92002E3616

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3616/02

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. december 2002)

Om: Regelmæssige og sikre skibsafgange på faste ruter, der trues af et forbud mod prisaftaler og godkendelse af hemmelige rabatter

1. Har Kommissionen til hensigt at stoppe de linjekonferencer, der blev oprettet i det 19. århundrede, og som sørgede for regelmæssige afgange med søgående skibe på faste ruter til en fast pris, og som endnu i 1986 udtrykkeligt blev undtaget fra forbuddet mod prisaftaler inden for den Europæiske Union?

2. Vil Kommissionen give rederierne mulighed for at give rabatter til faste kunder, uden at dette må meddeles andre kunder?

3. Hvad er følgerne af lavere priser for udbuddet af afgange på ruter og på tidspunkter, hvor fragtmængderne med fri konkurrence ikke længere vil kunne dække omkostningerne? Venter Kommissionen, at skibene bliver ved at sejle?

4. Forventer Kommissionen, at lavere priser stimulerer til at sejle med forældede og nedslidte skibe, der udgør en stor risiko både for besætningen, andre skibe, havmiljøet og kysterne, fordi der er større risiko for, at de forulykker under rejsen?

5. Får rederiernes indkomsttab konsekvenser for de ansatte? Er sådanne foranstaltninger en stimulans til at forringe aflønningen af og arbejdsvilkårene for søfolkene ved at lade skibene registrere i flagstater, der stiller mildere krav, end det er tilfældet i EU's medlemsstater?

6. Hvilke følger vil prisnedsættelsen få for fortrængning af nuværende ansatte og for strømmen af billigt kinesisk mandskab, der allerede nu uddannes i stor udstrækning, men sandsynligvis til utilstrækkelig standard?

7. Hvad gør Kommissionen for også fremover at sikre regelmæssige afgange med acceptable arbejdsvilkår og tilstrækkelig sikkerhed for mennesker og miljø?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(10. februar 2003)

1. Kommissionen har ikke fremsat noget forslag til ændring eller ophævelse af Fællesskabets gruppefritagelse fra forbuddet mod prisaftaler for linjekonferencer. Den er dog i færd med at revidere Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport(1), som indeholder gruppefritagelsen. Denne fremgangsmåde svarer fuldt ud til den praksis, som Kommissionen har fulgt med hensyn til andre gruppefritagelser (motorkøretøjer, forsikring osv.). Det bemærkes, at der i de fleste forordninger om gruppefritagelser er fastsat et krav om regelmæssig revision (normalt hvert femte år) med henblik på at kontrollere, om betingelserne for gruppefritagelsen stadig er opfyldt. Kommissionen betragter dette som et minimumskrav for at kunne efterleve såvel princippet om forsvarlig forvaltning som konkurrencebestemmelserne i EF-traktaten. Det faktum, at der ikke er foretaget nogen omfattende revision af gruppefritagelsen for linjekonferencer, siden den trådte i kraft for over 15 år siden, kunne rent faktisk give grund til bekymring i betragtning af, hvor meget markedsforholdene har ændret sig.

2. Kommissionen er ikke bekendt med nogen eksisterende fællesskabslovgivning, som forbyder rederier at give rabatter til faste kunder, uden at dette meddeles andre kunder, og den har heller ingen planer om at foreslå nogen sådan lovgivning.

3. Ved fri konkurrence vil lavere priser kunne tvinge ineffektive rederier med et højt omkostningsniveau til at forlade markedet. Priserne vil derefter normalt stige til et niveau, som afspejler den nye balance mellem udbud og efterspørgsel, og der vil blive leveret tjenesteydelser til en pris, der svarer til den nye balance på markedet.

4. Så længe der efterspørges tjenesteydelser af høj kvalitet, vil der blive udbudt ydelser, som kan tilfredsstille denne efterspørgsel. Kunder, som benytter containertransport i linjefart, forventer generelt en service af høj kvalitet og vil derfor være utilbøjelige til at sende deres fragt med et forældet og nedslidt skib.

5. Der mindes om, at de nuværende, historisk lave priser for søtransport er en følge af, at udbuddet overstiger efterspørgslen. Den eneste løsning på denne situation er at reducere udbuddet eller øge efterspørgslen. Førstnævnte ville ske af sig selv, hvis ineffektive rederier blev tvunget til at forlade markedet. Det understreges, at den gældende fællesskabsfritagelse fra forbuddet mod prisaftaler for linjekonferencer er til gavn for alle medlemmer af de konferencer, som besejler ruter i linjefart til og fra Fællesskabet, uanset deres nationalitet. Det er således ikke en særlig foranstaltning til beskyttelse af Fællesskabets linjerederier og disses ansatte. Hvad angår det specifikke problem med udflagning, har flere medlemsstater indført skatteordninger, der tilskynder rederierne til at lade deres fartøjer registrere i den pågældende medlemsstat. De oplysninger, som Kommissionen råder over, tyder på, at disse ordninger har givet gode resultater.

6. Spørgsmålet antyder, at et forbud mod prisaftaler mellem linjekonferencer uvægerligt ville føre til ydelser af en ringere kvalitet. Som det fremgår af svaret på spørgsmål fire, er Kommissionen ikke enig i dette synspunkt.

7. Kommissionen har ikke kendskab til nogen umiddelbar trussel mod regelmæssige afgange med acceptable arbejdsvilkår og tilstrækkelig sikkerhed for mennesker og miljø. Kommissionen gør i denne forbindelse det ærede medlem opmærksom på, at der findes en gruppefritagelse for konsortier (Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 af 19. april 2000 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse

kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier)(2), som giver linjerederier mulighed for at dele investeringsomkostninger og etablere driftsmæssigt samarbejde, så de kan tilbyde regelmæssige afgange. Denne forordning tillader dog ikke, at rederierne indgår prisaftaler.

(1) EFT L 378 af 31.12.1986.

(2) EFT L 100 af 20.4.2000.