91997E3807

SKRIFTLIG FORESPOERGSEL P-3807/97 af Ilona Graenitz (PSE) til Kommissionen (17. november 1997)

Om: Unionsdaekkende erstatningsansvar for atomkraftvaerker

Uheld og ulykker paa atomkraftvaerker medfoerer meget alvorlige skader for menneskets sundhed og miljoeet. For i det mindske at kunne yde finansiel erstatning og afholde udgifterne til oprydningsarbejdet ville det vaere oenskeligt, at der indfoeres erstatningsansvar for eventuelle konsekvenser af atomkraftvaerksdrift.

Er man i Kommissionen i gang med at forberede et forslag til en saadan unionsdaekkende lovgivning om erstatningsansvar for selskaber, som driver atomkraftvaerker?

Foregaar der droeftelser paa internationalt plan om dette spoergsmaal?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Christos Papoutsis (15. december 1997)

Allerede i Atomkraftens foerste aar var man klar over, at en eventuel atomulykke ville vaere af en saadan stoerrelsesorden, at forsikringsdaekning af erstatningsansvaret kraevede internationalt samarbejde. Det illustreres ikke blot af de to internationale ordninger for erstatningsansvar i forbindelse med atomulykker, som blev udarbejdet i begyndelsen af 60'erne, men ogsaa af indsaettelsen af artikel 98 i Euratom-traktaten. Den 29. juli 1960 blev konventionen om ansvar over for tredjemand paa den nukleare energis omraade (Paris-konventionen) udarbejdet under organisationen for oekonomisk samarbejde og udviklings (OECD's) kerneenergiagenturs auspicier og traadte i kraft den 1. april 1968. Denne konvention omfatter de fleste vesteuropaeiske lande, herunder alle de medlemsstater, som har et atomkraftprogram. Under Den Internationale Atomenergiorganisations (IAEA's) auspicier blev der den 21. maj 1963 indgaaet en verdensomspaendende ordning under konventionen for civilretligt ansvar for nuklear skader (Wien-konventionen), der traadte i kraft den 4. december 1974. Ordningen under Paris-konventionen blev suppleret af tillaegskonventionen til konventionen om ansvar over for tredjemand paa den nukleare energis omraade. Denne konvention blev vedtaget den 31. januar 1963. Paris- og Wien-konventionen blev knyttet sammen den 21. september 1988 ved hjaelp af en faelles protokol om begge konventioners anvendelse. Soetransport af nukleare materialer daekkes af konventionen af 17. december 1971 om civilretligt ansvar ved soetransport af nukleart materiale.

Den 12. september 1997 blev der vedtaget en protokol om aendring af Wiener-konventionen. Ved samme lejlighed blev en ny konvention, konventionen om supplerende finansiering, ogsaa vedtaget. Disse aftaler, som endnu ikke er traadt i kraft, inddrager de juridiske, tekniske og oekonomiske udviklinger, som er sket, siden Paris- og Wiener-konventionen traadte i kraft, og fastsaetter betydelig hoejere erstatning.

Med disse omfattende internationale ordninger mener Kommissionen ikke, at der er behov for at udarbejde saerlig lovgivning for Faellesskabet. Det er i denne forbindelse ogsaa vigtigt at naevne, at Euratom-traktaten ikke, navnlig ikke i artikel 98, indeholder nogen forpligtelse til at lovgive paa dette omraade.