91997E4212

SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-4212/97 af Bryan Cassidy (PPE) til Kommissionen (21. januar 1998)

Om: EF-Domstolens dom af 24. oktober 1996 i sagen Elida Gibbs Ltd (sag C-317/94)

Denne dom afsagt af EF-Domstolen synes at blive gjort virkningsloes som foelge af dens manglende gennemfoerelse i Tyskland og dens delvise gennemfoerelse i Frankrig og Graekenland.

Vil Kommissionen oplyse, om der i Tyskland findes nogen regel, der forbyder visse former for salgsfremmende ordninger som f.eks. anvendelsen af producenters money-off-kuponer eller producenters cash-back-tilbud? Hvis dette er tilfaeldet, hvad er da logikken bag forbuddet, og er et saadant forbud acceptabelt i det indre marked?

Hvis der findes en saadan regel, og den ikke er acceptabel, hvilke foranstaltninger har Kommissionen da truffet, og i henhold til hvilke bestemmelser i traktaten?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Mario Monti (10. marts 1998)

Der findes faktisk nogle meget strenge, tyske bestemmelser om rabat- og bonusydelse.

Zugabeverordnung (forordning om gratisgaver) fra marts 1932 forbyder, med meget faa undtagelser, ydelser af enhver form for gaver i forbindelse med salg af varer eller tjenester. Undtagelserne vedroerer for eksempel kun emballage eller gaver af ringe vaerdi (under ca. 50 pfennig). Rabattgesetz (lov om rabatter) fra november 1933 forbyder rabatter paa over 3%.

Paa baggrund af de oplysninger, Kommissionen raader over, var den lovgivende myndigheds hensigt dengang dobbel. Paa den ene side skulle forbrugeren beskyttes ved at rette koebskriterierne mod produktets eller tjenestens saerlige kvalitet samt prisen herpaa. Paa den anden side skulle en redelig handel sikres ved at undgaa en adfaerd, som kunne fordreje konkurrencen. I 1920'erne var det isaer stormagasinerne i Tyskland, der anvendte bonus, og som foelge af den oekonomiske afmatning var det dengang hensigtsmaessigt gennem en foranstaltning, der blev betragtet som midlertidig, at beskytte de smaa og mellemstore virksomheders struktur.

Den tyske regering fremsatte i 1993/1994 et forslag om ophaevelse af disse to love. Forslaget blev ikke vedtaget som foelge af modstand fra Bundesrat, og siden er dette forslag ikke blevet genfremsat.

Det kan ikke benaegtes, at en saadan lovgivning - som ikke findes i et tilsvarende omfang i Faellesskabet - kunne vaere uforenelig med hensigten med det indre marked. Faktisk kan virksomhederne ikke vedtage en tvaereuropaeisk salgs- og markedsfoeringsstrategi, uden at de skal aendre grundlaeggende paa deres kommercielle kommunikations indhold og form for at overholde lovgivningen paa et af de stoerste markeder i Faellesskabet. Kommissionen har desuden modtaget adskillige klager over dette emne (se for eksempel svar paa Gijs de Vries' skriftlige forespoergsel nr. 64/98 ((Se side 26. ))).

I mangel af harmonisering inden for Faellesskabet paa dette omraade undersoeger Kommissionen nu i forbindelse med behandlingen af ovennaevnte klager og i lyset af EF-Domstolens retspraksis denne lovgivnings eventuelle konkurrencebegraensende virkninger og proportionalitet.