91998E2583

SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-2583/98

af José Barros Moura (PSE) til Kommissionen

(1. september 1998)

Om: Praktiske aspekter ved den frie bevaegelighed for personer

To borgere fra forskellige medlemsstater (en italiensk kvinde og en portugisisk mand) beslutter at gifte sig eller bo sammen, og derfor maa én af dem flytte til aegtefaellens land og forlade sit arbejde, enten ved at tage orlov eller ved at benytte andre ordninger, der giver den paagaeldende mulighed for at forlade arbejdet. Det er naesten altid vanskeligt for den person, der flytter, at blive integreret paa lige vilkaar i vaertslandet..

Vil der i betragtning af det saerlige ved en saadan situation vaere mulighed for paa faellesskabsplan at anerkende disse borgeres ret til at bevare deres sociale rettigheder (navnlig med hensyn til laegebistand) i deres oprindelsesland, uanset hvilket land de bor i paa det tidspunkt, hvor de faar brug for at benytte sig af disse rettigheder?

For saa vidt angaar laegebistand, drejer det sig om at blive fri for at anvende den alt for bureaukratiske procedure med model E 111 og E 112. Med hensyn til sidstnaevnte (E 112) er betingelserne for godkendelse ogsaa afhaengig af en besvaerlig procedure.

Hvis man faar brug for at anvende model E 112, rejser foelgende spoergsmaal sig: Kunne kvinden f.eks ikke faa mulighed for at vaelge at vende tilbage til sit oprindelsesland, naar hun skal foede, hvis hun oensker at vaere i naerheden af sin naermeste familie (foraeldre) eller af foelelsesmaessige og menneskelige aarsager?

Endnu et spoergsmaal i forbindelse med anvendelse af model E 112: Hvis en af de to aegtefaeller paa et vist tidspunkt i livet faar problemer, som f.eks. kraever et kirurgisk indgreb, og den paagaeldende derfor har behov for at blive tilset regelmaessigt af sin egen laege (eller familielaegen) eller for at gennemgaa en saerlig behandling, kunne man da ikke anerkende hans ret til at vende tilbage til oprindelseslandet uden at skulle anvende model E 112? Og skulle det i dette tilfaelde ikke vaere den medlemsstat, hvor den paagaeldende er statsborger, som skulle betale laegeomkostningerne, og ikke det land, hvor han har bopael?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Pàdraig Flynn

(9. oktober 1998)

Medlemsstaternes sociale sikringsordninger er koordineret ved Raadets forordning (EOEF) 1408/71 og 574/72(1). Det skal dog bemaerkes, at forordningerne kun tager sigte paa at koordinere og ikke at harmonisere de nationale sociale sikringsordninger. Medlemsstaterne kan selv bestemme, hvilke ydelser de vil tilbyde, og hvordan de organiserer og finansierer deres forskellige sociale sikringsordninger.

En person, der efter at have giftet sig med en statsborger i en anden medlemsstat flytter til aegtefaellens medlemsstat, vil normalt have ret til beskyttelse paa omraadet sundhedspleje i det nye bopaelsland. Hvis den paagaeldende oensker at vende tilbage til sit oprindelige bopaelsland for at modtage en saerlig medicinsk behandling, kraever reglerne i forordning (EOEF) 1408/71 en forudgaaende tilladelse fra den nye bopaelsstats sygesikringsordning. Hvis den paagaeldende modtager den forudgaaende tilladelse (formular E 112), garanterer det nye bopaelsland omkostningernes daekning, som om personen havde ret til ydelserne i den medlemsstat, hvor behandlingen oenskes.

Den administrative kommission for vandrende arbejdstageres sociale Sikring har tidligere overvejet muligheden for at naa frem til en faelles fortolkning, ifoelge hvilken foedsel af et barn i en anden medlemsstat automatisk ville blive behandlet som et noedstilfaelde. Dette ville betyde, at den forudgaaende tilladelse ved hjaelp af formular E 112 ikke laengere ville vaere paakraevet. Desvaerre var det ikke muligt at naa frem til en enstemmig aftale om dette spoergsmaal. Det skyldtes overvejelser i forbindelse med det forhold, at bopaelsstaten ville vaere noedt til at godtgoere samtlige laegelige omkostninger i forbindelse med foedselen i den anden medlemsstat, selv om disse omkostninger var betydeligt hoejere end under bopaelslandets egen ordning.

(1) AEndret og ajourfoert ved forordning (EF) 118/97 - EFT L 28 af 30.1.1997.