30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 118/17

1)

Det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, hvilke fællesskabsretlige bestemmelser, foruden artikel 18, stk. 1, EF, en medlemsstats statsborger, såsom Raffaele Oliveri, i givet fald kan påberåbe sig under de omstændigheder, der har givet anledning til tvisten i sag C-493/01. I den forbindelse påhviler det i særdeleshed den forelæggende ret at efterprøve, om den pågældende er omfattet af artikel 39 EF's anvendelsesområde, enten i sin egenskab af arbejdstager eller som én af de øvrige personer, der nyder fri bevægelighed i medfør af gennemførelsesbestemmelserne hertil i den afledte ret, eller om han kan påberåbe sig andre fællesskabsretlige bestemmelser, såsom Rådets direktiv 90/364/EØF af 28. juni 1990 om opholdsret eller artikel 49 EF, der navnlig gælder for modtagere af tjenesteydelser.

2)

Artikel 3 i Rådets direktiv 64/221/EØF af 25. februar 1964 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, er til hinder for en national lovgivning, der pålægger de nationale myndigheder at anordne udvisning af statsborgere fra andre medlemsstater, der er idømt en ungdomsfængselsstraf af mindst to års varighed eller en frihedsstraf for forsætlig overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvis afsoningen af straffen ikke er gjort betinget.

3)

Artikel 3 i direktiv 64/221 er til hinder for en national praksis, hvorefter en medlemsstats domstole, når de efterprøver, om udvisningen af en statsborger fra en anden medlemsstat er lovlig eller ej, ikke er forpligtet til at tage hensyn til faktiske omstændigheder, der er indtrådt efter de kompetente myndigheders seneste afgørelse, og som kan bevirke, at den trussel mod den offentlige orden, som er forbundet med den pågældendes personlige forhold, bortfalder eller mindskes i ikke ubetydelig grad. Dette er navnlig tilfældet, hvis der er forløbet lang tid mellem datoen for udvisningsbeslutningen og det tidspunkt, hvor den kompetente ret efterprøver denne beslutning.

4)

Artikel 39 EF og artikel 3 i direktiv 64/221 er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter der, selv under hensyntagen til familiemæssige omstændigheder, anordnes udvisning fra territoriet af en statsborger fra en anden medlemsstat, som er blevet idømt en vis straf for bestemte lovovertrædelser, på grundlag af en formodning om, at denne statsborger skal udvises, uden at der tages et egentligt hensyn til gerningsmandens personlige forhold eller den fare, vedkommende udgør for den offentlige orden.

5)

Artikel 39 EF og direktiv 64/221 er ikke til hinder for udvisning af en medlemsstats statsborger, som er blevet idømt en vis straf for bestemte lovovertrædelser, og som udgør en aktuel trussel mod den offentlige orden, men som har haft et mangeårigt ophold i værtsmedlemsstaten og kan påberåbe sig familiemæssige omstændigheder for at modsætte sig udvisningen, såfremt den vurdering, som de nationale myndigheder foretager i hvert konkret tilfælde, af, hvor den rette balance mellem de foreliggende legitime interesser befinder sig, foretages under overholdelse af de generelle fællesskabsretlige principper og navnlig under behørig hensyntagen til grundrettighederne, herunder respekten for familielivet.

6)

Artikel 9, stk. 1, i direktiv 64/221 er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, der over for en administrativ myndigheds udvisningsbeslutning vedrørende en statsborger fra en anden medlemsstat hverken fastsætter en indsigelses- eller en søgsmålsprocedure — hvorunder der også foretages en efterprøvelse af hensigtsmæssigheden — hvis der ikke er blevet oprettet et organ, der er uafhængigt af denne myndighed. Det tilkommer den nationale ret at kontrollere, om domstole, såsom Verwaltungsgerichte, kan prøve en udvisningsbeslutnings hensigtsmæssighed.