EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING

Nr. 147/06/KOL

af 17. maj 2006

om træprogrammet

(»Verdiskapningsprogrammet for tre«)

Norge

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN HAR —

under henvisning til aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1), særlig artikel 61-63 og protokol nr. 26 til aftalen,

under henvisning til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (2), særlig artikel 24 i aftalen og artikel 1, stk. 2, i del I i den dertil knyttede protokol nr. 3,

under henvisning til Tilsynsmyndighedens retningslinjer (3) for anvendelsen og fortolkningen af EØS-aftalens artikel 61 og 62, særlig kapitel 14 og 25, samt gruppefritagelsesforordningerne for henholdsvis uddannelsesstøtte og støtte til små og mellemstore virksomheder samt forordningen om de minimis-støtte (4), og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

1.   Sagsforløb

Ved brev af 1. februar 2005 (ref. nr. 307555) modtog EFTA-Tilsynsmyndigheden (»Tilsynsmyndigheden«) en klage fra en brancheorganisation i den norske murstens- og betonindustri, »byggutengrenser.no« (»klageren«). I klagen, som Tilsynsmyndigheden både modtog og registrerede den 3. februar 2005, hævdede klageren, at den norske stat yder statsstøtte til trækonstruktionsindustrien gennem »Verdiskapningsprogrammet for tre«, også kaldet »Treprogrammet« (i det følgende benævnt »træprogrammet«).

Ved brev af 27. april 2005 (ref. nr. 313418) udbad Tilsynsmyndigheden sig oplysninger fra de norske myndigheder. De norske myndigheder svarede med brev af 27. maj 2005, der blev fremsendt ved brev fra den norske mission ved Den Europæiske Union af 1. juni 2005, som blev modtaget og registreret i Tilsynsmyndigheden den 1. juni 2005 (ref. nr. 323464).

Tilsynsmyndigheden udbad sig yderligere oplysninger ved brev af 31. august 2005 (ref. nr. 323451), som de norske myndigheder besvarede med brev af 29. september 2005, der blev fremsendt ved brev af 3. oktober 2005 fra den norske mission ved Den Europæiske Union, som blev modtaget og registreret i Tilsynsmyndigheden den 5. oktober 2005 (ref. nr. 345465).

Desuden havde Tilsynsmyndigheden og de norske myndigheder i løbet af november og december 2005 og januar 2006 uformelle kontakter både telefonisk og via e-mail angående træprogrammet. De oplysninger, Tilsynsmyndigheden opnåede herigennem, blev bekræftet af de norske myndigheder i et brev af 3. marts 2006, fremsendt ved brev af 8. marts 2006 fra den norske mission ved Den Europæiske Union og modtaget og registreret i Tilsynsmyndigheden den 9. marts 2006 (ref. nr. 365992).

2.   Beskrivelse af foranstaltningerne

2.1   Træprogrammets formål og forvaltning ifølge lovforarbejderne

Træprogrammets formål er nedfældet i en hvidbog fra regeringen til stortinget om værdiskabelse og udnyttelse af mulighederne inden for skovsektoren (St. meld. nr. 17 (1998-99) »Verdiskapning og miljø — muligheter i skogssektoren«) — i det følgende benævnt »hvidbogen«.

Denne hvidbog tog sigte på at få formuleret en overordnet politik for en rationel og bæredygtig udnyttelse af skovressourcerne og øge skovbrugets bidrag til den norske nationaløkonomi og den almindelige samfundsudvikling i Norge. Den indeholdt forslag om en række forskellige foranstaltninger til virkeliggørelse af dette mål — og en af disse foranstaltninger var træprogrammet. I den forbindelse blev det i hvidbogen foreslået, at man indførte en femårig ordning til fremme af værdiskabelsen inden for skovbrug og (træ-)forarbejdningsindustrien. Mere specifikt skulle træprogrammet ifølge hvidbogen tage sigte på at øge værdiskabelsen inden for skovbruget og forædlingsindustrien og øge skovbrugssektorens bidrag til mere bæredygtig produktion og forbrug (5). Inden for rammerne af disse mål skulle der især satses på at (i) forbedre af forædlingen af træ, (ii) øge brugen af træmaterialer og (iii) forbedre relationerne inden for hele værdikæden mellem skov og marked (6). Desuden anføres det i hvidbogen, at programmet bl.a. skal fokusere på de muligheder, som ligger i produktudvikling, design og arkitektur, og bane vej for, at træmaterialer i højere grad end i dag bliver opfattet som et attraktivt materiale med brede anvendelsesmuligheder (7). Endelig blev det i hvidbogen mere generelt understreget, at målet om en øget værdiskabelse inden for træforædling skal virkeliggøres internt (dvs. i Norge) (8).

Rammerne om træprogrammet blev uddybet nærmere i en indstilling fra et stående stortingsudvalg til stortinget (Innst. S. nr. 208 (1998-1999)) af 3. juni 1999 (»indstillingen«). I indstillingen foreslås det bl.a., at der nedsættes en arbejdsgruppe til formulering af det nye programs strategi og fastlæggelse af dets implementering og finansieringsbehov.

Kort tid efter, i juli 1999, blev der nedsat en »arbejdsgruppe«, der bl.a. bestod af repræsentanter for landbrugsministeriet, brancheorganisationer for henholdsvis trælastproducenter og skovejere, forsknings- og udviklingsinstitutter samt virksomheder i sektoren. Arbejdsgruppen udsendte den 14. april 2000 en rapport (»arbejdsgrupperapporten«) om træprogrammets indhold, tilrettelæggelse og finansiering samt om spørgsmålet om, hvorvidt sektorrelevante organisationer skulle opfordres til at deltage.

I arbejdsgrupperapporten henvises der til træprogrammets overordnede mål som anført i hvidbogen og de mål, som programmet skal fokusere på (forbedring af træforædlingen, øget brug af træmaterialer og forbedring af relationerne inden for hele værdikæden mellem skov og marked) (9). I rapporten betones det endvidere, at ordningen kun bør være rettet mod forædlingskæden mellem skovbruget og den mekaniske forædlingsindustri, men også bør omfatte levering af råmaterialer til den træforarbejdende industri (f.eks. for at forbedre kvaliteten, præcisionen og overholdelsen af leveringsfristerne) (10). Desuden anføres det i rapporten, at et af målene er, at træprogrammet er rettet mod norske træressourcer, og at forbedringerne skabes inden for den norske (træ-)forædling.

Ifølge arbejdsgrupperapporten skal ansvaret for forvaltningen og implementeringen af træprogrammet ligge hos i) »Statens nærings- og distriktsutviklingsfond« (»SND«) (som efter en reorganisering fra 1. januar 2004 nu hedder »Innovasjon Norge« og (ii) en forvaltningsgruppe bestående af aktører på markedet udpeget af landbrugsministeriet (11).

Forvaltningsgruppens opgave skal bestå i at sikre værdikædens engagement i programmet, kontrollere, at de aktiviteter, der gennemføres under ordningen, stemmer overens med dens mål og strategi, udvikle strategien og omsætte den til konkret handling, fastlægge den overordnede prioritering (bl.a. med hensyn til målområder eller målgrupper), og bidrage til udviklingen af nye strategiske initiativer og aktiv kommunikation for at fremme initiativ og engagement. Forvaltningsgruppen skal også tilgodese de deltagende virksomheders interesser. I arbejdsgrupperapporten beskrives det, hvordan disse virksomheder — via forvaltningsgruppen — skal spille en central rolle i den strategiske udvikling af programmet, således at virksomhederne inddrages aktivt i programmets udvikling og gennemførelse. Forvaltningsgruppen skal udarbejde årlige rapporter om gennemførelsen af disse aktiviteter og programmets udvikling. Rapporterne skal indgives til landbrugsministeriet og udgør grundlaget såvel for opstilling af budgettet i ministeriet som for opstillingen af retningslinjer for SND (12).

Endelig fremgår det af arbejdsgrupperapporten, at mens initiativerne i startfasen skal være baseret på finansiering fra træprogrammet, skal finansieringen siden hen komme fra aktørerne, der skal påtage sig ansvaret for projekterne (13). Alle foranstaltninger skal iværksættes i form af projekter, og projektforslag evalueres i lyset af deres finansiering og de relevante mål og kriterier i træprogrammet.

2.2   Hjemmel og årligt budget

Af statsbudgettet fremgår det, at træprogrammet finansieres af landbrugsministeriet (som siden 30. september 2004 har heddet landbrugs- og fødevareministeriet (Landbruks- og maddepartementet)) gennem årlige tildelinger fra statsbudgettet. De nærmere vilkår for finansieringen af træprogrammet er fastlagt i regeringens budgetforslag til stortinget for 2000 (St. prp. nr. 1 (1999-2000)), hvor finansieringen af træprogrammet figurerede i kapitel 1142 under post 71 (14).

I de følgende års statsbudgetter var der afsat beløb til træprogrammet for årene 2001, 2002, 2003, 2004 og 2005 (15). I de første fire år (fra og med 2000 til og med 2003) var der opført øremærkede bevillinger til træprogrammet under post 71 i kapitel 1142 på statsbudgettet, mens bevillingerne til træprogrammet i de sidste to år (2004 og 2005) var opført under post 71 i kapitel 1149 på statsbudgettet.

I et brev af 29. september 2005 meddelte de norske myndigheder Tilsynsmyndigheden, at budgetterne for træprogrammet så således ud for finansårene 2000-2005:

År	Budget, mio. NOK	Tilsagn, mio. NOK
2000	17	8,8
2001	25	25,7
2002	20	18,0
2003	36	39,4
2004	35	28,3
2005	33	(foreligger endnu ikke)
I alt	166	—

Der er udbetalt tilskud inden for tre år, efter at der blev givet et tilsagn, og efter at støttemodtageren havde afsluttet projektet. Hvis budgettet for et bestemt år ikke blev brugt op, kunne det overskydende beløb overføres til det efterfølgende år. Det samlede beløb for afgivne tilsagn i et bestemt år kan derfor være højere end budgetbeløbet for samme år.

Under træprogrammet ydes der tilskud på betingelse af, at modtagerne også bidrager med finansiering og arbejdskraft (16). Der gælder ikke noget generelt mindstekrav for medfinansieringen, idet medfinansieringsandelen afhænger af projektets mål og karakter. De norske myndigheder har dog udtalt, at eftersom støtten fra træprogrammet ydes i overensstemmelse med de støtteintensiteter, der er fastsat i statsstøtteretningslinjerne — der ifølge en tabel opstillet af de norske myndigheder hjemler støtte på maksimalt 75 % af de støtteberettigede omkostninger — dækkes den resterende del af medfinansiering. Der kan dog også ydes fuld finansiering fra træprogrammet til projekter, der er rettet mod træsektoren generelt, og hvor foranstaltningen (ifølge de norske myndigheder) ikke gennemføres af enkeltvirksomheder og kun giver enkeltvirksomheder en begrænset fordel. Et af de eksempler herpå, som de norske myndigheder henviser til, drejer sig om et tilskud på 125 000 NOK til Norsk Treteknisk Institutt i forbindelse med et projekt, der drejede sig om produktudvikling inden for afhøvlede paneler til internt brug. De norske myndigheder udtalte, at resultaterne heraf er tilgængelige for instituttets medlemsvirksomheder, og at der generelt er adgang til en stor del af Norsk Treteknisk Institutts information via instituttets bibliotek.

De norske myndigheder har påpeget, at selv om projekterne medfinansieres, er det klart, at de pågældende aktiviteter/projekter ikke ville være blevet gennemført, hvis der ikke blev ydet tilskud fra træprogrammet. Tilskuddene fra træprogrammet er målrettet mod at udløse (eller tilskynde til) bidrag og ressourcer fra de aktører, der kan tænkes at ville iværksætte projekter, der falder inden for rammerne af træprogrammets målsætning (17).

2.3   Støttemodtagerne

Ifølge arbejdsgrupperapporten skulle træprogrammet være rettet mod virksomheder og andre aktører med konkrete projekter, der falder inden for rammerne af programmets strategi og område og bidrager til øget værdiskabelse (18).

De norske myndigheder har tillige specificeret, at træprogrammet er åbent for alle relevante industrier (betegnet som »den træmekaniske sektor og en række forskellige virksomheder«), der kan bidrage til at virkeliggøre målene for træprogrammet, som f.eks. virksomheder, der undersøger brugen af træ i kombination med andre materialer. Inden for disse parametre er programmet åbent for privatpersoner, virksomheder, myndigheder, organisationer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, uanset i hvilket land de er etableret.

De norske myndigheder har udleveret to lister til Tilsynsmyndigheden over de beløb, der er ydet under træprogrammet. Den første liste indeholder en oversigt over beløb ydet til modtagerne efter tilsagn i perioden 2000-2004 (»Liste 1« med oversigt over tilskud). Den anden liste omfatter også tilsagn givet i perioden 2000-2004, men indeholder også andre oplysninger, bl.a. om beløb, der er blevet »annulleret« og om de faktiske udbetalinger til modtagerne (»Liste 2 med oversigt over tilskud«).

2.4   Støtteberettigede udgifter og støtteintensitet

De norske myndigheder har generelt udtalt, at tilskuddene fra træprogrammet er ydet i overensstemmelse med statsstøtteretningslinjerne, bl.a. kapitel 14 om støtte til forskning og udvikling og kapitel 25 om regionalstøtte, eller i overensstemmelse med gruppefritagelserne for støtte til små og mellemstore virksomheder (»SMV-gruppefritagelsen«) eller for uddannelsesstøtte (»udannelsesgruppefritagelsen«), medmindre støtten opfyldte betingelserne for at blive anset som de minimis-støtte efter det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne eller den efterfølgende forordning om de minimis-støtte (»de minimis-forordningen«) (19).

De norske myndigheder har mere specifikt udtalt, at træprogrammet ikke finansierer »… hverken investeringer i faste eller immaterielle aktiver eller ordinære aktiviteter, der indgår i den daglige drift«, men at »træprogrammet kan finansiere konsulentbistand til kompetenceudvikling og netværksopbygning, produkt- og procesudvikling og lignende«. I den sammenhæng fremgår det af arbejdsgrupperapporten, at »træprogrammet skal finansiere »bløde« investeringer, det vil sige kompetenceudvikling, netværksopbygning, produkt- og procesudvikling (men ikke maskiner), kommunikationsløsninger, herunder it-infrastruktur (men ikke maskiner), markedsudvikling og lignende. Programmet skal normalt ikke bidrage med støtte til fysiske investeringer«  (20).

Hvad de støtteberettigede udgifter angår, har de norske myndigheder udtalt, at tilskud fra træprogrammet ydes til projekter, der »… bidrager til virkeliggørelse af målene inden for rammerne af træprogrammets strategi og områder«, og som udløser innovation. Hvad strategierne angår, fremgår det af arbejdsgrupperapporten, at målene med træprogrammet skal virkeliggøres gennem nedennævnte tre strategier. Hver af strategierne skal implementeres gennem de aktiviteter, der er anført under hver strategi (21). Omkostningerne ved disse aktiviteter er derfor støtteberettigede under træprogrammet.

Specielt med hensyn til forskning og udvikling har de norske myndigheder udtalt, at eftersom der i forarbejderne til træprogrammet ikke opstilles nogen betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan ydes tilskud til forsknings- og udviklingsprojekter, har sagsbehandlerne vurderet de enkelte projekter fra sag til sag på grundlag af ansøgernes projektbeskrivelse og kapitel 14 i statsstøtteretningslinjerne. I den forbindelse har de norske myndigheder oplyst, at de støtteberettigede udgifter kunne omfatte personaleudgifter (forskere, teknikere og støttepersonale, der udelukkende arbejder med forsknings- og udviklingsaktiviteten), instrumenter, udstyr, arbejdslokaler og bygninger (der permanent og udelukkende anvendes til forsknings- og udviklingsaktiviteten), konsulentbistand og lignende tjenester (udelukkende til brug for forsknings- og udviklingsaktiviteten) samt administrationsudgifter i direkte tilknytning til forsknings- og udviklingsaktiviteten. Andre støtteberettigede udgifter kunne være f.eks. udgifter til materialer, leverancer osv. direkte knyttet til forsknings- og udviklingsaktiviteten.

De norske myndigheder har udtalt, at »når der ydes støtte til konsulentbistand, ligger støtteintensiteten inden for loftet på 50 % af de støtteberettigede udgifter, og til udviklingsprojekter (F&U) ydes der støtte på op til 35/24 % af de støtteberettigede udgifter, alt efter modtagerens størrelse«. Myndighederne har siden tilføjet, at det antages, at loftet over støtteintensiteten skal være på 50 %, når der er tale om projekter rettet mod virksomheder, og i de tilfælde, hvor støtteintensiteten har oversteget 50 %, har der været tale om projekter med et generelt og alment sigte, hvor de norske myndigheder har fundet, at tilskuddet ikke udgjorde ulovlig statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61 eller opfyldte betingelserne for at blive betragtet som de minimis-støtte. De norske myndigheder har dog også (i relation til medfinansiering) nævnt en maksimal støtteintensitet på 75 %, dog uden at henvise til noget konkret sæt retningslinjer (22).

De norske myndigheder har fastholdt, at tilskuddene fra træprogrammet er ydet inden for de lofter, der fremgår af nedenstående tabel, som ifølge de norske myndigheder indeholder en oversigt over tidligere anmeldte og godkendte ordninger.

—	( ) angiver, at programmet kun i særlige tilfælde er relevant for de angivne formål og/eller virksomhedstyper

—	Tilskud på op til 100 000 EUR kan ydes under alle programmer på grundlag af de minimis-reglen

Foranstaltning — Program	Formål	SMV (< 250 ansatte og to andre kriterier)		Store virksomheder
		Små virksomheder (< 50 ansatte og to andre kriterier)	Mellemstore virksomheder (< 250 ansatte og to andre kriterier)
Landsdækkende innovationsprogram	Investeringer	15 %	7,5 %	0
	»Blød« støtte	50 %		0
	Uddannelsesstøtte (ydes for øjeblikket ikke af LI)	(Specifikt/generelt — 35 %/70 %)		(Specifikt/generelt — 25 %/50 %)
	F&U:
	— Udviklingsaktiviteter med henblik på markedsføring	35 %		25 %
	Tekniske forundersøgelser	75 %		50 %
	— (Individuel forskning, tekniske forundersøgelser)	(60 %/75 %)		(50 %/75 %)
OF&U/IF&U	F&U:
	— Udviklingsaktiviteter med henblik på markedsføring	35 % (regionalstøtteområde + 5 %)		25 % (regionalstøtteområde + 5 %)
	Tekniske forundersøgelser	75 %		50 %
	— (Individuel forskning, tekniske forundersøgelser)	(60 %/75 %)		(50 %/75 %)
Distriktsudviklingstilskud	Investeringer:
	— Zone A	30 %		25 %
	B	25 %		20 %
	C	20 % (25 %) (23)		10 % (15 %)
	»Blød« støtte	50 %		0
	Uddannelsesstøtte	Specifikt/generelt — 40 %/75 %		Specifikt/generelt — 30 %/55 %
	F&U:
	— Udviklingsaktiviteter med henblik på markedsføring	40 %		30 %
	Tekniske forundersøgelser	75 %
	— (Individuel forskning, tekniske forundersøgelser)	(65 %/75 %)		55 % (55 %/75 %)
Innovation og omstilling	Investeringer:			0
	— Uden for reg.område	15 %	7,5 %
	— Inden for reg.område	Zone A: 30 %, B: 25 % og C: 20 % (25 %) (24)		Zone A: 25 %, B: 20 % og C: 10 % (15 %)
	»Blød« støtte:
	— Uden for reg.område	50 %
	— Inden for reg.område	50 %
	Uddannelsesstøtte:
	— Uden for reg.område	Specifikt/generelt — 35 %/70 %		Specifikt/generelt — 25 %/50 %
	— Inden for reg.område	Specifikt/generelt — 40 %/75 %		Specifikt/generelt — 30 %/55 %
	F&U:
	Uden for reg. område:
	— Udviklingsaktiviteter med henblik på markedsføring	35 %		25 %
	Tekniske forundersøgelser	75 %		50 %
	— (Individuel forskning, tekniske forundersøgelser)	(60 %/75 %)		(50 %/75 %)
	Inden for reg.område:
	— Udviklingsaktiviteter med henblik på markedsføring	40 %		30 %
	Tekniske forundersøgelser	75 %		55 %
	— (Individuel forskning, tekniske forundersøgelser)	(65 %/75 %)		(55 %/75 %)
Etableringstilskud	De minimis-støtte	Maks. 400 000 NOK (i særlige tilfælde mere, men højst 1 000 EUR)

Udtrykket »zone« refererer til områder, der er regionalstøtteberettigede jf. Tilsynsmyndighedens beslutning om Norges regionalstøttekort (25).

2.5   De minimis-støtte

Hvad de minimis-støtten angår, har de norske myndigheder udleveret en liste over, hvem der efter deres opfattelse har modtaget tilskud fra træprogrammet, der opfylder betingelserne for at blive betragtet som de minimis-støtte (»de minimis-listen«). De norske myndigheder har i den sammenhæng pointeret, at det er den dato, hvor myndighederne gav tilsagnet, der er afgørende for, om det er det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne angående de minimis-reglen eller den efterfølgende de minimis-forordning, der finder anvendelse på det konkrete tilskud. Myndighederne har desuden forklaret, at hvor der er ydet tilskud som de minimis-støtte, har det tilsagn, som modtageren har fået tilsendt, indeholdt en henvisning til de minimis-loftet og tidspunktet såvel som modtagerens pligt til at oplyse om støtte modtaget fra andre kilder inden for de seneste tre år regnet fra det tidspunkt, hvor tilskudstilsagnet blev givet (26).

2.6   Programmets indførelse og varighed

De norske myndigheder har oplyst, at træprogrammet blev iværksat pr. 1. juli 2000 (hvilket er den dato, fra hvilken der kunne ansøges om tilskud) og skulle være i kraft i fem år (27). Det er også, hvad der står i bemærkningerne til budgetforslaget i St. prp. nr. 1 (2000-2001), hvoraf det fremgår, at træprogrammet trådte i kraft i andet halvår 2000.

2.7   Handelen med trævarer

Af regeringens hvidbog til stortinget om værdiskabelse og muligheder i skovsektoren fremgår det, at Norge eksporterer sine træprodukter til EU. I den sammenhæng anføres det specielt i kapitel 4.3. i hvidbogen, at »Norge eksporterer ca. 85-90 % av produksjonen av tremasse og papirprodukter og ca. 35 % av trelast-produksjonen. Leveransene til EU-land utgjør henholdsvis 70 % og 90 % av eksporten. Eventuelle strategier eller politiske vedtak innen EU som kan påvirke EUs import av skogindustriprodukter vil kunne få store konsekvenser for den norske skogsektoren«  (28). Af Eurostat-statistikker fremgår det desuden, at der foregår en livlig samhandel med træprodukter inden for EU (29). Og endelig fremgår det af statistikker fra Norges Statistisk Sentralbyrå, at Norge også importerer betydelige mængder tømmer, forædlet træ og træprodukter (»Tømmer, trelast og kork...«) fra EU (30).

II.   VURDERING

1.   Statsstøtte

Tilsynsmyndigheden finder som udgangspunkt, at træprogrammet falder ind under EØS-aftalens anvendelsesområde. Dette beror på, at det af EØS-aftalens artikel 8, stk. 3, følger, at EØS-aftalen finder anvendelse på varer, der er opført i kapitel 25-97 i det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, og at træ og træprodukter er opført i systemets kapitel 44. Da der under træprogrammet ydes tilskud til træforædlingsindustrien og dertil knyttede træforarbejdende industrier, er det Tilsynsmyndighedens opfattelse, at programmet falder ind under EØS-aftalen.

1.1   Statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1

EØS aftalens artikel 61, stk. 1, fastsætter, at »bortset fra de i denne aftale hjemlede undtagelser er støtte, som ydes af EF-medlemsstater, EFTA-stater eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelige med denne aftale i det omfang, den påvirker samhandelen mellem de kontraherende parter«.

For at kunne betragtes som statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, skal en foranstaltning opfylde samtlige af følgende fire betingelser: Foranstaltningen skal (i) give modtagerne en økonomisk fordel, som de ikke opnår som led i deres normale aktiviteter, (ii) denne fordel skal gives dem af staten eller med statsmidler og skal (iii) være selektiv ved at begunstige bestemte virksomheder eller produktionen af bestemte varer og (iv) fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem kontraherende parter. I det følgende tages der stilling til, om de fire kumulative betingelser er opfyldt i denne sag.

1.2   Økonomisk fordel

Foranstaltningen skal give modtagerne en økonomisk fordel, som de ikke ville have opnået under normale omstændigheder.

Inden for rammerne af træprogrammet yder de norske myndigheder tilskud til virksomheder, myndigheder, organisationer osv., der kan bidrage til at virkeliggøre programmets mål. De tilskudsmodtagende virksomheder opnår en økonomisk fordel i form af et tilskud, som de ikke ville have opnået under normale omstændigheder.

1.3   Statsmidler

Fordelen skal være ydet af staten eller med statsmidler.

De tilskud, der ydes under træprogrammet, finansieres af landbrugsministeriet (der siden 30. september 2004 har heddet landbrugs- og fødevareministeriet) og finansieres følgelig med statsmidler.

1.4   Begunstigelse af visse virksomheder eller visse produktioner

Foranstaltningen skal begunstige bestemte varer eller bestemte produktioner.

Af de forskellige lovforarbejder (bl.a. hvidbogen, indstillingen og arbejdsgrupperapporten), der lå til grund for statsbudgetterne og indførelsen af træprogrammet, fremgår det, at programmet tager sigte på at forbedre værdiskabelsen inden for (i) træforædling og (ii) relationerne i hele værdikæden fra skov til marked (hvilket omfatter levering af råmaterialer til den træforarbejdende industri), kombineret med et generelt mål om at øge brugen af træ og træbaserede produkter.

Der ydes således kun tilskud fra træprogrammet, når det skønnes at kunne gavne træforædlingssektoren og de dertil knyttede industrier såvel som råmaterialeforsyningen til disse industrier. Træprogrammet begunstiger derfor virksomheder i træindustrien og har følgelig en selektiv karakter. I den forbindelse har EF-Domstolen statueret, at en foranstaltning kan være selektiv, også selv om den omfatter (virksomhederne i) en hel sektor (31).

Det bemærkes, at selv om der også kan ydes tilskud fra træprogrammet til virksomheder i andre industrigrene (f.eks. industrigrene, der bruger træ sammen med andre materialer), er der kun tale om industrigrene, der kan bidrage til virkeliggørelsen af programmets overordnede mål, som er at forbedre værdiskabelsen inden for træforædling. Tilsynsmyndigheden finder derfor, at denne mulighed i sidste ende også tager sigte på at begunstige virksomheder i træforædlingsindustrien og dertil knyttede træforarbejdende industrier.

1.5   Fordrejning af konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem kontraherende parter

Foranstaltningen skal fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem kontraherende parter.

Inden for rammerne af træprogrammet yder de norske myndigheder tilskud til virksomheder i træforædlingsindustrien (og dertil knyttede industrier). Den norske industri eksporter en stor del af sit tømmer og sine forædlede træprodukter (op til 90 %) til andre EØS-lande, hvor der foregår en omfattende samhandel med træprodukter. Desuden importerer Norge også tømmer, forarbejdet træ og træprodukter fra EU. Under disse omstændigheder vil ydelsen af tilskud til virksomheder styrke modtagernes stilling i forhold til konkurrerende virksomheder i træforædlingsindustrien (og den dertil knyttede industri) beliggende i Norge eller i andre EØS-lande. Eftersom træ blot er et af de råmaterialer, der bruges i byggeindustrien, vil tilskud ydet fra træprogrammet til byggevirksomheder desuden styrke og forstærke deres stilling i forhold til deres konkurrenter i byggesektoren (32).

Tilsynsmyndigheden finder på grundlag heraf, at ydelsen af finansiel støtte til virksomheder inden for rammerne af træprogrammet vil fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen.

1.6   Konklusion

I lyset af det ovenstående har Tilsynsmyndigheden draget den foreløbige konklusion, at træprogrammet opfylder betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og følgelig indebærer statsstøtte. Tilsynsmyndigheden finder også, at da træprogrammet er en retsakt, der hjemler ydelse af individuelle tilskud til de i retsakten definerede virksomheder, uden at yderligere gennemførelsesbestemmelser er nødvendige, er den at betragte som en støtteordning som defineret i artikel 1, litra d), i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

2   Støttens forenelighed

Tilsynsmyndigheden har draget den foreløbige konklusion, at træprogrammet opfylder betingelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og følgelig indebærer statsstøtte, og der må derefter tages stilling til, om træprogrammet kan anses for at være foreneligt med EØS-aftalen efter aftalens artikel 61, stk. 2 eller stk. 3.

2.1   Forenelighed med EØS-aftalens artikel 61, stk. 2

Ingen af undtagelserne i EØS-aftalens artikel 61, stk. 2, ser ud til at kunne gælde i denne sag, eftersom træprogrammet ikke tager sigte på de heri fastsatte mål.

2.2   Forenelighed med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3

En statsstøtteforanstaltning anses for at være forenelig med EØS-aftalen efter aftalens artikel 61, stk. 3, litra a), når den tager sigte på at fremme den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der er alvorlig underbeskæftigelse. Da det norske regionalstøttekort imidlertid ikke har fastlagt sådanne områder, er denne bestemmelse ikke relevant (33).

Desuden finder undtagelsesbestemmelsen i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b), ikke anvendelse, eftersom den statsstøtte, der ydes under træprogrammet, ikke tager sigte på at fremme gennemførelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den norske økonomi.

Undtagelsesbestemmelsen i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), ifølge hvilken statsstøtte, der fremmer udviklingen af visse økonomiske aktiviteter eller økonomiske regioner og ikke påvirker handelsvilkårene på en måde, der er i strid med den fælles interesse, kan anses for forenelig med EØS-aftalen, vil derimod muligvis kunne finde anvendelse.

Efter denne undtagelsesbestemmelse er virksomheder støtteberettigede, hvis de er etableret i bestemte regioner defineret på det ovennævnte norske statsstøttekort, og hvis betingelserne i kapitel 25 i statsstøtteretningslinjerne er opfyldt. Dokumenterne om indførelsen af træprogrammet (statsbudgetterne, hvidbogen, arbejdsgrupperapporten osv.) henviser imidlertid ingen steder til regionalstøttekortet for Norge eller betingelserne i kapitel 25 i statsstøtteretningslinjerne.

De norske myndigheder har imidlertid oplyst, at træprogrammet (i praksis) er blevet implementeret på grundlag af de (regionalstøtte-)lofter, der er angivet i tabellen med overskriften »Bilag nr. 3 Oversigt — finansieringssatser i træprogrammet« (gengivet i afsnit 2.4. i del I — Sagsfremstilling). Tilsynsmyndigheden bemærker dog, at denne tabel ikke indeholder nogen supplerende oplysninger om anvendelsen af disse lofter og bl.a. ingen beskrivelse af, hvad der er støtteberettigede udgifter. Tilsynsmyndigheden kan derfor ikke forvisse sig om, at tilskud ydet under træprogrammet stemmer overens med og er forenelige med kapitel 25 i statsstøtteretningslinjerne.

Ifølge kapitel 14 i statsstøtteretningslinjerne kan forsknings- og udviklingsstøtte til virksomheder anses for at være forenelig med EØS-aftalen efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c). Kapitel 14 giver en definition af forskellige former for forskning og udvikling, bl.a. »grundforskning«, »industriel forskning« og»udviklingsaktiviteter forud for det kommercielle stadium« og fastlægger de støtteintensiteter, der gælder for dem.

Dokumenterne om indførelsen og implementeringen af træprogrammet indeholder imidlertid ingen definitioner eller krav, hvad angår de former for forskning og udvikling, hvortil der kan ydes støtte, og heller ingen beskrivelse af, hvilke udgifter der anses for at være støtteberettigede og intet loft over den maksimale støtte, der kan ydes.

De norske myndigheder har udtalt, at støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter (i praksis) er blevet ydet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 14 i statsstøtteretningslinjerne, og at forsknings- og udviklingsprojekter finansieres med op til 35/25 % af de støtteberettigede udgifter, afhængigt af støttemodtagerens størrelse. De norske myndigheder har dog også nævnt andre støtteintensiteter, f.eks. 50 %, hvor de finansierede projekter var rettet mod virksomheder, og 100 %, hvor tilskuddet ansås ikke at udgøre statsstøtte, enten fordi projektet ikke kunne tilskrives nogen enkelt virksomhed eller opfyldte betingelserne for de minimis-støtte (34). I forbindelse med medfinansiering har de norske myndigheder desuden også nævnt en maksimal støtteintensitet på 75 %.

Hvad de støtteberettigede udgifter angår, har de norske myndigheder udtalt, at de kan omfatte udgifter til personale, instrumenter, udstyr, lokaler, bygninger osv. Selv om der er tale om udgifter, der ifølge kapitel 14.6 i statsstøtteretningslinjerne er støtteberettigede, erindrer Tilsynsmyndigheden om, at der under træprogrammet også vil kunne ydes tilskud til dækning af en række andre former for udgifter, bl.a. til kampagner, informationsformidling, etablering af internetportaler og netværker, mødesteder for bestemte grupper, udviklingsprojekter fokuseret på værdiskabelse og logistisk- og digitaliseringssystemer.

I lyset af det ovenstående er Tilsynsmyndigheden ikke i stand til at forvisse sig om, at de tilskud, der er ydet inden for rammerne af træprogrammet, er ydet i overensstemmelse med kapitel 14 i statsstøtteretningslinjerne angående forsknings- og udviklingsstøtte.

Støtte ydet i overensstemmelse med gruppefritagelsesforordningerne for SMV- og/eller uddannelsesstøtte anses for at være forenelig med EØS-aftalen og er fritaget for anmeldelsespligten, forudsat at støtteordningen opfylder alle betingelserne i den relevante gruppefritagelsesforordning og indeholder en udtrykkelig henvisning hertil (der skal henvises til forordningens titel og publikationsreferencen til EF-Tidende (nu EU-Tidende)) (35).

Hverken statsbudgetterne, arbejdsgrupperapporten eller nogen af de andre forarbejder til træprogrammet indeholder imidlertid nogen henvisning til gruppefritagelsesforordningen for SMV-støtte eller gruppefritagelsesforordningen for uddannelsesstøtte. Desuden har Tilsynsmyndigheden ikke fra de norske myndigheder modtaget nogen oplysninger om anvendelse af nogen af gruppefritagelsesforordningerne til offentliggørelse i EU-Tidende.

På grundlag heraf er det Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse, at de norske myndigheder ikke har opfyldt de formelle krav i gruppefritagelsesforordningerne i relation til træprogrammet.

Tilsynsmyndigheden kan tage stilling til træprogrammet direkte på grundlag af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), i lyset af de materielle principper, der er opstillet i gruppefritagelsesforordningerne for SMV- og for uddannelsesstøtte, når den skal afgøre, om træprogrammet kan anses for at være foreneligt med EØS-aftalen.

Hverken statsbudgetterne eller nogen af forarbejderne til træprogrammet indeholder dog nogen bestemmelse om, at der kan ydes støtte til virksomheder, der er at betragte som SMV, eller indeholder nogen definition af dette begreb. De indeholder heller ingen bestemmelse om ydelse af støtte til uddannelse eller nogen definition heraf.

De norske myndigheder har på den anden side udtalt, at træprogrammet (i praksis) er blevet implementeret på grundlag af de lofter, der er angivet i tabellen med overskriften »Bilag nr. 2 — Oversigt — finansieringssatser for træprogrammet« (se afsnit 2.4 i del I »Sagsfremstilling«). Denne tabel indeholder imidlertid ingen yderligere oplysninger om lofternes anvendelse, og specielt ingen beskrivelse af, hvad der er støtteberettigede udgifter. Tilsynsmyndigheden kan derfor ikke forvisse sig om, at tilskud ydet inden for rammerne af træprogrammet er blevet ydet på grundlag af en praksis, der stemmer overens med de materielle principper for støtte til SMV.

På grundlag heraf er det Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse, at selv under hensyn til de materielle principper, der er fastsat i gruppefritagelsesforordningerne, nærer Tilsynsmyndigheden tvivl om, at træprogrammet er foreneligt med EØS-aftalen efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c).

2.3   Konklusioner

Eftersom Tilsynsmyndigheden ikke kan fastslå, at træprogrammet opfylder betingelserne i nogen af undtagelsesbestemmelserne i EØS-aftalen, nærer Tilsynsmyndigheden tvivl om, at træprogrammet kan anses for at være foreneligt med EØS-aftalen.

De dokumenter, Tilsynsmyndigheden har fået forelagt om indførelsen og implementeringen af træprogrammet, indeholder ikke tilstrækkeligt konkrete definitioner af, hvilken type projekter der kan ydes tilskud til, beskrivelser af de støtteberettigede udgifter eller lofter over den maksimale støtte, der kan ydes. Men de norske myndigheder har muligvis en administrativ praksis, der bevirker, at træprogrammet gennemføres i overensstemmelse med statsstøtteretningslinjerne og de materielle principper i gruppefritagelsesforordningerne. I lyset heraf opfordres de norske myndigheder til at fremlægge enhver oplysning, der kan dokumentere, at der er udstedt interne instrukser eller andre autoritative ordrer om gennemførelsen af træprogrammet i overensstemmelse med principperne i statsstøtteretningslinjerne eller materielle principper i gruppefritagelsesforordningen.

Tilsynsmyndigheden vil imidlertid gerne understrege, at selv hvis en sådan administrativ praksis kan dokumenteres, forbeholder Tilsynsmyndigheden sig sin stilling til, om træprogrammet vil kunne anses for at være foreneligt efter artikel 61, stk. 3, litra c), i lyset af, at der inden for rammerne af træprogrammet findes en praksis med at yde tilskud på 100 % til projekter, som af den forvaltende myndighed ikke anses for at udgøre statsstøtte, da den pågældende aktivitet ikke kunne tilskrives nogen enkeltvirksomhed og ansås for kun at ville give en individuel virksomhed en begrænset fordel. I det eksempel, der er nævnt i afsnit 2.2 (i sagsfremstillingen i del I, under »medfinansiering«), hvor træprogrammet finansierede 100 % af omkostningerne ved et udviklingsprojekt, kan det ikke udelukkes, at der var tale om statsstøtte, blot fordi resultaterne blev gjort tilgængelige for »medlemsvirksomheder«. De norske myndigheder opfordres til at fremsende enhver yderligere oplysning, de måtte råde over i forbindelse med denne praksis, herunder også om eksistensen af eventuelle interne instrukser om en sådan implementering af træprogrammet.

3.   De minimis-støtte

De norske myndigheder har gjort gældende, at tilskud ydet på grundlag af konkrete bestemmelser i træprogrammet opfylder betingelserne for at blive betragtet som de minimis-støtte. Ifølge de norske myndigheder indeholder træprogrammet med andre ord bestemmelser angående krav, der — når de er opfyldt — sikrer, at tilskuddene opfylder de minimis-betingelserne.

Disse tilskud vil kunne opfylde betingelserne for de minimis-støtte efter reglerne i det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne eller den efterfølgende de minimis-forordning (der erstattede kapitel 12 med virkning fra 1. februar 2003) (36), hvilket vil indebære, at foranstaltningen ikke indeholder statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, og at den ikke skal anmeldes (37). Da træprogrammet blev implementeret i perioden mellem 1. juli 2000 og udgangen af 2005, er begge sæt de minimis-regler relevante for programmet. Ifølge de norske myndigheder er det den dato, hvor de norske myndigheder gav deres tilsagn, der er afgørende for, om det er det tidligere kapitel 12 i statsstøttereglerne eller den efterfølgende de minimis-forordning, der finder anvendelse på det konkrete tilskud.

I henhold til de minimis-forordningens artikel 3, stk. 1, kan medlemsstaten først yde de minimis-støtte, efter at den har kontrolleret, at støtten ikke medfører, at det samlede de minimis-støttebeløb, som virksomheden modtager, øges i kraft af anden de minimis-støtte modtaget i løbet af de foregående tre år. Det tidligere kapitel 12 i statsstøttereglerne indeholdt en bestemmelse med samme indhold, idet det heri var fastsat, at det skal sikres, at enhver yderligere støtte ydet til samme modtager ikke bevirker, at det samlede støttebeløb kommer op over de minimis-grænsen. I henhold til de minimis-forordningen består en af måderne, hvorpå man kan sikre sig, at de minimis-loftet ikke overskrides, i at indhente udførlige oplysninger fra modtageren herom. Ifølge det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne skulle overholdelsen af de minimis-reglen sikres gennem kontrolforanstaltninger. Efter Tilsynsmyndighedens opfattelse kunne det også ske ved at sikre, at modtageren giver udførlige oplysninger herom.

I forbindelse med træprogrammet har Innovasjon Norge henvist til de minimis-reglerne og meddelt modtagerne, at de har pligt til at oplyse myndighederne om anden de minimis-støtte, de måtte have modtaget i løbet af de tre år, efter at tilsagnet om de minimis-støtten blev givet. Denne informationspligt omfatter imidlertid kun de minimis-støtte modtaget, efter at der er modtaget de minimis-støtte under træprogrammet, og modtagerne har derfor ikke pligt til at oplyse, om de har modtaget nogen anden de minimis-støtte, før de modtog de minimis-støtten fra træprogrammet. Det kan derfor ikke udelukkes, at der er nogle, der har modtaget anden de minimis-støtte, før de modtog tilskud fra træprogrammet, og den samlede støtte vil derfor kunne overskride de minimis-loftet. Tilsynsmyndigheden kan følgelig ikke være sikker på, at støtte, som ifølge de norske myndigheder udgør de minimis-støtte, rent faktisk opfylder betingelserne herfor. Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse er derfor, at de regler i træprogrammet, der muligvis udgør en de minimis-ordning, ikke opfylder de minimis-kravene.

4.   Procedurekrav

I henhold til artikel 1 stk. 3, i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen skal »EFTA-Tilsynsmyndigheden underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil (…). Den pågældende stat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte procedure har ført til endelig beslutning«.

De norske myndigheder har ikke anmeldt træprogrammet til Tilsynsmyndigheden, før de implementerede denne ordning. Tilsynsmyndigheden bemærker, at den ikke har modtaget nogen oplysninger fra de norske myndigheder om, at træprogrammet skulle være en videreførelse af en tidligere ordning, der både i sit indhold og opbygning svarer til træprogrammet. Desuden falder træprogrammet ikke ind under nogen anden støtteordning, som de norske myndigheder har anmeldt til Tilsynsmyndigheden. I lyset af, at Tilsynsmyndigheden har draget den foreløbige konklusion, at træprogrammet indebærer statsstøtte som defineret i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er det Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse, at de norske myndigheder ikke har overholdt anmeldelsespligten efter artikel 1, stk. 3, i del I i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Enhver statsstøtte omfattet af EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, der ikke er blevet anmeldt, skal behandles som »ulovlig statsstøtte« jf. artikel 1, litra f), i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen.

De norske myndigheder opfordres til at bekræfte, at træprogrammet er blevet ophævet med angivelse af datoen for dets ophør.

5.   Konklusion

Ud fra oplysningerne fra de norske myndigheder er det Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse, at træprogrammet udgør statsstøtte efter EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Tilsynsmyndigheden nærer desuden tvivl om, at træprogrammet kan anses for at være foreneligt med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), sammenholdt med kravene i kapitel 14 og 25 i Tilsynsmyndighedens statsstøtteretningslinjer. Det er desuden Tilsynsmyndighedens foreløbige opfattelse, at de norske myndigheder ikke har opfyldt betingelserne i gruppefritagelsesforordningerne om SMV-støtte og uddannelsesstøtte, og at træprogrammet ikke kan godkendes i direkte medfør af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), i lyset af de materielle principper i gruppefritagelsesforordningen. Tilsynsmyndigheden nærer derfor tvivl om, at træprogrammet er foreneligt med EØS-aftalen.

Tilsynsmyndighedens nærer desuden tvivl om, at de regler, efter hvilke de minimis-støtten hævdes at blive ydet, stemmer overens med det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne og de minimis-forordningen.

Som følge heraf har Tilsynsmyndigheden i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, sammenholdt med artikel 4, stk. 4, i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen, pligt til at indlede proceduren efter artikel 1, stk. 2, i del I i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Beslutningen om at indlede proceduren foregriber ikke Tilsynsmyndighedens endelige afgørelse, hvori den vil kunne fastslå, at træprogrammet er foreneligt med EØS-aftalen.

Da træprogrammet ikke er blevet anmeldt til Tilsynsmyndigheden, udgør enhver støtte som defineret i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, der er ydet under træprogrammet, ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen. Af artikel 14 i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen følger, at Tilsynsmyndigheden skal træffe afgørelse om, at ulovlig støtte, der er uforenelig med statsstøttereglerne i EØS-aftalen, skal tilbagesøges fra modtagerne.

I lyset af de ovenstående betragtninger anmoder Tilsynsmyndigheden hermed i overensstemmelse den procedure, der er fastlagt i artikel 1, stk. 2, i del I i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen samt artikel 6, stk. 1, i del II, de norske myndigheder om senest en måned efter modtagelsen af denne beslutning at fremsætte deres bemærkninger og give alle de oplysninger, der kan være relevante for vurderingen af den støtte, der er ydet under træprogrammet —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Tilsynsmyndigheden har i henhold til artikel 1, stk. 2, i del I i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen besluttet at indlede en formel undersøgelsesprocedure mod Norge angående træprogrammet.

Artikel 2

De norske myndigheder anmodes i henhold til artikel 6, stk. 1, i del II i protokol nr. 3 til tilsyns- og domstolsaftalen om senest en måned efter meddelelsen af denne beslutning at fremsætte deres bemærkninger til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure og meddele alle de oplysninger, der kan være relevante for vurderingen af træprogrammet.

Artikel 3

De andre EFTA-stater, EF-medlemsstaterne og andre interesserede parter underrettes gennem offentliggørelsen af denne beslutning på det autentiske sprog, ledsaget af et sammendrag på andre sprog end det autentiske, i EØS-delen af Den Europæiske Unions Tidende og i EØS-tillægget hertil, med opfordring til at fremsætte bemærkninger senest en måned efter offentliggørelsen.

Artikel 4

Denne beslutning er autentisk på engelsk.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Norge.

---

(1)  I det følgende benævnt »EØS-aftalen«.

(2)  I det følgende benævnt »tilsyns- og domstolsaftalen«

(3)  Proceduremæssige og materielle regler i forbindelse med retningslinjerne for fortolkning anvendelse af EØS-aftalens artikel 61 og 62 og artikel 1 i protokol nr. 3 i tilsyns- og domstolsaftalen, vedtaget og udsendt af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19. januar 1994 og offentliggjort i EFT L 231 af 3.9.1994, s. 1, EØS-tillæg nr. 32 af 3.9.1994, s. 1, som senest ændret ved Tilsynsmyndighedens afgørelse nr. 69/06/KOL af 22. marts 2006 om referencesatsen og kalkulationsrenten (»statsstøtteretningslinjerne«).

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 68/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (EFT L 10 af 13.1.2001, s. 20, som ændret ved EUT L 63 af 28.2.2004, s. 20); Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT L 10 af 13.1.2001, s. 33, som ændret ved EUT L 63 af 28.2.2004, s. 22); og Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (EFT L 10 af 13.1.2001, s. 30). Sidstnævnte forordning erstatter det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne (jf. Tilsynsmyndighedens afgørelse nr. 54/96/KOL af 15. maj 1996, EFT L 245 af 25.9.1996, s. 28). Samtlige forordninger blev inkorporeret i bilag 15 (afsnit 1(d)-(f)) til EØS-aftalen ved Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 88/2002 (EFT L 266 af 3.10.2002, s. 56, og EØS-tillæg nr. 49 af 3.10.2002, s. 42) og Det Blandede Udvalgs afgørelse nr. 131/2004 (EUT L 64 af 10.3.2005, s. 67, og EØS-tillæg nr. 12 af 10.3.2005, s. 49).

(5)  Kapitel 7.3.3 i hvidbogen.

(6)  Kapitel 7.3.3 i hvidbogen.

(7)  Kapitel 2.4.1 i hvidbogen.

(8)  Kapitel 6.1.1 i hvidbogen. Hvad angår fokuseringen på norsk industri, hedder det desuden i kapitel 6.1.1. i hvidbogen, at »for å øke verdiskapingen er det vesentlig både å se på mulighetene for å redusere kostnadene i foredling og omsetning, og øke bruken og bedre utnyttelsen av trevirke produsert i Norge«.

(9)  I kapitel 2.1 i arbejdsgrupperapporten defineres den skovbaserede værdikæde (eller skovsektoren) som alle aktører, der er involveret i kæden fra stubben til den endelige bruger. »Skov« betegner leverandørsiden (skovejere og skovejerorganisationer) og driftsleddet (skoventreprenører, herunder terræntransport, tømmermåling og tømmeromsætning, skovkulturarbejder, driftsplanlægning osv.). »Produktion« omfatter enhver forædling af tømmer frem til produkter, der kan bruges af de endelige bruger, men med hovedvægt på den mekaniske forædlingskæde (traditionel forarbejdning i savmøller og høvlerier og videreforarbejdning til døre, trapper og andre bygningsdele såvel som fabrikation af træmøbler, træhuse og håndværksbaserede produktioner). »Markedet« er de endelige brugere, herunder også forskellige handelsled og andre aktører i det træbaserede produktionssystem, f.eks. underleverandører til skovbruget og den skovbrugsbaserede industri.

(10)  Jf. kapitel 1.4 i arbejdsgrupperapporten, hvori det også anføres, at træprogrammet ikke omfatter skovkultur, infrastrukturer, transport, marker, pyntegrønt og bioenergi, som bør tilgodeses med andre statslige foranstaltninger.

(11)  Jf. kapitel 1.5, 6.2 og 6.3 i arbejdsgrupperapporten. Det er også landbrugsministeriet, der definerer forvaltningsgruppens mandat.

(12)  Kapitel 1.5, 6.2 og 6.3 i arbejdsgrupperapporten.

(13)  Kapitel 4.7 i arbejdsgrupperapporten.

(14)  Se også det reviderede budget (St. prp. nr. 61 (1999-2000)). Træprogrammet blev betegnet med forskellige navne, bl.a. »Treprogrammet« og »Verdiskapningsprogrammet for tre« eller med henvisning til den oprindelige indstilling fra stortingsudvalget (Innst. S. nr. 208 (1998-1999)).

(15)  2001: St. prp. nr. 1 (2000-2001) og det reviderede budget (St. prp. nr. 84 (2000-2001)); 2002: St. prp. nr. 1 (2001-2002) og det reviderede budget (St. prp. nr. 1 Tillegg nr. 4 (2001-2002)); 2003: St. prp. nr. 1 (2002-2003) og det reviderede budget (St. prp. nr. 65 (2002-2003)); 2004: St. prp. nr. 1 (2003-2004) og det reviderede budget (St. prp. nr. 63); 2005: St. prp. nr. 1 (2004-2005) og det reviderede budget (St. prp. nr. 65 (2004-2005)).

(16)  Kapitel 1.4 og 7.1 i arbejdsgrupperapporten.

(17)  Kapitel 7.1 i arbejdsgrupperapporten. Se også punkt 3 i kapitel 7.2. i arbejdsgrupperapporten og tredje afsnit i kapitel 4.7, hvor det anføres, at midlerne fra træprogrammet skal tilskynde til projekter.

(18)  Kapitel 4.6 i arbejdsgrupperapporten.

(19)  Forordning nr. 68/2001 (om uddannelsesstøtte), 70/2001 (om små og mellemstore virksomheder) og 69/2001 (om de minimis-støtte). De minimis-forordningen erstattede det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne. Se henvisningerne til alle forordningerne og kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne i fodnote 4.

(20)  Jf. anden bullet i kapitel 7.1. i arbejdsgrupperapporten. De norske myndigheder har tilføjet, at »disse principper er blevet fulgt og meddelt støttemodtagerne«.

(21)  Kapitel 4.1-4.4 og 5 i arbejdsgrupperapporten.

(22)  Se afsnit 2.2 ovenfor.

(23)  Op til 25 %/15 % kan bruges til foranstaltninger, der ventes at få en stærk distriktspolitisk effekt. I distrikterne Vest-Agder, Rogaland og Hordaland må maksimumbeløbene ikke ligge på over 20 %/10 %.

(24)  Op til 25 %/15 % kan bruges til foranstaltninger, der ventes at få en stærk distriktspolitisk effekt. I distrikterne Vest-Agder, Rogaland og Hordaland må maksimumbeløbene ikke ligge på over 20 %/10 %.

(25)  Tilsynsmyndighedens beslutning 327/99/KOL af 16. december 1999 om kortet over støtteberettigede områder og støtteniveauer (Norge).

(26)  Denne oplysningspligt er formuleret således: »EØS-regelverket — opplysningsplikt: Tildelingen av tilskuddet skjer i henhold til reglene for bagatellmessig støtte. Ved eventuelle nye søknader om offentlig støtte (uansett støttekilde) har støttemottaker plikt til å opplyse om dette tilskuddet. Opplysningsplikten gjelder i 3 år fra tilsagnstidspunktet. Støttemottakeren må ikke motta mer enn til sammen 100 000 euro (ca. kr 815 000,-) i støtte etter reglene for bagatellmessig støtte over et tidsrom på 3 år.«

(27)  I arbejdsgrupperapporten anføres det også, at træprogrammet skulle gælde fra andet halvår 2000 og være i kraft i fem år derefter.

(28)  St.meld. nr. 17 (1998-99).

(29)  EUROSTAT-statistikker for årene fra 1999 til 2004 for såvel import som eksport af forskellige former for forædlet træ og tømmer inden for EU (hvis værdi udtrykkes enten i tusinde m3 eller tons) viser, at der er en betydelig samhandel med træprodukter inden for EU. Følgende statistikker er relevante: (i) import og eksport af rundtræ inden for EU-25, rubrikken »fores51«; (ii) import af træmasse og papir/karton inden for EU-25, rubrikken »fores62«; (iii) eksport af træmasse inden for EU-25, rubrikken »fores62«; (iv) import af savskåret træ og træbaserede paneler inden for EU-25, rubrikken »fores61«; og (v) eksport af savskåret træ inden for EU-25, rubrikken »fores61«. De kan alle findes på

http://europa.eu.int/comm/eurostat

eller ved at kontakte EUROSTAT via kontorets netsted.

(30)  Se netstedet

http://www.ssb.no/muh/tab15-01.shtml,

der viser tabel 15 med overskriften »Samhandelen med utvalgte land etter varegupper Tosifret SITC. Jan — jul 2006. Millioner kroner«

(31)  Sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1999 I, s. 3671, præmis 33, dom af 15.12.2005 i sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort, præmis 95, forenede sager E-5/04, E-6/04 og E-7/04, Fesil og Finnfjord, Pil m.fl. og Kongeriget Norge mod EFTA-Tilsynsmyndigheden, Samling af EFTA-Domstolens afgørelser, 2005, s. 121, præmis 77-79.

(32)  Se i den forbindelse sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 2671, præmis 11, hvor det statueres, at »når en finansiel støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten«.

(33)  Tilsynsmyndighedens beslutning 327/99/KOL af 16. december 1999 om kortet over støtteberettigede områder og støtteniveauer (Norge).

(34)  Se afsnit 2.4 og 2.2 ovenfor.

(35)  Se artikel 3, stk. 3, i gruppefritagelsesforordningerne for henholdsvis SMV-støtte og uddannelsesstøtte.

(36)  Det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne blev slettet ved Tilsynsmyndighedens afgørelse nr. 198/03/KOL af 5. november 2003, men som nævnt ovenfor trådte de minimis-forordningen i stedet for kapitel 12 allerede pr. 1. februar 2003.

(37)  Andet afsnit i det tidligere kapitel 12 i statsstøtteretningslinjerne om de minimis-støtte og artikel 2, stk. 1, i de minimis-forordningen.