Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2007/140/20

    Sag C-174/07: Sag anlagt den 30. marts 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

    EUT C 140 af 23.6.2007, p. 12–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    23.6.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 140/12


    Sag anlagt den 30. marts 2007 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

    (Sag C-174/07)

    (2007/C 140/20)

    Processprog: italiensk

    Parter

    Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved E. Traversa og M. Afonso, som befuldmægtigede)

    Sagsøgt: Den Italienske Republik

    Sagsøgerens påstande

    Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), c) og d), og artikel 193-273 i afsnit XI i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som fra den 1. januar 2007 ophævede og erstattede artikel 2 og 22 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF (2) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, sammenholdt med EF-traktatens artikel 10, idet den med artikel 2, stk. 44, i lov nr. 350 af 24. december 2003 (finansloven for 2004) har udvidet den i artikel 8 og 9 i lov nr. 289 af 27. december 2002 (finansloven for 2003) omhandlede skatteamnesti til året 2000, og idet den på udtrykkelig og generel måde har foreskrevet, at de afgiftspligtige transaktioner, som gennemføres inden for afgiftsperioden for 2002, ikke skal undersøges.

    Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    1.

    Kommissionen har henvist til, at fællesskabslovgiver har pålagt medlemsstaterne en dobbelt forpligtelse til ikke bare at vedtage national lovgivning, der er nødvendig for at gennemføre sjette momsdirektiv, men også til at træffe alle nødvendige administrative foranstaltninger for at sikre, at afgiftspligtige personer opfylder deres forpligtelser i overensstemmelse med sjette direktiv, først og fremmest pligten til at betale den afgift, der skal betales for gennemførelsen af afgiftspligtige transaktioner i en bestemt periode. Denne harmonisering af merværdiafgiften, som fællesskabslovgiver har foreskrevet, ville blive berøvet enhver mening og være uden praktisk betydning, hvis de nationale afgiftsmyndigheder ikke havde pligt til at gennemføre en effektiv undersøgelse og kontrol for at sikre »en ensartet opkrævning af afgiften i samtlige medlemsstater«, således som det er angivet i fjortende betragtning til sjette direktiv.

    2.

    De bestemmelser, der er indført med artikel 8 og artikel 9 i den italienske lov nr. 289/2000, overskrider klart grænserne for det administrative skøn, som fællesskabslovgiver har tillagt medlemsstaterne. I stedet for at anvende sin kompetence inden for rammerne af dette skøn til en mere effektiv afgiftskontrol har den italienske stat ved nævnte lov generelt, fuldstændigt og på forhånd afskaffet al undersøgelse og kontrol på momsområdet og derved tilsidesat sjette direktivs artikel 22 samt følgelig den generelle pligt til i medfør af artikel 2 at opkræve moms af alle afgiftspligtige transaktioner. Den italienske lovgiver har givet alle momspligtige personer, som er omfattet af dens lovgivningskompetence, en mulighed for i en sammenhængende række af afgiftsperioder »i det hele« at undgå en eventuel momskontrol. Den afgiftspligtige person kan blive omfattet af denne betragtelige fordel ved at indbetale et fast beløb, som savner enhver forbindelse med den moms, der skulle have været betalt af vederlaget for den afgiftspligtige levering af varer eller tjenesteydelser i den berørte afgiftsperiode.

    3.

    Dette radikale »spænd« mellem den afgift, der skal betales i overensstemmelse med de sædvanlige momsregler, og det beløb, som skal erlægges for at få ret til en »endelig eftergivelse« (condono tombale), fremstår særligt tydeligt, når den afgiftspligtige helt har undladt at indgive sin momsangivelse. Skyldneren kan regulere sine forhold for hvert afgiftsår ved at indbetale 1 500 EUR for fysiske personer eller 3 000 EUR for selskaber. En tilsvarende mangel på tilknytning til beregningsgrundlaget vedrørende den gennemførte (ikke-angivne) transaktion kendetegner også den endelige eftergivelse, som indtræder, når der indgives en supplerende angivelse. Det beløb, der afkræves den afgiftspligtige person, som har til hensigt at udnytte denne eftergivelse, beregnes nemlig som en procentsats (2 %), der skal anvendes på den moms, som skulle have været erlagt for den levering af varer eller tjenesteydelser, der er foretaget i hver afgiftsperiode (eller på den købsmoms, som med urette er fratrukket i samme afgiftsperiode).

    4.

    Denne generelle forhåndsafskaffelse af enhver undersøgelse fører til alvorlige hindringer for den gnidningsløse anvendelse af den fælles momsordning. Navnlig indebærer det en tilsidesættelse af princippet om afgiftsneutralitet, som opstiller et forbud mod, at økonomiske aktører, der udfører samme transaktioner, behandles forskelligt i momsmæssig henseende. Enhver undtagelse fra reglen om effektiv anvendelse og opkrævning af moms medfører dels alvorlig skade for de virksomheder — både i Italien og i andre medlemsstater — som er undergivet de sædvanlige momsregler, dels en alvorlig tilsidesættelse af det princip om en »sund« konkurrence inden for det fælles marked, der kommer til udtryk i fjerde betragtning til sjette direktiv.


    (1)  EUT L 347, s. 1.

    (2)  EFT L 145, s. 1.


    Top