn til, at nogle strømme faktisk kan afhjælpe overbelastningen og formindske omkostningerne. Desuden opkræver nogle medlemsstater særlige import- eller eksportafgifter. Eksempler herpå findes i følgende tabel. Det er muligt, at der i januar 2002 opnås en aftale om en midlertidig ordning for grænseoverskridende tariffer, så de fleste afgifter bliver ophævet.

Tabel 2 Afgifter på grænseoverskridende transaktioner

>TABELPOSITION>

Foruden at benytte uensartede grænseoverskridende tariffer fordeler de enkelte medlemsstater sammenkoblingskapaciteten efter forskellige metoder, således som det fremgår af tabel 1. Blandt disse forskellige metoder er:

1) "først til mølle", som benyttes mellem FR-SP, FR-BE og AT-IT

2) pro-rata begrænsning, som benyttes mellem FR-IT

3) direkte auktion, som benyttes mellem UK-FR, DE-DK, SP-PT og BE/DE-NL

4) tilknytning mellem kapaciteten og spotmarkederne for elektricitet, som benyttes i de nordiske lande og til dels også mellem SP-PT.

Desuden gives der på en række sammenkoblingslinjer fortrinsstilling til markedsdeltagere, der har langtidskapacitetsreservationer.

Nogle af disse fremgangsmåder er utilfredsstillende, og markedsvilkår betragtes som en mere retfærdig løsning. Især i det nordiske system bygger fordelingen på spotmarkedet for elektricitet. Kapaciteten fordeles derpå af TSO, så prisforskellen mellem de pågældende to områder bliver minimal. Denne procedure udføres tidstro i hver aftaleperiode. Fordelen er, at TSO kan sikre, at al den disponible kapacitet udnyttes.

Ved direkte auktioner kræves en særskilt transaktion for at opnå kapacitet. Det lægger umiddelbart en ekstra byrde på grænseoverskridende transaktioner, selv om det samtidig giver mulighed for at sikre kapacitet i et længere tidsrum. Et problem i forbindelse med direkte auktioner er, at de giver producenterne mulighed for at byde forskellige priser på forskellige spotmarkeder. Det kan give dem lejlighed til at opdele markederne og bevare de prisforskelle, som ville forekommer, hvis der ingen sammenkobling var.

Gas: Grænseoverskridende tarifering og kapacitetsfordeling

Ligesom det er tilfældet for elektricitetens vedkommende, præges tariferingen af grænseoverskridende gasudveksling af, at der skal forhandles med samtlige berørte TSO'er langs en teoretisk kontraktlinje. I nogle tilfælde volder dette ikke problemer, da der over kortere afstande kan være et vist sammenfald mellem kontraktlinjen og den faktiske gasstrøm.

Det gælder imidlertid ikke i en større europæisk sammenhæng. Da der til gas benyttes talrige indgangssteder, er der ringe sandsynlighed for, at gassen faktisk strømmer f.eks. fra Norge til Spanien. Der findes stadig ikke nogen aftale mellem gastransmissionsselskaberne, som tager hensyn hertil, når tarifferne for langdistancetransport skal fastsættes. Det vigtigste problem er, i hvilket omfang kapaciteten langs kontraktlinjen skal reserveres til en sådan langdistancetransport, og hvilken sikkerhed andre, mindre besværlige midler kan give.

I modsætning til, hvad der er tilfældet for elektricitetens vedkommende, menes kapacitetsmangel hidtil ikke at have givet anledning til større eller direkte hindringer for adgang til nettet i størstedelen af Europa. Der er dog en almindelig mangel på gennemsigtighed, når det gælder disponibel kapacitet. Det er ofte tilfældet, at hele rørledningskapaciteten eller en del af den bortkontraheres på langstidsbasis til etablerede selskaber, uanset om kapaciteten faktisk udnyttes, og der er med de fleste transmissionssystemselskaber ingen aftaler om at give markedet oplysninger om den kapacitet, der står til rådighed.

Gastransmissionssystemselskabernes sammenslutning er endnu ikke gået ind på frivilligt at offenetliggøre detaljerede oplysninger om den disponible transmissionskapacitet. Den har imidlertid offentliggjort et "trafiklyssystem", som angiver den disponible kapacitet i det europæiske hovedgasnet. Disse oplysninger er dog ikke tidstro. Desuden betragtes kapacitet, som er reserveret på kontrakt, men uudnyttet, i modsætning til, hvad der ville være tilfældet efter de aftalte grundprincipper for elektricitetens vedkommende, ikke som disponibel efter GTE's definitioner. GTE's oversigt viser, at ca. 2/3 af 55 grænseoverskridende knudepunkter er "røde", således at der ingen eller kun meget begrænset kapacitet er til rådighed, eller "gule", så den disponible kapacitet afhænger af anmodningens omfang. Kun ca. 1/3 af knudepunkterne viser "grønt lys" og angiver således, at der er ledig kapacitet.

Følgerne af denne situation er, at konkurrencen kun bliver effektiv i det omfang, nye markedsdeltagere har gas til deres rådighed på samme lokalitet som deres potentielle kunder. I de dele af EU, som ligger tættest på de vigtigste gaskilder, har konkurrencen som regel været hårdere, da en række konkurrerende selskaber kan have adgang til gassen i disse områder, især hvis regeringerne pålægger de etablerede gasimportselskaber gasfrigivelsesprogrammer.

Konkurrencens nuværende omfang

Hvis mulighederne for grænseoverskridende transaktioner er begrænsede, vil det sandsynligvis have indflydelse på konkurrencens omfang, ikke mindst når koncentrationen på nogle af de nationale markeder tages i betragtning. Som det fremgår af tabel 1, viser andelen af kunder, som skifter leverandør, at nye deltagere har problemer med at komme ind på markedet, og at manglende kapacitet eller utilstrækkelige fordelingsprocedurer kan være en del af forklaringen.

Tabel 3 Erklæret markedsåbning i forhold til anslået leverandørskifte [15]

[15] Kilde: GD TREN og EUROSTAT.

>TABELPOSITION>

Hvis den del af kunderne, som skifter leverandør, er lille, er det ikke tegn på et sundt elektricitets- og gasmarked. Det er især foruroligende, når forskellene mellem medlemsstaternes elektricitets- og gaspriser for store energiforbrugere, således som de fremgår af følgende diagram, tages i betragtning.

Diagram: Sammenligning mellem medlemsstaternes elektricitets- og gaspriser

Gas Elektricitet

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Konklusioner

Ifølge statistikken udnyttes det meste af Europas elektriske sammenkoblingskapacitet fuldt ud eller også er udnyttelsesgraden høj. Der er en vis mulighed for at øge de fysiske strømme mellem medlemsstaterne inden for den nuværende infrastruktur, men der kræves investeringer for at aflaste de stærkest overbelastede sammenkoblingslinjer. Reguleringsmyndighederne skal imidlertid sikre, at de nuværende sammenkoblingslinjer betjener elektricitetsmarkederne på den mest effektive måde. Selv en forholdsvis lille sammenkoblingskapacitet kan sammenknytte markederne på begge sider af sammenkoblingslinjen, hvis der ikke er kroniske prisforskelle mellem disse markeder.

For gassens vedkommende er både tariferings- og kapacitetsfordelingsordningerne på nuværende tidspunkt ikke tilfredsstillende for udviklingen af et virkeligt fælles marked for gas. Gashandlerne kommer næppe til at stå over for tariffer, der ikke afspejler omkostningerne, især ikke, hvis der er lang afstand mellem afsenderne og deres kunder. Derimod står andre over for en uklar situation, når det gælder disponibel kapacitet, idet kapaciteten i nogle tilfælde er reserveret, men ikke bliver udnyttet.

Disse problemer er med til at hindre, at konkurrencen kan udvikle sig på markedet, og der opstår derfor betydelige forskelle, både når det gælder konkurrencens omfang og de energipriser, der betales af de endelige forbrugere.

BILAG II

Planlagt elektricitets- og gassammenkobling mellem EU, ansøgerlandene og andre tredjelande og mellem disse lande indbyrdes.

EU's sammenhæng og udvidelse

Energiinfrastruktur er en vigtig og grundlæggende forudsætning for økonomisk aktivitet og sammenhæng, både i EU og i forhold til ansøgerlandene. Som nævnt i denne meddelelse har Fællesskabets regionalfonde bidraget betydeligt til udviklingen af energiinfrastruktur, ikke mindst i forbindelse med indførelse af naturgas i nye regioner. En velfungerende energiforsynings- og energidistributionssektor er afgørende for, at ansøgerlandenes økonomiske og samfundsmæssige udvikling kan opfylde tiltrædelseskriterierne.

Både gas- og elektricitetsefterspørgslen forventes at vokse langt hurtigere i tiltrædelseslandene end i EU i de kommende 20 år og forventes mere end fordoblet for både gas' og elektricitets vedkommende. Det er derfor indlysende, at der bliver et betydeligt behov for infrastrukturinvesteringer i ansøgerlandene.

PHARE er et tiltrædelsesprogram. Store indtægtsskabende investeringer (i f.eks. gas og elektricitet) er ikke berettigede til finansiering over PHARE, men PHARE kan hjælpe med opbygningen af institutioner på disse områder og således bistå ansøgerlandene med at indføre og iværksætte Fællesskabets regler og kan ved hjælp af projektforberedelsesfaciliteterne finansiere gennemførlighedsundersøgelser, så investeringsprojekter kan finansieres af andre kilder, f.eks. EIB og EBRD.

Som led i denne meddelelse er ansøgerlandene blevet opfordret til at give oplysninger om planlagte gas- og elektricitetssammenkoblinger mellem EU og ansøgerlandene og mellem ansøgerlandene indbyrdes. Den følgende liste over disse projekter bygger fortrinsvis på materiale, som er indløbet under den første samrådsproces.

Elektricitet:

* Forøgelse af transmissionskapaciteten mellem Slovakiet og Ungarn, Polen, Østrig og Ukraine

* Forøgelse af transmissionskapaciteten mellem Den Tjekkiske Republik og Polen, Slovakiet, Tyskland og Østrig

* Lithauen-Polen elektricitetssammenkobling (som led i en større Østersøring)

* Udbygning af sammenkoblingen Polen-Tyskland

* Sammenkobling Slovenien-Italien

* Sammenkobling Slovenien-Ungarn

* Den adriatiske linje (UCTE-Grækenland)

* Sammenkobling Grækenland-Tyrkiet

* Sammenkobling Tyrkiet-Bulgarien

* Estland-Finland sammenkobling

Også synkronisering og sammenkobling mellem UCTE-systemet og Bulgarien, Rumænien, Tyrkiet, Vestukraine og Maghreb-landene undersøges.

Gas:

* Norge-Sverige/Danmark-Polen (herunder Østersørørledningen Danmark-Polen)

* De baltiske lande-EU (muligvis som led i North-TransGas projektet)

* Bulgarien: udbygning af transitsystemet, udvidelse af oplagringskapacitet og modernisering af kompressions- og måleudstyr

* Litauen/de baltiske lande-Polen sammenkobling

* Østrig: forbindelser til Den Tjekkiske Republik og Kroatien og Bosnien via Slovenien

* Polen: betydelige oplagringsmuligheder

* Letland: udvidelse af Incukalns-oplagringsanlægget

* Litauen-Letland: anlæggelse af målestation ved grænsen

* Rumænien-Ungarn sammenkobling

* Rumænien-Moldavien sammenkobling

* Rumænien: udvikling af oplagringsanlæg

* Rumænien: forbedring af transitrørledningen til Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet

* Polen-Slovakiet: Yamal-sammenkobling Nord/Syd mellem transitlinjer i Polen og Slovakiet

* Malta: Sammenkobling med Italien eller stikledning til Libyen-Sicilien rørledningen (under overvejelse)

* Tyrkiet: Gassammenkobling med EU til gas fra Det Kaspiske Hav og Mellemøsten.

BILAG III

A: Det "røde lys" på det europæiske gastransmissionskort omfatter følgende vigtige gasforsyningsruter:

* UK-Irland sammenkoblingslinjen

* UK-kontinentet sammenkoblingslinjen (retning UK-Belgien - gul i modsat retning)

* Zeepipe fra Norge til Belgien (Zeebrugge)

* Europipe II fra Norge til Tyskland (Dornum)

* Danmark-Tyskland (Deudan rørledningen)

* Østrig-Tyskland (Oberkappel)

* Frankrig-Spanien sammenkoblingslinjen

* Maghreb-Europa rørledningen fra Algeriet via Marokko til Spanien og Portugal

* Eksportrørledningerne fra Nederlandene til Tyskland

* Eksportrørledningerne fra Nederlandene til Belgien.

B: Følgende mangler i gas hovedinfrastrukturen er blevet påvist i samarbejde med de pågældende medlemsstater:

* Grækenland: Forbindelser til Italien og/eller Tyrkiet og udvikling af oplagrings- og LNG-anlæg

* Finland: Sammenkobling med de nordiske og/eller baltiske lande og det europæiske fastland

* Portugal: Udvikling af LNG- og oplagringsanlæg

* Spanien: Udvidede forbindelser til Frankrig og udvikling af LNG- og oplagringsanlæg

* Sverige: Yderligere sammenkobling med Danmark, Norge, Finland eller Tyskland

* Danmark: Sammenkobling med Det Forenede Kongerige og Tyskland

* Irland: Beslutning om 2. sammenkoblingslinje til UK, udvikling af nye off shore-felter og sammenkobling med Nordirland truffet

* Italien: Udvikling af LNG-anlæg

* Frankrig: Udvikling af LNG- og oplagringsanlæg

* Nederlandene: Sammenkobling med Det Forenede Kongerige

* Tyskland: Udvikling af LNG-anlæg

* UK: Udvikling af LNG-anlæg og kompression i sammenkoblingsledningen (i Belgien).

BILAG IV

kort over mulige projekter for gasforsyning til Europa:

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Liste over planlagte eller påtænkte projekter for gasforsyning til Europa:

* Medgaz rørledningen til algerisk gas til Europa (via Spanien til Frankrig)

* Libyen-Italien-sammenkoblingslinjen ("Green Stream")

* Algeriet-Sardinien-EU

* LNG forsyninger fra Egypten til Italien (Brindisi), Spanien og muligvis også andre medlemsstater og Tyrkiet

* LNG fra Qatar til Italien (Rovigo)

* Russisk gas via North Trans Gas rørledningen fra St. Petersborg gennem Østersøen til kontinentet

* Shtokman-Europa (forbindelse fra Shtokmanfeltet i Barentshavet til markederne i Tyskland, Nederlandene og UK)

* Tilslutning til Yamal-Europa-rørledningen

* Tilslutning til Algeriet-Marokko-Spanien rørledningen (EU)

* Iran/Irak-Tyrkiet-EU

* Det Kaspiske Hav (Turkmenistan/Azerbaijan/Kasakhstan)-Tyrkiet-EU

* LNG forsyninger fra Trinidad & Tobago

* LNG forsyninger fra Nigeria

* LNG forsyninger fra Norge (Snöhvit feltet i Barentshavet)

* Norge -(Sverige/Danmark/Finland)-Polen sammenkobling og forbindelse mellem Sydskandinavien og det kontinentale EU.

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING

om ændring af beslutning nr. 1254/96/EF om opstilling af et sæt retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet

BEGRUNDELSE

1. indledning og sammendrag

1. Forslaget til ændring af retningslinjerne for de transeuropæiske energinet (TEN-energi) er baseret på en vurdering af, hvordan de nuværende retningslinjer for TEN-energi fungerer (jf.: Beretning om gennemførelsen af retningslinjerne for transeuropæiske energinet i perioden 1996-2001, som forelægges samtidig med dette forslag).

I dette forslag er der taget hensyn til de ændringer, der har fundet sted på energimarkedet siden 1996, dvs. gennemførelsen af direktiverne om liberalisering af markederne for elektricitet og naturgas, tendensen til stadig større afhængighed af ekstern energiforsyning (bl.a. forsyninger af naturgas) og fastsættelsen af mere ambitiøse mål for udbredelsen af vedvarende energikilder.

Forslaget indgår i de tiltag, som Det Europæiske Råds møde i Stockholm anmodede om med henblik på at udnytte det indre markeds potentiale og skabe rammerne for oprettelsen af effektive, grænseoverskridende markeder, som råder over de nødvendige infrastrukturer hertil.

Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med Kommissionens forslag fra marts 2001 om en fuldstændig og reguleret åbning af energi- og naturgasmarkederne og betingelserne for netadgang for grænseoverskridende el-transmission.

Forslaget tager højde for handlingsplanen for den nordlige dimension, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Feira i juni 2000, og afspejler de fremskridt, der er sket med hensyn til udvidelsen, og der lægges udtrykkeligt vægt på sammenkoblingen af elektricitetsnettene i EU med ansøgerlandenes elektricitetsnet.

2. Dette forslag har primært til formål at revidere retningslinjerne for TEN-energi ved blandt projekterne af fælles interesse at udpege en kategori af projekter, som får højeste prioritet.

Projekter af fælles interesse er projekter, som opfylder kriterierne og stemmer overens med målsætningerne i retningslinjerne for udviklingen af TEN-energi. Den nuværende liste blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet som bilag til beslutningen om retningslinjer for TEN-energi i 1996 og er blevet udvidet i 1997 og 1999. En ajourføring af listen over projekter af fælles interesse indgår som led i nærværende forslag (se bilag II og III). Projekter af fælles interesse kan modtage en finansiel støtte på op til 10% af investeringsomkostningerne, jf. TEN-finansieringsforordningen.

Det foreslås derfor, at der blandt projekterne af fælles interesse udpeges en kategori af højtprioriterede projekter af europæisk interesse. Kategorien bør omfatte et begrænset antal energinetprojekter, som er meget vigtige set ud fra grundlæggende energipolitiske synspunkter, dvs. ved gennemførelsen af det indre marked og forbedring af forsyningssikkerheden (se bilag I).

Medlemsstaterne og Kommissionen vil give de prioriterede projekter særlig politisk støtte og opmærksomhed.

Kommissionen foreslår, at de tilrådighed værende midler til gennemførelse af TEN-politikken koncentreres på disse prioriterede projekter. Der vil navnlig blive lagt vægt på de prioriterede projekter, når der skal tages stilling til finansiering under TEN-finansieringsforordningen.

For at kunne støtte de projekter effektivt, hvor en større finansiel støtte er en forudsætning for deres gennemførelse, mener Kommissionen, at der er behov for, at man i forbindelse med prioriterede projekter har mulighed for at øge den maksimale støtte under forordningen om økonomisk støtte til TEN-energi fra 10% til 20%. Kommissionen vil indarbejde denne ændring i forbindelse med den igangværende revision af TEN-finansieringsforordningen.

Kommissionen mener ligeledes, at når der skal træffes beslutning om økonomisk støtte under forordningen om TEN-energi, skal der gives prioritet til udviklingsfasen (efter forundersøgelsesfasen), herunder fjernelse af hindringer for projekternes gennemførelse, medens der i de foregående år er blevet lagt vægt på projekteringsfasen og feasibility-undersøgelser. Der vil blive taget hensyn til dette i forbindelse med den igangværende revision af forordningen om støtte til TEN-energinet.

3. Forslaget har også til formål at ændre følgende aspekter af retningslinjerne for TEN-energi:

* justere prioriteringen i politikken for TEN-energi under hensyntagen til den udvikling, der har fundet sted siden 1996

* udvide definitionen af projekter af fælles interesse inden for TEN-energi (10 generiske projekter i stedet for de nuværende 90 detaljerede projekter)

* integrere de detaljerede projektdefinitioner i specifikationerne, som allerede er fastsat i retningslinjerne

* præcisere, at fastlæggelsen af projekter ikke foregriber en vurdering af deres indvirkning på miljøet

* ajourføre bestemmelserne om udvalgsproceduren uden at ændre selve indholdet af dem

* forlænge den periode, der skal forløbe mellem gennemførelses-beretningerne, fra to til fire år under hensyntagen til, at der forelægges en årlig TEN-beretning, der er fælles for de tre sektorer.

De nuværende bestemmelser vedrørende oplysninger til og høring af offentligheden, som indgår i Fællesskabets miljølovgivning, overholdes.

2. projekter af fælles europæisk interesse

I retningslinjerne for TEN-energi foreslås det, at fremhæve projekter, som anses for særligt vigtige for konkurrencen på det indre marked eller en øget forsyningssikkerhed.

Med dette for øje er der fastlagt prioriteter for el- og naturgasnettene og projekter af fælles interesse, som falder inden for disse, betragtes som prioriterede. De prioriterede projekter betegnes som "prioriterede projekter af europæisk interesse", og medlemsstaterne og Kommissionen ventes at fokusere særligt på disse projekter.

Dette punkt er omhandlet beslutningsforslagets artikel 1, stk. 2.

De prioriterede indsatsområder, som de prioriterede projekter falder under, er opført i beslutningsforslagets bilag I.

Bilaget til denne begrundelse indeholder to oversigter over de prioriterede indsatsområder, den ene gælder de transeuropæiske elnet, den anden de transeuropæiske gasnet.

Da det indre marked kun omfatter medlemsstaterne, kan der i øjeblikket ikke fastsættes prioriterede indsatsområder for kandidatlandene. Kommissionen er opmærksom på, at de nye lande skal integreres i det indre energimarked i forbindelse med udvidelsen. Senest i 2004 vil Kommissionen foreslå, at retningslinjerne for TEN-energi revideres, så de prioriterede indsatsområder for sammenkobling med og imellem de nye lande kan inkluderes.

Medlemsstaterne og Kommissionen forventes at støtte de prioriterede projekter tilstrækkeligt, navnlig skal Kommissionens indsats i form af personale og finansielle midler først og fremmest bruges på de prioriterede projekter, hvis der er behov for det.

3. justering af de politiske prioriteter for ten-energi

Justeringen af de politiske prioriteter skal skabe en bedre overensstemmelse mellem hovedkriterierne for politikken for TEN-energi og de nuværende behov for net. Det foreslås at:

* indføre to nye prioriteter:

- fremme af gennemførelsen af det indre marked ved iværksættelse af foranstaltninger, der tager sigte på at udfylde hullerne, løse problemerne med overbelastning gennem en modernisering af forvaltningen og, om nødvendigt, gennem en forøgelse af den fysiske kapacitet og integration af de nye behov, der er opstået som følge af liberaliseringen af el- og naturgasmarkederne

- tilslutning af energiproduktion fra vedvarende energikilder til de sammenkoblede energinet

* bekræfte prioriteter vedrørende forsyningssikkerhed, udvidelsen og samhørigheden, som følger:

- interoperabilitet mellem de elektriske systemer på det europæiske fastland, idet der lægges vægt på sammenkoblingerne med de tredjelande, som har opnået status som ansøgerlande

- udvikling af gasinfrastrukturen med henblik på at dække forbruget af naturgas i Den Europæiske Union og sikre forsyningen.

- tilslutning af randområderne, med tilføjelse af områderne i den yderste periferi.

Den foreslåede justering af prioriteringen er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 1.

Justeringen af de politiske prioriteter fremhæver, at TEN-energi er en faktor, der har direkte indflydelse dels på energipolitikkens udformning, dels på gennemførelsen af politikker, som fremmer en bæredygtig udvikling, regionsudvikling og udvidelsen.

4. udvidelse af begrebet "projekter af fælles interesse"

Det foreslås at erstatte den nuværende liste over projekter af fælles interesse med en ny liste, hvor projekter af fælles interesse defineres mere bredt.

Den nye liste over projekter af fælles interesse har 10 projekter af fælles interesse (5 elektricitetsprojekter af fælles interesse og 5 gasprojekter af fælles interesse), i stedet for de nuværende 90 projekter.

Indførelsen af den nye liste over projekter af fælles interesse er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 7.

Den nye liste over projekter af fælles interesse er vedlagt som bilag II til beslutningsforslaget.

Udvidelsen af begrebet projekter af fælles interesse giver den nødvendige fleksibilitet til en harmonisk gennemførelse af politikken og programmet for TEN-energi. Udvidelsen af begrebet muliggør bl.a.:

- færre revisioner af retningslinjerne for TEN-energi. De har allerede måttet revideres to gange siden deres vedtagelse i 1996, for at ajourføre den detaljerede liste over projekter af fælles interesse

- hurtig støtte til nye interessante projekter. Der erindres om, at det i øjeblikket tager 1-2 år før nye projekter, der forelægges Kommissionen, bliver berettigede til at modtage støtte under TEN-energi programmet efter en fælles beslutningstagningsprocedure

- at man i forbindelse med politikken og programmet for TEN-energi kan tage højde for interessante projekter fra de nye medlemsstater allerede i månederne efter deres tiltrædelse, på betingelse af, at de planlagte projekter falder ind under prioriteterne og opfylder betingelserne i retningslinjerne samt stemmer overens med den udvidede definition af projekter af fælles interesse.

5. integrering af de detaljerede projektdefinitioner i specifikationerne

Det foreslås, at den detaljerede beskrivelse af projekterne integreres i specifikationerne for projekter af fælles interesse, som allerede er fastsat i retningslinjerne.

Dette punkt er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 3.

De nye specifikationer er angivet i beslutningsforslagets bilag III.

Specifikationerne tager højde for udviklingen i de projekter, som allerede er udpeget, samt nye projekter, som Kommissionens tjenestegrene er blevet gjort opmærksomme på.

Specifikationerne omfatter detaljerede projekter, som er tilstrækkeligt langt fremme i planlægningen til, at man kan overveje at indlede byggeriet eller undersøgelser inden for de kommende fem år.

Specifikationerne for projekterne af fælles interesse kan i givet fald vedtages af Kommissionen efter en udvalgsprocedure, som allerede er fastsat i retningslinjerne.

Bilaget til denne begrundelse indeholder to oversigter over de prioriterede indsatsområder, den ene gælder de transeuropæiske elnet, den anden de transeuropæiske gasnet.

6. indskrænkning af retningslinjernes anvendelsesområde

Det foreslås, at man i retningslinjernes tekst indføjer den indskrænkende bestemmelse, der i øjeblikket er anført i fodnoten i bilaget til beslutningen om retningslinjerne, og som går ud på, at beslutningen om retningslinjerne ikke foregriber resultaterne af vurderingen af projekternes indvirkning på miljøet.

Dette punkt er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 4.

Indføjelsen af denne indskrænkende bestemmelse i retningslinjernes tekst er i tråd med de udvidede definitioner af projekterne af fælles interesse og afspejler det faktum, at aktioner i henhold til TEN-energi-politikken og -programmet, iværksættes på et meget tidligt tidspunkt.

TEN-energi-programmet samfinansierer ofte vurderinger af indvirkningen på miljøet af de projekter, som er identificeret gennem retningslinjerne.

7. ajourføring af bestemmelserne om udvalgsproceduren

Det foreslås at ajourføre bestemmelserne om udvalgsproceduren i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale, der blev indgået i 1999.

Dette punkt er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 5.

Den foreslåede udvalgsprocedure svarer til den procedure, der anvendes af forskriftsudvalget.

8. tidsintervallerne mellem beretningerne

Det foreslås at forlænge tidsintervallet mellem de beretninger, der skal forelægges for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, til fire år (i stedet for de nuværende to år).

Dette punkt er omhandlet i beslutningsforslagets artikel 1, stk. 6.

Denne forlængelse af tidsintervallet foreslås, fordi Kommissionen siden 1995 systematisk har forelagt en årlig beretning om transeuropæiske net (fælles beretning om transport-, telekommunikations- og energisektoren) for de samme fællesskabsinstitutioner.

Denne årlige TEN-beretning indeholder en redegørelse for de vigtigste begivenheder med hensyn til TEN-politikken og de prioriterede projekter samt for de finansielle interventioner inden for alle tre sektorer.

Bilag: 4 oversigter.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>