Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2004/094/38

    Sag C-41/04: Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 30. januar 2004 af Hoge Raad der Nederlanden i sagen Levob Verzekeringen BV og OV Bank NV m.fl. mod Staatssecretaris van Financiën.

    EUT C 94 af 17.4.2004, p. 19–19 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    17.4.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 94/19


    Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 30. januar 2004 af Hoge Raad der Nederlanden i sagen Levob Verzekeringen BV og OV Bank NV m.fl. mod Staatssecretaris van Financiën

    (Sag C-41/04)

    (2004/C 94/38)

    Ved dom afsagt den 30. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 2. februar 2004,

    har Hoge Raad der Nederlanden i sagen Levob Verzekeringen BV og OV Bank NV m.fl. mod Staatssecretaris van Financiën forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

    1.

    a.

    Skal sjette momsdirektivs artikel 2, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, fortolkes således, at erhvervelse af software, som omhandlet i denne sag og på vilkår som dem, der er tale om i sagen — hvor der er aftalt særskilte vederlag for på den ene side den af leverandøren udviklede og markedsførte standard-software, der befinder sig på en databærer, og på den anden side den efterfølgende tilpasning af softwaren til køberens behov — skal betragtes som udførelse af én enkelt ydelse?

    b.

    Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, skal de nævnte bestemmelser da fortolkes således, at en sådan ydelse skal betragtes som en tjenesteydelse (som leveringen af et gode, dvs. databæreren, indgår i)?

    c.

    Såfremt det sidstnævnte spørgsmål besvares bekræftende, skal sjette momsdirektivs artikel 9 (som affattet indtil den 6.5.2002) da fortolkes således, at tjenesteydelsen udføres på det sted, der nævnes i artikel 9 stk. 1?

    d.

    Såfremt det foregående spørgsmål bevares benægtende, hvilken del af sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, finder da anvendelse?

    2.

    a.

    Såfremt spørgsmål 1 a besvares benægtende, skal de bestemmelser, der er nævnt i spørgsmålet, da fortolkes således, at overlevering af den ikke tilpassede software, der er indlagret på en databærer, skal betragtes som levering af et materielt gode, for hvilket den aftalte særskilte pris udgør modværdien i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a)?

    b.

    Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, skal sjette momsdirektivs artikel 9 da fortolkes således, at tjenesteydelsen udføres på det sted, der nævnes i artikel 9, stk. 1, eller på et af de steder, der nævnes i artikel 9, stk. 2?

    c.

    Gælder der for den tjenesteydelse, der består i tilpasning af softwaren, det samme som for overlevering af standard-softwaren?


    Top