92003E0607

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0607/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Rådet

(3. marts 2003)

Om: Zimbabwe Robert Mugabes regime EU's sanktioner Forbindelserne mellem EU og Afrika

Der er netop givet meddelelse om følgende kendsgerninger: for det første, at man netop har forlænget en sanktionspakke mod Robert Mugabes regime og dets repræsentanter med et år, herunder restriktioner for deres ret til at bevæge sig i EU's territoriale rum en pakke, hvis gyldighed udløb den 18. februar; for det andet, at denne beslutning er truffet på sådanne vilkår, som tilgodeser franske interesser for at afholde et topmøde mellem Frankrig og Afrika, der indebærer selveste Robert Mugabes forventede tilstedeværelse i Paris; for det tredje, at man uden at fastsætte en dato udskyder topmødet EU/Afrika (som var fastsat til at finde sted i Lissabon i begyndelsen af april), med den begrundelse at man ikke har været i stand til at sikre sig, at Robert Mugabe ville udeblive, og at hans tilstedeværelse ja, strengt taget den blotte mulighed herfor blev anset for at være absolut uønsket.

På den anden side er det en kendt sag, at den del af sanktionerne, der omhandler rejserestriktioner mod embedsmænd fra Mugabes regime, gennem hele det forløbne år har givet anledning til tøven, tvivl og kritik, især når det drejede sig om bilaterale eller multilaterale møder inden for rammerne af Den Europæiske Unions egen udenrigspolitik. Og desuden endte de rystelser, der opstod ved sådanne lejligheder, efter manges mening med at falde ud til fordel for Mugabe og hans regime, idet det gav ham mulighed for at sabotere møder, splitte den europæiske lejr og få den afrikanske solidaritet over på sin side.

Måden, hvorpå beslutningen om at forny de samme sanktioner blev taget, kan desuden opfattes som en demonstration af, at Rådet har behandlet Lissabon (Portugal) og Paris (Frankrig) forskelligt ved at anse det for at være godt for Paris, som ikke kan komme på tale i Lissabon, og kan således tjene til at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt der sker en korrekt anvendelse af princippet om lighed mellem medlemsstaterne og af reglerne om gensidig loyalitet og solidaritet, som de står at læse i EU-traktatens artikel 11, stk. 2.

Derfor spørger jeg Rådet: Hvordan forklarer Rådet den forskellige behandling, der blev Lissabon og Paris til del? Hvordan begrunder Rådet, at beslutningens ordlyd bereder vejen for det topmøde med Afrika, som udelukkende er i Frankrigs interesse, samtidig med at den blokerer for netop det topmøde, som var i hele Unionens kollektive interesse? Med de erfaringer, man allerede har høstet, tror Rådet da ikke, at det, når det gælder denne del af sanktionerne, ville være mere nyttigt at vedtage et moratorium på 3 til 6 måneder, hvorefter der, når det er udløbet, kunne defineres og gennemføres en ny pakke sanktioner, dersom Mugabes regime ikke skulle overholde minimumsbestemmelserne?

Svar

(21. juli 2003)

Rådet mener ikke, at Portugal og Frankrig er blevet behandlet forskelligt i de spørgsmål, det ærede parlamentsmedlem har bragt op. Frankrig gav meddelelse om, at det havde til hensigt at udstede visum til præsident Mugabe, så han kunne deltage i topmødet mellem Frankrig og Afrika, i overensstemmelse med fremgangsmåden i fælles holdning 2002/145/FUSP, og Coreper noterede den 14. februar 2003, at der ikke var noget til hinder for en sådan deltagelse.

Med hensyn til Lissabon-topmødet, der var planlagt til den 5. april 2003, blev det konkluderet, at det ikke i den nuværende situation ville være muligt at opnå den bredest mulige deltagelse på højeste plan på topmødet fra begge parter, hvilket ville påvirke resultatet. Det ville derfor være det bedste for forbindelserne mellem EU og Afrika at udsætte topmødet.

Rådet har ikke drøftet spørgsmålet om et moratorium for noget element i sanktionerne.