—

Finansieringsaftalen af 24. august 2022 mellem Kommissionen og Republikken Polen, der er indgået i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, i forordning 2021/241, annulleres.

—

Låneaftalen af 24. august 2022 mellem Kommissionen og Republikken Polen, der er indgået i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i forordning 2021/241, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Rådets gennemførelsesafgørelse af 17. juni 2022 om godkendelse af vurderingen af Polens genopretnings- og resiliensplan (»Rådets gennemførelsesafgørelse«), på grundlag af hvilken Kommissionen indgik de ovenfor nævnte aftaler om finansiering og lån (»de anfægtede aftaler om finansiering og lån«), er ugyldig, eftersom Rådet har tilsidesat Domstolens praksis, jf. dom af 19. november 2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982), dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere) (C-791/19, EU:C:2021:596), kendelse af 8. april 2020, Kommissionen mod Polen (C-791/19 R, EU:C:2020:277) og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14. juli 2021, Kommissionen mod Polen (C-204/21 R, EU:C:2021:593), og har tilsidesat artikel 2 TEU og artikel 13, stk. 2, TEU.

Med dette anbringende har sagsøgerne endvidere gjort gældende, at Rådet har overskredet sin kompetence, for så vidt som det har forsøgt at fastlægge, hvorledes Polen skal efterkomme Domstolens praksis vedrørende disciplinærafdelingen ved den øverste domstol i Polen (»disciplinærafdelingen«).

2.

Andet anbringende om, at Rådets gennemførelsesafgørelse er ugyldig, eftersom Rådet har tilsidesat artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og friheder (»chartret«), som fortolket autoritativt af Domstolen.

Til støtte for anbringendet har sagsøgerne anført, at de milepæle, som Rådets gennemførelsesafgørelse er baseret på, tilsidesætter artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU samt chartrets artikel 47, idet de:

3.

Tredje anbringende om, at Rådets gennemførelsesafgørelse er ugyldig, eftersom milepælene F1G, F2G og F3G i Rådets gennemførelsesafgørelse ikke er tilstrækkelige til at genoprette en effektiv domstolsbeskyttelse i Polen, hvilket er en forudsætning for, at et internt kontrolsystem fungerer. Sagsøgerne har gjort gældende, at Rådets gennemførelsesafgørelse følgelig tilsidesætter artikel 20, stk. 5, litra e), og artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT 2021, L 57, s. 17) samt artikel 325 TEUF, som kræver et effektivt system til intern kontrol.

4.

Fjerde anbringende om, at Rådets gennemførelsesafgørelse er ugyldig, eftersom Rådet har begået en retlig fejl og/eller har anlagt åbenbart urigtige skøn ved anvendelsen af artikel 19, stk. 3, i forordning 2021/241 ved godkendelsen af milepælene som »tilstrækkelige ordninger« til at forebygge, opdage og korrigere korruption i Polen.

5.

Femte anbringende om, at Rådets gennemførelsesafgørelse er ugyldig, eftersom Rådet ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for denne afgørelse og dermed har tilsidesat artikel 296 TEUF, chartrets artikel 41 og de EU-retlige principper.

6.

Sjette anbringende om, at de anfægtede aftaler om finansiering og lån, som Kommissionen har indgået, overskrider de beføjelse, der tillagt Kommissionen ved Rådets gennemførelsesafgørelse og forordning (EU) 2021/241, og dermed tilsidesætter EU-retten, for så vidt som artikel 6, stk. 5, og artikel 18, stk. 1, i finansieringsaftalen og artikel 7, stk. 5, og artikel 28, stk. 1, i låneaftalen gør det muligt at stille midler til rådighed, selv uden at milepælene F1G, F2G og F3G om retsstatsprincippet, der er fastsat i Rådets gennemførelsesafgørelse, er nået.