1.

Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) har med hensyn til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) anmodet Domstolen om en fortolkning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen ( 2 ).

2.

CH er en bulgarsk statsborger, som ikke behersker det bulgarske sprog skriftligt. Han er tidligere straffet.

3.

Den 16. december 2022 blev CH anholdt, da han var mistænkt for at have begået røveri den 2. og den 14. december 2022. Efter han var blevet bragt til en politistation, underskrev han en erklæring, hvorved han gav afkald på sin ret til at blive repræsenteret af en advokat. I henhold til bulgarsk ret kræves der underskrifter fra en politibetjent og et uafhængigt vidne for at bevise, at en analfabet har givet afkald på denne ret. Ingen af disse to betingelser syntes opfyldt ( 3 ). Under den efterfølgende politiafhøring, som blev foretaget, uden at en advokat var til stede, indrømmede CH at have begået det andet røveri og oplyste ved den lejlighed, hvor de stjålne genstande befandt sig. Ved en direkte identifikation, der blev foretaget senere samme dag, identificerede offeret for det andet røveri CH som gerningsmanden.

4.

Den 17. december 2022 identificerede offeret for det første røveri CH som gerningsmand ved endnu en direkte identifikation, som ligeledes fandt sted, uden at en advokat var til stede. Sofiyska rayonna prokuratura (anklagemyndigheden i Sofia, Bulgarien) rejste efterfølgende tiltale mod CH for røveri begået den 2. og den 14. december 2022. Eftersom der i bulgarsk ret stilles krav om, at en person, der er anklaget for at have begået en strafbar handling, skal have juridisk bistand, blev der udpeget en advokat til at repræsentere ham.

5.

Den 19. december 2022 gav CH møde ved Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia), som traf afgørelse om at varetægtsfængsle ham frem til hans retssag. Den 29. december 2022 stadfæstede Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) denne foranstaltning.

6.

Den 13. juni 2023 forkastede Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) CH’s anmodning om at lempe denne frihedsberøvende foranstaltning. Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) stadfæstede denne afgørelse den 22. juni 2023.

7.

Den 18. august 2023 besluttede Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) at løslade CH fra varetægtsfængsling på betingelse af, at han regelmæssigt skulle melde sig hos politimyndighederne ved sin bopæl. Afgørelsen blev truffet med den begrundelse, at det var umuligt at vide, om CH på tidspunktet for sin anholdelse frivilligt og bevidst havde givet afkald på sin ret til at blive repræsenteret af en advokat, eftersom CH var analfabet, og hans angivelige afkald ikke var blevet underskrevet af et vidne. Under disse omstændigheder fastslog Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia), at den efterfølgende politiefterforskning var ulovlig, således at de i forbindelse hermed indsamlede beviser ikke kunne anvendes til at retsforfølge CH.

8.

Den 7. september 2023 ophævede Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) denne afgørelse og besluttede, at CH skulle forblive varetægtsfængslet. Retten fastslog, at selv om CH ikke havde fået bistand fra en advokat fra tidspunktet for hans anholdelse og frem til tidspunktet for hans sigtelse, forekom de beviser, som politiet havde indsamlet under efterforskningen, ikke at være opnået på ulovlig vis.

9.

Den 2. oktober 2023 traf Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) på ny afgørelse om at løslade CH på betingelse af, at han overholdt kravet om regelmæssigt at melde sig hos politimyndighederne ved sin bopæl. Den 7. november 2023 ophævede Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) igen denne afgørelse og bestemte, at CH skulle forblive varetægtsfængslet.

10.

Straffesagen mod CH verserer ved Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia). Retten er i tvivl om, hvorvidt politimyndighederne har respekteret CH’s ret til adgang til advokatbistand i perioden efter hans anholdelse og frem til, at han blev sigtet for at have begået de to røverier. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om direktiv 2013/48 giver en national domstol ret til, når den træffer afgørelse om tvangsforanstaltninger forud for retssagen, at vurdere, om beviserne mod en tiltalt er blevet indsamlet i strid med hans eller hendes ret til adgang til advokatbistand. Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) er i tvivl om, hvorvidt artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48, som giver medlemsstater mulighed for midlertidigt at fravige retten til adgang til advokatbistand under særlige omstændigheder i fasen forud for retssagen, men som ikke er blevet gennemført i bulgarsk ret, har direkte virkning. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om artikel 9, stk. 1, i direktiv 2013/48 er overholdt, når en mistænkt, som er analfabet og påstår ikke at have haft kendskab til indholdet af det dokument, han eller hun har underskrevet, skriftligt giver afkald på sin ret til adgang til advokatbistand. Endelig ønsker Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) oplyst, om afkaldet på retten til advokatbistand på tidspunktet for en mistænkts anholdelse fritager politimyndighederne fra forpligtelsen til at oplyse vedkommende om retten til adgang til advokatbistand, inden der foretages yderligere efterforskningsskridt.

11.

Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) besluttede derfor at udsætte den for retten verserende sag og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

12.

Eftersom CH har været varetægtsfængslet siden den 16. december 2022, og anmodningen om præjudiciel afgørelse rejser spørgsmål inden for et område, der er omfattet af tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) ved afgørelsen om forelæggelse af 11. januar 2024 anmodet Domstolen om at træffe afgørelse vedrørende den præjudicielle forelæggelse efter den præjudicielle hasteprocedure i artikel 107 i Domstolens procesreglement.

13.

Ved afgørelse af 25. januar 2024 har Domstolen imødekommet denne anmodning.

14.

Det fremgår af de skriftlige indlæg, der er indgivet på vegne af CH, at han ikke havde noget at tilføje til forelæggelsesafgørelsen. Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg samt afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen i retsmødet den 11. marts 2024.

15.

Artikel 82, stk. 2, litra b), TEUF udgør retsgrundlaget for direktiv 2013/48. Denne bestemmelse giver Unionen beføjelse til at vedtage direktiver, der fastsætter minimumsregler for enkeltpersoners rettigheder i straffesager, under hensyntagen til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer. Artikel 1 i direktiv 2013/48 fastsætter således minimumsregler for de rettigheder, som mistænkte og tiltalte har i straffesager, navnlig retten til adgang til advokatbistand, uden at dette berører nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet ( 4 ). Medlemsstaterne kan fastsætte et højere beskyttelsesniveau ( 5 ).

16.

Den forelæggende rets første, andet og tredje spørgsmål vedrører fortolkningen af direktiv 2013/48 på baggrund af chartrets artikel 47 i relation til varetægtsfængsling af CH som følge af kendelse afsagt af Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia).

17.

Artikel 267 TEUF fastsætter, at en præjudiciel afgørelse skal være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer ved den ( 6 ). Der skal derfor være en sådan tilknytning mellem tvisten ved en national domstol og den efterspurgte fortolkning af EU-retten, at sidstnævnte er objektivt påkrævet, for at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i tvisten ( 7 ).

18.

De nationale domstole definerer den faktuelle og juridiske sammenhæng for deres forelæggelse af spørgsmål om fortolkningen af EU-retten for Domstolen. Domstolen efterprøver ikke rigtigheden af disse konklusioner, hvorfor der er en formodning om, at de forelagte fortolkningsspørgsmål er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et spørgsmål i en anmodning om præjudiciel afgørelse, hvis det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning af EU-retten ikke har nogen relevans for realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan besvare spørgsmålet på nyttig vis. Domstolens opgave i præjudicielle afgørelser er at bidrage til forvaltningen af retsvæsenet i medlemsstaterne, men ikke at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål ( 8 ).

19.

Det fremgår af Domstolens sagsakter, at den forelæggende ret, Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia), efter at have afsagt kendelsen af den 7. november 2023, hvorved varetægtsfængslingen af CH blev opretholdt, den 20. november 2023 af egen drift besluttede at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål ( 9 ). Både protokollatet fra retsmødet, der blev afholdt denne dag for den forelæggende ret, og forelæggelsesafgørelsen antyder, at den forelæggende ret, da den traf denne afgørelse, ikke var blevet forelagt en anmodning om at ændre den tvangsforanstaltning, som Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) havde truffet afgørelse om med hensyn til CH. Selv om artikel 270, stk. 1, i Nakazatelno-protsesualen kodeks ( 10 ) (herefter »strafferetsplejeloven«) fastsætter, at der på et hvilket som helst tidspunkt inden retssagens begyndelse kan fremsættes en anmodning om en ændring af en tvangsforanstaltning, har den nationale ret, når der ikke foreligger en sådan anmodning på vegne af en tiltalt, ikke kompetence til ex officio at ændre en tvangsforanstaltning ( 11 ). På det tidspunkt, hvor den nationale ret træffer endelig afgørelse om påstandenes realitet, har den dog kompetence til at træffe passende afgørelser for så vidt angår de tvangsforanstaltninger, der er vedtaget i relation til den tiltalte ( 12 ).

20.

Jeg skal endvidere påpege, at nye anmodninger om ændring af tvangsforanstaltningerne i henhold til strafferetsplejelovens artikel 270, stk. 1, alene kan fremsættes, hvis den anklagede kan bevise, at hans eller hendes omstændigheder har ændret sig ( 13 ). Forelæggelsesafgørelsen indeholder ingen oplysninger om, at der skulle være sket ændringer i CH’s omstændigheder i de 13 dage, der forløb mellem Sofiyski gradski sads (byretten i Sofia) afsigelse af kendelsen og den forelæggende rets beslutning om at indgive nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse. Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia) synes med forelæggelsesafgørelsen således at anmode Domstolen om at prøve, om en afgørelse fra en appeldomstol er forenelig med EU-retten i de tilfælde, hvor den forelæggende ret i henhold til national ret ikke har kompetence til at omgøre eller ændre denne kendelse.

21.

Da den forelæggende ret ikke er blevet forelagt en anmodning om ændring af den tvangsforanstaltning, som Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) har vedtaget, på baggrund af ændrede omstændigheder, er det første, det andet og det tredje spørgsmål tydeligvis hypotetiske. Af denne grund anbefaler jeg Domstolen at forkaste det første, det andet og det tredje spørgsmål som uantagelige. Jeg foreslår dog, at disse spørgsmål behandles med henblik på at bistå Domstolen i tilfælde af, at den træffer en anden afgørelse.

22.

Med det første, det andet og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 2, i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47, kræver, at en national ret, for hvilken der er indgivet en anmodning om ændring af en tvangsforanstaltning i fasen forud for straffesagen, har kompetence til at vurdere, om beviser er blevet indsamlet i strid med retten til adgang til advokatbistand, under hensyntagen til eventuelle instrukser om det modsatte fra en appeldomstol.

23.

Kommissionen har mindet om, at direktiv 2013/48 fastsætter minimumsregler. Det fremgår af direktivets artikel 12, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at mistænkte eller tiltalte har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor deres rettigheder i henhold til dette direktiv tilsidesættes. I mangel af detaljerede regler på EU-niveau tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sit nationale retssystem at fastsætte sådanne regler, forudsat at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet overholdes. Kommissionen har derfor anført, at direktiv 2013/48 ikke giver en domstol mulighed for automatisk at afvise de omtvistede beviser som uantagelige, og har foreslået, at den foretager en afvejning.

24.

Det fremgår af fjerde og sjette betragtning til direktiv 2013/48, at direktivet har til formål at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, og at princippet er baseret på den tillid, som medlemsstaterne har til hinandens strafferetlige systemer. Formålet med direktivet omfatter fremme af retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret som fastsat i chartrets artikel 47, andet afsnit og retten til forsvar, som er sikret i chartrets artikel 48, stk. 2 ( 14 ). Direktiv 2013/48 fastsætter ikke desto mindre minimumsregler for at sikre mistænktes og tiltaltes ret til adgang til advokatbistand i straffesager ( 15 ). Dette er overensstemmende med, at strafferetlige procedurer i den gældende udformning af EU-retten primært henhører under medlemsstaternes kompetence ( 16 ).

25.

Det fremgår af artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til direktivet tilsidesættes. I betragtning af dens klare, ubetingede og præcise ordlyd synes denne bestemmelse også at udelukke enhver national foranstaltning, der hindrer adgangen til effektive retsmidler i de tilfælde, hvor disse rettigheder tilsidesættes ( 17 ). Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2013/48 bestemmer ikke desto mindre, at retten til at anfægte eventuelle krænkelser af de rettigheder, der følger af direktivet, skal indrømmes i overensstemmelse med de nationale retsregler. Bestemmelsen har som følge heraf ikke til hensigt at fastsætte, hvordan sådanne krænkelser skal påberåbes, hvordan de skal bevises, eller hvornår det skal fastslås, hvorvidt sådanne påstande er sande ( 18 ).

26.

Artikel 12, stk. 2, i direktiv 2013/48 bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres ved vurderingen af beviser, der er indhentet i strid med retten til advokatbistand i straffesager. Når det i artikel 2, stk. 4, i direktiv 2013/48 bestemmes, at direktivet finder anvendelse, når en mistænkt eller tiltalt frihedsberøves, uanset hvilken fase straffesagen befinder sig i, giver den tydelig støtte til antagelsen om, at artikel 12, stk. 2, i direktiv 2013/48 kan påberåbes, når en mistænkt eller tiltalt frihedsberøves, mens straffesagen verserer.

27.

Det fremgår af 50. betragtning til direktiv 2013/48, at forpligtelsen til at sikre, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres, ikke bør berøre anvendelsen af nationale regler eller systemer vedrørende antageligheden af bevismateriale. Denne forpligtelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder et system, hvorefter alt eksisterende bevismateriale kan fremlægges for en domstol, »uden at der på forhånd eller separat foretages en vurdering af antageligheden [af bevismaterialet]« ( 19 ). Denne betragtning bekræfter således EU-lovgivernes ønske om at indrømme medlemsstaterne en skønsmargen til at vedtage specifikke regler med henblik herpå.

28.

Det følger heraf, at princippet om medlemsstaternes procesautonomi finder anvendelse med forbehold af de begrænsninger, der følger af EU-retten ( 20 ). Ved mangel på EU-retlige bestemmelser tilkommer det hver medlemsstat i sin nationale retsorden at afgrænse domstolenes og retsinstansernes kompetencer og fastsætte detaljerede procedureregler for sikring af handlinger, som beskytter de af EU-retten afledte rettigheder for enkeltpersoner. Detaljerede procedureregler, der opfylder dette formål, må ikke være mindre gunstige end dem, der regulerer tilsvarende nationale handlinger (ækvivalensprincippet), og må ikke i praksis gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten (effektivitetsprincippet) ( 21 ).

29.

For så vidt angår effektivitetsprincippet forpligter EU-retten ikke medlemsstaterne at indføre andre søgsmålsmuligheder end dem, der følger af national ret, medmindre det fremgår af opbygningen af en national retsorden, at der ikke foreligger noget retsmiddel, som giver mulighed for, selv indirekte, at sikre, at retssubjekternes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes ( 22 ).

30.

Det følger heraf, at EU-retten ikke er til hinder for, at en medlemsstat begrænser den retslige prøvelse af det bevismateriale, der påberåbes med henblik på vedtagelse af tvangsforanstaltninger under sagens indledende fase, såfremt den retsinstans, der træffer afgørelse om tiltalens realitet, efterfølgende kan efterprøve, om den tiltaltes rettigheder i henhold til direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47 og artikel 48, stk. 2, er blevet iagttaget ( 23 ).

31.

Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) synes ifølge forelæggelsesafgørelsen at være af den opfattelse, at det fremgår af bulgarsk ret, at når der fremsættes en anmodning om ændring af tvangsforanstaltninger, som er vedtaget i den indledende fase af sagen i henhold til strafferetsplejelovens artikel 270, stk. 1, har den forelæggende ret ikke kompetence til at undersøge de omstændigheder, hvorunder bevismaterialet mod den tiltalte er blevet indsamlet. I lyset af den konklusion, som jeg er nået frem til i punkt 30 i dette forslag til afgørelse, er artikel 12 i direktiv 2013/48 ikke til hinder for, at der i national ret og retspraksis fastsættes regler med henblik herpå, såfremt en domstol, der påkender realiteten af de tiltalepunkter, der er rejst over for en tiltalt, kan vurdere, om der foreligger en krænkelse af de rettigheder, som direktiv 2013/48 beskytter, og kan drage eventuelle konsekvenser af en sådan krænkelse, navnlig for så vidt angår formaliteten eller bevisværdien af det bevismateriale, der er indsamlet under disse omstændigheder ( 24 ).

32.

Hvis det derimod antages, at den forelæggende ret i henhold til bulgarsk ret, når den bliver forelagt en anmodning efter strafferetsplejelovens artikel 270, har kompetence til at undersøge de omstændigheder, hvorunder bevismaterialet mod den tiltalte er blevet indsamlet, skal den udøve denne kompetence på en måde, der er i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 2013/48, og således sikre retten til et forsvar.

33.

Forelæggelsesafgørelsen er desværre uklar på dette punkt i relation til bulgarsk lov. Den synes at fastslå, at Sofiyski gradski sads (byretten i Sofia) kendelse af 7. september 2023 konkluderede, at den forelæggende ret ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt retten til adgang til advokatbistand var blevet krænket. Det er interessant, at den forelæggende ret ikke gør det samme gældende med hensyn til kendelsen fra Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) af 7. november 2023, som synes at have truffet afgørelse om realiteten af anmodningen om at ændre tvangsforanstaltningen, og dermed implicit tilkendegiver, at den forelæggende ret havde kompetence til at afsige sin kendelse.

34.

I lyset af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det første, det andet og det tredje spørgsmål således, at artikel 12, stk. 2, i direktiv 2013/48, sammenholdt med chartrets artikel 47, ikke kræver, at en national ret, der har fået forelagt en anmodning om ændring af en tvangsforanstaltning i den indledende fase af en straffesag, har kompetence til at vurdere, om bevismateriale er blevet indsamlet i strid med retten til adgang til advokatbistand, såfremt den ret, der påkender tiltalens realitet, kan vurdere, om der foreligger en sådan krænkelse og drage alle konsekvenserne heraf, navnlig for så vidt angår antageligheden eller bevisværdien af det bevismateriale, der er indsamlet under disse omstændigheder. Når en national domstol udøver sin kompetence til at foretage denne vurdering i den indledende fase af en straffesag, skal den overholde artikel 12 i direktiv 2013/48.

35.

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48 har direkte virkning.

36.

Kommissionen har gjort gældende, at spørgsmålet bør besvares benægtende.

37.

Det følger af fast retspraksis, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelserne i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret eller ikke har gennemført det korrekt ( 25 ). Det følger heraf, at påberåbelsen af en bestemmelse i et direktiv, som ikke er tilstrækkelig klar, præcis og ubetinget til at have direkte virkning, ikke alene på grundlag af EU-retten kan føre til, at en domstol i en medlemsstat undlader at anvende en bestemmelse i national ret ( 26 ). Det følger også af fast retspraksis, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for borgere og ikke som sådan kan påberåbes over for en person ved en national domstol ( 27 ).

38.

Artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48 bestemmer, at medlemsstaterne under særlige omstændigheder og udelukkende i den forberedende fase af retssagen midlertidigt kan fravige retten til adgang til advokatbistand, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er bydende nødvendigt, at efterforskningsmyndighederne øjeblikkeligt sætter ind for at forhindre væsentlig skade for en straffesag.

39.

38. betragtning til direktiv 2013/48 forpligter medlemsstaterne til i deres nationale ret klart at angive de årsager og kriterier, på grundlag af hvilke de kan anvende sådanne midlertidige fravigelser og begrænse brugen heraf. Artikel 8 i direktiv 2013/48 fastsætter de almindelige betingelser for anvendelse af de midlertidige fravigelser, som direktivets artikel 3, stk. 6, henviser til. Disse midlertidige fravigelser skal være forholdsmæssige og klart tidsbegrænsede. De må alene tillades på grundlag af en behørigt begrundet afgørelse truffet fra sag til sag enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed, forudsat at disse sidstnævnte afgørelser er genstand for domstolskontrol.

40.

Det følger heraf, at medlemsstaterne ikke kan gøre brug af en midlertidig fravigelse fra retten til adgang til advokatbistand til skade for en borger, når de ikke har vedtaget nærmere bestemmelser med henblik på at gøre brug af muligheden i artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48 ( 28 ).

41.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål med, at artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48 ikke har direkte virkning.

42.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at foretage en vurdering, er det mit indtryk, at den er af den opfattelse, at artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48 ikke er blevet gennemført i bulgarsk ret. Under disse omstændigheder kan de nationale domstole ikke påberåbe sig artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48 med henblik på at begrænse de rettigheder, som direktiv 2013/48 tillægger enkeltpersoner. Det skal tilføjes, at der under alle omstændigheder ikke er noget i Domstolens sagsakter, der indikerer, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, som kræver, at politimyndighederne straks griber ind.

43.

Med sit femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 9 i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at en analfabetisk mistænkt kan give afkald på sin ret til adgang til advokatbistand, forudsat at han eller hun får klare og tilstrækkelige oplysninger om indholdet af denne ret og de mulige konsekvenser af afkaldet på en måde, som han eller hun i betragtning af sine individuelle omstændigheder er i stand til at forstå.

44.

Kommissionen har gjort gældende, at artikel 9 i direktiv 2013/48 indeholder en række garantier for at sikre, at en mistænkt eller sigtet ikke ufrivilligt afgiver selvinkriminerende erklæringer eller fremlægger selvinkriminerende beviser som følge af afkald på retten til adgang til advokatbistand. Retten til adgang til advokatbistand er afgørende for at sikre processuel ligestilling, navnlig på tidspunktet for en mistænkts eller sigtets anholdelse, når vedkommende på grund af straffesagens komplekse karakter er særlig sårbar. CH’s analfabetisme gør ham til en sårbar person i henhold til artikel 13 i direktiv 2013/48 ( 29 ).

45.

Uden at det berører national lovgivning, der kræver, at en advokat skal være til stede eller yde bistand, omhandler artikel 9, stk. 1, i direktiv 2013/48 afkald på retten til adgang til advokatbistand i straffesager. Under disse omstændigheder skal medlemsstaterne sikre, at den mistænkte eller sigtede mundtligt eller skriftligt har fået klare og tilstrækkelige oplysninger i et enkelt og forståeligt sprog om indholdet af den pågældende rettighed og konsekvenserne af et sådant afkald. Ethvert afkald skal gives frivilligt og utvetydigt. Det fremgår af 39. betragtning til direktiv 2013/48, at der, når der gives oplysninger om indholdet af retten til adgang til advokatbistand og om de mulige konsekvenser af at give afkald på advokatbistand, bør tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for mistænkte eller sigtede, herunder deres alder og mentale og fysiske tilstand. En mistænkts analfabetisme er således en relevant omstændighed, som de nationale myndigheder skal tage hensyn til, når de giver de oplysninger, som kræves i henhold til direktivets artikel 9, stk. 1. Artikel 13 heri støtter implicit denne fortolkning, idet den kræver, at der tages hensyn til sårbare personers behov ( 30 ), uden at de forhindres i at beslutte at give afkald på retten til adgang til advokatbistand ( 31 ).

46.

Selv om national ret skal give mistænkte og tiltalte en praktisk og effektiv mulighed for at rådføre sig med en advokat, er de pågældende, såfremt de giver afkald på denne mulighed i overensstemmelse med betingelserne i artikel 9 i direktiv 2013/48, ikke afskåret fra at pådrage sig de mulige konsekvenser af dette afkald ( 32 ).

47.

For at et afkald kan være effektivt, kræves det i henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2013/48, at de mulige konsekvenser heraf forklares for en mistænkt eller sigtet i et enkelt og forståeligt sprog. Det følger heraf, at der ved manglende formidling af sådanne forklaringer ikke kan gives et effektivt afkald. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i den foreliggende sag, at mens den forelæggende ret mener, at CH aldrig blev informeret om konsekvenserne af at give afkald på sin ret til adgang til en advokat, er Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) af den modsatte opfattelse. Dette tilsyneladende omtvistede spørgsmål vedrørende de faktiske omstændigheder henhører i sidste ende under de nationale retters kompetence.

48.

Artikel 9, stk. 2, i direktiv 2013/48 bestemmer, at afkaldet kan gives skriftligt eller mundtligt i henhold til de procedurer, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning. Direktiv 2013/48 fastsætter ikke i sig selv formelle betingelser for at give afkald, idet disse betingelser skal reguleres af national ret. Hvorvidt der foreligger en overtrædelse af en formel betingelse, som er påkrævet i national ret, for at et afkald er gyldigt såsom en bestemmelse om, at et vidne skal bekræfte eller underskrive et afkald, og konsekvenserne af at tilsidesætte sådanne krav, er spørgsmål om national ret, som skal afgøres af nationale domstole.

49.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det femte spørgsmål med, at artikel 9 i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at en analfabetisk mistænkt kan give afkald på sin ret til adgang til advokatbistand, forudsat at han eller hun får klare og tilstrækkelige oplysninger om indholdet af denne ret og de mulige konsekvenser af afkaldet på en måde, som han eller hun i betragtning af sine individuelle omstændigheder er i stand til at forstå.

50.

Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/48 forpligter medlemsstaterne til at underrette en mistænkt eller sigtet, der giver afkald på retten til adgang til advokatbistand, om, at vedkommende kan tilbagekalde dette afkald, umiddelbart inden de kompetente myndigheder gennemfører en efterforskningsforanstaltning, der involverer hans eller hendes deltagelse.

51.

Kommissionen har foreslået, at spørgsmålet besvares bekræftende.

52.

Artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/48 bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at mistænkte eller sigtede på et hvilket som helst tidspunkt under straffesagen kan tilbagekalde et afkald, og at de skal underrettes om denne mulighed. En sådan tilbagekaldelse har virkning fra det tidspunkt, hvor den foretages.

53.

Kravet om, at mistænkte eller sigtede skal oplyses om muligheden for senere at tilbagekalde et afkald på et hvilket som helst tidspunkt under straffesagen, kan opfyldes ved at informere dem på det tidspunkt, hvor de giver afkald på denne ret. En sådan tilgang synes at indebære, at når en mistænkt eller sigtet har givet afkald på sin ret, er det derefter op til ham eller hende at beslutte, om vedkommende vil benytte sig af sin ret til at tilbagekalde den.

54.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2013/48, sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 1, at retten til adgang til advokatbistand i straffesager har til formål at sikre, at en mistænkt eller sigtet kan udøve sin ret til et forsvar på en praktisk og effektiv måde, indtil straffesagen er afsluttet. Under hensyntagen til den frivillige karakter af et afkald i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i direktiv 2013/48 samt behovet for at beskytte de særlige behov hos sårbare mistænkte eller sigtede ved anvendelsen af dette direktiv, således som det kræves i direktivets artikel 13, er det tydeligt, at en fortolkning af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/48 i overensstemmelse med det i punkt 53 i nærværende forslag til afgørelse anførte strider mod formålet med og ordningen for direktivets bestemmelser. Under sådanne omstændigheder er en fortolkning af direktivets artikel 9, stk. 3, der pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at mistænkte og tiltalte, navnlig sårbare personer, regelmæssigt underrettes om deres ret til at tilbagekalde et afkald, som de har givet frivilligt, indtil en straffesag er afsluttet, at foretrække.

55.

Eftersom det er nødvendigt at give disse oplysninger med henblik på at gøre det muligt for personer, der er tiltalt eller mistænkt for at have begået forbrydelser, at udøve deres ret til forsvar på en praktisk og effektiv måde, skal dette krav opfyldes på en praktisk snarere end en formel måde ( 33 ). Medlemsstaterne kan ikke begrænse sig til at informere en mistænkt eller sigtet om muligheden for at tilbagekalde et afkald på det tidspunkt, hvor han eller hun gav det, navnlig når den mistænkte eller sigtede er en sårbar person. Det følger ikke nødvendigvis heraf, at medlemsstaterne skal minde en mistænkt eller sigtet om muligheden for at tilbagekalde et afkald forud for hvert trin i efterforskningen af en formodet forbrydelse, der involverer hans eller hendes deltagelse. Nødvendigheden af at minde en mistænkt eller sigtet om muligheden afhænger af arten og den objektive betydning af den påtænkte efterforskningsforanstaltning, set i lyset af alle relevante omstændigheder. Jeg foreslår derfor, at Domstolen foretager følgende prøvelse ved fortolkningen af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/48. Når der på et givent tidspunkt er objektive grunde til at antage, at en mistænkt eller sigtet, der har givet afkald på retten til adgang til advokatbistand, kan blive væsentligt hindret i sit forsvar som følge af dette afkald, skal medlemsstaterne træffe rimelige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende underrettes om sin ret til at tilbagekalde afkaldet.

56.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det sjette spørgsmål med, at artikel 9, stk. 3, i direktiv 2013/48 skal fortolkes således, at når en mistænkt eller sigtet giver afkald på sin ret til adgang til advokatbistand, skal medlemsstaterne træffe rimelige foranstaltninger for at sikre, at han eller hun underrettes om retten til at tilbagekalde dette afkald på ethvert tidspunkt, når der som følge af dette afkald er objektive grunde til at antage, at den mistænkte eller sigtede blive væsentligt hindret i sit forsvar.

57.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) har forelagt ved kendelse af 11. januar 2024, som følger: