Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92001E002323

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2323/01 af Michael Cashman (PSE) til Kommissionen. Visum for tredjelandsborgere.

    EFT C 172E af 18.7.2002, p. 6–7 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92001E2323

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2323/01 af Michael Cashman (PSE) til Kommissionen. Visum for tredjelandsborgere.

    EF-Tidende nr. 172 E af 18/07/2002 s. 0006 - 0007


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2323/01

    af Michael Cashman (PSE) til Kommissionen

    (31. juli 2001)

    Om: Visum for tredjelandsborgere

    Kan Kommissionen gøre nærmere rede for, hvor let det er for tredjelandsborgere med lovlig bopæl i en EU-medlemsstat at få visum til at rejse inden for EU? Kan Kommissionen især præcisere, hvorledes det forholder sig, når tredjelandsborgeren har indgået ægteskab med en EU-borger?

    Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

    (6. september 2001)

    Schengen-landene har udviklet et bredt samarbejde om betingelserne for, at tredjelandsborgere kan rejse inden for et område uden indre grænser. Denne regel er med Amsterdam-traktaten(1) blevet integreret i Fællesskabet/Unionen.

    Tredjelandsborgere med lovlig bopæl i en medlemsstat, og som er i besiddelse af en opholdstilladelse, er i henhold til artikel 21 i Schengen-gennemførelseskonventionen fritaget fra kravet om visum ved indrejse i de medlemsstater, der har gennemført Schengen-reglerne (undtagen Det Forenede Kongerige og Irland), og i Norge og Island. Tredjelandsborgere kan frit bevæge sig på disse landes område på betingelse af, at de kan fremvise deres opholdstilladelse, opfylder betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), c), og e), i Schengen-gennemførelseskonventionen og ikke er opført på den pågældende medlemsstats nationale liste over uønskede personer.

    Fællesskabslovgivningen gør det muligt for medlemsstaterne at kræve et visum for tredjelandsborgere, der er i familie med en unionsborger, og som ledsager eller slutter sig til denne i en anden medlemsstat, der ikke er en del af området uden grænser, i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, og dem, hvis statsborgere er fritaget for denne forpligtelse(2).

    Medlemsstaterne skal i det tilfælde være behjælpelige med at udstede visum. Visum kan kun udstedes på fremvisning af et identitetsbevis (identitetskort eller pas) og et bevis på slægtskabet med unionsborgeren. Visum udstedes gratis.

    Kommissionen har som en overordnet tilgang forelagt Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til direktiv(3) om betingelserne for, at tredjelandsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højest tre måneder inden for en periode på seks måneder.

    (1) EFT C 340 af 10.11.1997.

    (2) EFT L 81 af 21.3.2001.

    (3) KOM(2001) 388 endelig udg.

    Top