Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E001393

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1393/03 af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen. Kopisikring af CD'er.

EUT C 280E af 21.11.2003, p. 135–136 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92003E1393

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1393/03 af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen. Kopisikring af CD'er.

EU-Tidende nr. 280 E af 21/11/2003 s. 0135 - 0136


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1393/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(15. april 2003)

Om: Kopisikring af CD'er

Den illegale udbredelse af musik via Internettet og kopieringen af CD'er er i de forløbne år tiltaget markant. Forbrugerne laver hyppigt illegale kopier i protest mod de høje udsalgspriser på CD'er. Det stigende antal kopierede CD'er kan desuden forklares med, at der i mærkbart øget omfang anskaffes flere CD-afspillere pr. husstand, og at mange biler i dag udstyres med CD-afspiller i stedet for cassettebåndafspiller.

Forbrugerne beklager sig over CD'ernes kopisikring. En række plademærker markedsfører yderst forskelligartede CD'er, som forårsager betydelige problemer ved afspilningen. Dette sker for at vanskeliggøre afspilning på PC, som således ikke kan bruges til at lave kopier. I praksis er der imidlertid også mange problemer med afspilning af disse kopisikrede CD'er på CD-afspillere i biler, på DVD-afspillere, som også kan gengive CD'er, og på flere modeller af bærbare CD-afspillere. Derved rammes i mange tilfælde netop de forbrugere, som ærligt og redeligt har betalt for en CD, selv om disse CD'er generelt kan kopieres uden problemer på almindelige CD-afspillere og -optagere.

1. Er Kommissionen bekendt med de problemer, der gør sig gældende ved afspilning af kopisikrede CD'er? Har Kommissionen i bekræftende fald foretaget en nærmere undersøgelse heraf, og er det dens opfattelse, at denne metode er tilladt?

2. Er det Kommissionens opfattelse, at kopisikringen navnlig rammer de forbrugere, som ikke kan afspille de kopisikrede CD'er på (ofte mere kostbare) DVD- og CD-afspillere? Hvordan vil Kommissionen i bekræftende fald beskytte forbrugerne mod denne praksis?

3. Er det Kommissionens opfattelse, at branchen må sørge for interoperabilitet mellem indhold og udstyr?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(11. juni 2003)

Den retlige ramme for beskyttelsen af effektive tekniske foranstaltninger findes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet(1). Ved teknisk foranstaltning foreslås teknologier eller anordninger, der har til formål at forhindre eller begrænse handlinger, som indehaverne af ophavsrettigheder eller beslægtede rettigheder ikke har givet tilladelse til. Sådanne foranstaltninger kan typisk være de, der bruges af rettighedshaverne til at beskytte deres værker eller andre frembringelser, f.eks. på en cd, der er beskyttet ved ophavsret eller beslægtede rettigheder mod uautoriseret kopiering. Fællesskabet og dets medlemsstater er forpligtede til at beskytte sådanne foranstaltninger i overensstemmelse med bestemmelserne i Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO)'s traktat om ophavsret og traktaten om fremførelser og fonogrammer, der blev vedtaget i 1996 under WIPO's auspicier. Direktivet er midlet, hvormed Fællesskabet og dets medlemsstater vil gennemføre dets forpligtelser i henhold til traktaterne, bl.a. ved at indføre en sådan beskyttelse for tekniske foranstaltninger. Direktivet skulle gennemføres i medlemsstaternes nationale ret inden den 22. december 2002.

1. Kommissionen er i høj grad bekendt med problemerne i forbindelse med afspilning af beskyttede cd'er. Det er et særskilt spørgsmål, om de, der markedsfører cd'er, i princippet lovligt kan begrænse afspilningsmuligheden til standard cd-spillere og udelukke afspilning på andre medier som f.eks. pc-baserede systemer. Afspilningsmulighed på forskellige medier er relevant ikke alene for forbrugerne, men også for underholdningselektronik- og informationsteknologiindustrien, da spørgsmålet om legacy opstår, dvs. hvordan man kan tilpasse teknologiske fremskridt og nye krav samtidig med, at der tages hensyn til kundernes investeringer i tidligere systemer. Spørgsmålet om afspilningsmulighed på forskellige medier kan opstå, uanset om en teknisk foranstaltning i den i direktivet omtalte forstand anvendes i forbindelse med fremstillingen af en cd. Dette spørgsmål er således ikke begrænset til omfanget af retlig beskyttelse af tekniske foranstaltninger som fastsat i direktivet, som er rettet mod handlinger, som rettighedshaveren ikke har givet tilladelse til.

2. I direktivet bestemmes også, at den retlige beskyttelse af tekniske foranstaltninger ikke må forhindre det elektroniske udstyr i at fungere normalt eller den teknologiske udvikling heraf. Det er Kommissionens synspunkt, at forbrugerne har ret til ved anskaffelsen af en cd eller et andet produkt klart at blive oplyst om alle særlige egenskaber og især virkningen af de tekniske beskyttelsesforanstaltninger, der er anvendt, herunder også de, der indvirker på afspilningsmuligheden.

3. Kommissionen opfordrer til, at de forskellige systemers kompatibilitet og interoperabilitet bør fremmes. En sådan kompatibilitet og interoperabilitet mellem indholdsmedier og apparater kræver imidlertid et samarbejde mellem alle involverede parter, herunder rettighedshavere, underholdningselektronik- og informationsteknologiindustrien og brugerne. På dynamiske markeder er det en permanent proces at opnå kompatibilitet og interoperabilitet, da ny teknologi hele tiden tilføres markedet. Det er Kommissionens synspunkt, at kompatibilitet og interoperabilitet er ønskværdige og skal opnås gennem processer, der er frivillige og ledes og styres af industrien.

(1) EFT L 167 af 22.6.2001.

Top