Appel iværksat den 5 april 2006 af Stadtwerke Schwäbisch Hall GmbH, Stadtwerke Tübingen GmbH og Stadtwerke Uelzen GmbH til prøvelse af dom afsagt den 26. januar 2006 af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-92/02, Stadtwerke Schwäbisch Hall GmbH, Stadtwerke Tübingen GmbH og Stadtwerke Uelzen GmbH mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af E.ON Kernkraft GmbH, RWE Power AG, EnBW Energie Baden-Württemberg AG og Hamburgische Electricitäts-Werke AG

(Sag C-176/06 P)

(2006/C 131/66)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Stadtwerke Schwäbisch Hall GmbH, Stadtwerke Tübingen GmbH og Stadtwerke Uelzen GmbH (ved Rechtsanwälte D. Fouquet og P. Becker, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, E.ON Kernkraft GmbH, RWE Power AG, EnBW Energie Baden-Württemberg AG og Hamburgische Electricitäts-Werke AG

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Subsidiært:

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne anfægter under appellen den af Retten i Første Instans afsagte dom, hvori den fastslår, at Kommissionens beslutning om, at hensættelser til bortskaffelse af affald og lukning af kernekraftværker i Forbundsrepublikken Tyskland ikke kan anses for støtte i den i artikel. 87, stk. 1, EF forudsatte betydning, er lovlig. De gør som anbringender gældende, at formelle og materielle bestemmelser i fællesskabsretten er tilsidesat.

Retten i Første Instans har ifølge appellanterne på trods af sagens åbenbare retlige vanskeligheder og væsentlige betydning, uden at der foreligger særlige omstændigheder, henvist sagen fra Første Udvidede Afdeling til Fjerde Afdeling beklædt af tre dommere. Denne grundløse og uberettigede henvisning af retssagen, efter at sagens behandling har varet i flere år, til en mindre afdeling krænker appellanternes ret til at få sagen behandlet af den kompetente afdeling.

Retten i Første Instans har ikke sondret mellem betingelserne for, at det kan antages, at der foreligger statsstøtte, og betingelserne for, at der kan indledes en formel undersøgelsesprocedure. Da der i det foreliggende tilfælde ved undersøgelsen af, om den påtænkte støtte er forenelig med fællesmarkedet, var store vanskeligheder af faktisk og retlig art med hensyn til spørgsmålet, om der forelå en statslig garanti, om luknings- og bortskaffelsesforpligtelserne var tilstrækkeligt konkretiserede, samt om de konkrete hensættelsesbeløb, skattebegunstigelserne og de samlede omkostninger ved lukningen, var Kommissionen ikke berettiget til blot at begrænse sig til den indledende undersøgelse. Den var tværtimod i dette tilfælde forpligtet til at indlede undersøgelsesprocedurens formelle fase.

Retten har heller ikke vurderet spørgsmålet om selve den tyske hensættelsesordnings selektivitet korrekt. Den har set bort fra, at skattefritagelsen for hensættelser i kernekraftindustrien er en undtagelse fra de almindelige skatteregler. Denne undtagelse er imidlertid kun lovlig, hvis de fremtidige forpligtelser er tilstrækkeligt konkret bestemt. Dette er imidlertid ikke tilfældet her: Kriterierne i forbindelse med lukningstidspunktet, lukningsforpligtelserne samt retsfølgerne af, at bestemmelserne ikke overholdes, var slet ikke fastsat tilstrækkeligt klart. Men selv hvis det de jure ikke kan konstateres, at støtten var selektiv, kan en foranstaltning være i strid med støttereglerne, hvis den er egnet til at begunstige bestemte virksomheder. Liberaliseringsdirektivet for det indre elektricitetsmarked kræver af medlemsstaterne, at de aktivt skal afvikle forskelsbehandling og konkurrencefordrejninger. Retten har imidlertid i modsætning hertil ikke fastslået, at Forbundsrepublikken Tysklands regering var forpligtet til at ændre den tyske hensættelsespraksis, som på grund af den selektive støtte til enkelte økonomiske sektorer er en direkte tilsidesættelse af direktivet og princippet om den effektive virkning.

Appellanterne gør endelig gældende, at den appellerede dom med urette pålægger dem intervenienternes omkostninger. Da intervenienterne først er indtrådt i sagen på et meget sent trin i dens behandling, da alle væsentlige skriftlige indlæg allerede var indgivet, har deres bidrag til støtte for sagsøgte kun kunnet være marginalt. Denne situation berettiger ikke, at appellanterne pålægges de fulde omkostninger.

(1)  EUT C 74, s. 15.