Sag anlagt den 24. marts 2004 af Wieland-Werke Aktiengesellschaft mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-116/04)

(2004/C 118/99)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 24. marts 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Wieland-Werke Aktiengesellschaft ved Rechtsanwälte R. Bechtold og U. Soltèsz.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I den anfægtede beslutning har Kommissionen fastslået, at sagsøgeren og fem andre virksomheder i kraft af deres deltagelse i en række aftaler og former for samordnet praksis i form af prisaftaler og markedsopdeling i industrirørbranchen har tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF og, fra den 1. januar 1994, EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Kommissionen har pålagt de berørte virksomheder bøder.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved udmålingen af bøderne til de berørte virksomheder ikke har taget virksomhedernes størrelse i betragtning på passende måde. Sammenlignet med sagsøgerens samlede omsætning er den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt, uforholdsmæssig høj. Herved er der tale om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og Kommissionens egne retningslinjer. Derudover fører denne metode ifølge sagsøgeren til, at små og mellemstore virksomheder stilles ringere, hvilket er i strid med det almindelige lighedsprincip og princippet om individuel bødeudmåling.

Sagsøgeren har endvidere anført, at den økonomiske betydning af tilsidesættelsen ikke i tilstrækkelig grad er taget i betragtning ved udmålingen af bøden, idet Kommissionen ikke har beregnet markedsvolumenet korrekt. Desuden er den forhøjelse på 10 % pr. år, som Kommissionen har foretaget som følge af tilsidesættelsens varighed, ukorrekt begrundet.

Sagsøgeren har endelig anført, at Kommissionens metode til udmåling af bøder ikke er i overensstemmelse med det retsstatslige krav om bestemthed. Navnlig giver fastsættelsen af grundbeløbet, som foretages fuldstændig uafhængigt af de individuelle, økonomiske forhold for den berørte virksomhed og den økonomiske betydning af tilsidesættelsen, Kommissionen et i praksis ubegrænset skøn. Artikel 15 i forordning nr. 17/62 er ikke længere forenelig med kravet om bestemthed og dermed med trinhøjere fællesskabsret. Endelig har Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af samarbejdsmeddelelsen af 1996 uden at anføre nærmere herom stillet sagsøgeren ringere end andre virksomheder.