92001E2443

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2443/01

af Elspeth Attwooll (ELDR) til Kommissionen

(11. september 2001)

Om: Privatpersoners indførsel af alkohol og tobak inden for EU

Direktiv 92/12/EØF(1), som ændret, anfører, at privatpersoner kan indføre varer, for hvilke der er betalt punktafgift i en EU-medlemsstat, i en anden EU-medlemsstat uden

at skulle betale punktafgift, forudsat at varerne er anskaffet til eget brug og ikke er beregnet til erhvervsmæssige formål. Artikel 9 i direktivet indfører mængder for både tobaksvarer og alkoholholdige drikkevarer, der kan anvendes af medlemsstaterne som vejledende for at bestemme, om indførslen af varer er beregnet til erhvervsmæssige formål eller anskaffet til eget brug.

Gennemførelseslovgivningen i Det Forenede Kongerige kræver, at privatpersoner, som indfører varemængder over disse grænser, over for embedsmænd skal godtgøre, at varerne ikke er beregnet til erhvervsmæssige formål. I modsat fald kan varerne konfiskeres. Rejsende klager over, at embedsmænd i Det Forenede Kongerige arbitrært anfører disse begrænsninger. Mener Kommissionen, at Det Forenede Kongerige ved at lægge bevisbyrden på den rejsende og ved at true med konfiskation og fængsel nøje har gennemført bestemmelserne i direktiv 92/12/EØF og bestemmelserne om fri bevægelighed?

(1) EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(29. oktober 2001)

I henhold til artikel 8 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed opkræves punktafgifter på varer, der er anskaffet af privatpersoner til eget brug i den medlemsstat, hvor de er anskaffet. Hvis varerne anskaffes i en medlemsstat, men oplægges med handel for øje i en anden medlemsstat, opkræves punktafgiften i den medlemsstat, hvor varerne befinder sig.

Hvis privatpersoner vender hjem til en medlemsstat med punktafgiftspligtige varer, der er anskaffet i en anden medlemsstat, afhænger betalingen af punktafgifter af, om varerne er til erhvervsmæssigt eller eget brug. Artikel 9, stk. 2, i direktiv 92/12/EØF indeholder en vejledning i, hvordan formålet fastslås.

Medlemsstaternes myndigheder skal basere deres afgørelse på alle relevante aspekter i den pågældende sag i det mindste på alle kriterier i artikel 9, stk. 2, som er følgende:

- den forretningsmæssige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og årsagerne til dette

- stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform

- ethvert dokument vedrørende varerne

- varernes art

- varernes mængde.

Med hensyn til det sidste kriterium vedrørende varernes mængde kan medlemsstaterne vælge at opstille vejledende mængder, som dog ikke må være mindre end de mængder, der er fastlagt i artikel 9, stk. 2, i direktiv 92/12/EØF. Disse mængder må kun tjene som en form for bevis for formålet med varens anskaffelse. Medlemsstater, som vælger at benytte sig af muligheden for at opstille vejledende mængder, kan selv bestemme, hvordan denne regel skal indarbejdes i deres nationale lovgivning.

Princippet er dog efter Kommissionens opfattelse, at medlemsstaternes myndigheder skal fastslå, om varerne oplægges til erhvervsmæssigt eller privat brug under hensyntagen til samtlige kriterier i artikel 9, stk. 2. De må ikke basere deres afgørelse på et kriterium alene, hvad enten det er mængde eller andet, for så at lade det være op til privatpersonen at bevise, at varerne skal tjene et andet formål.

Når det drejer sig om, hvilke sanktioner der kan anvendes ved overtrædelse af loven om punktafgifter, er medlemsstaterne i princippet frit stillet, da Fællesskabet ikke har harmoniserede regler på dette område. De skal dog overholde de almindelige principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet. Dette betyder, at sanktioner ikke må være strengere end højst nødvendigt.

Kommissionen undersøger i øjeblikket klager vedrørende Det Forenede Kongerige og den måde, hvorpå det har omsat visse dele af direktiv 92/12/EØF til national lovgivning. Kommissionen afventer resultatet af undersøgelsen og vil på baggrund heraf træffe beslutning om, hvorvidt Det Forenede Kongerige efter Kommissionens opfattelse har gennemført direktivet korrekt.