–

Minister for Justice and Equality og Irland ved Chief State Solicitor M. Browne, D. Curley, S. Finnegan og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af J. Fitzgerald, SC, og A. Hanrahan, BL,

–

MA ved S. Brittain, BL, M. Lynam, SC, solicitor C. Mulholland samt R. Munro, SC,

–

den ungarske regering ved Z. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,

–

Det Forenede Kongeriges regering ved S. Fuller, som befuldmægtiget, bistået af barristers V. Ailes og J. Pobjoy samt J. Eadie, KC,

–

Europa-Kommissionen ved H. Leupold, F. Ronkes Agerbeek og J. Vondung, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (EUT 2021, L 149, s. 10, herefter »handels- og samarbejdsaftalen«), sammenholdt med artikel 49, stk. 1, og artikel 52, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Irland af fire arrestordrer med henblik på strafforfølgning, der er udstedt mod MA af judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

3

Artikel 7, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), fastsætter:

»Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.«

4

Følgende fremgår af sjette betragtning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1):

»Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.«

5

Denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.«

6

Artikel 126 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifælleskab (EUT 2020, L 29, s. 7) bestemmer:

»Der er en overgangs- eller gennemførelsesperiode, som starter på dagen for denne aftales ikrafttræden og slutter den 31. december 2020.«

7

Følgende fremgår af 23. betragtning til handels- og samarbejdsaftalen:

»[S]amarbejdet mellem Det Forenede Kongerige og [Den Europæiske Union] om forebyggelse, efterforskning, opdagelse eller retsforfølgning af strafbare handlinger og om fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed, vil gøre det muligt at styrke Det Forenede Kongeriges og Unionens sikkerhed.«

8

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 1 fastsætter:

»Denne aftale danner grundlag for brede forbindelser mellem parterne inden for et område med velstand og godt naboskab, der er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde og respekt for parternes autonomi og suverænitet.«

9

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 3, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Parterne bistår i fuld gensidig respekt og god tro hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af denne aftale og en eventuel supplerende aftale.«

10

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 522, stk. 1, bestemmer:

»Formålet med denne del er at sikre retshåndhævelse og retligt samarbejde mellem medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, afdækning og retsforfølgning af strafbare handlinger og forebyggelse og bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.«

11

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 524 præciserer:

»1.   Det samarbejde, der er omhandlet i denne del, er baseret på parternes og medlemsstaternes mangeårige respekt for demokrati, retsstatsprincippet og beskyttelsen af individets grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder[, vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1948,] og i [EMRK], og på betydningen af at gennemføre rettighederne og frihedsrettighederne i konventionen på nationalt plan.

2.   Intet i denne del ændrer forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som afspejlet i navnlig [EMRK] og, for så vidt angår Unionen og dens medlemsstater, i [chartret].«

12

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 596 bestemmer:

»Formålet med dette afsnit er at sikre, at udleveringsordningen mellem medlemsstaterne på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side er baseret på en mekanisme for overgivelse i medfør af en arrestordre i overensstemmelse med bestemmelserne i dette afsnit.«

13

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 599, stk. 3, er affattet som følger:

»Med forbehold af artikel 600, artikel 601, stk. 1, litra b)-h), artikel 602, artikel 603 og artikel 604 må en stat ikke afslå at fuldbyrde en arrestordre udstedt i forbindelse med nedenstående adfærd, såfremt en sådan adfærd kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst 12 måneder:

14

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 600 og 601 opregner henholdsvis de obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en arrestordre og de øvrige grunde til at afslå fuldbyrdelse af arrestordren.

15

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 602, stk. 1, bestemmer:

»1.   Fuldbyrdelse af en arrestordre kan ikke afslås med den begrundelse, at den fuldbyrdende stat kan betragte lovovertrædelsen som en politisk lovovertrædelse, som en strafbar handling, der er forbundet med en politisk lovovertrædelse, eller som en lovovertrædelse, der udspringer af politiske motiver.

2.   Det Forenede Kongerige og Unionen på vegne af en hvilken som helst af dens medlemsstater kan dog hver især underrette Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde om, at stk. 1 kun finder anvendelse i forbindelse med:

16

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 603, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Fuldbyrdelse af en arrestordre kan ikke afslås med den begrundelse, at den eftersøgte person er statsborger i den fuldbyrdende stat.

2.   Det Forenede Kongerige og Unionen på vegne af en hvilken som helst af sine medlemsstater kan hver især underrette Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde om, at deres egne statsborgere ikke vil blive overgivet, eller at overgivelse af deres egne statsborgere kun tillades på visse nærmere angivne vilkår. Underretningen skal baseres på de grundlæggende principper eller praksis i den nationale retsorden i Det Forenede Kongerige eller i den stat, på hvis vegne underretningen er foretaget. I så fald kan Unionen på vegne af en hvilken som helst af sine medlemsstater eller Det Forenede Kongerige alt efter omstændighederne underrette Specialudvalget om Retshåndhævelse og Retligt Samarbejde inden for en rimelig frist efter modtagelsen af den anden parts underretning om, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder i en medlemsstat eller i Det Forenede Kongerige alt efter omstændighederne kan afslå at overgive statsborgere til den pågældende stat, eller at overgivelse kun er tilladt på visse nærmere angivne betingelser.«

17

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 604, litra c), bestemmer:

»Den fuldbyrdende judicielle myndigheds fuldbyrdelse af arrestordren kan underlægges følgende garantier:

[...]

18

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 613, stk. 2, præciserer:

»Hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende stat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om, at de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig med hensyn til artikel 597, artikel 600 til 602, artikel 604 og artikel 606 hurtigst muligt udstedes, og den kan fastsætte en frist for modtagelse heraf [...]«

19

District Judge (distriktsdommer) ved Magistrates’ Courts of Northern Ireland (ret i første instans i Nordirland, Det Forenede Kongerige) udstedte fire arrestordrer mod MA for terrorhandlinger begået mellem den 18. og den 20. juli 2020, hvoraf nogle kan begrunde idømmelse af fængsel på livstid.

20

Ved dom af 24. oktober 2022 samt ved kendelser af samme dato og af 7. november 2022 traf High Court (ret i første instans, Irland) afgørelse om overgivelse af MA til Det Forenede Kongerige og gav ikke MA tilladelse til at iværksætte appel ved Court of Appeal (appeldomstol, Irland).

21

Ved afgørelse af 17. januar 2023 gav Supreme Court (øverste domstol, Irland), som er den forelæggende ret, MA tilladelse til at iværksætte appel til prøvelse af denne dom og disse kendelser afsagt af High Court (ret i første instans).

22

MA har for den forelæggende ret gjort gældende, at hans overgivelse til Det Forenede Kongerige er uforenelig med det strafferetlige legalitetsprincip.

23

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at handels- og samarbejdsaftalen fastsætter en overgivelsesmekanisme, der finder anvendelse mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne. Henset til, at denne mekanisme og den mekanisme, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584 og ved den irske lovgivning, der gennemfører denne rammeafgørelse og handels- og samarbejdsaftalen, er identiske, er den forelæggende ret af den opfattelse, at Det Forenede Kongerige i henhold til denne irske lovgivning og den nævnte rammeafgørelse skal behandles, som om det var en medlemsstat.

24

Den forelæggende ret har præciseret, at i tilfælde af, at MA overgives til Det Forenede Kongerige og idømmes en fængselsstraf, vil hans eventuelle prøveløsladelse være reguleret af en lovgivning i Det Forenede Kongerige, som er vedtaget, efter at de lovovertrædelser, som han retsforfølges for, er blevet begået.

25

Den ordning, der muliggør prøveløsladelse i Nordirland (Det Forenede Kongerige), blev nemlig ændret med virkning fra den 30. april 2021. Før denne ændring kunne en person, der var dømt for visse terrorhandlinger, automatisk blive prøveløsladt efter at have afsonet halvdelen af sin straf. I henhold til den ordning, der er gældende fra denne dato, skal prøveløsladelsen af en sådan person godkendes af en specialiseret myndighed og kan først finde sted, efter at denne person har afsonet to tredjedele af sin straf.

26

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har forkastet argumentet om, at ændringer med tilbagevirkende kraft af ordningerne for eftergivelse af straf eller tidlig løsladelse udgør en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog imidlertid i dom af 21. oktober 2013, Del Río Prada mod Spanien (CE:ECHR:2013:1021JUD004275009), at foranstaltninger, der træffes under fuldbyrdelsen af en straf, kan påvirke dens rækkevidde. Det er derfor væsentligt for afgørelsen af tvisten i hovedsagen at afgøre, om denne dom udgør en ændring af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols tidligere praksis.

27

Ved dom af 19. april 2023 fastslog Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol), at anvendelsen fra den 30. april 2021 af den nye ordning for prøveløsladelse på lovovertrædelser begået før ordningens ikrafttræden ikke er uforenelig med EMRK’s artikel 7, for så vidt som denne ordning alene ændrer vilkårene for fuldbyrdelse af de omhandlede personers frihedsstraf uden at forlænge varigheden af disse straffe.

28

Henset til bl.a. de garantier, som Det Forenede Kongeriges domstolssystem giver med hensyn til anvendelsen af EMRK, den manglende påvisning af, at der foreligger en systemisk fejl, som lader formode, at der foreligger en sandsynlig og alvorlig tilsidesættelse af de rettigheder, der er sikret ved EMRK, såfremt MA overgives, samt MA’s mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, har den forelæggende ret i denne sammenhæng forkastet MA’s argumentation om en risiko for tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7.

29

Den forelæggende ret har imidlertid rejst tvivl om, hvorvidt det er muligt at nå frem til en lignende konklusion for så vidt angår en risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1.

30

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at for så vidt som chartrets artikel 49, stk. 1, svarer til EMRK’s artikel 7, stk. 1, skal disse to bestemmelser i princippet tillægges samme omfang i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3. Det kunne derfor overvejes at lægge ræsonnementet vedrørende EMRK’s artikel 7, stk. 1, til grund uden at foretage yderligere efterprøvelser.

31

Domstolen har imidlertid endnu ikke taget stilling til, hvilke virkninger en ændring af de nationale bestemmelser om prøveløsladelse har for så vidt angår chartrets artikel 49.

32

Eftersom fuldbyrdelsesstaten er forpligtet til at overgive den eftersøgte person, skal det desuden vurderes, om denne stat har kompetence til at tage stilling til en argumentation om, at bestemmelser vedrørende straf, der kan anvendes i udstedelsesstaten, er uforenelige med chartrets artikel 49, stk. 1, selv om denne stat ikke er forpligtet til at overholde chartret, og selv om Domstolen har opstillet høje krav for så vidt angår hensyntagen til en risiko for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat.

33

Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at den skal forespørge Domstolen om, hvilke kriterier den fuldbyrdende judicielle myndighed skal anvende ved vurderingen af, om der foreligger en eventuel risiko for tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip under omstændigheder, hvor overgivelse hverken er udelukket i henhold til den nationale forfatning eller EMRK.

34

På denne baggrund har Supreme Court (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Når der i henhold til [handels- og samarbejdsaftalen] anmodes om overgivelse med henblik på retsforfølgning for terrorhandlinger, og personen forsøger at modsætte sig en sådan overgivelse med påstand om, at det ville være en krænkelse af [EMRK’s] artikel 7 [...] og chartrets artikel 49, stk. 2, idet der blev indført en retsakt, som ændrer den del af en straf, der kræves afsonet i et fængsel, samt ordningerne for prøveløsladelse, og denne retsakt blev vedtaget efter den dato, hvor den hævdede lovovertrædelse, som den pågældende persons overgivelse omhandler, havde fundet sted, og hvor følgende hensyn må lægges til grund:

Må en domstol, hvis afgørelse ikke kan appelleres i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF og under henvisning til chartrets artikel 52, stk. 3, og pligten til tillidsfuldt og loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne og de medlemsstater, der i henhold til handels- og samarbejdsaftalen er forpligtet til at overholde bestemmelserne i [rammeafgørelse 2002/584] for så vidt angår overgivelse, konkludere, at den eftersøgte ikke har godtgjort, at der foreligger en reel risiko for, at den pågældendes overgivelse vil udgøre en overtrædelse af chartrets artikel 49, stk. 1, eller er en sådan domstol forpligtet til at foretage yderligere undersøgelser, og hvad er i så fald karakteren og omfanget af en sådan undersøgelse?«

35

Ved kendelse af 22. april 2024, Alchaster (C-202/24, EU:C:2024:343), besluttede Domstolens præsident at indlede den fremskyndede præjudicielle procedure i henhold til artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

36

Eftersom den forelæggende ret såvel i begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen som i ordlyden af sit spørgsmål har henvist til rammeafgørelse 2002/584, skal det indledningsvis bemærkes, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 33 i forslaget til afgørelse, at det følger af denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 1, at dens anvendelsesområde er begrænset til fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer udstedt af medlemsstaterne. Heraf følger, at den nævnte rammeafgørelse ikke regulerer fuldbyrdelsen af arrestordrer som de i hovedsagen omhandlede, der er udstedt af Det Forenede Kongerige efter udløbet af den overgangsperiode, der i overensstemmelse med artikel 126 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifælleskab fandt sted den 31. december 2020.

37

Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om handels- og samarbejdsaftalen, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, når en person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af denne aftale, påberåber sig en risiko for tilsidesættelse af denne artikel 49, stk. 1, i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige på grund af en ændring af betingelserne for prøveløsladelse, der stiller denne person ringere, og som er indtrådt, efter at den lovovertrædelse, som den nævnte person retsforfølges for, angiveligt er blevet begået, inden den træffer afgørelse om fuldbyrdelsen af denne arrestordre, skal vurdere, om denne risiko foreligger, i en situation, hvor denne judicielle myndighed allerede har udelukket risikoen for en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7 ved at støtte sig på de garantier, som Det Forenede Kongerige generelt giver for så vidt angår overholdelsen af EMRK, og på denne persons mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

38

Selv om den forelæggende ret ikke formelt i sit spørgsmål har henvist til en specifik bestemmelse i handels- og samarbejdsaftalen, er en sådan omstændighed i denne henseende ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål (jf. analogt dom af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 29).

39

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 1 bestemmer, at denne aftale danner grundlag for brede forbindelser mellem Unionen og Det Forenede Kongerige inden for et område med velstand og godt naboskab, der er kendetegnet ved tætte og fredelige forbindelser baseret på samarbejde og respekt for parternes autonomi og suverænitet.

40

Med henblik herpå tilsigter handels- og samarbejdsaftalen, således som det fremgår af 23. betragtning hertil, bl.a. at styrke Unionens og Det Forenede Kongeriges sikkerhed ved at muliggøre samarbejde om forebyggelse, efterforskning, opdagelse eller retsforfølgning af strafbare handlinger og om fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner, herunder beskyttelse mod og forebyggelse af trusler mod den offentlige sikkerhed.

41

Dette særlige formål, som indgår i det overordnede formål med handels- og samarbejdsaftalen, der er fastsat i aftalens artikel 1 (jf. i denne retning dom af 16.11.2021, Governor of Cloverhill Prison m.fl.,C-479/21 PPU, EU:C:2021:929, præmis 67), gennemføres i denne aftales tredje del, således som det fremgår af den nævnte aftales artikel 522, stk. 1.

42

Hvad angår de almindelige betingelser for anvendelsen af denne tredje del fastsætter handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 1, at det samarbejde, der er omhandlet i denne tredje del, er baseret på Unionens, Det Forenede Kongeriges og medlemsstaternes mangeårige respekt for demokrati, retsstatsprincippet og beskyttelsen af individets grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder og EMRK, og på betydningen af at gennemføre rettighederne og frihedsrettighederne i EMRK på nationalt plan.

43

Inden for rammerne af dette samarbejde har tredje dels afsnit VII, således som det fremgår af ordlyden af handels- og samarbejdsaftalens artikel 596, til formål at sikre, at udleveringsordningen mellem medlemsstaterne på den ene side og Det Forenede Kongerige på den anden side er baseret på en mekanisme for overgivelse i medfør af en arrestordre i overensstemmelse med bestemmelserne i dette afsnit.

44

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 600 og 601 opregner de tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af en arrestordre, der er udstedt på grundlag af denne aftale, skal eller kan afslås.

45

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 602 og 603 fastsætter desuden regler vedrørende henholdsvis politiske lovovertrædelser og nationalitet, mens denne aftales artikel 604 fastlægger de garantier, som udstedelsesstaten skal give i særlige tilfælde.

46

Selv om ingen bestemmelse i handels- og samarbejdsaftalen udtrykkeligt fastsætter, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en arrestordre udstedt af Det Forenede Kongerige på grundlag af denne aftale, følger det af opbygningen af aftalens tredje del, afsnit VII, og navnlig af de respektive funktioner i samme aftales artikel 600-604, at en medlemsstat, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 69 i forslaget til afgørelse, kun kan afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre af grunde, der følger af handels- og samarbejdsaftalen (jf. analogt dom af 14.9.2023, Sofijska gradska prokuratura (Flere på hinanden følgende arrestordrer), C-71/21, EU:C:2023:668, præmis 48).

47

Hvad nærmere bestemt angår en situation som den i hovedsagen omhandlede fastsætter handels- og samarbejdsaftalens artikel 599, stk. 3, i øvrigt specifikt, at med forbehold af denne aftales artikel 600, artikel 601, stk. 1, litra b)-h), og artikel 602-604 må en stat ikke afslå at fuldbyrde en arrestordre udstedt i forbindelse med bl.a. terrorisme, såfremt de omhandlede lovovertrædelser kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst 12 måneder.

48

Selv om det følger af det ovenstående, at en fuldbyrdende judiciel myndighed i princippet er forpligtet til at fuldbyrde en arrestordre som den i hovedsagen omhandlede, forholder det sig ikke desto mindre således, at handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 2, præciserer, at intet i aftalens tredje del ændrer forpligtelsen til at respektere de grundlæggende rettigheder og retsprincipper som afspejlet i navnlig EMRK og, for så vidt angår Unionen og dens medlemsstater, i chartret.

49

Forpligtelsen til at overholde chartret, der er nævnt i denne artikel 524, stk. 2, påhviler medlemsstaterne, når de træffer afgørelse om overgivelse af en person til Det Forenede Kongerige, eftersom en afgørelse om en sådan overgivelse udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1. Medlemsstaternes fuldbyrdende judicielle myndigheder er således i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse forpligtet til at sikre, at de grundlæggende rettigheder, som anerkendes i chartret for den person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen, overholdes, idet den omstændighed, at chartret ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige, er irrelevant i denne henseende (jf. analogt dom af 6.9.2016, Petruhhin,C-182/15, EU:C:2016:630, præmis 52 og 53).

50

Blandt disse rettigheder findes navnlig dem, der følger af chartrets artikel 49, stk. 1, som bl.a. bestemmer, at der ikke kan pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.

51

Den omstændighed, at der foreligger en risiko for tilsidesættelse af de nævnte rettigheder, kan følgelig give den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for efter en behørig undersøgelse at undlade at fremme en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen (jf. analogt dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 59, af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 72, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 43).

52

Hvad angår fremgangsmåden for en sådan undersøgelse fremgår det af Domstolens praksis vedrørende rammeafgørelse 2002/584, at den vurdering, der i forbindelse med en procedure til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal foretages af, om der foreligger en reel risiko for en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 4, 7, 24 og 47, principielt skal foretages ved en prøvelse i to særskilte trin, der ikke må sammenblandes, for så vidt som de indebærer en analyse på grundlag af forskellige kriterier, og som derfor skal foretages successivt (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 89-94, af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 60, 61 og 68, af 18.4.2023, E.D.L. (Grund til afslag på grundlag af sygdom), C-699/21, EU:C:2023:295, præmis 55, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

53

Med henblik herpå skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i forbindelse med det første trin afgøre, om der foreligger objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af en af disse grundlæggende rettigheder i den udstedende medlemsstat som følge af enten systemiske eller generelle mangler eller mangler, som mere specifikt berører en objektivt identificerbar gruppe af personer (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 89, af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 102, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 47).

54

I forbindelse med det andet trin skal den fuldbyrdende judicielle myndighed på konkret og præcis vis efterprøve, i hvilket omfang de mangler, der er identificeret på det første trin i den prøvelse, der er omhandlet i denne doms foregående præmis, kan have en indvirkning på den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, og om der – henset til den pågældendes personlige situation – er tungtvejende og godtgjorte grunde til at antage, at denne person vil løbe en reel risiko for tilsidesættelse af de nævnte grundlæggende rettigheder, såfremt personen overgives til den udstedende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 94, af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 106, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 48).

55

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 76 i forslaget til afgørelse, kan kravet om at foretage en sådan prøvelse i to trin imidlertid ikke overføres til den vurdering, der i forbindelse med proceduren til fuldbyrdelse af en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen foretages af risikoen for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1.

56

Den forenklede og effektive ordning for overgivelse af dømte eller mistænkte personer, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, er således baseret på den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne, og på princippet om gensidig anerkendelse, som ifølge sjette betragtning til denne rammeafgørelse udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på det strafferetlige område (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Minister for Justice and Equality (Mangler ved domstolssystemet), C-216/18 PPU, EU:C:2018:586, præmis 40 og 41, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 35 og 36).

57

Princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, pålægger hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191, og dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 93).

58

Når medlemsstaterne gennemfører EU-retten, kan de således i medfør heraf være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det hverken er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede, eller, undtagen i særlige tilfælde, at kontrollere, om denne anden medlemsstat i et konkret tilfælde rent faktisk har overholdt de i Unionen sikrede grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 192, og dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 94).

59

I denne sammenhæng har forpligtelsen til at fastslå, om der foreligger mangler som dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 53, inden det på konkret og præcis vis kan efterprøves, om den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, løber en reel risiko for tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, netop til formål at undgå, at en sådan prøvelse foretages i andre tilfælde end undtagelsestilfælde, og udgør således en konsekvens af formodningen om, at den udstedende medlemsstat overholder de grundlæggende rettigheder, som følger af princippet om gensidig tillid (jf. i denne retning dom af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 114-116.)

60

Overholdelsen af denne forpligtelse gør det bl.a. muligt at sikre ansvarsfordelingen mellem den udstedende medlemsstat og den fuldbyrdende medlemsstat for så vidt angår bevarelsen af de krav, der er forbundet med de grundlæggende rettigheder, som følger af den fulde anvendelse af princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, der understøtter den europæiske arrestordreordnings funktionsmåde (jf. i denne retning dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 46, af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl.,C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 72 og 96, og af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 43).

61

Princippet om gensidig tillid kendetegner imidlertid specifikt forholdet mellem medlemsstaterne.

62

Dette princip er således baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på som anført i artikel 2 TEU, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 168).

63

Det nævnte princip er desuden af grundlæggende betydning for Unionen og dens medlemsstater, idet det muliggør oprettelsen og bevarelsen af et europæisk område uden indre grænser (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 191).

64

Domstolen har endvidere præciseret, at den omstændighed, at muligheden for at efterprøve, om en anden medlemsstat i et konkret tilfælde faktisk har overholdt de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, er begrænset til undtagelsestilfælde, er knyttet til Unionens egenart og bidrager til den ligevægt, som Unionen er baseret på (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 193 og 194).

65

Det er ganske vist ikke udelukket, at en international aftale kan skabe en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne og visse tredjelande.

66

Domstolen har således fastslået, at dette er tilfældet for så vidt angår forholdet mellem medlemsstaterne og Kongeriget Norge (jf. i denne retning dom af 14.9.2023, Sofijska gradska prokuratura (Flere på hinanden følgende arrestordrer), C-71/21, EU:C:2023:668, præmis 32 og 39).

67

Dette tredjeland befinder sig ikke desto mindre i en særlig situation, eftersom det har privilegerede forbindelser med Unionen, der omfatter mere end et økonomisk og handelsmæssigt samarbejde, idet det er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, deltager i det fælles europæiske asylsystem, gennemfører og anvender Schengenreglerne, og med Unionen har indgået aftalen om procedurerne for overgivelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater og Island og Norge, der trådte i kraft den 1. november 2019 (jf. i denne retning dom af 17.3.2021, JR (Arrestordre – domfældelse i et EØS-tredjeland), C‑488/19, EU:C:2021:206, præmis 60).

68

Domstolen har desuden fremhævet dels, at de kontraherende parter i denne sidstnævnte aftale i betragtningerne hertil har givet udtryk for gensidig tillid til den måde, hvorpå deres retssystemer er opbygget og fungerer, og til deres evne til at sikre en retfærdig rettergang, dels at bestemmelserne i den nævnte aftale i høj grad ligner de tilsvarende bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584 (jf. i denne retning dom af 2.4.2020, Ruska Federacija,C-897/19 PPU, EU:C:2020:262, præmis 73 og 74).

69

Den betragtning, der er nævnt i nærværende doms præmis 66, og som er baseret på de særlige forbindelser mellem Unionen og visse EØS-medlemsstater, kan imidlertid ikke udvides til at omfatte alle tredjelande.

70

Hvad mere specifikt angår den ordning, der er indført ved handels- og samarbejdsaftalen, skal det indledningsvis fastslås, at denne aftale ikke etablerer så privilegerede forbindelser mellem Unionen og Det Forenede Kongerige som dem, der er beskrevet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 67 og 68. Især er Det Forenede Kongerige ikke en del af det europæiske område uden indre grænser, som det har været muligt at opbygge på grundlag af navnlig princippet om gensidig tillid.

71

Selv om det fremgår af ordlyden af handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 1, der er nævnt i nærværende doms præmis 42, at samarbejdet mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne er baseret på den mangeårige respekt for beskyttelsen af personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, fremstilles dette samarbejde dernæst ikke således, at det hviler på bevarelsen af den gensidige tillid mellem de berørte stater, som fandtes inden Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen den 31. januar 2020.

72

Endelig er der væsentlige forskelle mellem handels- og samarbejdsaftalens bestemmelser om den overgivelsesmekanisme, der er indført ved denne aftale, og de tilsvarende bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584.

73

I denne henseende skal det navnlig fremhæves, at denne rammeafgørelse ikke indeholder undtagelser vedrørende lovovertrædelsernes politiske karakter eller den eftersøgtes nationalitet, som gør det muligt at fravige fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer i situationer, der kan sammenlignes med dem, der er omhandlet i handels- og samarbejdsaftalens artikel 602, stk. 2, og artikel 603, stk. 2. Sådanne undtagelser illustrerer således grænserne for den tillid, der er skabt mellem parterne i denne aftale.

74

Den nævnte rammeafgørelse indeholder heller ikke en bestemmelse, der kan sammenlignes med handels- og samarbejdsaftalens artikel 604, litra c), som udtrykkeligt fastsætter, at hvis der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for beskyttelsen af en eller flere af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder, uanset hvilke, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed i givet fald kræve yderligere garantier med hensyn til behandlingen af den eftersøgte person efter overgivelsen, inden den træffer afgørelse om, hvorvidt arrestordren skal fuldbyrdes.

75

Denne artikel 604, litra c), gør det således muligt at anmode om yderligere garantier med henblik på at søge at fjerne den tvivl om overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i udstedelsesstaten, som ikke kan fjernes ved at basere sig på tilliden mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne, uden at gennemførelsen af denne mekanisme er underlagt en betingelse om, at det forudgående konstateres, at der foreligger enten systemiske eller generelle mangler eller mangler, der mere specifikt berører en objektivt identificerbar gruppe af personer.

76

Handels- og samarbejdsaftalens artikel 604, litra c), fastsætter ganske vist ikke udtrykkeligt, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan undlade at efterkomme arrestordren, såfremt den ikke har modtaget yderligere garantier, eller såfremt de modtagne yderligere garantier ikke er tilstrækkelige til at udelukke de oprindelige grunde til at antage, at der forelå en reel risiko for beskyttelsen af den eftersøgte persons grundlæggende rettigheder.

77

En anden fortolkning af denne bestemmelse ville imidlertid fratage den mekanisme, der er fastsat heri, enhver effektiv virkning.

78

Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, der skal træffe afgørelse om en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen, ikke kan træffe afgørelse om overgivelse af den eftersøgte person, hvis den efter den konkrete og præcise undersøgelse af denne persons situation finder, at der er vægtige grunde til at antage, at den nævnte person vil løbe en reel risiko for beskyttelsen af sine grundlæggende rettigheder, såfremt den pågældende overgives til Det Forenede Kongerige.

79

Når den person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen, for denne fuldbyrdende judicielle myndighed påberåber sig, at der foreligger en risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, såfremt denne person overgives til Det Forenede Kongerige, kan den nævnte fuldbyrdende judicielle myndighed derfor ikke uden herved at tilsidesætte den forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i denne aftales artikel 524, stk. 2, anordne denne overgivelse uden konkret at have fastslået, om der efter en behørig undersøgelse som omhandlet i nærværende doms præmis 51 er vægtige grunde til at antage, at den nævnte person er udsat for en reel risiko for en sådan tilsidesættelse.

80

Med henblik herpå skal det i første række fremhæves, at selv om den omstændighed, at der foreligger erklæringer og godkendelse af internationale aftaler, som principielt sikrer iagttagelsen af de grundlæggende rettigheder, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at sikre en passende beskyttelse mod risikoen for tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder og friheder (jf. i denne retning dom af 6.9.2016, Petruhhin,C-182/15, EU:C:2016:630, præmis 57), skal den fuldbyrdende judicielle myndighed imidlertid tage hensyn til Det Forenede Kongeriges langvarige overholdelse af beskyttelsen af personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig således som de er fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i EMRK, som udtrykkeligt er nævnt i handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 1, samt til de bestemmelser, der er fastsat og gennemført i Det Forenede Kongeriges lovgivning med henblik på at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i EMRK (jf. analogt dom af 19.9.2018, RO,C-327/18 PPU, EU:C:2018:733, præmis 52).

81

Den omstændighed, at den fuldbyrdende judicielle myndighed allerede har udelukket risikoen for en overtrædelse af EMRK’s artikel 7 ved at basere sig på de garantier, som Det Forenede Kongerige generelt giver for så vidt angår overholdelsen af EMRK, og på den eftersøgtes mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan imidlertid ikke i sig selv være afgørende.

82

Det følger nemlig af nærværende doms præmis 78, at handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 2, og artikel 604, litra c), sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed at undersøge alle de forhold, der er relevante for at vurdere den eftersøgte persons forventede situation i tilfælde af dennes overgivelse til Det Forenede Kongerige, hvilket – til forskel fra den prøvelse i to trin, der er omhandlet i nærværende doms præmis 52-54 – forudsætter, at der samtidig tages hensyn til såvel de regler og den praksis, der generelt finder anvendelse i dette land, som til de særlige forhold, der gør sig gældende for denne persons individuelle situation, idet princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse ikke finder anvendelse.

83

Som generaladvokaten har anført i punkt 78 og 79 i forslaget til afgørelse, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed derfor foretage en selvstændig vurdering i lyset af chartrets bestemmelser uden at kunne begrænse sig til at tage hensyn til den praksis fra Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol), der er nævnt i nærværende doms præmis 27, eller de generelle garantier, som denne stats domstolssystem giver, som er omhandlet i denne doms præmis 28.

84

I denne forbindelse skal en eventuel konstatering af, at der i tilfælde af overgivelse af den pågældende person til Det Forenede Kongerige foreligger en reel risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, hvile på tilstrækkelige faktiske omstændigheder (jf. analogt dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C-562/21 PPU og C-563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 60 og 61).

85

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan følgelig kun afslå at fuldbyrde en arrestordre på grundlag af handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 2, og artikel 604, litra c), sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, hvis den, henset til den eftersøgte persons individuelle situation, råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for overtrædelse af denne artikel 49, stk. 1 (jf. analogt dom af 6.9.2016, Petruhhin,C-182/15, EU:C:2016:630, præmis 59, og af 19.9.2018, RO,C-327/18 PPU, EU:C:2018:733, præmis 61).

86

I anden række skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den forpligtelse til at yde gensidig bistand i god tro, der er fastsat i handels- og samarbejdsaftalens artikel 3, stk. 1, når den undersøger, om der foreligger en risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, gøre fuld brug af de instrumenter, der er fastsat i denne aftale, med henblik på at fremme samarbejdet mellem den og den udstedende judicielle myndighed.

87

I denne henseende bemærkes for det første, at handels- og samarbejdsaftalens artikel 613, stk. 2, fastsætter, at hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den udstedende medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, skal den hurtigst muligt anmode om at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig med hensyn til handels- og samarbejdsaftalens artikel 604.

88

Denne judicielle myndighed er således forpligtet til hurtigst muligt at anmode om enhver yderligere oplysning, som den måtte finde nødvendig for at træffe en afgørelse om overgivelse af en person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen.

89

Eftersom en konstatering af, at der foreligger en alvorlig risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, nødvendigvis hviler på en analyse af udstedelsesstatens lovgivning, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed således ikke uden at tilsidesætte den forpligtelse til gensidig bistand i god tro, der er fastsat i handels- og samarbejdsaftalens artikel 3, stk. 1, foretage denne konstatering uden forinden at have anmodet den udstedende judicielle myndighed om oplysninger vedrørende reglerne i denne lovgivning og den måde, hvorpå disse kan anvendes på den eftersøgte persons individuelle situation.

90

For det andet påhviler det i overensstemmelse med handels- og samarbejdsaftalens artikel 604, litra c), den fuldbyrdende judicielle myndighed at anmode om yderligere garantier, når den finder, at der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1.

91

Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan derfor kun afslå at fuldbyrde en arrestordre udstedt på grundlag af handels- og samarbejdsaftalen med den begrundelse, at der foreligger en sådan risiko, i det tilfælde, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed har anmodet om yderligere garantier, og denne ikke har opnået tilstrækkelige garantier til at udelukke den risiko for tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, som den oprindeligt havde identificeret.

92

Hvad i tredje række mere specifikt angår rækkevidden af chartrets artikel 49, stk. 1, fremgår det af Domstolens praksis, at chartrets artikel 49 i det mindste indeholder de samme garantier som dem, der er fastsat i EMRK’s artikel 7, hvortil der skal tages hensyn som tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft,C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 164, af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 54, af 2.2.2021, Consob,C-481/19, EU:C:2021:84, præmis 37, og af 10.11.2022, DELTA STROY 2003,C-203/21, EU:C:2022:865, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

93

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at i henhold til en lovgivning i Det Forenede Kongerige, der er blevet vedtaget, efter at de i hovedsagen omhandlede lovovertrædelser angiveligt er blevet begået, kan gerningsmændene til visse terrorhandlinger, såsom dem, som MA er mistænkt for, kun prøveløslades, såfremt prøveløsladelsen godkendes af en specialiseret myndighed, og først efter at disse personer har afsonet to tredjedele af deres straf, mens den tidligere ordning fastsatte en automatisk prøveløsladelse, efter at den dømte person havde afsonet halvdelen af sin straf.

94

Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der med henblik på anvendelsen af EMRK’s artikel 7 skal sondres mellem en foranstaltning, der i det væsentlige udgør en »straf«, og en foranstaltning vedrørende »fuldbyrdelse« eller »anvendelse« af straffen. Når en foranstaltnings art og formål vedrører eftergivelse af en straf eller en ændring af ordningen med prøveløsladelse, er denne foranstaltning således ikke en integrerende del af »straffen« som omhandlet i denne artikel 7 (Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.10.2013, Del Río Prada mod Spanien, CE:ECHR:2013:1021JUD004275009, § 83).

95

Da sondringen mellem en foranstaltning, der udgør en »straf«, og en foranstaltning vedrørende »fuldbyrdelsen« af en straf i praksis ikke altid er klar, skal det med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning, der er truffet under fuldbyrdelsen af en straf, udelukkende vedrører de nærmere vilkår for straffens fuldbyrdelse eller tværtimod påvirker dens rækkevidde, i hvert enkelt tilfælde undersøges, hvad den idømte »straf« reelt indebar i national ret på det pågældende tidspunkt, eller med andre ord hvad der er straffens iboende karakter (Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.10.2013, Del Río Prada mod Spanien, CE:ECHR:2013:1021JUD004275009, §§ 85 og 90).

96

I denne henseende har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig bekræftet, at den omstændighed, at en forlængelse af tærsklen for adgang til prøveløsladelse, der er sket efter en domfældelse, har kunnet medføre en skærpelse af frihedsberøvelsen, vedrørte fuldbyrdelsen af straffen og ikke selve straffen, og at det derfor ikke af en sådan omstændighed kunne udledes, at den pålagte straf var strengere end den straf, som var blevet idømt af den ret, der påkendte sagens realitet (Menneskerettighedsdomstolens dom af 31.8.2021, DEVRIENDT mod Belgien, CE:ECHR:2021:0831DEC003556719, § 29).

97

En foranstaltning vedrørende straffuldbyrdelse er derfor kun uforenelig med chartrets artikel 49, stk. 1, hvis den med tilbagevirkende kraft medfører en ændring af selve rækkevidden af den straf, der ifaldes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået, hvilket således indebærer, at der pålægges en strengere straf end den, der oprindeligt blev idømt. Selv om dette under alle omstændigheder ikke er tilfældet, når denne foranstaltning begrænser sig til at forlænge tærsklen for, hvornår der kan ske prøveløsladelse, kan det forholde sig anderledes, bl.a. hvis den nævnte foranstaltning i det væsentlige ophæver muligheden for en prøveløsladelse, eller hvis den indgår i en helhed af foranstaltninger, der fører til en forværring af den iboende karakter af den oprindeligt ifaldne straf.

98

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at handels- og samarbejdsaftalens artikel 524, stk. 2, og artikel 604, litra c), sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, skal fortolkes således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed, når en person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af denne aftale, påberåber sig en risiko for tilsidesættelse af denne artikel 49, stk. 1, i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige på grund af en ændring af betingelserne for prøveløsladelse, der stiller denne person ringere, og som er indtrådt, efter at den lovovertrædelse, som den nævnte person retsforfølges for, angiveligt er blevet begået, inden den træffer afgørelse om fuldbyrdelsen af denne arrestordre, skal foretage en selvstændig undersøgelse af, om denne risiko foreligger, i en situation, hvor denne judicielle myndighed allerede har udelukket risikoen for en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 7 ved at støtte sig på de garantier, som Det Forenede Kongerige generelt giver for så vidt angår overholdelsen af EMRK, og på denne persons mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter at have foretaget denne undersøgelse kan denne fuldbyrdende judicielle myndighed kun afslå at fuldbyrde den nævnte arrestordre, hvis den efter at have anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger og garantier råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger en reel risiko for ændring af selve omfanget af den straf, der ifaldtes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået, hvilket indebærer, at der pålægges en strengere straf end den oprindeligt ifaldne.

99

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 524, stk. 2, og artikel 604, litra c), i handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side, sammenholdt med artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

en fuldbyrdende judiciel myndighed, når en person, der er omfattet af en arrestordre udstedt på grundlag af denne aftale, påberåber sig en risiko for tilsidesættelse af denne artikel 49, stk. 1, i tilfælde af overgivelse til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på grund af en ændring af betingelserne for prøveløsladelse, der stiller denne person ringere, og som er indtrådt, efter at den lovovertrædelse, som den nævnte person retsforfølges for, angiveligt er blevet begået, inden den træffer afgørelse om fuldbyrdelsen af denne arrestordre, skal foretage en selvstændig undersøgelse af, om denne risiko foreligger, i en situation, hvor denne judicielle myndighed allerede har udelukket risikoen for en tilsidesættelse af artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, ved at støtte sig på de garantier, som Det Forenede Kongerige generelt giver for så vidt angår overholdelsen af denne konvention, og på denne persons mulighed for at anlægge sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter at have foretaget denne undersøgelse kan denne fuldbyrdende judicielle myndighed kun afslå at fuldbyrde den nævnte arrestordre, hvis den efter at have anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger og garantier råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger en reel risiko for ændring af selve omfanget af den straf, der ifaldtes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået, hvilket indebærer, at der pålægges en strengere straf end den oprindeligt ifaldne.