Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E000303

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0303/02 af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen. Fælleseuropæisk system til opsporing af dyr.

    EFT C 172E af 18.7.2002, p. 178–179 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92002E0303

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0303/02 af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen. Fælleseuropæisk system til opsporing af dyr.

    EF-Tidende nr. 172 E af 18/07/2002 s. 0178 - 0179


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0303/02

    af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

    (11. februar 2002)

    Om: Fælleseuropæisk system til opsporing af dyr

    Kommissionen har som led i telematiksystemprogrammet (1994-1998) brugt 6 mio. EUR til at forske i muligheden af et fælleseuropæisk integreret veterinært overvågningsprogram. Vil Kommissionen overveje at tilskynde til udvikling af et fælleseuropæisk system af høj kvalitet til opsporing af dyr, da de nationale systemer til opsporing af dyr er af skiftende kvalitet og beskaffenhed

    og ikke er integreret med betalingssystemer og systemer til bekæmpelse af svig, da dårlig opsporing var en afgørende faktor i spredningen af mund- og klovsygen i 2001, og da nye teknologier giver mulighed for elektronisk mærkning og mere effektiv opsporing?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

    (27. marts 2002)

    Den gældende EU-lovgivning omfatter adskillige bestemmelser om opsporing af dyr.

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af et system til identifikation og registrering af oksekød og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97(1) stiller, når det drejer sig om kvæg, krav til medlemsstaterne om, at de skal oprette en elektronisk database. Denne database skal indeholde informationer om identifikation af alt kvæg, alle bedrifter med kvæg og alle bevægelser af kvæg.

    For svin, får og geder er der fastlagt bestemmelser i Rådets direktiv 92/102/EØF af 27. november 1992 om identifikation og registrering af dyr(2).

    Rådets direktiv 64/432/EØS af 26. juni 1964 om sundhedsmæssige problemer ved handel med kvæg og svin(3) inden for Fællesskabet, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/15/EF af 10. april 2000(4) og Kommissionens beslutning 2000/678/EF af 23. oktober 2000 om nærmere regler for registrering af bedrifter i nationale databaser for svin som fastsat i Rådets direktiv 64/432/EØS(5), stiller ydermere krav til medlemsstaterne om, at de skal oprette en elektronisk database for svin. Denne database skal indeholde information om svinebedrifter og bevægelser af svin.

    Kommissionen har finansieret forskning, udvikling og etablering af systemet Eurovet til sporing af dyr. Dette system gør det muligt at integrere forskellige systemer, som på nuværende tidspunkt anvendes af de forskellige myndigheder i medlemsstaterne, og overførslen af data om bevægelser af dyr mellem nationale systemer.

    Kommissionen er netop ved at lave et udkast til et nyt system til identifikation og registrering af får og geder, som forbedrer det nuværende system for disse arter. Det er meningen, at dette nye system skal indeholde en elektronisk database.

    Med hensyn til elektronisk identifikation har Kommissionen finansieret IDEA-projektet med det hovedformål at undersøge gennemførlighed og evaluering af et elektronisk identifikationssystem til drøvtyggere (kvæg, bøfler, får og geder).

    Det endelige resultat af IDEA-projektet vil foreligge inden længe. Kommissionen forventer effektivitetsgevinster som følge af elektronisk identifikation og vil derfor foreslå bestemmelser for en sådan identifikation, så snart udviklingen af identifikationssystemet er så fremskreden, at det kan anvendes i hele Fællesskabet.

    Kommissionen tager løbende stilling til nye teknologier, som vil kunne tilskynde til, at der udvikles højkvalitetssystemer til sporing af dyr, og at muligheden for at indføre dem i hele Fællesskabet fremmes.

    (1) EFT L 204 af 11.8.2000.

    (2) EFT L 355 af 5.12.1992.

    (3) EFT P 121 af 29.7.1964.

    (4) EFT L 105 af 3.5.2000.

    (5) EFT L 281 af 7.11.2000.

    Top