92002E1517

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1517/02

af Miet Smet (PPE-DE) til Kommissionen

(29. maj 2002)

Om: Forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

Afdeling 5, artikel 18-21, i forordning (EF) nr. 44/2001(1) omhandler kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler. Ifølge disse bestemmelser kan en arbejdstager, hvis han eller hun er den sagsøgte i en retssag, kun sagsøges i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl. Der er strenge bestemmelser for fravigelser. Arbejdsret, socialsikringsret og skatteret er afgørende for en saglig, retlig bedømmelse af arbejdstvister, men er kendetegnet ved grundlæggende forskelle mellem Unionens medlemsstater.

Kan Kommissionen forstå frygten for, at forordning 44/2001 skal forhindre eller i det mindste vanskeliggøre, at en ret inden for en rimelig tidsfrist afsiger en fyldestgørende dom i en retssag vedrørende en arbejdsaftale, der er udarbejdet i henhold til lov og ret i en anden medlemsstat?

Er Kommissionen enig i, at en rets indhentning af oplysninger, enten det er i hjemlandet eller hos en ret i det land, hvor arbejdstageren udfører sit arbejde, medfører høje udgifter og store forsinkelser i retssagen?

Kan en retssag med den nuværende ordning enkelt og hurtigt bilægges af en domstol, der er fortrolig med den ret, der finder anvendelse på den pågældende aftale, idet der er tale om en domstol i det land, hvor arbejdstageren udfører sit arbejde?

Mener Kommissionen, at der er mulighed for fremover at tage initiativer med henblik på at finde en rimelig løsning på denne situation?

(1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(10. juli 2002)

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er netop trådt i kraft den 1. marts 2002(1). Bestemmelserne i kapitel II, afdeling 5, om individuelle arbejdskontrakter, er således netop blevet ændret for at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der beskytter dennes interesser bedre end de almindelige bestemmelser, som ville have tilskyndet til, at sagen indbringes for en ret nærmere ved arbejdsgiveren. Det fastsættes således i artikel 20, at en arbejdsgiver kun kan anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl. Arbejdstageren kan derimod anlægge sag mod arbejdsgiveren ved en ret i en anden medlemsstat, forudsat at det sker i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis har eller havde sin arbejdsplads.

Ifølge Rom-konventionen af 19. juni 1980, som er forpligtende for alle medlemsstaterne, skal den ret, sagen indbringes for, anvende den lovgivning, der vælges af parterne, men dette valg må principielt ikke resultere i, at arbejdstageren mister den beskyttelse af arbejdstagere, der gives i den gældende lovgivning på arbejdstagerens sædvanlige arbejdssted. Hvis parterne ikke har truffet et valg, anvendes lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis har sin arbejdsplads. Der er således i de grænseoverskridende

situationer, der kun dækkes af forordning (EF) nr. 44/2001, en vis spaltning mellem den faktisk anvendte lovgivning og den lovgivning, der er gældende ved den ret, der behandler sagen. Denne løsning retfærdiggøres imidlertid dels af nødvendigheden af at sikre, at alle ansatte ved en given virksomhed er underkastet den samme lovgivning, dels af det forhold, at lovgivningen på det sted, hvor arbejdstageren har sin arbejdsplads, herunder dens bindende bestemmelser om beskyttelse af arbejdstagere, er den mest relevante for retssagen. Kommissionen kan dog oplyse, at den i øjeblikket forbereder en grønbog om omdannelse i moderniseret form af Rom-konventionen til en fællesskabsretsakt. Det kan ikke udelukkes, at bestemmelserne i denne konvention om arbejdskontrakter i en sådan sammenhæng gøres til genstand for en kritisk evaluering.

Det fastsættes endvidere i artikel 73 i denne forordning, at Kommissionen forelægger en rapport om anvendelsen af forordningen senest fem år efter dens ikrafttræden. Selv om den situation, som det ærede medlem beskriver, og som allerede eksisterede på det tidspunkt, da Rådet vedtog forordning (EF) nr. 44/2001, aldrig blev nævnt eller gav anledning til ændringsforslag under forhandlingerne, vil Kommissionen således kunne tage stilling til den i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport, hvis det i lyset af forordningens anvendelse i medlemsstaterne skulle vise sig, at de artikler, det ærede medlem nævner, giver anledning til problemer, herunder i form af en fordyrelse af sagsomkostningerne.

Kommissionen har derfor ikke på dette stadium til hensigt at foreslå en revision af forordning (EF) nr. 44/2001, der netop er trådt i kraft.

(1) EFT L 12 af 16.1.2001.