11.6.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 143/16

1.

Den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling) afsagte dom af 12. januar 2005 i sag T-334/03 (1) ophæves og Harmoniseringskontoret frifindes.

2.

Sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Første Instans.

Retten har med det i den anfægtede doms præmis 35 og 36 anførte tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, idet den ganske vist har anset betegnelsen »EURO« som angivelse af den geografiske oprindelse for de pågældende varer eller tjenesteydelser, men dernæst fastslået, at denne betegnelse kun er udelukket fra registrering som EF-varemærke, når den geografiske oprindelse er »væsentlig« for det pågældende varemærkes tilsigtede kundekreds. Dette er i strid med den nævnte artikels entydige ordlyd, som uden videre forbehold udelukker angivelser af geografisk oprindelse fra registrering. Endvidere følger det af Domstolens dom af 12. februar 2004 i sag C-363/99, at alle tegn eller angivelser, der beskriver de anmeldte varers eller tjenesteydelsers egenskaber, er udelukket fra registrering, uanset om disse egenskaber er »væsentlige«.

Retten har med det i den anfægtede doms præmis 33-43 anførte tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, idet den ganske vist har taget stilling til kvalitetsangivelserne med betegnelsen »PREMIUM«, men samtidig har afvist at anvende denne bestemmelse på betegnelsen. Artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 udelukker uden videre forbehold værdiangivelser fra registrering, eftersom enhver af varemærkeansøgerens konkurrenter skal have ret til at anvende værdiangivelser uden begrænsninger på grund af tredjemænds varemærkerettigheder til sådanne angivelser. Rettens argument (præmis 39) om, at betegnelser som »PREMIUM« (kun) kan undersøges i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, er i det foreliggende tilfælde irrelevant. Eftersom betegnelsen »PREMIUM« allerede henhører under artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94 som kvalitetsangivelse, kræves der altså ikke nogen yderligere henvisning til forordningens artikel 7, stk. 1, litra b).

Ifølge de i Domstolens praksis opstillede principper, som er nævnt i den anfægtede doms præmis 44, er et af beskrivende bestanddele sammensat varemærke også i sin helhed beskrivende, for så vidt det ikke fastslås, at betegnelsen i sin helhed har en anden betydning end de enkelte bestanddele. I det foreliggende tilfælde er det åbenbart, at betegnelsen »EUROPREMIUM« — en i overensstemmelse med almindelig sprogbrug dannet sammensætning af bestanddelene »EURO« og »PREMIUM« — heller ikke i denne sammenhæng angiver andet end, at det med de omfattede varer og tjenesteydelser drejer sig om sådanne af europæisk oprindelse og af en særlig kvalitet.

Af de ovennævnte grunde hviler den anfægtede afgørelse derfor på en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, og bør således ophæves.