1.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 243/8

»a.

Kan privatpersoner i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) (EFT L s. 364) påberåbe sig denne forordning for at anfægte gyldigheden af bestemmelser, som den græske lovgiver har indført før den 1.1.2004?

b.

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er bestemmelserne i artikel 1, 2 og 4 i forordning nr. 3577/92 da til hinder for nationale ordninger, ifølge hvilke redere kun må udføre cabotagesejlads på bestemte sejlruter, som hvert år fastlægges af den dertil kompetente myndighed, og kun efter forudgående administrativ tilladelse, der bevilges inden for rammerne af en bevillingsordning, der har følgende karakteristika: i) den gælder uden undtagelse for samtlige sejlruter, der betjener øerne; ii) de dertil kompetente nationale myndigheder har mulighed for, i forbindelse med godkendelsen af den indsendte ansøgning om tilkendelse af bevilling, efter eget skøn og uden på forhånd at præcisere de anvendte kriterier, at foretage ensidige ændringer af de punkter i ansøgningen, der vedrører hyppigheden af og tidspunktet for indstilling af sejladsen, samt takster?

c.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, udgør det da en i artikel 49 EF's forstand ulovlig begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser, når en national ordning bestemmer, at en skibsreder, der af myndighederne har fået tilladelse til at indsætte et skib i rutefart på en konkret rute (efter at hans ansøgning herom er blevet godkendt enten i uændret form eller efter ændring af visse punkter, som rederen accepterer), er forpligtet til kontinuerligt at betjene den sejlrute, han har ansøgt om, i hele den årlige sejlperiode, og at han, før rutefarten påbegyndes, skal stille en garanti, der forfalder helt eller delvist, såfremt den omhandlede forpligtelse ikke overholdes eller ikke overholdes nøjagtigt?

d.

Er artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 3, litra a), b), c), f) og g), i Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe (EFT L 144), i den affattelse, i hvilken dette direktiv var gældende på det for sagen relevante tidspunkt, før ændringen af direktivet ved Parlamentets og Rådets direktiv 2003/24/EF af 14. april 2003 (EFT L 123), til hinder for en national ordning, hvorefter skibe, der har nået en bestemt alder, ikke må sejle i indenlandsk rutefart?«