EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92001E000430

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0430/01 af Raffaele Lombardo (PPE-DE) til Rådet. Bestemmelser vedrørende den civile og militære luftfart i Europa.

EFT C 81E af 4.4.2002, p. 4–5 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92001E0430

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0430/01 af Raffaele Lombardo (PPE-DE) til Rådet. Bestemmelser vedrørende den civile og militære luftfart i Europa.

EF-Tidende nr. 081 E af 04/04/2002 s. 0004 - 0005


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0430/01

af Raffaele Lombardo (PPE-DE) til Rådet

(20. februar 2001)

Om: Bestemmelser vedrørende den civile og militære luftfart i Europa

For nylig har der i det italienske luftrum være nogle meget alvorlige tilfælde, hvor militærfly har krydset civile luftfartsruter. I betragtning af den konkrete fare som følge af overtrædelse af de gældende bestemmelser vedrørende sikkerhedsafstand og mere generelt hullerne i de supranationale bestemmelser på luftfartsområdet, og med henblik på at beskytte brugernes sikkerhed og samtidig tage hensyn til de militære behov, bedes Rådet besvare følgende spørgsmål

Agter Rådet snarest mulig at forbedre forvaltningen af den europæiske lufttrafik på grundlag af fællesskabsprincipperne for fri konkurrence, idet der skabes et fælles europæisk luftrum i overensstemmelse med de ønsker, Kommissionen fremsatte i meddelelsen af 1. februar 1999 til Rådet og Europa-Parlamentet, idet der dog bør fastlægges en nøje prioritering til fordel for behovene for sikkerhed i den civile luftfart fremfor behovene i forbindelse med militærøvelser?

Anser Rådet det for hensigtsmæssigt at træffe foranstaltninger med henblik på at gennemføre de forslag, der fremsættes i Rådets resolution af 17. november 1995 om problemerne i forbindelse med overbelastning og krisesituationer inden for luftfarten i Europa?

Anser Rådet det for nødvendig at vedtage bestemmelser med henblik på at gøre procedurerne vedrørende medlemslandenes gennemførelse af fællesskabsretten og Eurocontrols bestemmelser hurtigere og effektivere, således som de fastlægges i Kommissionens forordning EF nr. 2082/2000(1) og samtidig fremme forskellige former for fællesskabssamarbejde baseret på nye ideer?

Agter Rådet ikke blot ved hjælp af direktiver, men også forordninger at fastlægge mindstekrav til systemer vedrørende automatiseret kommunikation, overvågning og assistance til kontrol af europæisk luftfart?

(1) EFT L 254 af 9.10.2000, s. 1.

Svar

(20. november 2001)

Sikkerheden i den civile luftfart prioriteres højt i Fællesskabets luftfartspolitik, og Rådet lægger stor vægt på spørgsmålet. Som institution er Rådet ikke direkte berørt af den militære luftfart.

Med hensyn til det fælles europæiske luftrum er Rådet regelmæssigt blevet informeret om arbejdet i gruppen på højt plan, som næstformand i Kommissionen Loyola de Palacio er formand for, og hvis beretning blev offentliggjort i december sidste år. Det noterer, at gruppen i sit arbejde har inddraget samtlige aktører på luftfartsområdet og navnlig de civile og militære myndigheder.

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i Stockholm i marts i år, at det har til hensigt at etablere det fælles europæiske luftrum, og meddelte, at det forventer at gøre yderligere fremskridt på området inden mødet i juni i Göteborg. Den 15. og 16. juni 2001 mindede Det Europæiske Råd om betydningen af initiativet til oprettelse af et fælles europæisk luftrum og noterede sig, at der er ved at blive optaget kontakter mellem de berørte medlemsstater om spørgsmålet om den territoriale anvendelse. Det håber, at disse kontakter hurtigt vil resultere i en aftale. Kommissionen agter at forelægge detaljerede forslag med henblik på at kunne realisere et fælles europæisk luftrum senest i 2004.

Rådet vil fra nu af være i stand til at ofre gennemgangen af de forslag til retsakter, som Kommissionen skal forelægge, og som vedrører en stor del af de problemer, som optager det ærede parlamentsmedlem, den fornødne opmærksomhed.

Rådet er klar over, at situationen kunne forbedres yderligere, hvis Fællesskabet blev medlem af Eurocontrol, og det udtrykker håb om, at kravene i den forbindelse opfyldes snarest muligt. Desuden er det overbevist om, at forordningen om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur (EASA), der nu er under behandling, og som navnlig vedrører standardisering og certificering af luftfartsprodukter, også vil være et væsentligt element i luftfartspolitikken.

Top