EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92000E000399

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0399/00 af Ioannis Averoff (PPE-DE) og Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Gennemførelse af fællesskabslovgivningen og fællesskabsfinansiering der er bevilliget Grækenland til beskyttelse af skove.

EFT C 374E af 28.12.2000, p. 65–66 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92000E0399

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0399/00 af Ioannis Averoff (PPE-DE) og Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Gennemførelse af fællesskabslovgivningen og fællesskabsfinansiering der er bevilliget Grækenland til beskyttelse af skove.

EF-Tidende nr. 374 E af 28/12/2000 s. 0065 - 0066


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0399/00

af Ioannis Averoff (PPE-DE) og Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(15. februar 2000)

Om: Gennemførelse af fællesskabslovgivningen og fællesskabsfinansiering der er bevilliget Grækenland til beskyttelse af skove

Fællesskabsforordning nr.3528/86(1) og nr.2158/92(2), som vedrører beskyttelse af skove mod luftforurening og brande, pålægger medlemsstaterne konkrete forpligtelser som f.eks. at udarbejde planer for beskyttelse mod brande. Med forordningerne gives ligeledes medlemsstaterne mulighed for at finansiere aktioner, som hører under bestemmelserne i disse forordninger.

Vedrørende gennemførelsen af de ovennævnte forordninger i Grækenland bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

1. Har Grækenland i henhold til artikel 10 i Amsterdam-traktaten sendt Kommissionen de oplysninger, som specielt er anført i forordning nr. 2158/92?

2. Kan den give en oversigt over de beløb, Grækenland har modtaget under de to finansieringsforordninger siden 1995 og indtil i dag, og hvilken procent udgør disse beløb i forhold til de andre medlemsstater i middelhavsområdet?

3. Har Grækenland modtaget anden fællesskabsfinansiering til beskyttelsen af sine skove? Hvilke beløb drejer det i så fald om, og hvilken procent udgør de i forhold til de øvrige medlemsstater i middelhavsområdet?

(1) EFT L 326 af 21.11.1986, s. 2.

(2) EFT L 217 af 31.7.1992, s. 3.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(6. april 2000)

1. I overensstemmelse med artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande sendte Grækenland den 2. februar 1993 Kommissionen listen over zonerne klassificeret efter skovbrandsrisiko. Denne liste, hvor hele området med behørig begrundelse er klassificeret som højrisikozone, godkendtes ved Kommissionens beslutning K(93)1619 af 24. juni 1993.

I overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 3 sendte Grækenland derefter den 24. juni 1993 Kommissionen den nationale plan for beskyttelse af skovene mod brande, og Kommissionen afgav udtalelse om planens overensstemmelse med artikel 3 den 7. marts 1994.

Den 8. oktober 1999 underrettede Grækenland Kommissionen om ajourføringen af den oprindelige plan, hvis varighed er fastsat til 10 år (1994-2003). I en ny udtalelse fra Kommissionen af 10. januar 2000 konkluderes det, at den ajourførte plan for Grækenland fortsat stemmer overens med målene og retningslinjerne omhandlet i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2158/92.

Efter ikrafttrædelsen af Kommissionens forordning (EØF) nr. 804/94 af 11. april 1994 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 for så vidt angår informationssystemer for skovbrande(1) har Grækenland også hvert år siden 1994 stillet de i denne forordning omhandlede oplysninger til rådighed for Kommissionen.

2. Inden for rammerne af Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 af 17. november 1986 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening og den i første del af svaret til det ærede medlem allerede nævnte forordning (EØF) nr. 2158/92 har Fællesskabet i perioden 1995-1999 ydet en støtte på 71,48 mio. EUR til aktioner vedrørende alle medlemsstaterne i Middelhavsområdet, hvortil regnes Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien og også Portugal. Af dette beløb har støtten til græske aktioner i samme periode udgjort 13,64 mio. EUR, svarende til 19 % af det samlede beløb.

3. Grækenland har desuden på det af det ærede medlem omtalte område modtaget anden fællesskabsfinansiering. Samhørighedsfonden ydede i perioden 1994-1999 en støtte på 55,6 mio. EUR. Spanien har som den anden medlemsstat i Middelhavsområdet fået et bidrag fra fonden på 565 mio. EUR. Portugal har ikke anvendt bevillinger fra Samhørighedsfonden til skovbrugsområdet.

Hvad angår EUGFL, Udviklingssektionen, er der inden for den anden EF-støtteramme for Grækenland (1994-1999) og EF-initiativerne af de disponible bevillinger afsat et beløb på 224 mio. EUR til skovbrugssektoren. I Portugal er der afsat 79,7 mio. EUR til skovbrugssektoren inden for EF-støtterammen (1994-1999), og i Spanien er skovbrugssektoren og miljøbeskyttelse tildelt 510 mio. EUR inden for EF-støtterammen (1994-1999).

(1) EFT L 93 af 12.4.1994.

Top