Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2005/182/54

    Sag C-214/05 P: Appel iværksat den 17. maj 2005 af Sergio Rossi SpA til prøvelse af dom afsagt den 1. marts 2005 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-169/03, Sergio Rossi SpA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

    EUT C 182 af 23.7.2005, p. 31–31 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    23.7.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 182/31


    Appel iværksat den 17. maj 2005 af Sergio Rossi SpA til prøvelse af dom afsagt den 1. marts 2005 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-169/03, Sergio Rossi SpA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

    (Sag C-214/05 P)

    (2005/C 182/54)

    Processprog: italiensk

    Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 17. maj 2005 iværksat appel af Sergio Rossi SpA ved avvocato A. Ruo, der har bestalling i Alicante (Spanien), til prøvelse af dom afsagt den 1. marts 2005 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-169/03, Sergio Rossi SpA mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM).

    Appellanten har nedlagt følgende påstande:

    1.

    Den appellerede dom, der er genstand for søgsmålet, ophæves i sin helhed, da den tilsidesætter artikel 8 og 73 i Rådets forordning nr. 40/94 (1) og artikel 44 og 81 i procesreglementet for Retten i Første Instans.

    2.

    Subsidiært ophæves den del af den appellerede dom, der angår registreringen af varemærket SISSI ROSSI for varerne »læder og læderimitationer«.

    3.

    Subsidiært fastlås, at der er ret til at fremlægge beviser, den appellerede dom ophæves i sin helhed, og nærværende sag hjemvises til Retten i Første Instans med henblik dennes efterprøvelse af de beviser, som ikke blev antaget til behandling, eller mere subsidiært og i henhold til retten til at blive hørt som fastsat i artikel 73 i Rådets forordning nr. 40/94, fastlås, at denne sag hjemvises til appelkammeret ved Harmoniseringskontoret, således at det kan fastsætte en frist til at afgive indlæg.

    4.

    I henhold til artikel 69, stk. 2, i procesreglementet for De Europæiske Fællesskabers Domstol af 2. maj 1991 tilpligtes sagsøgte at betale sagens omkostninger, hvis denne taber sagen.

    Anbringender og væsentligste argumenter:

    Appellanten har anført, at den appellerede dom er behæftet med mangler, da den tilsidesætter følgende bestemmelser:

    1.

    Artikel 81 i procesreglementet for Retten i Første Instans for så vidt som den appellerede dom ikke indeholder nogen begrundelse vedrørende den principale påstand, der var nedlagt i sagen.

    2.

    Artikel 44, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans for så vidt som de af appellanten fremlagte beviser ikke blev antaget til behandling, selv om de efter appellantens opfattelse skulle have været det. Subsidiært må artikel 73 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker anses for tilsidesat, idet appellanten ikke under sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret havde haft lejlighed til udtale sig om, hvorvidt de omtvistede varer lignede hinanden.

    3.

    Artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker, for så vidt som varemærkerne Miss Rossi og Sissi Rossi må anses for at være i konflikt. Der må således anses at være lighed mellem varer som »dametasker« og »damesko«, lige som der er lighed mellem varemærkerne. Da der er lighed mellem såvel varerne som varemærkerne, må det fastslås, at der i henhold til denne bestemmelse er en risiko for forveksling mellem varemærkerne.


    (1)  Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker, EFT 1994 L 11, s. 1.


    Top