EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document E2001C0336

2001/336/: Afgørelse truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden nr. 336/01/KOL den 15. november 2001 om ændring af retningslinjerne for anvendelsen af EØS-reglerne om statsstøtte på kortfristet eksportkreditforsikring og om 30. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte

EFT L 30 af 31.1.2002, p. 52–54 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/336(2)/oj

E2001C0336

2001/336/: Afgørelse truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden nr. 336/01/KOL den 15. november 2001 om ændring af retningslinjerne for anvendelsen af EØS-reglerne om statsstøtte på kortfristet eksportkreditforsikring og om 30. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte

EF-Tidende nr. L 030 af 31/01/2002 s. 0052 - 0054


Afgørelse truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden

nr. 336/01/KOL

den 15. november 2001

om ændring af retningslinjerne for anvendelsen af EØS-reglerne om statsstøtte på kortfristet eksportkreditforsikring og om 30. ændring af de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN -

som henviser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde(1), særlig artikel 61 til 63,

som henviser til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en Domstol(2), særlig artikel 24 og artikel 1 i protokol 3 til denne aftale,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 24 i aftalen om tilsynsmyndigheden og Domstolen skal sætte EØS-aftalens bestemmelser om statsstøtte i kraft,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i aftalen om tilsynsmyndigheden og Domstolen skal udstede meddelelser og retningslinjer for sager, der er behandlet i EØS-aftalen, hvis dette er udtrykkeligt fastsat i denne aftale eller i aftalen om tilsynsmyndigheden og Domstolen, eller hvis EFTA-Tilsynsmyndigheden finder det nødvendigt,

som erindrer om de proceduremæssige og materielle regler for statsstøtte(3), vedtaget af EFTA-Tilsynsmyndigheden den 19. januar 1994 (EFT L 231 af 3.9.1994 og EØS-tillægget til EFT nr. 32), særlig bestemmelserne i kapitel 17A (kortfristet eksportkreditforsikring),

som tager i betragtning, at Europa-Kommissionen den 31. juli 2001 udstedte en meddelelse til medlemsstaterne om ændring af meddelelse i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 1, med henblik på anvendelse af traktatens artikel 92 og 93 på kortfristet eksportkreditforsikring (endnu ikke offentliggjort),

som tager i betragtning, at nævnte meddelelse også er relevant for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

som tager i betragtning, at der skal sikres en ensartet anvendelse af statsstøttereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

som tager i betragtning, at EFTA-Tilsynsmyndigheden i henhold til punkt II under overskriften "GENERELT" i slutningen af bilag XV til EØS-aftalen efter høring af Europa-Kommissionen skal vedtage retsakter, der svarer til dem, som Kommissionen vedtager, for at opretholde lige konkurrencevilkår,

som har hørt Europa-Kommissionen,

som erindrer om, at EFTA-Tilsynsmyndigheden har hørt EFTA-staterne om spørgsmålet på et multilateralt møde den 19. oktober 2001 -

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1. Retningslinjerne for statsstøtte ændres ved at erstatte punkt 2, stk. 7, 8 og 10, punkt 4, stk. 10 samt første punktum i punkt 4, stk. 14 i det gældende kapitel 17A samt bilag IX med den ordlyd, der er indeholdt i bilag I til denne afgørelse.

2. Afgørelsen, inklusive bilag I, offentliggøres i EØS-afsnittet af og EØS-tillægget til De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. EFTA-staterne vil blive underrettet om denne afgørelse ved brev sammen med en kopi af nærværende afgørelse med bilag I. EFTA-staterne anmodes om, at de inden for en måned meddeler deres tilslutning til de foreslåede egnede foranstaltninger, der er fastlagt i brevet.

4. Europa-Kommissionen underrettes i overensstemmelse med litra d) i protokol 27 til EØS-aftalen ved en kopi af afgørelsen, inklusive bilag I.

5. Den engelske udgave af afgørelsen er autentisk.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 2001.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Knut Almestad

Formand

(1) I det følgende benævnt "EØS-aftalen".

(2) I det følgende benævnt "aftalen om tilsynsmyndigheden og Domstolen".

(3) I det følgende benævnt "retningslinjer for statsstøtte".

BILAG I

Ændringer af kapitel 17A i retningslinjerne for statsstøtte til kortfristet eksportkreditforsikring

1) Punkt 2, stk. 7 og 8 i kapitel 17A affattes således: "(7) På baggrund af ovenstående defineres "markedsmæssige" risici med henblik på disse regler som kommercielle og politiske risici på offentlige og ikke-offentlige debitorer, der er etableret i de lande, der er anført i bilag IX til disse retningslinjer. For disse risici er den maksimale risikoperiode (fremstillingsperiode plus kreditperiode med det i Bern-unionen fastsatte normale starttidspunkt og med sædvanlige kreditvilkår) på mindre end to år.

(8) Alle andre risici (dvs. politiske risici, katastroferisici(1) og kommercielle risici på lande, der ikke er opført i bilag IX) betragtes endnu ikke som markedsmæssige."

2) Punkt 2, stk. 10 i kapitel 17A affattes således: "(10) Det private genforsikringsmarkeds kapacitet varierer. Dette betyder, at definitionen på markedsmæssige risici ikke er fast, idet den kan ændres med tiden. Definitionen kan derfor tages op til overvejelse, især ved udløbet af disse retningslinjers gyldighedsperiode den 31. december 2004. Myndigheden skal i den forbindelse høre EFTA-staterne og om nødvendigt andre interesserede parter. Ændres definitionen, skal der om nødvendigt tages hensyn til EØS-lovgivningen vedrørende eksportkreditforsikring for herved at undgå konflikt eller retsusikkerhed."

3) Punkt 4, stk. 14, første punktum, i kapitel 17A affattes således: "Disse regler gælder fra 1. juni 1998 til udgangen af 2004."

4) Bilag IX affattes således:

"Bilag IX

LISTE OVER LANDE, HVORI DER BESTÅR MARKEDSMÆSSIGE RISICI, FOR SÅ VIDT ANGÅR ANVENDELSEN AF REGLERNE I KAPITEL 17A PÅ KORTFRISTET EKSPORTKREDITFORSIKRING

EØS-aftalens kontraherende parter

Samtlige EU-medlemsstater og de EFTA-stater, der er kontraherende parter i EØS-aftalen.

Lande, der er medlemmer af OECD

- Australien

- Canada

- Japan

- New Zealand

- Schweiz

- Amerikas Forenede Stater."

(1) Dvs. krig, revolution, naturkatastrofer, atomulykker osv., ikke såkaldte "kommercielle katastroferisici" (hvortil henføres en katastrofal akkumulation af tab på individuelle købere eller lande), der kan dækkes ved en excedent genforsikringskontrakt, og som betragtes som kommercielle risici.

Top