Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62023CN0190

    Sag C-190/23, VGG: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judiciaire de Paris (Frankrig) den 17. februar 2023 — Le Procureur de la République de Paris mod VGG AG m.fl.

    EUT C 252 af 17.7.2023, p. 16–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.7.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 252/16


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Judiciaire de Paris (Frankrig) den 17. februar 2023 — Le Procureur de la République de Paris mod VGG AG m.fl.

    (Sag C-190/23, VGG)

    (2023/C 252/18)

    Processprog: fransk

    Den forelæggende ret

    Tribunal Judiciaire de Paris

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: Le Procureur de la République de Paris

    Sagsøgte: VGG AG, VGG Entertainment Inc., Dan A., SAS M. Trade, SASU D., SAS T. Logistique, Arthur C., SAS S., Grégory B., David C., David M., IE og CID

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at den giver de nationale myndigheder mulighed for at anvende den lovgivning, der følger af artikel 1 i lov af 27. juni 1919 om bekæmpelse af handel med teaterbilletter og artikel 313-6-2 i straffeloven, der blev indført ved lov af 12. marts 2012, for så vidt som disse bestemmelser har til følge, at det med visse undtagelser er forbudt at videresælge eller medvirke til videresalg af billetter mellem europæiske fysiske eller juridiske personer, der befinder sig i to forskellige medlemsstater, som er købt på det første marked, eller at medvirke til videresalg?

    2)

    Skal artikel 56 TEUF og 52 TEUF såvel som de tvingende almene hensyn, der er knyttet hertil, fortolkes således, at de nationale myndigheder på grundlag af en lovgivning, der er afledt af artikel 1 i lov af 27. juni 1919 om bekæmpelse af handel med teaterbilletter og artikel 313-6-2 i straffeloven, som blev indført ved lov af 12. marts 2012, kan begrunde restriktioner, som ikke synes at kunne beskytte de påberåbte mål, såsom beskyttelse af den offentlige orden og forbrugerbeskyttelse, effektivt, eller som ville være uforholdsmæssige i forhold til de alternative foranstaltninger, der kunne overvejes?

    3)

    Skal artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at det er tilladt at pålægge gerningsmænd til strafbare lovovertrædelser bøder med det beløb, der er fastsat i straffelovens artikel 313-6-2, som blev indført ved lov af 12. marts 2012, på 15 000 EUR og i gentagelsestilfælde på 30 000 EUR, idet der tages hensyn til dels de indførte lovbestemmelsers karakter af hindring, dels de begåede lovovertrædelsers mindre alvorlige karakter?

    4)

    Skal retssikkerhedsprincippet, der er fastslået af Den Europæiske Unions Domstol som et generelt princip i EU-retten, og artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der fastsætter princippet om, at strafbare handlinger og sanktioner skal være fastsat i lovgivningen, fortolkes således, at de tillader opretholdelse af artikel 1 i lov af 27. juni 1919, som dels ikke giver de berørte personer mulighed for at vide, om deres salg eller overdragelse vedrører en billetter, der er subsidieret eller solgt til særlig fordelagtig pris, mens denne omstændighed udløser et strafferetligt ansvar for dem, dels ikke giver de personer, der kan retsforfølges, mulighed for at kende den præcise straf, der er pålagt dem, da denne straf er udtrykt i gamle francs uden udtrykkelig henvisning til de gældende tekster?

    5)

    Skal retssikkerhedsprincippet, der er fastslået af Den Europæiske Unions Domstol som et generelt princip i EU-retten, og artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der fastsætter princippet om, at strafbare handlinger og sanktioner skal være fastsat i lovgivningen, fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af artikel 313-6-2 i straffeloven, der medfører usikkerhed for den person, der udsteder eller stiller midler til rådighed for salget af billetter til et arrangement eller en forestilling, som ikke kan vide, om sælgeren har opnået tilladelse fra producenten, arrangøren eller ejeren af udnyttelsesrettighederne, selv om begrebet arrangør ikke er klart defineret i de gældende retsakter?

    6)

    Bidrager artikel 313-6-2 i straffeloven til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, således som det er tilsigtet i EU-retten og fastsat i artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet denne straffebestemmelse gør det muligt at bekæmpe billetspekulationer foretaget af uautoriserede formidlere?

    7)

    Er forbuddet mod videresalg af billetter fra en person, der ikke er arrangør eller producent af forestillingen eller en person, der ikke har fået tilladelse hertil, som er indført ved straffelovens artikel 313-6-2, i strid med det EU-retlige konkurrenceprincip (artikel 101-109 TEUF)?

    8)

    Giver straffelovens artikel 313-6-2 eneret til arrangører af underholdningsarrangører i strid med artikel 106, [stk.] 1, TEUF, idet den giver disse arrangører et monopol på billetsalget?


    Top