EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E000005

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0005/02 af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen. Fortolkning af forordning nr. 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.

EFT C 172E af 18.7.2002, p. 121–122 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92002E0005

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0005/02 af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen. Fortolkning af forordning nr. 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.

EF-Tidende nr. 172 E af 18/07/2002 s. 0121 - 0122


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0005/02

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(17. januar 2002)

Om: Fortolkning af forordning nr. 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget

Med hensyn til forordning nr. 2037/2000(1) om stoffer, der nedbryder ozonlaget, erklærede den engelske miljøminister, Michael Meacher, den 11. december 2001 i Underhuset, at den engelske regering inden oktober 2000 rettede en forespørgsel til Kommissionen vedrørende fortolkningen af genvinding af chlorfluorcarboner fra køleudstyr og skum i køleskabe, og at den først efter 18 måneder, i juni 2001, modtog et svar; derfor blev de nødvendige foranstaltninger først truffet på dette tidspunkt i Det forenede Kongerige.

Kommissionen bedes oplyse, hvilken kommunikation der efter dens opfattelse fandt sted med Det Forenede Kongeriges regering vedrørende dette spørgsmål, fra den første udarbejdelse indtil den endelige vedtagelse?

(1) EFT L 244 af 29.9.2000, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. marts 2002)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/00 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget trådte i kraft den 1. oktober 2000. Artikel 16, stk. 1, kræver, at kontrollerede stoffer, såsom chlorfluorcarboner (CFC'er) skal genvindes med henblik på destruktion

fra husholdningskøleskabe og -frysere fra den 1. januar 2002. Da CFC'er er kraftigt ødelæggende for ozonlaget, og da skum indeholder omkring 75 % af CFC'er og kølesystemet kun 25 %, krævede artikel 16, stk. 3, at CFC'er skal genvindes fra produkter såsom skum, hvis det er praktisk muligt, fra den 1. oktober 2000.

Det Forenede Kongerige spurgte meget hurtigt efter, at forordningen trådte i kraft, om det praktisk mulige ved udvinding af CFC'er fra skumisolering i køleskabe, da svaret indvirkede på Det Forenede Kongeriges gennemførelse af denne forordning på to vigtige områder. Hvis genvinding af CFC'er fra skum blev anset for praktisk gennemførligt, ville Det Forenede Kongerige ikke blot skulle oprette genbrugs- og genvindingsanlæg fra den 1. januar 2002, men også forbyde den betydelige britiske eksporthandel fra den 1. oktober 2000 af brugte køleskabe, der indeholder CFC'er i skummet. I artikel 11 forbydes specifikt eksport fra Fællesskabet af produkter, der indeholder CFC'er, da Montreal-Protokollen, en international traktat om beskyttelse af ozonlaget, kraftigt fraråder eksport, der vil øge udviklingslandenes afhængighed af gammel teknologi.

CFC-genvinding fra køleudstyr blev drøftet på forvaltningsudvalgets møde den 4. oktober 2000, der for første gang holdt møde i henhold til forordningens artikel 18, kun 4 dage efter forordning (EF) nr. 2037/2000 trådte i kraft. Kommissionen havde formandsskabet. Mødereferatet, som alle medlemsstaterne godkendte, også Det Forenede Kongerige, refererede, at udvalget enedes om, at CFC-indeholdende skum var klassificeret som et produkt og derfor finder artikel 16, stk. 3, anvendelse. Artikel 16, stk. 3, opfordrer til genvinding af CFC fra skum, hvis det er muligt. Adskillige medlemsstatsrepræsentanter fremførte, at genvinding fra skum havde været mulig i årevis og nævnte kommercielle genvindingsanlæg, hvor Det Forenede Kongerige om nødvendigt kunne levere brugte køleskabe med henblik på genvinding.

Kommissionen afholdte endnu et møde med Det Forenede Kongerige og andre medlemsstater på anmodning fra en repræsentant for Det Forenede Kongeriges regering den 24. januar 2001 i Bruxelles for at drøfte forbudet mod eksport af køleskabe, der indeholder CFC'er. På dette møde fortsatte Det Forenede Kongerige med at stille spørgsmålstegn ved gennemførligheden af CFC-genvinding fra skummet i brugte køleskabe, på trods af gentagne forsikringer fra andre medlemsstater om, at de havde kommercielle anlæg i drift. Kommissionen indvilgede derfor i at foretage en undersøgelse af medlemsstaterne for at fastslå, hvilke kommercielle køleskabsgenvindingsaktiviteter der fandtes i Fællesskabet. Undersøgelsens resultater, der blev meddelt medlemsstaternes repræsentanter på det følgende møde i forvaltningsudvalget den 13. og 14. marts 2001 bekræftede, at der var kommercielle genvindingsaktiviteter til genvinding af CFC'er fra skum og kølesystemer i drift i en række medlemsstater, bl.a. Italien, Tyskland, Danmark og Sverige.

Det Forenede Kongeriges regering blev derfor første gang informeret den 4. oktober 2000 om, at det var praktisk muligt at genvinde CFC fra både kølesystemer og skum i brugte køleskabe. Kommissionen bemærker, at Det Forenede Kongeriges regering for nylig har indført fremgangsmåder med henblik på at fremme overensstemmelse med dette aspekt af forordningen.

Top