Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2005/093/15

Sag C-40/05: Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved afgørelse truffet den 1. februar 2005 af Överklagandenämnden för högskolan i sagen Kaj Lyyski mod Umeå universitet

EUT C 93 af 16.4.2005, p. 8–8 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

16.4.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/8


Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved afgørelse truffet den 1. februar 2005 af Överklagandenämnden för högskolan i sagen Kaj Lyyski mod Umeå universitet

(Sag C-40/05)

(2005/C 93/15)

Processprog: svensk

Ved afgørelse truffet den 1. februar 2005, indgået til Domstolens Justitskontor den 3. februar 2005, har Överklagandenämnden för högskolan i sagen Kaj Lyyski mod Umeå universitet forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Er fællesskabsretten og navnlig artikel 12 EF til hinder for, at der ved vurderingen af en ansøgers kvalifikationer i forbindelse med optagelse på en læreruddannelse, der har til formål på kort sigt at imødekomme behovet for uddannede lærere i Sverige, stilles et krav om ansættelse på en svensk skole? Kan et sådant krav anses for begrundet og forholdsmæssigt?

2)

Har det ved vurderingen af det første spørgsmål nogen betydning, om den person, der søger optagelse på uddannelsen og som er ansat på en skole i et andet EU-land end Sverige, er svensk statsborger eller statsborger i en anden medlemsstat?

3)

Har det ved vurderingen af det første spørgsmål nogen betydning, om læreruddannelsen er oprettet med henblik på at blive udbudt i en begrænset periode eller om der er tale om en mere permanent læreruddannelse?


Top