1.

Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde skal for det første fortolkes således, at denne bestemmelse kun er rettet mod de kompetente myndigheder i EØS-staterne, og at der deri forskrives en pligt for EØS-staterne til at foretage en revision for at sikre, at eventuelle forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikararbejde er begrundet. For det andet forpligter bestemmelsen ikke nationale domstole til at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, der indeholder forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikararbejde, som ikke er begrundet i de almene hensyn, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, i direktivet.

2.

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om de i hovedsagen omhandlede foranstaltninger udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til EØS-aftalens artikel 36 for så vidt angår et rekrutteringsbureau, der er etableret i en EØS-stat, og som leverer sine tjenesteydelser til vikarbureauer, der er etableret i en anden EØS-stat, og for så vidt angår de vikarbureauer, der modtager dets tjenesteydelser, eller om eventuelle restriktive virkninger er for usikre og indirekte.

3.

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om de i hovedsagen omhandlede foranstaltninger er indirekte diskriminerende, idet de i sig selv i højere grad kan berøre arbejdstagere, der er statsborgere i andre EØS-stater end arbejdstagere med norsk statsborgerskab. Hvis dette er tilfældet, udgør de omhandlede foranstaltninger en restriktion med hensyn til EØS-aftalens artikel 28, og restriktionen skal kunne begrundes for at være forenelig med nævnte artikel.

4.

Under omstændigheder som omhandlet i hovedsagen, hvor virksomheden, som udøves af et vikarbureau, der er datterselskab af et moderselskab med hjemsted i en anden EØS-stat, er underlagt restriktioner i henhold til national lovgivning, foreligger der en restriktion for etableringsfriheden, som er sikret ved EØS-aftalens artikel 31.

5.

En restriktion af EØS-aftalens artikel 31 under omstændigheder som i hovedsagen kan i princippet være begrundet i tvingende almene hensyn til især beskyttelse af vikaransatte og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen eller i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug. Det tilkommer den forelæggende ret at identificere de formål, der faktisk forfølges med de i hovedsagen omhandlede foranstaltninger.

6.

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om de i hovedsagen omhandlede foranstaltninger er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet i henhold til EØS-retten. For det første skal den forelæggende ret undersøge, om disse foranstaltninger er egnede til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af de tilstræbte mål. For det andet skal den forelæggende ret efterprøve, om de omhandlede foranstaltninger går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de legitime tilstræbte mål, og om foranstaltningerne kan erstattes af alternative foranstaltninger, der er lige så nyttige, men mindre restriktive i forhold til de grundlæggende friheder, der er sikret ved EØS-aftalen.