91998E0189

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0189/98

af Cristiana Muscardini (NI) til Kommissionen

(5. februar 1998)

Om: Opholdstilladelse

Forordning 1612/68(1), som gør det obligatorisk af være i besiddelse af en opholdstilladelse for alle EU-statsborgere, der er bosiddende i en anden medlemsstat, skaber alvorlige hindringer for den faktiske gennemførelse af den fri bevægelighed for personer og stemmer dårligt overens med de principper, der ligger til grund for Schengen-aftalen, der for nylig også blev ratificeret af Italien, særlig hvad angår denne konventions artikel 2, hvori det fastsættes, at de interne grænser kan overskrides, uden at der kræves nogen kontrol.

Kan Kommissionen oplyse, hvorledes den agter at forene forpligtelsen til en opholdstilladelse, som er fastsat af en lang række medlemsstater, med princippet om fri bevægelighed for personer samt forudsætningerne for Schengen-aftalen?

Mener Kommissionen ikke, at tiden er inde til at intervenere over for medlemsstaterne med henblik på at annullere forpligtelsen til en opholdstilladelse?

Mener Kommissionen ikke, at det nationale pas er tilstrækkeligt som dokumentation for de statsborgere fra Unionen, der udøver den fri bevægelighed inden for Unionens lande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(6. maj 1998)

Der skal sondres mellem tre aspekter: den i EF-lovgivningen omhandlede opholdstilladelse for unionsborgere, der ønsker at bosætte sig i en medlemsstat for en periode, der overstiger tre måneder; en eventuel national forpligtelse til at bære en sådan opholdstilladelse på sig, når man færdes på offentlige veje, og kontrollen med denne forpligtelse inden for det pågældende territorium; og den kontrol, der kan udøves, når en grænse passeres.

I henhold til fællesskabsretten skal der udstedes en opholdstilladelse til unionsborgere, som ønsker at bosætte sig i en medlemsstat for en periode, der overstiger tre måneder (se navnlig artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 68/360/EØF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner for rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer(2) og artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 73/148/EØF af 21. maj 1973 om ophævelse af rejse- og opholdsbegrænsninger inden for Fællesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser(3). I henhold til EF-Domstolens retspraksis er en sådan opholdstilladelse en såkaldt deklaratorisk retsakt, der beror på EF-traktatens regler.

Ifølge den afledte fællesskabsret har unionsborgerne ikke pligt til at bære en opholdstilladelse på sig, når de færdes på offentlige veje. Men fællesskabsretten forbyder dog ikke en medlemsstat at pålægge unionsborgere - forudsat at det ikke er diskriminerende i forhold til medlemsstatens egne borgere - pligt til at være i besiddelse af identitetspapirer, rejselegitimation eller deres opholdstilladelse, når de færdes på offentlige veje, og at indføre sanktioner, der er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvis denne forpligtelse tilsidesættes. EF-Domstolen har således i dommen Kommissionen mod Belgien(4) fastslået, "at fællesskabsretten ikke afskærer (en medlemsstat) fra på sit område at føre kontrol med overholdelsen af den forpligtelse til altid at være i besiddelse af opholds- eller bopælsbevis, når en tilsvarende forpligtelse påhviler (den pågældende medlemsstats) borgere med hensyn til deres identitetskort".

I overensstemmelse med EF-retten skal medlemsstaterne acceptere unionsborgernes indrejse på deres område mod den blotte fremlæggelse af et identitetsbevis eller et gyldigt pas (se artikel 3, stk. 1, i de ovennævnte direktiver). Fællesskabsretten er således principielt til hinder for administrative foranstaltninger, der generelt kræver andre formaliteter ved grænserne end simpel fremlæggelse af et identitetskort eller et gyldigt pas.

Da der er tale om kontrol med overholdelse af en national forpligtelse, hvorefter unionsborgerne skal være i besiddelse af en opholdstilladelse, når de overskrider grænserne, nåede EF-Domstolen i sin ovennævnte dom til den konklusion, at når sådan kontrol ikke er forudsætningen for adgang til territoriet, og at den med andre ord ikke resulterer i en tilbagevisning, følger et forbud af denne art ikke af fællesskabsretten. EF-Domstolen tilføjede her, at en sådan kontrolpraktik ved indrejse i en medlemsstat - alt efter de givne omstændigheder - dog kan udgøre en begrænsning i det grundlæggende princip om personers fri bevægelighed. Dette vil være tilfældet, navnlig hvis det måtte vise sig, at en sådan kontrol blev gennemført på en systematisk, arbitrær eller unødigt restriktiv måde.

Da formålet med afskaffelsen af personkontrollen endnu ikke er gennemført i Unionen, finder de fællesskabsretlige principper, der er anført ovenfor, stadig anvendelse.

Desuden fastsættes det i Schengen-konventionens artikel 2, stk. 3, at afskaffelsen af personkontrollen ved de indre grænser hverken må være til hinder for, at de kompetente myndigheder kan udøve politiopgaver i henhold til de enkelte kontraherende parters lovgivning på hele deres område, eller for et krav om, at personer skal være i besiddelse af, bære på sig og fremlægge de dokumenter og beviser, som lovgivningen kræver.

(1) EFT L 257 af 19.10.1968, s. 2.

(2) EFT L 257 af 19.10.1968.

(3) EFT L 172 af 28.6.1973.

(4) Dom af 27. april 1989 i sag 321/87, Sml. 1989, s. 1007.